- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
169,170,171

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - arabiennes ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

arabiennes

Aragon

af Syrien og Iraq. A er et 1000-1300 m h.
plateauland, der er højest mod V og S og
som falder mod Iraqs lavland og
kystsletten Hasa ved Den Persiske Bugt. Langs
Rødehavskysten ligger en lav, smal
kystslette, inden for hvilken Hedjazs, Asirs og
Yemens bjerge rejser sig indtil ca. 3000
m. Langs sydkysten ligger Hadhramauts
bjerge, og mod 0 de indtil 3000 m høje
bjerge i Oman. Det indre mod NØ
hældende plateau afbrydes i det centrale
område af spredte bjerggrupper (bl. a.
Djabal Shammar); to store sandørkener
ligger henh. mod SØ og N (Rub’al
Khåli og Nafüd). — Klimaet er hedt
om sommeren, men vinde fra N kan
bringe frost om vinteren. Regelmæssig
nedbør mangler undt. i Yemens og
Omans bjerge. Buskstepper og ørkener
er vidt udbredt, men i de høje bjerge mod
S kan der træffes savanneagtige skove og
krat med akacier, tamarisk,
johannesbrødtræ, figen og kaffe. - Befolkningen er
muhamedanske arabere; ca. 1 mill. er
nomader, resten oase- og byboere. -
Erhverv. Agerbruget i oaserne foregår med
vanding fra brønde, kilder og reservoirer
ei. langs wadier med høj
grundvandstand. Der dyrkes hvede, majs, byg,
hirse, tobak, dadler, frugttræer o. a. I
Yemens og Omans bjerge kan der dyrkes
majs, kaffe, vin og indigo. I Oman dyrkes
banan og i Hadhramaut kokospalmer.
Uden for oaserne holdes får, geder,
kameler og heste af nomaderne. Uld og huder
er af stor bet. for handelen med oaserne,
der til gengæld leverer dadler og korn.
-Historie. Araberne forblev i oldtiden
uafh., delt i talrige beduinstammer og
ved kysterne småriger. Under Muhamed
sejrede den ny religion islam, og landet
samledes. Hans efterfølgere, kaliferne,
erobrede fra 633 store dele
afMiddelhavs-området og Forasien, men rigets
tyngdepunkt flyttedes væk fra A, hvor de uafh.
stammer snart genopstod. 1517 erobredes
A delvis af tyrkerne. - Mange arab.
stammer bekæmpede tyrkerne, der fl.
gange blev fordrevet fra Mekka. Fra ca.
1750 hævdede wahabitterne uafh. stilling
i Nedjd, trods ægypt. angreb under
Me-hemed Ali. Derimod tog Engl. Aden 1839
og gjorde efth. omligg. område t. brit.
protektorat, ligesom Engl. blev faktisk
ledende i sultanatet Oman. Da Tyrk. 1914
sluttede sig til Tyskl. i 1. Verdenskrig,
støttede Engl. sheriffen i Mekka, Husain
ibn Ali, i oprør 1916; arabernes oprør i
ørkenen bidrog til Tyrk.s sammenbrud
1918, og skønt araberne skuffedes i håbet
om at samle A, Palæstina og Syrien, var
Tyrk.s magt i A slut. Husain blev konge
af Hedjaz. 1925 led Husain nederlag mod
wahabitternes leder Ibn Sa’üd, der
derefter bøjede Yemen (1934) og skabte en
næsten samlet arab. nationalstat, som
Engl. trods nogen uvilje søgte forståelse
med. (Venskabstraktat 1927). Videre
se de enkelte arabiske lande. (Kort se
sp. 166-68).

arabiennes [-’bjæn] ei. arabias, ret groft,
broget halvlærred.

arabi’nose, CsH10Os, kulhydrat (pentose),
fås af arab. gummi og kirsebærgummi
ved hydrolyse med fortyndede syrer.
Findes i urinen ved såk. pentosuri.

A’rabi Pasha [-’Ja], Ahmed (1838-1911),
ægypt. polit., søn af en fellah; officer.
Søgte at hindre eur. indblanding.
Populær som nationalistleder, bekæmp. Engl.,
slået 1882, i forvisning på Kypern t. 1901.

’Arabis, kalkkarse, slægt af
korsblomst-fam. Langskulpede urter med i reglen
hvide kronblade. Over 100 arter fra nordl.
temp. egne. I Danm. 2 arter
vildtvoksende (gåsemad). Fl. arter på stenhøj.

arabiske cifre, de nu overalt anv.
taltegn 0, 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, som (i
anden form) blev opfundet i Indien
(formodentlig i de første årh. e. Kr.) og ved
arab.s mellemkomst indført i Eur.
(1000-1200).

Arabiske Hav, bugt fra Det Indiske
Ocean mod N ml. Arabien og Forindien.
Fra A udgår Rødehavet og Den Persiske
Bugt. A er stærkt trafikeret; de største
havnebyer er Bombay, Karachi og Aden.
De største dybder, ca. 4500 m, ligger m. S.

157

Arabiske Liga, sammenslutning af de
arab. stater Syrien, Libanon, Iraq,
Transjordan., Ægypten, oprettet på
pan-arab. konference i Cairo marts 1945, kort
efter tiltrådt af Saudi-Arabien og Yemen.
A søger at skabe fælles politik over for
udenforstående magter. Gik maj 1948 i
krig mod Israel; svækket ved de ringe
militære resultater, Transjordaniens særpolitik
og Ægyptens forhdl. m. Israel nytår 1949.
arabisk filosofi blomstrede 9.-15. årh.
Dens hovedrepr. var al-Kindi (d. ca. 870),
al-Färäbi (d. 950), Avicenna (980-1037),
Avempace (d. 1138), Abubacer (d. 1185)
og Averroés (1126-98). De bygger mest
på Aristoteles, som de dog kun havde et
unøjagtigt kendskab til, og
nyplaton-ismen, hvis filos. forholdsvis let lod sig
forene med muhamedanismens
monoteisme. I naturfilos. byggede de på
Hippo-krates og Galenos og videreudviklede på
adsk. punkter den gr. med. og mat.
arabisk gummi, d. s. s. gummi arabicum.
arabisk kunst, se islamitisk kunst,
arabisk litteratur. Bl. de semit, folks
litteraturer er den arab. den største og
mest omfattende. Den klassiske litt. går
tilbage til tiden før Muhamed. Digterne
besang elskoven og beduinens frie liv ei.
forherligede stammens bedrifter i digte,
som overleveredes mundtligt fra slægt til
slægt. Med muhamedanismens opståen
blev Koranen, der ansås for at være Guds
egne ord på hans eget sprog, det
uovertrufne ideal. Grammatikerne dyrkede det
arab. sprog og udarbejdede grammatikker
og leksika på grundlag af Koranen og de
gl. digte, som stadig holdtes i hævd og
sammen med Koranen ansås for norm for
korrekt arab. Det sprogl. studium skulle
tjene den rette forståelse af Koranen.
Derfor indtager sproglige overvejelser en
stor plads i de kommentarer, som i stort
tal og omfang fulgte efter Koranen. De er
præget af de forsk, filologiske og teol.
retningers opfattelser. De mest kendte er af
Baidäwi og Tabari. - Ved siden af
filologien interesserede man sig også for alt,
hvad der vedrørte profetens liv og islams
ældste tid. Derved opstod en hel litt., som
behandlede profetens liv fra fødsel til død.
Man indsamlede alle de traditioner, man
kunne opspore, om handlinger, han havde
udført, ei. ord, han skulle have udtalt, og
man anførte hjemmelsmændene til
traditionerne. Værker af den art findes af Ibn
Hishäm, Tabari o. a. I jur.-teo!. værker
drøftedes den troendes pligter og adfærd
under alle livets forhold. Også her var
Koranen og traditionen hoveds, kilderne,
hvoraf man øste.

Da Muhamed selv havde haft
forståelse af islams forb. med jødedommen,
blev G. T. inddraget som forhist. i
frem-still. af islams oprindelse. Efterhånden
som arabernes magt voksede og blev til
et verdensrige, indgik landenes erobring
naturligt i islams historie. De arab.
historieskrivere skildrede dog også de
undertvungne landes befolkning, deres rel..
institutioner m. m. Som regel er
fremstillingen rent annalistisk uden forsøg på
at finde nogen dybere sammenhæng ml.
begivenhederne. En undtagelse herfra er
Ibn Khaldün. - Beslægtet med
historieskriverne er geograferne. Forf. til de
geogr. værker er postmestre,
handelsmænd og andre rejsende, som af selvsyn
kendte de fjerne egne i det arab. rige, ja,
endog uden for dette; f. eks. giver
al-Birüni indgående skildringer fra Indien.
Den folkelige fortællekunst stod altid
højt hos araberne og vandt også indpas
i litt.Man samlede fabler, elskovseventyr,
beretninger om farefulde rejser til lands og
vands og om heltebedrifter. Den mest
berømte af den slags samlinger er 1001
Nat, som på sin vandring fra Indien til
Ægypten stadig har optaget nyt stof og
fået ny kolorit.

En del af den arab. litt. bygger på
overs, fra gr. Det gælder især værker
inden for mat., astron., med. og filos.
Meget af den gr. litt., som var gået tabt i
Vesten, blev i middelalderen i Sp. igen
ført tilbage til Eur. gnm. overs, fra arab.
arabisk matematik. Arabernes indsats
i matematikken falder i 7.-11. årh. Med

I58

de gr. værker som udgangspunkt gav de
betydningsfulde bidrag især til algebraen
og trigonometrien. Gnm. deres
mellemkomst blev det ind. titalsystem kendt
i Eur.

arabisk musik. I a deles oktaven
teoretisk i 17 toner, dog på en sådan måde,
at alle grundharmonier i tonearter, der
har fra 2 b’er til 5 krydser, er renere end
i vort tempererede tolvtonesystem. De
17 toner danner grundlaget for 12 forsk,
hovedtonearter (skalaer), kaldet
maka-met. Hver makamet er - ligesom vor
skala - på 7 toner, men er yderligere
karakteriseret ved sine bestemte
melodiske figurer. Fra de arab.
musikinstrumenter stemmer bl. a. lut.

arabisk sprog, sproghist. set det ældste
af de semit, sprog, skønt de ældste
sprogmindesmærker ikke når længere tilbage

Arabisk skrift.

end ca. 4. årh. e. Kr. Lydbestanden står
ursemit. nær, kasusendelser i nominerne
er bevaret, ligeledes totals-endelser i
nominer og verber samt fl. modi i verberne,
og syntaksen er mere kompliceret end i
de øvr. semit, sprog. Ordforrådet er
enormt. Skriften består af 28
konsonanttegn og skrives ligesom de vestsemit,
sprog fra højre til venstre. De 3 vokal tegn
for a, i og u er opfundet senere og sættes
kun, hvor det er påkrævet af h. t.
meningen. Før Muhameds tid kendes a
kun fra indskrifter og de gammelarab.
digte. Gnm. Koranen blev
Mekkadialekten ophøjet til norm for hele den klass.
arab. litt. Med islam blev a udbredt til
mange af de undertvungne lande, hvor
det efterhånden blev både skrift- og
talesprog, således endnu i Iraq, Syrien,
Palæstina, Ægypten og store dele af N-Afr.
Moderne a er betydelig simplificeret i
forhold til klass. a både i ordforråd,
morfologi og syntaks. (Alfabet, se art. skrift).

ara’bit, den til arabinose svarende alkohol.

Aracajü [-ka’3u], hovedstad i staten
Ser-gipe, NØ-Brasilien; ca. 60 000 indb.

’Arachis [-kis] (gr. arakos underjordisk
bælgplante), d. s. s. jordnød.

arachno’idea [-rak-] (gr.aråchné edderkop
-I- eidos udseende) ei. spindelvævshinden,
den mellemste og tyndeste af hjerne- og
rygmarvshinderne.

arachnolo’gi’ [-rak-] (gr. aråchné", lat.
aranea edderkop + -logi) ei. araneolo’gi’,
den gren af zoologien, der beskæftiger sig
med edderkopper o. a. spindlere.

A’rad, rumænsk by v. floden Mureç ved
randen af Den Ungarske Slette. 76 000
indb. (1939). Jernbaneknudepunkt.
-Ungarsk til 1920.

Ara’fa(t), bjerg 0 f. Mekka, som de
muhamedanske pilgrimme besøger under
valfarten.

Arafura-søen [ärs’fjuara], hav ml. Austr.,
Ny Guinea og Soendaøerne.

Ara’go, Dominique François (1786-1853),
fr. fysiker. Målte lysbrydningen i
luftarter og opdagede polarisationsplanets
drejning.

Ara’go, Étienne (1802-92), fr. forf. og
politiker; broder til D. F. A. Blev ved
februarrevolutionen 1848 direktør for
Paris’ postvæsen, 1879 for Luxembourg
museum; skrev digte, lystspil og melodramer.

Ara’go, Jacques (1799-1855), fr. forfatter
og eventyrer; broder til D. F. A. Udg. fl.
kendte rejseskildringer, endv. digte,
vaudeviller og romaner.

Aragön t-’gon], 192 km 1. biflod til Ebro;
har givet navn til landskabet Aragonien.

Aragon [-’gä], Louis (f. 1897), fr. forf.,
opr. knyttet til surrealismen; har senere

171

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/0079.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free