Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Godefroy, Frédéric Eugène - gode Gerninger - Godegisel - Gode Haabs Forbjerg - Godehard - Gode Hyrde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tous ses dialectes du IX. au XV. siècle (10 Bd,
1880—1902). Hans litterære Syn er religiøst
paavirket.
S. Ms.
gode Gerninger betegner efter Skriftens og
Kirkens Sprogbrug det samme, som vi i vore
Dage kalder for rette moralske Handlinger.
Som den fuldkomne moralske Religion maa
Kristendommen være anlagt paa at fremkalde
saadanne i rigere Maal end nogen anden
Livsanskuelse. Dette forudsættes ogsaa uden videre
i Ny Test. Math. 5, 16. 25, 31 ff., Ef. 2. 10.,
Gal. 5, 16 ff. Men p. Gr. a. den Ensidighed,
hvormed den senere, farisæiske Jødedom
fremhævede de g. G.’s Bet., maatte den kristne
Lære paa dette Punkt tidlig komme til at
fremtræde med en polemisk Tilspidsning. For
Farisæerne blev Retfærdigheden over for Gud
erhvervet ved visse bestemte Handlinger, der
maatte udføres ikke saa meget p. Gr. a. den
paaviselige Gavn, de gjorde, som mere fordi
de nu engang var foreskrevne, og ved hvilket
det derfor heller ikke kom an paa Sindelaget
hos den Udførende, men alene paa, at den
udvortes Handling som saadan blev præsteret.
I Modsætning hertil gjorde navnlig Paulus
gældende, at det rette Forhold til Gud gennem
Retfærdiggørelsen ikke kan erhverves ved de
menneskelige Handlinger, men maa være
etableret ved Guds Naade forud for disse, Gal. 2,
16., Ef. 2. 8, — fremdeles, at det ved alt, hvad
den Kristne gør, ikke kommer an paa den
udvortes Gerning, men derimod paa, at det
rette Sindelag ligger til Grund, 1. Kor. 13, 1—3,
— og endelig, at det derfor maa være overladt
til1 den Kristne selv at dømme om, hvad han
skal gøre, uden at han behøver at føle sig
bundet til ydre Forskrifter, Rom. 14, 13 ff., Gal.
5, 13. ff. Det er en delvis Fornyelse af denne
Modsætning mellem Farisæismen og den opr.
Kristendom, som møder os i den senere
Modsætning mellem Katolicisme og Protestantisme.
Efter den katolske Kirkelære Conc. Trid.
Sessio VI, Kap. 10, Kap. 16, Kanon 21, Kanon
32 tillægges der de g. G. en positiv religiøs
Betydning. Man tænker sig, at den Kristne
i Følge de ham indgydte Naadeskræfter
formaar ved sine g. G. at forøge den ham
tildelte Retfærdighed og at fortjene sig den evige
Salighed. Heraf følger ganske naturlig, at der
for det første lægges en særegen Vægt paa de
enkelte udvortes Handlinger, uden at der med
det samme altid ses paa det Sindelag, som
ligger til Grund herfor, og at der dernæst fra
Kirkens Side henvises til bestemte Lovbud og
Forskrifter, som den Enkelte i Lydighed har at
underkaste sig. Efter den protestantiske Lære,
Conf. Aug. Art. VI, Art. XX, Form. Conc. Art.
IV: »Von guten Werken«, er Menneskets Frelse
ikke i nogen Henseende medbegrundet ved g.
G.; det religiøse Forhold er som saadant
ganske uafhængigt af disse. Alligevel anerkendes g.
G. som nødvendige. Hvis Guds Naade virkelig
har slaaet Rod i et Menneskehjerte, maa dette
give Vidnesbyrd derom gennem »g. G.«;
saafremt der udvortes er Lejlighed dertil, vil den
Kristne ikke kunne andet end vise sin Tro i
Livet. Naar en enkelt Kirkelærer (Amsdorf) i
den første Tid har forivret sig til den
urimelige Paastand, at g. G. er skadelige for Troen,
da er en saadan Tanke hurtig blevet afvist. Det
ydre Liv har sin store Bet., selv om det først
kommer i anden Række, naar Talen er om
Forholdet til Gud. Den nærmere Præcision af
det protestantiske Standpunkt gaar da ud paa,
at de g. G., som i Virkeligheden er at betragte
som Aandens Frugter gennem Mennesket
snarere end som Menneskets egne Præstationer,
først og fremmest savner al fortjenstfuld
Værdi over for Gud, — at de fremdeles alene har
deres Bet. som Udtryk for en levende Tro, og
ikke i og for sig selv, — og at endelig Valget
og Bestemmelsen af dem maa være overladt til
den Krisnes fri Dømmekraft, saaledes som
denne vil gøre sig gældende, idet han føler sig
bunden til sit bestemte jordiske Kald. Se
Retfærdiggørelse.
F. C. K.
Godegisel, burgundisk Konge, Søn af Kong
Gundiok, delte 473 sit Fædrenerige med sine
to Brødre og tog selv Ophold i Genève. Med
Broderen Gundobad førte han lange Krige.
Først overvandt han ham i Forbund med den
mægtige Frankerkonge Chlodovech og berøvede
ham hans Rige (500), men kort efter blev han
indesluttet af ham i Vienne og dræbt ved Byens
Indtagelse.
(M. M.). H. H. R.
Gode Haabs Forbjerg, Afrikas
sydvestligste Spids, ligger paa Sydenden af den Halvø,
som mod V. begrænser False Bay paa 34°
23′ s. Br. og 18° ø. L. f. Grw. Det blev første
Gang omsejlet 1486 af Bartholomeus Diaz, der
kaldte det Cabo tormentoso, »det stormende
Forbjerg«, hvilket Navn ved hans Hjemkomst
af den portug. Konge Johan II blev forandret
til Cabo da bona Esperanza, »det g. H.’s F.«.
C. A.
Godehard [’go.dəhart], tysk Biskop, f. c. 960,
d. 5. Maj 1038, var Bayrer, født og opdraget
ved Klostret Altaich, aflagde Munkeløfterne og
steg til Abbed i Altaich. Begejstret for det
kirkelige Opsving, der udgik fra Cluny, hævede
han sit Kloster ved omfattende Reformer.
Henrik II betroede ham derfor tillige Styrelsen af
Klostrene Hersfeld og Tegernsee, der ligeledes
blev Arnesteder for den cluniacensiske Retning.
Da Biskop Bernward i Hildesheim døde (1022),
gjorde Henrik II G. til hans Efterfølger. G.
fortsatte Bernward’s Arbejde for kirkelig
Kunst, idet han fuldendte den pragtfulde
Domkirke; men navnlig hævede han Domskolen, saa
Hildesheim blev et Nordens Athen, hvor ogsaa
Skarer af fremmede Klerke, bl. a. fra
Danmark, fik deres Uddannelse. G.’s Anseelse var
stor; i Striden om Klostret Gandersheim
sejrede han endog over den mægtige Ærkebiskop
Aribo af Mainz. Efter sin Død æredes G. som
Helgen (kanoniseret 1131). Hans Lærling,
Wolfhere, skrev hans Levned, et Kloster i
Hildesheim med en skøn Kirke, der endnu staar,
viedes ham, ligesom Kapellet paa den mægtige
Alpeknude, Skt Gotthard, og
Cistercienserklostret af s. N. ved Floden Raab.
H. O.
Gode Hyrde, den, der vogter og samler sine
Faar om sig, er i den første kristne Tids
kunstneriske Fremstillinger det mest yndede
Sindbillede paa Kristi Forhold til hans Menighed,
Det viser tilbage til Ps. 23 og Joh. 10 og viser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
