Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Godtroenhedserhvervelser - Godunov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kan søge den tilbage hos hver den, der sidder
inde med den, ligegyldigt igennem hvor mange
Hænder den i Mellemtiden maatte være gaaet.
Fra denne Regels Ubetingethed gøres der dog
allerede Indskrænkning ved Anerkendelsen af
Hævdsinstituttet, hvorefter den, der i Hævdstid
i god Tro, skønt uden Adkomst, har besiddet
Tingen, bliver Ejer med Fortrængelse af den
opr. Ejers Ret. Men en endnu videre gaaende
og endnu mere praktisk Indskrænkning i
Ejendomsrettens Beskyttelse har den fremskridende
Retsudvikling maattet gøre. Der gives nemlig
for det første visse Formueobjekter,
Værdirepræsentativer — Penge, Ihændehaverpapirer,
Veksler —, hvis økonomiske Formaal det ikke
er at hvile i en enkelt Ejers Besiddelse, men
netop er at gaa fra Haand til Haand, og ved
hvilke derfor ikke den øjeblikkelige Ejers Ret
bør beskyttes i Strid med vedk. Formueobjekts
Formaal — Omsætteligheden. Men selv ved
andre rørlige Ting end de nævnte træder
Hensynet til Omsætningens Tarv bydende frem med
Krav paa Indskrænkning af Ejerens
Tilbagesøgningsret. Selv om det maaske kan være
haardt og ubilligt for den enkelte Ejer, om
han afskæres f. Eks. fra at søge sin ved en
offentlig Auktion uberettiget bortsolgte Ting
tilbage og maa nøjes med et, maaske ofte
værdiløst Erstatningskrav mod Sælgeren, vil det
dog normalt være endnu mere ubilligt og
skadeligt for den gode Tro i Handel og Vandel,
om alle Ejere i ubegrænset Tid skulde være
underkastede Risikoen af at maatte
tilbagelevere Ting, de i den bedste Tro har købt for
Offentlighedens Øjne. Derfor har
Retsudviklingen baade i Danmark og Norge og endnu mere
i fl. fremmede Lande ved
Omsætningserhvervelser ført enten til den Indskrænkning i
Ejendomsretten, at den godtroende Køber ikke
behøver at udlevere Tingen til rette Ejer uden
mod at faa godtgjort, hvad han har givet for
Tingen, ell. ligefrem til — hvad her alene
vedkommer os —, at den godtroende Erhverver
bliver indsigelsesfri Ejer af den saaledes
erhvervede Ting. Disse sidste Tilfælde, hvor
altsaa en godtroende Erhverver ved Retshandler
med andre end rette Ejer bliver Ejer af
Tingen, plejer man at sammenfatte under
Navnet G.
Først kan altsaa her nævnes, at efter dansk
og norsk Ret som efter de fleste fremmede
Lovgivninger gangbare Penge og
Pengerepræsentativer (Sedler), inden- ell. udenlandske, ikke
kan søges tilbage fra den, der i god Tro har
modtaget dem i Betaling. Selv om man har
individualiseret en Pengeseddel ved at skrive
sit Navn paa den, kan man derfor kun søge
den tilbage fra Tyven ell. den, man har givet
den i Forvaring, men ikke fra den, der har
modtaget den i Betaling af Tyven ell.
Depositaren. Samme Regel gælder alm. angaaende
Gældsbreve — Aktier, Konossementer o. l. —,
der lyder paa Ihændehaveren. Lyder
Gældsbrevet derimod paa Navn, bevarer den Ejer,
hvis Navn det lyder paa, sin Ret, selv om det
ved falsk Transport overdrages til en
godtroende Tredjemand. Her er dog atter Veksler,
lydende paa Navn, for saa vidt stillet paa lige
Fod med Ihændehaverpapirer, som efter nord.
Vekselret den, der har Vekslen i Hænde med
en i Formen lovlig Adkomst, ikke er pligtig
at udlevere den til den, fra hvem den er
bortkommen — skønt der altsaa foreligger falsk
Transport —, medmindre det godtgøres, at han
ved Erhvervelsen ikke har været i god Tro ell.
har handlet med grov Uagtsomhed
(Veksellovens § 76). Lignende Regler er — i Søloven —
givet om Konossementer samt om visse
Oplagsbeviser. Og endelig gælder i Henhold til
Frd. 21. Juni 1844 den Regel ved off.
Dokumenter, lydende paa Navn — f. Eks.
Kreditforeningsobligationer —, at hvis disse senere er
blevne noterede paa en andens Navn ell.
noterede paa Ihændehaveren, kan den opr. Ejer
ikke søge dem tilbage fra den godtroende
Ihændehaver, naar der fra den første efter
denne Notering indtrædende Rentetermin er
hengaaet 3 Mdr, uden at Ejeren har gjort
Anmeldelse til vedkommende offentlige Institution
om Obligationens Tab.
Men foruden disse de mest praktiske
Eksempler paa G. kender dansk og norsk Ret endnu
adskillige andre, der skyldes samme Princip —
Beskyttelsen af den gode Tro i Omsætningen.
Det kan saaledes navnlig nævnes, at da man
bør kunne stole paa Skøde- og Pantebøgernes
Udvisende, bliver han Ejer, der har faaet
Skøde af den i disse Bøger som Ejer opførte
og rettidig ladet det tinglæse, selv om en anden
tidligere maatte have faaet Skøde paa samme
Ejendom, men forsømt at faa det tinglæst i
rette Tid (jfr D. L. 5—3—28). Paa lige Maade
bliver den, der i god Tro har erhvervet et
Gældsbrev af den, paa hvis Navn det lyder,
Ejer, selv om Gældsbrevet tidligere maatte
være overdraget til en anden, der imidlertid
har givet det fra sig uden at lade Transporten
paategne Gældsbrevet (jfr Frd. 28. Juli 1841, 9.
Febr 1798). Endelig kan nævnes, at
Ejendomsretten ligeledes overføres til den, der i god
Tro har købt en Ting af en Person, der i Følge
en Proformaoverdragelse ell. Proformafuldmagt
fra rette Ejers Side tager sig ud som Ejer ell.
som bemyndiget til at afhænde, ell. som i
Følge sit Forhold til Ejeren med Føje maa
anses for legitimeret til at handle paa Ejerens
Vegne — jfr f. Eks., at man har købt en Ting
i en Butik af en der ansat Kommis.
De her skildrede G. kendes i Reglen ogsaa i
de fleste fremmede Lovgivninger, men ud
herover anerkendes ofte saadanne i et betydeligt
videre Omfang. Eksempelvis kan saaledes
nævnes, at efter den tyske borgerlige Lovbog den
godtroende Erhverver af en rørlig Ting
overhovedet altid bliver Ejer, medmindre Tingen
enten er stjaalen ell. kommen ud af Ejerens
Besiddelse mod dennes Vilje, dog at selv i
sidste Fald Penge, Ihændehaverpapirer og
Ting, købte paa en offentlig Auktion, altid
bliver Erhververens Ejendom. Nyere dansk Teori
og Praksis er i øvrigt tilbøjelig til at anerkende,
at den, der i god Tro har købt en Ting, f. Eks.
Bøger, af en Person, som ved Bedrageri har
faaet sig Tingen overdraget af Ejeren selv til
Ejendom, derved bliver Ejer.
K. B.
Godunov [gadu’nåf], se Boris G.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
