Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goto-Germaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ell. Allemannisk, Thüringsk og Højfrankisk.
Nedertysk omfatter Nederfrankisk og
Nedersachsisk; til Nederfrankisk hører Nederlandsk, en
Dialekt, der ved politiske Forhold har faaet en
national Særstilling, men endnu paa Engelsk
kaldes Dutch = Tysk.
Frisisk har ikke Afdelinger med tilsvarende
gl. Navne, deles kun efter V., Ø., N.; det
tales bl. a. ogsaa af Indbyggerne paa Sild, Før
og Amrum, som nationalt ikke regner sig for
Friser og vel er Levninger af de opr.,
engelsktalende Sachser. Engelsk, d. v. s. egl.
Sachsernes Sprog, har Underafdelinger efter Syd,
Midte og Nord; en mere selvstændig Stilling
indlager Dialekter som Skotsk, Irsk og
Amerikansk. Den nordiske Gruppes ældste
Sprogpræg lever i Islandsk og Færøsk, den
grammatisk forenklede nynordiske Type udvikler sig
i Norsk, Svensk og Dansk. Sproglig set kunde
endnu Gutnisk og Jysk opstilles som særegne
Afdelinger, men de har ikke sat sig fast som
Skriftsprog, og Jysk kaldes fra Arild’s Tid
Dansk, aldrig noget andet. — Sproglig
Stilling. G. tilhører den vestlige
indoeuropæiske Gruppe, der ikke i gl Tid ændrer k
og g til Hvislelyde foran e, i, j, jfr got. tigjus,
oldn. tigir, »ti« (i »fyrre-tyve«), = kymrisk
dec, lat. decem (udtalt dekem), modsat f. Eks.
litauisk deszimtas.
G.’s Hovedmærke er den gotonske ell.
germanske »Lydforskydning«; den ændrede 1) opr.
gh, bh, dh til g, b, d; 2) opr. g, b, d til
k, p, t; 3) opr. k, p, t til h, f, þ (eng. th) henh.
g, b, d. Eksp.: 1) indoeurop. ghostis > Gæst,
ind. bhratar > Broder; ind. dhura > Dør;
2) gr. gyne > Kone; gr. baite > Kjortel;
møsogot. paida, højtysk pfeit; gr. dyo > to; 3)
gr. kannabis > Hamp; gr. lat. pater > Fader;
gr. treis > isl. þrir, eng. three, »tre«. —
Ændringens Tid kan ret nøje udregnes. Henved
Aar 200 f. Kr. naaede de første G. til
Sortehavet, og de er vel kort forud komne til
Karpaterne; denne Kædes Navn findes i Oldnorsk
med Lydforskydning, Harfaþa fjöll, — mærk
Eksemplerne paa parallel Forskydning af hele
Gruppe 3, k, p, t > h, f, þ. Det got.
Laaneord paida er optaget fra gr. paa samme Tid.
C. 100 Aar senere er Ændringen fuldbyrdet,
thi da Forfædrene til Hardsyssels Indbyggere
angreb Gallien 58 f. Kr., optegnede Cæsar
deres Navn i Formen Harudes, som viser G.’s
typiske H i St f. indoeurop. K. — I 4. Aarh.
e. Kr. gentages Lydforskydningen som særskilt
højtysk (se tysk Sprog); svagere Tilløb er
den aspirerede, d. v. s. pustende Udtale af
k, p, t, i Nordtysk, Engelsk og Nordisk samt
en sporadisk dansk Udtale af ti som tsi. —
Oldkultur, Gudetro, Statsforhold.
G. er i den heldige Stilling, at deres Oldtid
paa et ret primitivt Trin er oplyst ved
klassiske Hjemmelsmænd, navnlig ved Cæsar’s
Meddelelser og Tacitus’ Særskildring
»Germania«; dertil kommer den nordiske
Oldforsknings gennem Slægtled opbyggede Resultater.
Lige siden den yngre Stenalder viser G. sig
meget tilgængelige for fremmede Impulser. De
forarbejder og videreudvikler det modtagne
dygtigt og med fri personlig Tilegnelse, saa de
hurtig kappes med deres Læremestre. Dog har
de næppe nogen saa rig selvstændig Skabeevne
som deres Naboer Kelterne. Disse har fra
Arild’s Tid og til langt ned i Middelalderen
præget G.’s Kultur paa næsten alle Felter; den
keltiske Indflydelses Afløser blev den rom. ell.
rettere kelto-romanske. — Cæsar siger, at
Germanerne, d. v. s. Tyskerne, paa hans Tid kun
dyrkede Solen, Maanen o. a. upersonlige
Naturmagter; jfr Solbilledet fra Trundholm. Af
saadan Art var Tir, isl. Týr, d. v. s. »Himlen«,
der sikkert er lig Indernes Djaus, Grækernes
Zeus, Romernes Dis ell. Jupiter. En opr.
Tordengud var vistnok Fjörgyn, som er meget
afbleget hos G., men lyslevende hos Inderne
som Parjanya, hos Slaverne som Perun, hos
Oldpreusserne som Perkunos. — Allerede før
Cæsar’s Tid havde i øvrigt nordiske
Kyststammer optaget mere personlige Guddomme,
saaledes som den kimbriske Gud i Tyreham, der
genfindes hos Kelterne i Gallien; jfr
Bundbilledet paa Gundestrup-Karret. Paa Kristi Tid
var de mest fremtrædende Guddomme
kvindelige. Fælles for alle G. var Dødsrigets
Herskerinde Hel, got. Halja. Frankerne dyrkede efter
keltisk Mønster en Trehed af værnende
kvindelige Slægtsaander, »Mødre«; de svarer nærmest
til Nordboernes Diser. En anglisk-nordisk
Frugtbarhedsgudinde var Nerthus. Ogsaa i
Præsteskabet, som for Resten var ret svagt udviklet,
var Kvindekønnet dengang fremtrædende, og
den »kloge Kone« Veleda spillede en vigtig
Rolle som politisk Orakel under Batavernes
Opstand mod Rom 69 e. Kr. Senere træder
de mandlige Guddomme atter i Forgrunden;
jfr den nordiske Frugtbarhedsgud Njörd, gift
med en unavngiven Søster (= Nerthus); Njörd’s
Søn Frey, fornemmere end Søsteren Freyja.
Hedenskabets sidste Tidsrum præges af Thor
og Odin. Thor, oldtysk Thonar, har s. N. som
de britiske Kelters Tordengud Jupiter Tanarus;
Thor synes altsaa at være en keltisk
Modernisering. Den indoeuropæiske Fodgænger
Fjörgyn huskes kun svagt, dels i Hankønsform, dels
i Hunkønsform som Thor’s Moder. Hos
Bønderne i Danmark og Norge blev Thor den mest
yndede Gud. Odin, oldeng. Woden, synes at
være opstaaet af en opr. Storm- og Dødsjætte,
oldn. Oðr, tysk Wode, der endnu lever i
Folketroens »vilde Jæger«. Først sent blev Odin gjort
til Overgud; han hyldedes især af de
Fornemme, og hans Dyrkelse naaede ikke til alle Egne,
hvorfor Højtysk gengiver »Odinsdag« ved
»Midtugedag«.
Paa Kristi Tid var G.’s Land endnu kun lidet
opdyrket. Boligerne var simple Træhytter, der
let kunde læsses paa Karrer. Agerdyrkningen
var et løst »Svedje-Brug«: Man sved et Stykke
Urskov af, dyrkede »Svedjen«, saa længe den
gav Afgrøde, og rykkede videre, naar den var
udpint. Stammen ejede Jorden, som
Øvrigheden uddelte til hver enkelt Lodtager i
Fællesskabet. Markarbejdet udførtes af Kvinder og
Trælle; Frimand syslede kun med Jagt og Krig.
Hærene fylkedes slægtsvis. Forfatningen i det
meste af Tyskland var republikansk, ligesom
hos de galliske Kelter; i Krig overdroges
Magten til en folkevalgt Hertug. Hos Goter, Friser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
