Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - discission ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
divan
djævlerokker
’diva’n (pers: register, regnskabsbog,
statsråd), 1) betegn, for pers. digtsamling;
2) betegn, for statsråd i orient, lande
(især Tyrk.); 3) lavt hvilemøbel uden
ryglæn; 4) lille restaurant,
diver’gen’s (af divergere), meningsforskel,
diver’gen’t (af divergere), kaldes enhver
talfølge ei. uendelig række, der ikke er
konvergent.
diver’ge’re (lat.), fjerne sig fra hinanden,
være uenig,
di’ver se (lat.), fl. forskellige; i bogholderi
samler man på konti for »d debitorer«
ei. »d kreditorer« regnskabet med fl., evt.
alle debitorer ei. kreditorer,
diversion (fr.), skinmanøvre, afledende
manøvre.
diversity-modtagning [dai’va:siti-] (lat.
diversitas mangfoldighed), modtagning af
samme radiostation over fl.
samarbejdende antenner og modtagere. Ved d
nedsættes den skadelige virkning af
fading.
diver’te’re (fr.), adsprede, more;
divertissement [-’mai)], underholdning,
forlystelse.
diver’tikel (lat. divertere vende bort),
med., blindt endende udposning af et
hulorgan, medfødt ei. erhvervet, især i
tarmkanal, spiserør og blære,
diverti’mento (ital.) ei. divertissement
[-mim] (fr.), underholdning; mus., 1) en
gruppe danse indlagt i en opera; 2)
cyklisk form, bestående af 5-6 løst
sammenhængende satser,
’divide et ’impera (lat.), del og hersk;
formentlig grundsætning for Roms polit,
divi’den’d (lat.), ved en division det tal,
man dividerer op i.
divi’dende (lat. dividendus som skal deles),
1) den del af overskudet, der (årlig)
fordeles til aktionærerne i aktieselsk. ei.
andelshaverne i andelsselsk.; 2) det der
v. konkurs, akkord ei. likvidation bliver
at fordele til fordringshaverne,
divi’de’re (lat.), dele.
Di’vina Com’media, La, den ital. titel
på »Den Guddommelige Komedie«,
Dantes hovedværk,
divination (lat. divinatio spådomsgave),
evne til uden hensyn til kendte
lovmæssigheder at kunne forudsige fremtidige
hændelser.
di’visi (ital: delt), fork. div., betegner i
orkesterstemmer for strygere, at noterede
dobbeltgreb ikke skal spilles som
sådanne, men skal fordeles ml. to spillere,
der spiller efter samme stemme,
division (lat. divisio deling), 1) i logikken,
angivelsen af de under et slægtsbegreb
hørende artsbegreber; 2) mat., deling af
et tal med et andet tal. I divisionslignin-
. , a
gen a : b — c (ogsa skrevet — = c ei.
a/b = c) kaldes a dividend, b divisor og
c kvotient. Ligningen er ensbetydende med
bc — a (divisionsprøven); 3) mil., mindste
hærdel af alle våbenarter; 4) sport,
ranginddeling af eng. fodboldklubber (1., 2.
og 3. d). Betegn, anv. uoff. i Danm. og
omfatter kun de klubber, der deltager i
Dansk Boldspil-Unions
Danm.sturnerin-ger. Den eng. 1. og 2. d omfatter hver 22
klubber, den da. l.d 10 klubber,
di’visor (lat.), ved en division det tal, man
dividerer med. Et helt tals divisorer er
de hele tal, der går op i det.
’divus (lat: guddommelig), tilnavn til de
rom. kejsere, som senatet efter deres død
ophøjede til guder, f. eks. Cæsar,
Augustus, Claudius, Vespasian, Titus, Nerva.
Dix, Otto (f. 1891), ty. maler. Virksom i
Düsseldorf og Dresden, hvor han var
prof. indtil 1933. Har malet skildringer
af storstadslivet og en serie billeder, hvori
han bekæmper krigsgalskaben. (111.)
’dixi (lat.), jeg har talt, jeg har sagt min
mening.
Dixmude [diks’my:d, diz-, di-], fr. navn
på Diksmuide (belg. by).
’Dixon Entrance [’diksn ’æntrans],
stræde ml. Queen Charlotte Islands, Canada,
og Alexander-arkipelet, Alaska.
Diyarbe’kir [dijar-], handelsby i Tyrk.s
sydøstl. del ved Tigris; 41 000 indb. (1945).
Dizfül [dez’fu:l], by i SV-Iran; ca. 50 000
indb. Station på den transiranske bane.
’dizygo’tiske [-sy-] (di- + gr. zygön åg),
betegn, for tvillinger fremkommet ved
befrugtning af to adskilte æg; mods.
monozygotiske.
di’æresis (gr. diairesis adskillelse),
selvstændig udtale af hver af to
sammenstødende vokaler, som i kooperativ.
di’æ’t (gr. diaita levevis), en
sundhedsmæssig, oftest skånende, kost; vigtig
faktor i behandlingen af mange
sygdomme.
di’æ’t (lat. dies dag), pr. dag beregnet
godtgørelse for udførelsen af offentl.
hverv, der kræver rejser og ophold på
fremmede steder; nu ofte en afrundet
årlig sum.
diæte’tik (gr. diaita levevis), læren om
den rette ernæring.
diæ’ty’lbarbitu’rsyre,barbitursyrens
di-ætylderivat, fås af urinstof og
diætyl-malonsyreester. Vigtigt sovemiddel
(ve-ronal).
diøces, d. s. s. dioces(e).
di’ø’cisk [-sisk] (di- + gr. -oikos hus),
bot., særbo (tidl. kaldet tvebo).
’Djäbir ibn Haj’jän, arab. alkymist (8.
årh.). Hans skrifter, af hvilke manges
ægthed betvivles, havde stor bet. for
middelalderens alkemi. Opdagelsen af
svovlsyre, salpetersyre og saltsyre er
tillagt ham.
’Djafar, hofmand hos Harün al-Rashld;
optræder i 1001 Nat som dennes
stor-vezir.
;D jalski-’Babic [-tj], Ksaver Sandor (egl.
Ljubo Babic) (1854-1935), kroat,
forfatter, skrev lyrisk-realistiske romaner i
Turgenjevs stil.
Djambi [’d3am-], by i det østl. Sumatra;
22 000 indb. (1930); omkr. D vigtigt
oliefelt.
Djämi, Nuruddin Abdurrahmän (1414-92),
pers. digter; pers. litt.s store epiker; har
skrevet 7 episke digte, der er samlet i
Haft A urang (de 7 troner). Bahdristdn
(forårshaven) er en saml. små
fortællinger isprængt vers.
Djarabub [d3ara’bu:b], ital. Gjarabub,
arab. Djaghbüb, oase i Libyske Ørken,
gl. centrum for senussistammen. Efter
vanskelige kampe erobret af Ital. 1926,
eng. 22. 3. 1941.
’djebel (arab.), bjerg; ofte anv. 1. led i
stednavne.
’Djebel al ’Tåriq [al’ta:rik], arab. navn
på Gibraltar-klippen, opkaldt efter den
arab. hærfører Tåriq, der 711 sejlede over
Gibraltarstrædet fra Afr. til Span.
’Djebel ed Drüz [’dru:z], af druser
beboet område i S-Syrien omkr.
bjerggruppen D; 6800 km2; 80 000 indb. (1943).
Djelalabäd, anden stavemåde for
Jalala-bäd i Afghanistan.
Djemd Nasr [d3-], lille ruinplads NØ f.
Kish. Den dekorerede keramik herfra har
givet navn til en af de ældste perioder i
Mesopotamiens kulturhist.
’Djengis-Khan, egl. ’Temudjin
(1162-1227), mongolsk fyrste fra 1206, erobrede
Kina, Centralasien og en del af Rusl.
Otto Dix: Moder med Barn.
Kaldte sig »Guds svøbe«. Residens i
Ka-rakorum ved Bajkal-søen.
Djerba [dsær’ba], ø nær Tunis’ østkyst;
1050 km2; ca. 90 000 indb.
’Djetskoje Se’lo, 1919-37 navn på byen
Pusjkin S f. Leningrad.
Djibouti [d3ibu’ti], hovedstad og
vigtigste havneby i Fr. Somaliland. 10 000
indb. (1944), deraf 600 eur. Udgangspunkt
for jernbanen til Addis Abeba.
Djidda (Jidda) [’d3adda, ’d3udda],
Mekkas havneby ved Det Røde Hav; ca.
40 000 indb.
dji’håd (arab.), bekæmpelse, nemlig af de
vantro, d. v. s. den hellige krig, som
muhamedanerne kan proklamere mod de
vantro.
djinn [d3in] (arab.), ånder (i muhamedansk
tro), d tænkes atopholde sig på øde steder,
kan også besætte mennesker, f. eks.
digtere.
Djokjakarta, anden stavemåde for
Jo-gjakarta.
Djordic [’d3orditj], Ignjat (1675-1737),
dalmatisk-kroat. digter fra Dubrovniks
nedgangstid, genspejler den døende
adelskulturs elegance.
’djunke, (portug. junco, fra javanesisk
jon), fladbundet kines. fartøj med højt
svungen stævn og en ei. fl. master. Anv.
mest til flodsejlads.
Djüpivogur [’dju:bevo:yør], handelsplads
i Ø-Island, ved Berufjöröur.
Djurgården [’jü:r-] (Djurgårdsstaden),
del af Stockholm, med bl. a. Skansen.
’Djurhuus, /fans Andreas (f. 1883), færøsk
digter og seminarielærer. Omfattende
produktion af digte, skuespil og fortællinger,
især eventyr og børnerim. Betragtes som
national-digter.
’Djurhuus, Jens Christian (1773-1853),
færøsk kongsbonde og forf. af kvad, bl. a.
Ormurin langi (om Svold-slaget).
’Djurhuus, Jens Hendrik Oliver
(1881-1948), færøsk digter og jurist. Oversatte
Platon og Homer til færøsk. Lidet
omfattende, men banebrydende lyrisk
produktion; Yrkingar (digte) (2. udg. 1923),
Nyggjar yrkingar (nye digte) (1938).
Djursholm [jürs’hålm], sv. købstad,
N-østl. forstad til Stockholm; 6900 indb.
(1947); overv. villakvarterer. Slot (17.
årh.).
Djursland ei. Dyrsland, halvø på Jyllands
østkyst, ml. Ålborg Bugten og Århus
Bugten; 1295 km2; 59 887 indb. 0945).
Nord- og østkysten er afrundet, på
sydkysten Kalvø Vig, Æbeltoft Vig,
halvøen Mols med Helgenæs. Mod N jævnt
terræn, i midten lavningen Kolind Sund,
mod S pragtfuldt morænebakkeland.
Djursätra [’jü:r-], sv. kursted (jernhold.
kilder), Västergötland, nær Tidaholm.
D jusjam’be, til 1932 navn på Stalina’bad,
Sovj.
’Djævelen (gr. diabolos bagvasker),
personligt mytologisk væsen, der i den
kristne lære anses for syndens ophav og
vil skade menneskene og friste dem til det
onde. N.T. bruger også navnet Satan, der
går tilbage til G.T. (hebr: modstander).
I Visdommens Bog (2,24) er D
identificeret med slangen i syndefaldsfortællingen,
hvorfor D også hyppigt kaldes slangen.
Muligvis er forestillingen om D af pers.
opr. I kirkehist. har d-forestillinger givet
anledning til hekseprocesser.
Rationalisterne foretrak udtrykket »det onde« for
»den onde«. Fl. nyere teologer har helt
villet opgive d-læren som antikveret.
djævelsbid (Suc’cisa), slægt af
kartebolle-fam. En art, eng-d (S.
pra-tensis), med blå
blomster-hoveder i spidsen af
stængelen og rosetstillede blade, er
alm. i Danm. Roden er
ligesom afbidt i spidsen.
djævlebesværgelse ei.
eksorcisme, uddrivelse af onde
ånder ved magiske formler
og ritus hos syge, besatte og
i den kat. kirke hos
hedninger og udøbte.
Djævlebroen, da. navn på
Teufelsbrücke, bro i Schweiz.
djævlerokker (’Aiobuld), 6
m brede ørnerokker. Trop.
have.
976
977
97«
[-Eng-djævelsbid.-]
{+Eng-
djævelsbid.+}
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
