Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gotland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Østkysten til 68 m. De ubeboede Holme,
Store og Lille Kariso, ud for Klintehamsbugten i
paa Vestkysten, hæver sig med stejle Skrænter
til 50—60 m o. H. P. Gr. a. Øens ringe
Størrelse og Kalkstenens Porøsitet har G. ingen
større Vandløb, og af Søer forekommer kun
nogle lavvandede »trask« og nogle ret
vidtstrakte Moser, som dog om Sommeren bliver
næsten tørre, og hvis Areal er formindsket ved
Dræningsarbejder. Klimaet er mildere end paa
det sv. Fastland under samme Bredde og har
en mere oceanisk Karakter. Vinteren er mild,
omtr. som i Skaane, Sommeren ikke varmere
end i Helsingland. Kun i strenge Vintre
hindres Sejladsen paa Øen af Is. I Visby er
Middeltemp. for Febr —1,0°, for Juli +16,2°, og
den aarlige Nedbør 475 mm. Vegetationen er
ret ejendommelig; bl. dens 900 Arter
Blomsterplanter og Bregner er der 30 Arter, som ikke
findes paa Sveriges Fastland. Skoven, der
tidligere havde stor Udstrækning, har lidt meget
under hensynsløs Hugst; dog fandtes endnu
(1913) 141934 ha Skov. Det vigtigste Skovtræ
er Fyrren, Gran findes især paa den mellemste
Del af Øen, rene Løvskove (især Birk samt
Røn og Asp) navnlig mod S. Bøgen findes ikke,
skønt baade Eg, Ask, Elm, Lind og Abild indgaar
i G.’s prægtige parklignende »löfängar« sammen
med en frodig Buskvegetation af Hassel,
Kvalkved, Vrietorn m. m. og en rig Vækst af Græs
og Urter (især en Rigdom paa Gøgeurter). P.
Gr. a. det milde Klima trives baade Valnød,
Morbær, den ægte Kastanie og Plataner paa
G. Befolkningen (»gutarne«) har bevaret
mange gl. Skikke, f. Eks. Folkelege, og gl.
Folkeviser synges endnu. Sproget (Gutniskan)
afviger stærkt fra de øvrige sv. Dialekter. Den
ringe Befolkningstæthed (omtr. som Smaalands)
hænger sammen med det ringe
Fødselsoverskud, som i lange Tider har været
ejendommeligt for G. Den vigtigste Næringsvej er
Agerbruget, som (1900) beskæftigede 67,4 % af
Befolkningen. Der findes megen frugtbar Jord,
men Dyrkningen staar ikke paa noget højt
Trin. (1913) var af Lenets samlede Areal 0,3 %
anvendt til Havebrug, 22,6 % var Agerland,
5,3 % naturlig Eng, 45,5 % Skov, 26,3 %
Heder, Moser o. a. unyttigt Areal. Der avles især
Byg (Middelhøst for 1901—10: 20202 t), Rug
(16335 t), Sukkerroer (47906 t), Kartofler (25024
t), Foderroer (17363 t), men ogsaa Hvede og
Havre. Kreaturholdet var (1911) 12265 Heste,
37909 Stkr Hornkvæg, 25621 Faar, 11212 Svin,
137281 Stkr Fjerkræ, 962 Bistader. Den opr. lille
gotlandske Hesterace (»skogsruss«) er nu i
Færd med at uddø. Koholdet er stigende, og
Mejeridriften faar stadig større Bet.
Faareavlen er en vigtig Indtægtskilde; der udføres
meget saltet Faarekød. Af Geder holdes
derimod næsten ingen. Fiskeriet, der tidligere var
et vigtigt Bierhverv, er gaaet stærkt tilbage.
Skovbruget er aftaget en Del, p. Gr. a.
tidligere overdreven Hugst; Staten har indkøbt
store Skovstrækninger og lader foretage
Plantning. Nogen større Savværksindustri findes ikke
paa G. Egentlig Bjergværksdrift forekommer
ikke; dog brydes Kalkstenen til Bygningssten
og Kalkbrænding, og der tilvirkes Cement af
Kalk og Mergel. Den vigtigste Industri er
Sukkertilvirkningen, baseret paa Sukkerroeavlen.
De forsk. Industrigrene beskæftigede (1900) 17,4
% af G.’s Befolkning. Handel og Søfart, der i
Middelalderen gav Øen en Særstilling, er nu
ganske ringe; 1911 ankom til G. Len 2083
Fartøjer paa i alt 446575 t, og hjemmehørende
i Lenet var 8 Dampere (2891 t) og 31 Sejlskibe
(3013 t). De vigtigste Havne er Visby og Klinte
paa Vestkysten samt Slite paa Østkysten. G.’s
ældste Jernbane, Visby—Hunse, aabnedes 1878;
1913 havde G. 169 km Jernbaner, alle
smalsporede og private. Med Sthlm, Norrköping og
Kalmar staar G. i regelmæssig
Dampskibsforbindelse. G.’s Len er delt i to Herreder
(Norra og Södra), 6 Lensmandsdistrikter og 93
Kommuner, hvoraf 1 Købstad (Hovedstaden
Visby). I kirkelig Henseende udgør Lenet et
eget Stift med 3 Provstier og 44 Pastorater.
I milit. Henseende indtog G. tidligere en
Særstilling, idet den saakaldte »nationalbeväring«.
et Slags Landstorm, der var oprettet 1811 ved
frivillig Overenskomst mellem Staten og G.’s
Befolkning, hverken i Fred ell. Krig maatte
føres bort fra Øen. Siden 1901 har G. dog
samme Værnepligt som det øvrige Sverige.
Historie. Et rigt arkæologisk Materiale
vidner om, at G. allerede i Stenalderen var
befolket, og at der i den ældre Jernalder
fandtes en nogenlunde tæt Bebyggelse. Under
Vikingetiden (800—1050 e. Kr.) var G. et
Handelscentrum for Østersølandene; af alle i
Norden fundne Sølvmønter fra Vikingetiden er
over Halvdelen fundet paa G. Sandsynligvis var
Øens Befolkning ved den Tid og under den
ældre Middelalder talrigere end nu. I Oldtiden
var G. et selvstændigt Land; og selv om det
i 9. Aarh. blev Lydland under Sveakongen og
maatte yde Skat og Krigsskibe, bevarede G.
dog fuldt ud sit hjemlige Selvstyre. Men denne
selvstændige Stilling gik tabt ved Valdemar
Atterdag’s Erobring af Øen 1361. Under de flg.
150 Aar. var G.’s politiske Skæbne ret
omvekslende; Øen beherskedes snart af den danske
Konge, snart af de mecklenburgske
Fetaljebrødre (1392—98), snart af den tyske
Ridderorden, af hvem Dronning Margrete maatte
købe G. 1408 for 9000 Rosenobler. Erik af
Pommern, der 1411 havde bygget det stærke
Visborg Slot i Visby, bosatte sig her 1437 og drev
Sørøveri herfra i 12 Aar. 1449—87 residerede
de danske Lensherrer Oluf og Iver Akselsøn
Tot paa Visborg og drev ligeledes et lønnende
Sørøveri mod Lybækkere og Svenskere. Siden
fortsatte Kristian II’s Admiral Søren Nordby
paa samme Maade, og han afslog med Held
Gustaf Vasa’s Erobringstog 1524. Ved Freden
i Stettin 1570 blev Øen erklæret for dansk. 1572
fik G. sin egen Biskop. Kristian IV, der besøgte
G. 1597 og 1624, gav G. en særlig
Landsdommer; tidligere havde den danske Statholder ell.
Landsherre indehaft baade den administrative
og den dømmende Myndighed. Da G. ved
Brømsebro-Freden 1645 kom under Sverige, var
Befolkningen helt dansksindet, og navnlig
havde den sv. Regering stort Besvær med
Præsterne. Danskerne erobrede atter Øen 1676 under
den skaanske Krig, men maatte igen opgive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
