Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goto-Germaner - Goto Shojiro - Gotra - Gotter, Friedrich Wilhelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Angler og Nordboer fandtes et
Arvekongedømme; under Folkevandringen bredte
Kongedømmet sig hos G.’s Fristatsfolk undtagen
Sachserne i Tyskland. Baade Hertugers og Kongers
Myndighed var ret indskrænket. Folket deltog i
Regeringsmagten, idet det paa Tinge plejede
Raad under Ledelse af Lovsigemænd.
Høvdingers og Kongers fornemste Støtte var deres
Hird, en frivillig Livvagt. Det var Hirdens
Pligt at følge Drotten i Døden. Blodhævn
spillede en stor Rolle, men kunde dog afbødes
ved Udredning af Mandebod, for hvis Størrelse
der fandtes nøje Regler, ved hvilke de enkelte
Stammegrupper sondrer sig fra hverandre. —
Historie. Skandinavien gælder i alle G.’s
Sagn som Urhjemmet; dermed stemmer, at
Vandringsretningen lige siden 3. Aarh. f. Kr.
gaar fra N. mod S., og at Skandinavien lige
til 11. Aarh. e. Kr. vedblev at udspy
Folkesværme. Den første Sydbo, der gæstede G.,
var Grækeren Pytheas fra Marseille, som c. 345
traf Teutoner nær den jyske Ravkyst. C. 200
f. Kr. naaede G.’s Fortropper til Olbia ved
Sortehavet, nær det nuv. Odessa. 113—101
foregik Kimbrers og Teutoners navnkundige Tog
mod Rom. 58 angreb Sveberne Gallien, men
udjoges af Cæsar; med dem drog Haruder,
Kimbrernes Naboer fra Jylland. Ved Kristi
Fødsel tilegnede Markomannerne sig Böhmen,
der forhen ejedes af den keltiske Stamme
Bojerne. Rom kuede alle G., der havde bosat
sig V. f. Rhinen. Indtil 5 e. Kr. fuldendte
Tiberius i Augustus’ Navn Erobringen af de
nordtyske Egne lige til Elbens Munding. 9 e. Kr.
knuste Nordtyskeren Armin Roms Hær i
Teutoburg-Skoven; Augustus opgav det indre
Tyskland, og Claudius opgav 46 e. Kr. ogsaa den
rom. Kyst Ø. f. Zuider-Søen. Derimod
annekterede Rom i 1.—2. Aarh. det sydvesttyske
Hjørne mellem Rhin og Donau, Agri
Decumates, og sikrede det ved en Grænsemur,
»Teufelsmauer«. I den flg. ret rolige Tid bredte
rom. Kultur sig stærkt hos G., og fl. Kejsere
brugte G. som Livvagt. Rom. Møntfund i
Norden vidner om Handelssamkvem. G.’s Ugedage
fik Navn efter rom. Mønster; ogsaa G.’s
Nationalskrift, Runerne, menes at skyldes rom.
Forbilleder. Men den stærke Folketilvækst hos
G. og deres tiltagende Sammenslutning i
Stammeforbund bragte dem efterhaanden til at
genoptage Stormløbene mod Rom.
Markomannerkrigen 165—180 var det første Stormvarsel. I
3. Aarh. drog Goter til Sydrusland, og Sachser
aabnede Sørøvertog mod Britannien og Gallien.
Dermed indledes den store Folkevandring, der
ender med Vestromerrigets Undergang. Ved
dens Slutn. herskede G. over største Delen af
Europa samt over Dele af Afrika, rigtignok i
mange Tilfælde meget kortvarigt. Mindst varig
var Østgermanernes Udbredelse, fordi de fleste
havde afbrudt Forbindelsen med Hjemmet og
spredt sig som et Mindretal bl. romanske Folk
med overlegen Kultur, og derfor hurtig
romaniseredes, og tilmed, blev hele det gl.
Østgermanien siden 500 et Bytte for slavisk-baltiske
Folk. Vestgermanernes Udbredelse var varigere.
Tyskerne rykkede S. og V. paa med deres
Hjemland som Basis, og Sachserne skabte et
kompakt nyt Bosættelsesfelt i Britannien.
Vikingetiden medfører gennem Nordboerne ny,
forbigaaende Spredning, der bl. a. rammer
Rusland og Nordamerika. Endelig bringer de store
Opdagelsers Tidsrum Angelsachserne til at
spredes over Jordkloden, saa de fylder hele
Verdensdele som Australien. — Folketal.
Angelsachser c. 130 Mill. (plus c. 20 Mill.
engelsktalende Negre); Frisere 300000;
Nederlændere 10 Mill., Tyskere 65 Mill. (plus fl. Mill.
tysktalende Jøder), Nordboer 10 Mill. (Litt.:
G. Schütte, »Om Racenavnet« i Tidsskriftet
»Norden« [1904—05]; Gotthonic Names i
Publications of the Society f. the Advancement of
Scandinavian Study [Illinois 1912]; Zeuss,
»Die Deutschen« [München 1837]; 2. uændrede
Udg. 1903; Müllenhoff, »Deutsche
Altertumskunde« [Berlin 1870—1908]; Samme,
Germania antiqua [Berlin 1873; Kildesaml.];
Much, »Deutsche Stammeskunde« [Leipzig; 2.
Udg. 1905; »Sammlung Göschen«]; R. Kunze,
»Die Germanen in d. antiken Litt.«
[Leipzig-Wien 1906—07; Kildesaml.]; L. Schmidt,
»Gesch. d. deutschen Stamme« [Berlin 1904 ff.];
v. Erckert, »Wanderungen und
Siedelungen der germ. Stamme« [Berlin 1900; Atlas];
Chadwick, The Origin of the English
Nation [Cambridge 1907]; Schönfeld,
»Wörterbuch der altgerm. Personen- und
Völkernamen« [Heidelberg 1911]; Paul’s »Grundriss
der germ. Philologie« [Strassburg 1891—93], 3.
Udg. siden 1900 [heri Bremer’s »Ethnographie«];
Hoops, »Reallexikon der germ.
Altertumskunde« [Strassburg 1911 fl.]).
G. S-e.
Goto Shojiro [’gåtå-’∫ådзirå], Greve, jap.
Statsmand (1837—97), Samurai fra Tosa. Var
en af Lederne i Kampen mod Shogunatet
1868—69 for at genoprette Mikadoens Styrelse, og
blev derefter Minister for offentlige Arbejder
indtil 1873. Han tog senere Del i fl. industrielle
Foretagender samt i Agitationen for
parlamentarisk Styrelse. Han skrev fl. Skr herom og
rejste 1882 til Europa sammen med Itagaki for
at studere dette Spørgsmaal nøjere. 1887
stiftede han og ledede det store Samlingsparti
»Daido Danketsu« imod Regeringens Politik i
det vigtige Spørgsmaal om Traktaternes
Revision. Efter Konstitutionens Indførelse var han
1889—92 Samfærdsels- og 1892—94 Handels- og
Agerbrugsminister.
F. de F.
Gotra (Sanskrit): 1) Slægt, Efterkommere af
en fælles Stamfader, f. Eks. de G., hvori
Brahmanerne deles, efter som de stammer fra den
ene ell. den anden Rishi. — 2) Et
Patronymicum (Familienavn), afledt af den fælles
Stamfaders Navn (f. Eks. Gautama om alle, der
stammer fra en Gotama), hos Grammatikerne
med den nærmere Indskrænkning, at Vedk.
ikke maa have nogen ældre Slægtning, der
nedstammer fra samme Stamfader, i Live.
(S. S.). D. A.
Gotter [’gåtər], Friedrich Wilhelm,
tysk Digter, f. i Gotha 3. Septbr 1746, d. smst.
18. Marts 1797, Han studerede Jura i Göttingen,
men følte sig samtidig draget mod europ. Litt.,
særlig Tidens Dramatikere, og da han omtr.
samtidig lærte den store Skuespiller Eckhof at
kende, voksede hans Begejstring for Teatret og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
