- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient /
856

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gogol, Nikolaj Vasiljevitsch - Gohfeld - Gohier, Louis Jerôme - Gohlis - Goi - Goijen, Jan Josephszoon van - Goin - Goiorani, Ciro

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tænkt og skrevet om Guds Skabninger. En
heftig religiøs Angst fyldte hans Sind. Han
troede, at alt, hvad han havde skrevet, var
fordærveligt, han vilde rense sin Sjæl og udgav
derfor et Bind Breve: »Udvalgte Steder af
Korrespondance med Venner« (1846). Den
levende Gudsfrygt er det eneste, der smykker
disse Breves sygelige Tankegang; ikke højere
stod »En Forf.’s Skrifte«. 1848 rejste G. aands-
og legemssyg over Rom til det hellige Land.
Han var ikke sundere, da han vendte hjem.
Hans sidste Plan, at fortsætte »Døde Sjæle«,
for at alle de onde Mennesker kunde faa Lov
at angre og bedres, lykkedes yderst daarligt;
i heftig Strid med sine religiøse og
kunstneriske Krav brændte G. gentagne Gange sit
Haandskrift. Efter G.’s Død er store
Brudstykker fundne af hans Venner og udgivne. Det er
her ikke længere Mennesker, han skildrer, men
Lededukker, han manøvrerer med; alt ondt
bliver godt ved flove Mirakler. Religiøs Ekstase,
Faste og Sjæleangst nedbrød ganske G.’s forud
svage Helbred, og han døde uden at finde Ro
for sin søndrede Sjæl. Den russ. Litt.’s
Udvikling gik gennem ham, men han var for svag
en Aand til at bære den, han blev slidt itu.
— Bedste Udg. af G.’s samlede Værker er den
af Tichonravov redigerede 10. Udg., Petrograd
1889. Paa de fleste europ. Sprog er der Overs.
af G.’s bedste Arbejder. Paa Dansk findes
»Aftener paa en Gaard i Nærheden af Dikanjka«
(1856), »Taras Bulba« (1886), »Døde Sjæle«
(1900) og »Næsen og andre Noveller« (1910);
»Revisoren« er opført, men aldrig udkommet.
Paa Norsk er »En Majnat« oversat (1890).
(Litt.: P. Kulish, »Optegnelser om G.’s Liv«
1—2 [Petrograd 1856]; Schenrok,
»Materialer til G.’s Biografi«, 1—2 [Petrograd
1892—93], begge paa Russisk; Afh. om G. findes i
Ossip-Lourié, La psychologie des romanciers
russes du XIX siècle
[Paris 1905] og i Alfred
Jensen
, »Ryska skaldeporträtt« [Sthlm 1898]).
(A. M. B.). H. C-e.

Gohfeld [’go.fælt], Landsby i Preussen, Prov.
Westfalen, Regeringsdistrikt Minden, Station
paa Jernbanen Wustermark—Hannover—Hamm,
har Tobaks- og Møbelindustri. (1910) 7599 Indb.
G. Ht.

Gohier [gå’je], Louis Jerôme, fr.
Politiker, f. 1746, d. i Montmorenci 29. Maj 1830.
Som ung Advokat ved Parlamentet i Rennes
kæmpede han mod Kansleren Maupeou og
dennes Parlamenter, stod ogsaa senere i
Opposition til Regeringen og blev 1791 af Dept
Ille-et-Vilaine valgt til den lovgivende Forsamling,
hvor han tog Plads temmelig langt til venstre.
20. Marts 1793 blev han Justitsminister efter
Garat og forblev i denne Stilling til Apr. 1794,
da Velfærdskomiteen afskaffede Ministerierne.
18. Juni 1799 fik han Sæde i Direktoriet, hvis
sidste Præsident han var, og som han og en af
hans Kolleger, General Moulin, søgte at
forsvare 18. Brumaire mod Bonaparte, med hvem
de 3 andre Direktører havde kapituleret. Efter
18. Brumaire levede G. nogle Aar som
Privatmand, men modtog 1802 Posten som
Republikkens Generalkonsul i Holland, en Stilling, han
beholdt til 1810, da Holland indlemmedes i
det fr. Kejserrige. Sine sidste Leveaar tilbragte
G. i filos. Ro i Montmorenci-Dalen ved Paris.
Han var en ubetydelig Statsmand, men
retskaffen og uinteresseret. Han har blandt
andet skrevet Memoirer (2 Bd, Paris 1824).
(F. J. M.). P. L. M.

Gohlis [’go.lis], se Leipzig.

Goi [goj], Plur. gojim, hebr. »Folk«, bruges
navnlig i ældre Tid baade om Jøder og
Ikke-Jøder, men anvendes efterhaanden mest om de
sidste, ofte med en ringeagtende Bibetydning
»Barbar«, »Hedning«. Hos senere Jøder
anvendes det bl. a. om de Kristne.
J. P.

Goijen [’gåjə(n)] (Goyen), Jan
Josephszoon van
, holl. Landskabsmaler og Raderer,
f. 1596 i Leyden, d. 1656 i Haag. Han var først,
i Leyden, Elev af C. v. Schilperoort og I. v.
Schwanenburg, derefter af W. Gerritsz og
endelig af E. v. d. Velde, der særlig har haft
Indflydelse paa hans Kunst. I sin Ungdom var
han en Tid i Frankrig og Belgien, ellers
knyttet til Holland (indtil 1631 i Leyden, derefter i
Haag). Den meget produktive Kunstner levede,
ikke synderlig æstimeret, i trykkende Kaar,
hvad bl. a. hans Tulipanmani hjalp med til.
G. er en af den holl. Landskabskunsts
Grundlæggere; hans Kunst er ægte, jævn og
stemningsfyldt, i dens tidligere Arbejder med lidt
tunge brunlige Toner, der senere opløses i mere
gullige indtil sølvhvide, i Tidens Løb blegnede,
men uden at tabe i Harmoni. Emnerne er
hovedsagelig holl. By- og Flodprospekter med
Huse og Træer fortonende sig fint i den
disede Luft og oplivede af en morsom
genremæssig Staffage ofte af ret broget Farvevirkning.
Han har været Lærer for Jan Steen, hans
Svigersøn, Berchem, S. Ruisdal m. fl. og i øvrigt
paavirket mange andre. Gode Billeder af G.
findes rundt om i Europas Galerier, saaledes i
Berlin, Dresden, München, Kassel, Wien,
Amsterdam, Louvre. Kunstmus. i Kbhvn ejer bl. a.
det fine »En holl. Stad ved en Flod«, andre i
Moltke’s Gal. og i Gaunø-Samlingen; 4 i
Nationalmus. i Sthlm, andre i private sv. Saml. og
Mus. i Kria. Endelig har G. ogsaa raderet 5,
nu sjældne, Byprospekter. (Litt.: A.
Bredius
, »J. J. v. G.« [1896]).
A. Hk.

Goin, i nordisk Mytologi Navnet paa en af
de Slanger, der ligger under Asken Yggdrasil
og gnaver af dens Rødder.
G. K-n.

Goiorani, Ciro, ital. Forf. (1834—1908)
Sin Uddannelse fik han i Pistoia og Turin, ved
hvis Univ. han studerede Retsvidenskab. G.
optraadte tidlig som Skribent og som
Medarbejder ved forsk. Blade; p. Gr. a. nogle Digte,
Versi di un esule toscano, maatte han forlade
Piemont og i 1850’erne leve i Genève, hvor han
stiftede en gensidig Understøttelsesforening for
landflygtige Italienere. Cavour indkaldte ham
dog igen, hvorpaa han blev Lærer i Historie og
Geografi ved Lyceet i Ivrea, siden ved fl. a.
Lyceer, og endelig fik han et højere Embede
under Undervisningsvæsenet. I Canzone a
Dante
(1865), der præsenteredes Viktor
Emanuel II, viste G., der hidtil var kendt som
glødende Republikaner, sig pludselig
monarkisksindet. Hans ofte veltalende og begejstrede
Skr bestaar for øvrigt saavel af Prosa som af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:53:57 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/9/0887.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free