Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goldschmidt, Meïr Aaron
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den absolutte Kongemagt, og, noget senere, mod
de liberale Førere. »Naar man slikker Spyt« —
hed det engang i »Corsaren« — »for Christian
VIII, er man servil, naar man slikker Spyt
for de liberale Majestæter, Drewsen, Lehmann,
Tscherning, Ploug, er man liberal«. Det udtalte
en oprigtig Medfølelse med de fattige
Samfundsklassers Kaar samtidig med en Tvivl om
deres politiske Modenhed. Det hyldede »Geniet
og Lidenskaben«, kunde være begejstret,
»baade for Revolutionen og Napoleon, der satte sin
Jernhæl paa den« og var kun uvillig stemt mod
»Bourgeoisiet, som repræsenterer Tingenes
faste daglige Gang, Erhvervet og Nydelsen
deraf«. Med al Forf.’s Begavelse led han under
en Mangel paa den Modenhed, som kun
Alderen giver — »en næsten barnlig Mangel paa
Erfaring« (P. L. Møller) — efter hans egen
Tilstaaelse parret med Arrogance i Optræden,
og han anede næppe Omfanget af den
Indignation, »Corsaren«’s Hensynsløshed havde vakt,
bl. a. ogsaa, fordi det udgik under Beskyttelse
af lejede »Ansvarshavende«. En
Højesteretsdom paa 6X4 Dages Vand og Brød, en Mulkt
og livsvarig Censur mod G. som formentlig
Redaktør i Anledning af forsk. beslaglagte
Artikler bragte ham ikke til at opgive Bladet,
men denne Virkning fik derimod et uventet
Sammenstød med S. Kierkegaard i Slutn. af
1845. Denne, hvis Forfattervirksomhed
tidligere havde været forherliget i »Corsaren«,
skrev som Frater taciturnus i Anledning af en
Afh. af P. L. Møller i »Gæa« en flammende
indigneret Artikel i »Fædrelandet«, i hvilken
han paa det heftigste angreb Møller som
Medarbejder af »Corsaren«, kaldte hans Skrift et
af disse »væmmelige Corsarangreb paa
fredelige og respektable Mænd, der i hæderlig
Ubemærkethed røgtede hver sit Kald i Statens
Tjeneste«, og udtalte Ønsket om at blive
angrebet af »Corsaren«. Denne gik ikke af Vejen
for Angrebet, men gik uden om Frater
taciturnus’ Anonymitet og latterliggjorde
Kierkegaard’s Person ved at aftegne ham med hans
smaa personlige Ejendommeligheder (et kort
Bukseben) etc. Dette foranledigede et voldsomt
Gensvar fra Kierkegaard, som navngav sig,
kaldte »Corsaren« et offentligt Fruentimmer,
talte om »lejede Sjovere« og i det hele
optraadte med stærk Lidenskab. En Række
Udkast i Kierkegaard’s efterladte Papirer bærer
Vidne om, hvor dybt hele denne Sag havde
krænket ham. Paa G. havde Kierkegaard’s
Optræden en stærk Virkning. Han havde i Slutn.
af 1845 offentliggjort sin første Roman: »En
Jøde«, som var modtaget med Forargelse af
Datidens Jøder, men med Velvillie og
Beundring af de litterære Organer, deriblandt
»Fædrelandet« (Anmeldelse i »Nord. Litteraturtid.«,
Jan. 1846). I denne Roman fremstiller han med
ungdommelig Lidenskab, hvorledes en ung,
begavet Jøde, opdraget i Ortodoksien, som han i
Løbet af sine Studier forlader, paa een Gang
tiltrækkes og frastødes af det omgivende
kristne Samfund og som Følge af den sygelige
Pirrelighed, som disse stridende Elementer vækker
i hans Sind, gaar til Grunde i Fortvivlelse.
Kierkegaard sondrede mellem Forf. af »En
Jøde« og »Corsaren«’s Udgiver; han anerkendte
den første, udtalte sin Foragt for den sidste.
Hans Angreb, hvor overdrevent det end kan
synes os, virkede saaledes paa G.’s Sind, at
han opgav og solgte »Corsaren«. Samtidig
udgav han et Bd »Fortællinger af Adolph Meyer«,
i hvilke bl. a. »Min Onkels Tømmerplads«,
Skildringer fra hans Provinsliv, og tiltraadte med
de saaledes erhvervede Penge Oktbr 1846 en
Udenlandsrejse »for at blive af med
Vittigheden og lære noget«.
Rejsen, som strakte sig til Oktbr 1847, gik
til Hamburg, Leipzig, Wien, Venedig, Firenze
og Rom. Paa Tilbagevejen traf han Juni 1847 i
Coppet den reformerte Præst Piguet, om hvem
han skriver: »Det var endelig et Menneske, det
eneste paa min Rejse, som kom mig helt i
Møde og svarede til et Krav i mig. Han var
naturligvis Kristen og talte om Kristendom, men
for ham var Kristendommen guddommelig
Humanitet. Det var dog ikke blot hans Ord, men
ogsaa hans Personlighed, der virkede saa stærkt
paa mig, og fra det Øjeblik fik jeg i mit Indre
en stærk Følelse af et Centrum, hvorom alt
kunde samle sig. Grundlaget for »Nord og Syd«
med dets halvkristelige Farve blev, mig selv
endnu ubevidst, lagt her«. Da G. kom hjem,
stiftede han Decbr 1847 dette Tidsskrift, »hint
uudtømmelige og aandrige Repertorium for
Samtidens Historie«, som udgik 1847—59, i
alt væsentligt forfattet af G., og som næppe
lod noget Træk af Samtidens aandelige Liv
uberørt. Det udgik under hans Navn, da
Censuren ved Tronskiftet 1848 blev hævet.
Udenlandsrejsen havde bragt ham i Berøring med
en Række af Tidens aandelige Bannerførere
rundt om i Europa, og hele denne bevægede
Tid hjemme og ude skærpede hans
Iagttagelsesevne og modnede hans Talent, som ikke
dannede sig »i det Stille«, snarere »In dem
Strom der Welt«. Hans ungdommelige
politiske Standpunkt fra »Corsaren« forandredes nu
til »Kongedømmet med republikanske
Institutioner«, en stærk Kongemagt med Prærogativer
over for den alm. Valgret. Under de hjemlige
Forhold var dog G. med al hans politiske Sans
og Idérigdom temmelig enlig stillet. Under de
heftige Partikampe mellem Helstatsmændene
og Eider-Statsmændene hævdede han nærmest
de førstes Standpunkt. Han havde imidlertid,
som han fortæller, efter Faderen arvet »en
sælsom Trang til at være ene, som gjorde ham
udygtig til den Kammeratlighed, hvori
»Venskabet« saa ofte bestaar«, og med sin
»kvindelige Natur, med Kvindens Finfølelse og ogsaa
med hendes Nervøsitet« var han kun lidet
skikket til politisk Partimand. Egl. aktiv
Politiker synes han ikke at have villet være — i
sine »Livserindringer« erklærer han kun at
have villet være Skribent —, men det er dog
ikke usandsynligt, at der i Fantasien har
foresvævet ham Billedet af D’Israëli, som 1852
første Gang var Toryministeriets
Skatkammerkansler. G. kom i Beg. af 1850’erne i Forbindelse
med Godsejerne, som efter Begivenhederne 1849
atter traadte frem i det politiske Liv. Han skrev
for dem det væsentlige af en Adresse til
Kongen (»Grundejerforeningen«’s Adresse) om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
