Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gontscharov, Ivan Aleksandrovitsch - Gonzaga (se Guerrieri-Gonzaga) - Gonzaga (Fyrsteslægt) - Gonzaga, Thomaz Antonio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
da han 1852 fulgte en russ. Orlogsfregat paa
dens Togt om Jorden. Sine ofte underskønne
Rejsebilleder udgav han 1856—57 under
Fællestitlen »Fregatten Pallas«. Men først 1859
udsendte G. det Værk, der har gjort ham
udødelig i den russ Litt.: »Oblomov« (3 Bd). Det er
en ensidig, men uhyre kraftig Satire over det
livegne Rusland (den udkom just, da Kampen
mod Livegenskabet førtes hedt) med sine
nydende, villieløse Herrer og sine ydende
villieløse Trælle. G.’s sidste store Arbejde,
»Skrænten« (1869, overs. paa Dansk 1900 under Titlen
»Afgrunden«) er en Tendensroman, som egl.
alt, hvad han har skrevet, men hans Kraft
svigter ham; hans Maal er her blevet for stort.
Hans Plan var at vise den gl. og den »ny
Tænkeart« ɔ: Nihilismen i Kamp, men
Billederne bliver her undertiden Karikaturer. Efter
»Skrænten« skrev G. intet af Bet. uden nogle
Analyser over sine egne Arbejder. — 1857
havde G. opgivet sin Post i Ministeriet og var til
1873 Redaktør for et officielt Organ.
(A. M. B.). H. C-e.
Gonzaga [gon’tsaga], se
Guerrieri-Gonzaga.
Gonzaga [gon’tsaga], ital. Fyrsteslægt, der
nedledte sin Herkomst fra Kejser Lothar og i
forsk. Linier herskede over Mantua 1328—1708.
Lodovico I sikrede sig Herredømmet i
denne By ved Passerino de Bonacassi’s Mord og
blev af Kejser Ludvig af Bayern bekræftet som
arvelig Generalkaptajn i Staden; et Aarh.
senere ophøjedes Territoriet af Kejser Sigismund
til et Markgrevskab (1433). Slægtens egl.
Blomstringstid falder i 15. Aarh., hvor en Række
dygtige Herskere gjorde Mantua til et af den
ital. Renaissances mest fremragende Centrer af
anden Rang. Giovanni Francesco I
(1394—1444), der selv var en ulærd Mand, men
havde stor Ærbødighed for al aandelig Kultur,
indlagde sig megen Hæder ved at indkalde den
berømte Humanist Vittorino da Feltre som
Opdrager for sine Børn, thi Mandens berømte
Navn lokkede talrige Ynglinge hid, som alle
modtoges med rundhaandet Gæstfrihed af
Fyrsten. Hans Eftermand Lodovico III (d.
1478) udmærkede sig som Kriger og kæmpede
i Venedigs Tjeneste mod Milano og Tyrkerne.
Efter Freden i Lodi (1454) viste han sig som
en dygtig Landestyrer, Velstanden fremmedes
bl. a. ved Anlæg af Kanaler; der blev bl. a.
anlagt et Hospital og et Bogtrykkeri. De
humanistiske Traditioner fortsattes, ved Hoffet
levede berømte Humanister som Platina og
Fidelfo; Maleren Mantegna prydede det gl. Slot
med berømte, nu for største Delen ødelagte
Fresker og opholdt sig ved Hoffet 1460—1506.
Lodovico var gift med Barbara af
Hohenzollern, Søster til Christian I’s Dronning
Dorothea; Kongen besøgte Mantua paa sin
Italiensrejse 1474, Dronningen 1475 og 1488. En af
Lodovico’s Sønner, Francesco, var Kardinal
1461—83 og støttede ved enhver Lejlighed Kong
Christian’s kirkepolitiske Planer. Fra en anden
Søn, Ridolfo, nedstammede Familien
Castiglione, der uddøde 1819. En tredie Søn,
Federigo (d. 1484) blev Markgreve efter sin
Fader. — Federigo’s Søn, Giovanni
Francesco II, var en ivrig Jæger og en dygtig
Kriger samt en ivrig Beskytter af Litt. Næsten
endnu større Ry end af ham gik der af hans
Gemalinde Isabella d’Este (d. 1535), en
af Renaissancens skønneste og ædleste
Kvindeskikkelser. Foruden at være en fortræffelig
Hustru og Moder nærede hun en paa den Tid
sjælden Kærlighed til Italien som Helhed;
medens Tidens lat. Litt. var hende ret ligegyldig,
stod Modersmaalet hendes Hjerte nær, og med
Digtere som Bernardo, Tasso og Ariost stod
hun i livlig Forbindelse. Ogsaa for Kunsten
havde hun et i høj Grad aabent Øje. Under
Efterfølgeren Federigo begynder i
Virkeligheden Forfaldet, selv om den gl.
Mæcentradition fortsættes bl. a. ved Giulio Romano’s
Indkaldelse (Palazzo del Té), og den ydre
Glans tilsyneladende stiger, idet Federigo 1530
udnævntes til Hertug af Karl V og 1536
forlenedes med Markgrevskabet Montferrat, der
ligeledes senere ophøjedes til et Hertugdømme.
Hovedlinien uddøde 1627 med Vincenzo III.
Mellem de to Prætendenter Karl af Nevers
og Ferdinand II af Guastalla, som henh.
støttedes af Frankrig og Venedig samt Østerrig og
Spanien, udbrød nu den mantuanske
Arvefølgekrig, der ved Forligene i Regensburg (1630) og
Chierasco (1631) endte med Frankrigs Sejr og
Karl’s Anerkendelse som Hertug i Mantua og
Montferrat. Baade han og hans Efterfølgere
gik ganske i Frankrigs Ledebaand, og hans
Datter Anna (d. 1684), der var gift med
Pfalzgrev Edvard, spillede en betydelig Rolle ved
det fr. Hof, i hvis talrige Intriger hun deltog
med Liv og Sjæl. Under den sp. Arvefølgekrig
sluttede Karl IV sig, sin Slægts Traditioner tro,
til Ludvig XIV; han blev derfor lyst i Rigens
Acht af Kejser Josef, og hans Lande erobredes
af Østerrig og Savojen, hvilken sidste Stat
bemægtigede sig det for den saa bekvemt
beliggende Montferrat. Med Karl IV uddøde
Hovedlinien, og de fleste af Sideliniernes Besiddelser
tilfaldt senere Østerrig. Den fyrstelige Gren
Viscovadi lever dog endnu.
(M. M.). J. L.
Gonzaga [gõ’zagə], Thomaz Antonio,
brasiliansk Digter, f. i Aug. 1744 i Oporto, d.
1809 i Mozambique. Han studerede Jura i
Coimbra 1763—68 og var en Tid Dommer smst. 1782
blev han ansat i et Dommerembede i Villarica,
By i den brasilianske Provins Minas Geraes
(Brasilien hørte dengang endnu under
Portugal). Siden var han Retsembedsmand i Bahia,
beskyldtes for Deltagelse i den saakaldte
Minas-Geraes-Sammensværgelse mod den
portugisiske Regering 1789, fængsledes og dømtes
1792 til Deportation til de afrikanske Kolonier;
her blev han tilsidst vanvittig af Sorg. G.’s
Digterberømmelse hviler udelukkende paa en
lille Samling erotisk Lyrik, der er blevet
overordentlig populær. Under Navnet Dirceu besang
han sin elskede Marilia ɔ: Maria Joaquina de
Seixas, der først døde 1854. Af G.’s Lyras
udkom 1. Udg., med Titlen Marilia de Dirceu, i
18. Aarh.’s sidste Aar; den anden, forøgede, 1800;
men man er ikke sikker paa, at alle de Digte,
der er tilkomne i denne, virkelig er af G. En
stor Mængde Udgaver har siden set Lyset; af
disse anses som bedst Pereira da Silva’s (1845)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
