Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gortschakov, Alexander Michailovitsch - Gortyna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om Kronprinsens, den senere Kong Karl’s
Giftermaal med den russ. Storfyrstinde Olga og
øvede i sin tilsyneladende underordnede Post
1848—49 en betydelig, om end skjult Indflydelse
paa de
sydtyske Hoffer
(havde ogsaa
vigtig Del i
Tronskiftet i
Østerrig). Han
blev derfor
1850
Sendemand ved den
genoprettede
Forbundsdag i
Frankfurt, hvor
han knyttede et
fortroligt og
venskabeligt
Forhold til
Bismarck, som da
var Preussens
Sendemand.
1854
forflyttedes han til Wien, førte de vigtige
diplomatiske Forhandlinger under Krim-Krigen og
var meget virksom for at forberede
Fredsslutningen. Som Følge heraf blev han Apr. 1856
efter Grev Nesselrode’s Afgang hjemkaldt for
at styre Udenrigsministeriet og udtrykte i sin
første Rundskrivelse til de fremmede
Regeringer Ruslands politiske Stilling og Opgave i de
velkendte Ord: »Rusland surmuler ikke, men
samler sig«, ligesom han gav sin Vrede mod
Østerrig Luft i den haarde Dom, at »Østerrig
er ingen Stat, men kun en Regering«. Hans
Bestræbelser gik først ud paa at opnaa et
godt Forhold til Frankrig: han ledsagede 1857
Alexander II til Stuttgart til Møde med
Napoleon III og understøttede dennes ital.
Politik 1859—60 saavel som Toget til Syrien 1861.
Derimod afslog han 1862 Opfordringen om en
fælles Optræden af Europas Stormagter i den
nordamerikanske Borgerkrig og afviste 1863
med stor Styrke Vestmagternes Forsøg paa at
indblande sig i Forholdet mellem Rusland og
Polen. Han knyttede derimod en nøje
Forstaaelse med Preussen, understøttede hemmelig
Bismarck’s Politik 1864 og 1866 og brugte hele
Ruslands Indflydelse for at holde Østerrig
tilbage fra at hjælpe Frankrig 1870, ligesom han
1859 havde holdt de tyske Magter tilbage fra
at yde Østerrig Hjælp. Til Gengæld herfor
kunde han Marts 1871 faa Rusland løst fra de
trykkende Forpligtelser i Paris-Freden 1856 om
Sortehavets Neutralisering, som han allerede
31. Oktbr 1870 havde erklæret for bortfaldne.
Denne Sejr saavel som hans djærve Optræden
1863 gjorde ham overmaade populær; han blev
1866 Rigskansler og hædredes desuden paa fl.
Maader af Kejseren. 1872 var han med at slutte
Trekejserforbundet, næsten en Genoprettelse
af den hellige Alliance, der afgav Grundlaget
for Ruslands Magt i Tidsrummet 1815—48; men
allerede 3 Aar efter kølnedes det gode Forhold
til Tyskland, fordi han optraadte til Bedste for
Frankrig under den Misstemning, som man hist
nærede mod det, og bestemt holdt paa Freden
og Nødvendigheden af Frankrigs Magtstilling.
1873 forstod han at overliste England ved de
Underhandlinger, han førte med det om Khiva,
idet han lovede ikke at tilknytte dette Land,
men alligevel bragte det i fuld Afhængighed af
Rusland og saaledes indskrænkede det
neutrale Bælte, hvorom der 1872 var truffet Aftale.
Ogsaa under de ny Forviklinger i Tyrkiet
1875—76 viste han stor diplomatisk Kløgt, idet han
ved at nedstemme de særlige russ. Krav til
det mindste opnaaede, at alle Stormagterne
krævede alvorlige Reformer i Tyrkiets Styrelse
og senere erklærede Paris-Fredens Garanti for
Rigets Uafhængighed og uformindskede
Omfang for brudt ved Sultanens Stivsind. Rusland
fik derved fri Hænder og kunde tage
Oprejsning for de Ydmygelser, det havde lidt ved
Krigen 1854—56. Endelig lykkedes det ham at
holde England uden for
Fredsunderhandlingerne i San Stefano; men dermed ophørte hans
Held, og snart efter hævnede det sig, at han
1873 havde vakt Englands Mistro og 1875
krænket Bismarck. Thi Englands truende Optræden
tvang Rusland til at træffe en hemmelig
Overenskomst med det, saa at han kun reddede
Skinnet og dækkede sit Tilbagetog, og paa den
flg. Berlin-Kongres havde han den bitre
Skuffelse, at Bismarck af Hensyn til Østerrig paa fl.
Punkter gik imod Ruslands Ønsker, og at de
endelige Fredsvilkaar langtfra blev saa
gunstige, som de foreløbige havde været. Ogsaa
maatte han snart efter lade Afghanistan i
Stikken, som han før Fredsslutningen havde
ophidset mod England for at aflede dettes
Opmærksomhed, og maatte rolig se paa, at
England førte Krig og igen tvang Afghanistan
inden for sin Magtkreds, saaledes som Aftalen
havde været 1872. Vel fornyedes Novbr 1879
under et Besøg i Berlin tilsyneladende den gode
Forstaaelse mellem ham og Bismarck, men i
Virkeligheden forblev Forholdet over for
Tyskland og Østerrig køligt, og Rusland stod lige
saa ene i Europa, da han trak sig tilbage, som
det havde staaet, da han 1856 tiltraadte sin
Stilling. Siden 1880 levede han mest i
Baden-Baden, hvorfor den udenrigske Styrelse
overdroges de Giers, og Apr. 1882 tog han formelig
Afsked. Endnu maa det omtales, at han 1874
søgte ved en international Konference i Bryssel
at faa nærmere folkeretlige Regler fastsatte for
Krigen til Lands, særlig om Privatmænds
Personer og Ejendom, saaledes som der 1856 var
truffet for Søkrigen, men uden at det lykkedes
at opnaa Enighed.
E. E.
 |
| A. M. Gortschakov. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
