Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - dansk kunst - Danske Kvinders Beredskab - Danske Kvinders Erhvervsråd - Danske Kvinders Nationalråd - Danske Kvinders Politiske Samråd - Danske Kvinders Samfundstjeneste - Dansk Kvindesamfund - dansk landrace - dansk litteratur - Danske Lov - Danske Magazin - Danske Mercurius, Den - dansk musik - Dansk-Nordisk Ungdomsforbund - Dansk Pressetjeneste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danske Kvinders Beredskab
eng.-normannisk præg kan spores. Gotisk
stil (1300-1550) har kun skabt få
selvstændige bygn. i Danm. (Skt. Knud i
Odense, Skt. Peder i Næstved), men
præger dog i høj grad da. kirkearkit. derved,
at flertallet af landsbykirkernes tilbygn.
(våbenhuse, kapeller, hvælvinger, tårne)
er udført i got. stil. Renæssance og barok
(1550-1700) er i Danm. overvejende
bestemt af holl. indflydelse og har sat deres
værdifuldeste frugter i kongernes og
adelens store verdslige byggerier: herregårde
(Lystrup, Rosenholm, Lovenborg), slotte
(Kronborg, Frederiksborg, Rosenborg) og
oflfentl. bygn. (borsen). Endnu i 18. årh.,
hvor den hyggemæssige hovedindsats er
private borgerhuse, er holl. stil,
suppleret med talr. ty. elementer, dominerende;
kun den kbh.ske overklasse, hvis
foretrukne bygmestre var F.igtved og Thurah,
lod i nogle 10-åromkr. årh.s midte bygge
i fr. rokoko. 1 slutn. af årh. indlededes
af Harsdorff klassicismen, som videreføres
af C. F. Hansen og brydes af Bindesbøll,
der som den første hævdede alle skønne
formers ligeberettigelse og derved bragte
de hist. stilarters periode til ophør. Tiden
fra 19. arh.s midte indtil 1. Verdenskrig
præges af stilkopiering og eklekticisme;
en indflydelsesrig hist.-nat. retn., der
fortrinsvis hentede inspiration i (da.)
middelalder og renæssance, og for hvem den
utildækkede røde mursten blev det
foretrukne materiale, dannes af de i øvr.
stærkt personlige arkit. J. D. Herholdt,
H. J. Holm og M. Nyrop. Som betydelige
repr. for ml.krigstidens internat, stilretn.,
funktionalismen, ma fremhæves Vilh.
Lauritzen, Hans Hansen og Mogens
Lassen.
Danske Kvinders Beredskab, et
under Da. Luftværnsforening oprettet
samlag af kvinder, der ved luftangreb skal
hjælpe i melde-, evakuerings-og
sanitetstjenesten. 1. 1. 1948 U 000 medl.
Danske Kvinders Erhvervsråd, grl.
1934 af Da. Kvinders Nationalrad med
opgave at varetage kvinders interesser i
arbejds- og erhvervslivet.
Danske Kvinders Nationalråd, da.
kvindesags hovedorganisation, grl. 1S99,
medl. af ICW. Omfatter ca. 60 foreninger
m. ialt ca. 150 000 medl. Formal at
fremme det indbyrdes samarb. og
repræsentere da. kvinder internat.
Danske Kvinders Politiske Samråd,
repræsentation af polit, interesserede
kvinder (i og uden for partierne), grl.
1936 for at aktivisere kvinder til
deltagelse i polit. arb. og skaffe fl. kvinder
i polit, forsaml., udvalg m. m.
Danske Kvinders Samfundstjeneste
af 1940 vil samle kvinder til positiv
indsats til gavn for land og folk; har (især
under krigen 1939-45) pätaget sig en
række samfundsopg., bl. a. etabl. af
tøj-reparationscentraler og husmoderafløsn.
Dansk Kvindesamfund, grl. 1871;
formål: udvikle og dygtiggøre kvinder
til den fuldmyndige borgers ansvar og
arbejde, arb. f. kvinders ligestilling m.
mænd i familie, samfund og ståt og
forbedre kvinders og børns kår særlig ad
lovgivn.s vej. Ca. 120 lokalkredse;
ung-domsafd. Udg. månedsblad »Kvinden og
Samfundet«. 1. I. 1948 13 553 medl.
dansk landrace (svinerace), en højt
forædlet, fortrinlig baconrace; udgør nu
næsten hele Danm.s svinebestand.
dansk litteratur i runeperioden (ca.
800-1000) er så sparsom og for heltekvadenes
vedk. (»Bjarkemålet«, »Ingjaldskvadet«
m. fl.) så indirekte overleveret (gnm.
Saxos lat. gendigtn.) og af så tvivlsom
oprindelse, at den ikke kan placeres
sikkert i et helhedsbillede af vor nat. litt.
-Fra håndskriftperioden (ca. 1000-1500) er
Saxos Danm.-hist., »Gesta Danorum«,
såvel ved sin sirlige og citatbroderede
latin som ved sin af gl. rom. statsdyrkelse
inspirerede opfattelse af emnet et
vidnesbyrd om ret selvstændig tilegnelse af
en fremmed stil og åndsform. Af mere nat.
karakter og vidererækkende indflydelse
er den gnm. forsk. eur. impulser opståede
episk-lyriske dansevise, senere benævnet
folkevise, skønt udgået fra lavadelen;
den skr. overlevering er dog langt senere
og giver næppe et helt palideligt indtryk
af den opr. form. Hen mod periodens
slutning viser bl. a. enkelte prnver af da.
Maria-digtn. (Michael, Ræff Lille) evne
til nat. farvet udarbejdelse af eur.
motiver. - Det 16. årh., hvormed de trykte
skrifters periode begynder, står i litt.
liens, især i kirkekampens tegn, og skønt
lutherdommen delvis begunstiger
modersmålet på latinens bekostning,
påvirkes dog både de da. bibelovers, og
vor tidl. protestant, salmedigtn. stærkt
fra Tyskl., og overhovedet fjerner
bruddet med katolicismen os fra romansk
kulturtradition. Som ægte da.
fornemmes imidlertid fl. af kirkekampens litt.
dokumenter, ikke mindst Peder
Palladius’ »Visitatsbog«. Fra ca. 1570 til ca.
1600 hævder Anders Sørensen Vedel sig
som en anselig nat. renæssancefig. ved
sin for da. sprogfølelses udvikl,
uvurderlige Saxo-overs, og ved sin folkeviseudg.
- Fra ca. 1620 påvirkes da. poesi såvel
metrisk som stilistisk af mod. eur.
senrenæssance, if. hvis program
modersmåls-digtn. skal højnes formelt og kulturelt
gnm. antikke monstre; efter
banebrydere som Arrebo og Bording forer Kingos
kunstneriske geni denne retning til en
kulmination, hvis såvel faste som
svulmende form og rel.-polit, idéindhold
modsvarer enevældens organisatoriske
bestræbelser; retningens teoretikere er
metrikeren Hans Mikkelsen Ravn (ca.
1610-63) og filologen Peder Syv. - Mod det
umådeholdne i Kingos såk. barokstil
kommer der ca. 1700 svage reaktioner,
præget af fr. klassik, men denne strenge
skoles æstetiske norm får först en delvis
repr. i Holberg (ca. 1720), tilmed kun
inden for 2 genrer, det komiske helteepos
og komedien; i øvrigt er Holbergs
idékreds så væsentl. bestemt af mod.
kritiske og opløsende tendenser fra det 18.
årh., at hans åndelige verden bliver en
anden end de fr. klassikeres. Bortset fra
tragedien og lyrikken udfylder han efth.
de fleste vigtigere litt. rubrikker, og især
gnm. sin hist.skrivning og essayistik
bidrager han til ræsonnerende da. prosas
udvikl. - Med et mindre romansk
ordvalg og en enklere syntaks hidfører
essayistiske skribenter som Eilschov og
J. S. Sneedorff (ca. 1750-60) en smidig
gøreise af da. prosa, som i årh.s sidste
fjerdedel gnm. Ewald og Baggesen får
sit lune- og stemningsregister stærkt
udvidet; samtidig når da. lyrik i Ewalds
digte og dramer en hidtil ukendt
foleises-vælde og dristighed i udtryk; i hans geni
sammensmelter klassiske og såk.
præro-mantiske elementer, hvorimod de
nærmeste forgængeres rokoko (mere
folkelig hos Brorson og Stub, mere akademisk
hos Tullin) ikke videreføres af ham. Som
en bagatelpoesiens mester (rimbreve;
komiske fortællinger på vers) træder
Baggesen i Wessels fodspor; nten i øvrigt
præges det kvantitativt rige litt. liv i
slutn. af 18. årh. af steril æstet, kultur
mere end af frodigt talent. - Ved 19.
årh.s beg. forløses den unge
Oehlenschlägers sprogskabende geni gnm. hans
intuitive tilegnelse af nogle grundtanker
fra ty. romantik og navnlig af dennes
alm. atmosfære, og gnm. sin relativt
korte blomstringstid skaber han dels en
rk. poet. mesterværker, dels en væsentl.
ny digterisk tradition, hvis efterklang
har magt frem til ca. 1870, og hvis første
4-5 tiår ofte betegnes som guldalderen i
da. digtn. Kun ret få af denne periodes
forf. (Staffeldt, Ingemann, Hauch) er
romantikere i dybere forstand; helt uden for
alle gængse bestemmelser ligger
Grundtvig. Fra ca. 1825 gør en kendelig
virke-lighedsinteresse sig gældende, bl. a. hos
Blicher og Poul Møller, men også inden
for den kreds, der mere ei. mindre tæt
slutter sig til kritikeren og digteren J. L.
Heibergs æstet, principper. Forsk,
variationer af sådan realisme ses f. eks. hos
Winther og Paludan-Müller, også hos
H. C. Andersen, hvis mod normen
oprørske eventyr- og romanprosa s. m.
Kierkegaards og Goldschmidts prosa forer
da. ubunden form bort fra
Oehlenschlägers arkaiserende prosa. - Uden synder-
Dansk Pressetjeneste
lig forb. med denne ældre realisme er
den naturalisme, der fra ca. 1870 som
talerør for radikale ideer bryder frem,
væsentl. inspireret af kritikeren Georg
Brandes. I første omgang bliver J. P.
Jacobsens kunstfulde prosa og
Drachmanns mangfoldige lyrik de rigeste
frugter af dette »moderne gennembrud«; lidt
senere folger Henrik Pontoppidan og
Herman Bang, hvis væsensforsk.
skrivemåde viser den nye »skoles« rækkevidde.
Fra ca. 1890 arbejder en mere
indadvendt, lyrisk og rel. betonet strømning
sig frem, repr. bl. a. af Johs. Jørgensen,
Sophus Claussen, Ludv. Holstein og
Helge Rode. En ny udadvendthed fra
ca. 1900 og fremefter udgår især fra en
rk. jyske forf., hvis mest skelsættende
skikkelse er Johs. V. Jensen, og hvis
bedste lyrikere er Jeppe Aakjær og
Thøger Larsen. Omtrent samtidig får
arbejderklassen og proletariatet sin særlige
digter i Andersen Nexø. Som det
betydeligste og dybeste udtryk for I.
Verdenskrigs ungdom står lyrikeren, romanforf.
og kritikeren Tom Kristensen og den lidt
yngre Jacob Paludan, hvis romaner og
essays dog snarest fører ind i
mellemkrigstidens tilstande. Som tolker af disse
kan nævnes lyrikeren Paul la Cour,
fortælleren og lyrikeren Nis Petersen og
dramatikeren Kaj Munk. Som særlig
typiske forf. for den 2. Verdenskrigs tid
nævnes den i visse måder med fr.
eksistentialisme beslægtede Martin A.
Hansen og den ganske unge lyriker Morten
Nielsen.
Danske Lov, fork. 1). /.., den af Chr. 5.
1683 udstedte lovbog, der indførte
retsenhed i kongeriget. D hviler
hovedsagelig på den ældre ret, som den samlede og
til en vis grad moderniserede, og er endnu
for visse bestemmelsers vedk. gæld. ret.
Hovedforf. var Rasmus Vinding.
Danske Magazin
’si’nj, da. tidsskrift,
der offentliggør kilder til da. hist., [-fortrinsvis f. tiden efter 1500. Grl. 1745 af
Langebek, udg. af Det Kgl. Danske
Selskab for Fædrelandets Historie.
DanskeMer’cu’rius, Den (efter den rom.
gud Merkur), den første da. avis på da.,
udg. 1666-77 af Anders Bording; udkom
hver måned skrevet på vers. Efter
Bordings død 1677 søgte en række
efterfølgere forgæves at fore avisen videre.
dansk musik. Om mus. kultur i tidl. tider
vidner bronzelurerne fra oldtiden og
folkeviserne fra middelalderen. Inden for
kunstmusikken var tiden før ca. 1770
præget af indvandrede musikere. Af da.
på den tid kendes Mogens Pedersøn og
Didrik Buxtehude. En spec. da. linie
indledes i det 18. årh. af Joh. Hartmann.
Den udvikles af J. A. P. Schulz og
videreføres af dennes elev C. E. F. Weyse.
Mere internat, prægede er operakomp.
F. L. Æ. Kunzen og - undt. i musikken
til »Elverhøj« - Fr. Kuhlau.
Højromantikken præges af N. W. Gade og I. P. E.
Hartmann. Knap så fremtrædende en
position som disse havde P. Heise, H.
Rung og P. E. Lange-Müller.
Balletmusikken dyrkedes i første række af
Claus Schall (d. 1835) og J. F. Frøhlich,
og i H.C. Lumbye ejede man en da.
pendant til Joh. Strauss sen. og Joseph
Lan-ner. På grænsen til 20. årh. står C. F. E.
Horneman. Romantikkens sidste repr.
er Fini Henriques. Det største navn i
20. årh. er Carl Nielsen. Bl. de nulevende
kan fremhæves Hakon Børresen,
Knudåge Riisager. S. E. Tarp, Jørgen Bentzon
og Finn Høffding.
Dansk-Nordisk Ungdomsforbund
(fork. DNU), forening grl. 1933 under
navn Det Unge Grænseværn, navneskifte
1940. Opr. hovedformål at støtte da.
grænsearb. og oplyse ungdommen N og
S f. grænsen om nationalkampen; stærk
iver f. nord. samarbejde og enhed. Efter
2. Verdenskrig støtte til krav om
Sydslesvigs adskillelse fra Tyskl. D udg.
»Folkung-Bladet« (folkungerne mindet
som det fyrstehus, der i 14. årh.
arbejdede f. nord. enhed); omfatter 32
amtskredse m. ca. 50 000 medl. i Danm.
Dansk Pressetjeneste, da.
nyhedsbureau i Sthlm. under 2. Verdenskrig,
895
896
898
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
