Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dyrehavsbakken ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Düsseldorfskolen
dødedans
Düsseldorfskolen, ty. malerskole,
knyttet til kunstakad. i Düsseldorf; grl.
1826 af W. von Schadow. Udpræget
atelierkunst, der havde naturtroskab på
programmet, men til trods herfor kun
overfladisk tilknytning til virkeligheden,
især hvad det koloristiske angår. Kendte
D-malere er J. W. Schirmer, Achenbach
og nordmanden H. Gude.
dysto’pi’ (dys- + gr. to pos sted), med.,
forkert beliggenhed,
dystro’fi’ (dys- + trofi), med., mangelfuld
vækst. Har været anv. som betegn, for
visse muskellidelser,
dysu’ri’ (dys- + -uri), vandladningsbesvær.
dysæ’mi’ (dys- + -æmi), sygelig tilstand
af blodet.
’Dy’veke (d. 1517),Chr. 2.s elskerinde,
datter af Sigbrit Villoms. Knyttet til Chr.
under hans ophold som vicekonge i
Bergen, fulgte ham til Kbh., hvor forholdet
fortsatte efter Chr.s ægteskab m.
Elisabeth. Døde pludseligt 1517. Fortællingen,
at Torben Oxe henrettedes p. gr. af
Dyvekes død, som han havde forvoldt
ved forgiftning, hviler på usikre kilder,
’dy’vel (ty. Diibel pløk), skjult træ- ei.
metaltap, der går halvt ind i hver af to
dele, som skal samles; træ- ei.
metalprop, der indhugges i murværk til
optagelse af skruer, søm o. 1.
’dy’velsdræk (nty. diiwelsdreck
djævle-skarn), gummiharpiks, af kvalmende
lugt; fås af skærmplanteslægten Ferula,
der vokser i Asien; d bruges i Indien og
Persien som krydderi; tidl. anv. som
beroligende middel,
’dy’velsklø’r (nty. düwel djævel), søv.,
dobbelthager (se hage).
Dzaudzjikau [dzauctøi’kau] (til 1931
Vla-dikav’kaz, 1931-44 Ordzjoni’kidze),
hovedstad i N-Osetien, Sovj., på
Midt-Kaukasus’ N-skråning; 127 000 indb.
(1939). Vigtigt trafikcentrum ud for den
georgiske militærvej; jernbane mod N.
D anlagdes som russ. fæstning 1784.
Dzerzjinsk [dzer’3insk], til 1927
Ra’stja-pino, by i RSFSR, Sovj., V f. Gorkij ved
Oka; 103 000 indb. (1939).
Dzer’zjinskij [dzer’3in-], Feliks E. (1877
-1926), sovj. politiker. 1917-21 leder af
tjekaen, 1921-24 folkekommissær f.
trafikvæsen. 1924 leder af øverste økon.
råd (industriens socialisering).
Dzunga’ri’et [dsurj-], den nordl. del af
den kin. provins Sin-kiang i Centralasien.
D er en tør højslette begrænset af
Tien-shan Bjergene mod S og Altaj Bjergene
mod N. Ved floderne findes oaser.
Hovedby: Urumchi.
’Dædalus, lat. form f. Daidalos.
dæk, 1) hjul beklædning ved automobil og
cykler; se autogummi; 2) skibsb.,
vandtæt afdækning af det egl. skibsskrog, et
vigtigt styrkeelement. Endv. anbringes
d over opbygn.
dækafgrøde, eng. cover crop, en afgrøde
af sneglebælg, gul sennep, spergel ei.
anden egnet planteart, som udsås i
frugtplantager ved midsommer og nedpløjes
om vinteren, for at tilføre jorden
gødning.
dækblad, et blad, i hvis hjørne der sidder
en blomst,
dækfarver, uigennemsigtige farver,
dækfjer, taglagte, ret stive fjer, der
danner den yderste del af fuglenes fjerdragt,
dækfrøede (Angio’sperma), afd. af
frøplanter, karakteriseret ved, at
frugtbladene vokser sammen på en sådan
måde, at frøanlæggene kommer til at
sidde indesluttet i en lukket frugtknude.
Omfatter største delen af frøplanterne,
dækglas, tynd glasplade (ca. */io mm) til
at lægge over mikroskopiske præparater,
dækhår, stive og tykke hår, der danner
pelsens yderste lag.
dækket brand, visse af kornarternes
brandsygdomme, der kendetegnes ved,
at avnerne omkr. de angrebne blomster
ikke ødelægges, men bliver siddende som
blege, tørre hinder, dækkende den sorte
sporemasse. Byg og havre kan angribes.
Smitten, d. v. s. brandsporerne, overføres
især ved tærskningsarbejdet, og ved
frøets spiring trænger svampen ind i den
spæde spire. Bekæmpes ved alm. kem.
afsvampning (formalin, kviksølvmidler).
dækketøj, det til borddækning
brugelige linned. Duge kendes allerede fra det
byzantinske rige. I 13.-14. årh. blev
deres anv. alm., i Danm. i 15.-16. årh.
Man dækkede da bordet med 2 til 3
duge, den øverste af linneddamask ei.
drejl. Servietter kom langt senere, i
slutn. af middelalderen var de dog alm.
bl. de højere samfundsklasser. I Danm.
kendt under Christian 2.
dækknogler, en del af hjernekassens
knogler, der udvikles uden forudgående
bruskanlæg,
dæklande-flyvemaskine,
landflyvemaskine (rekognosceringsfly, torpedoplaner,
jagere og jagerbombere), der kan starte
fra og lande på dækket af et hangarskib,
dækning, i handel d. s. s. udligning,
betaling; der er d for en check, når den kan
indløses fra udstederens konto,
dækning af planter foretages for at
beskytte disse mod kulde, sol ei. vind.
Vinterdækning af ømfindtlige stauder og
buske sker med grangrene; varmebænke
dækkes med halmmåtter. Man kan også
dække jorden omkr. planter med blade,
tørvestrøelse, staldgødning ei. kompost
for at hindre, at jorden udtørres i
sommertiden.
dækningskøb. 1) Køb af et vareparti til
erstatning for en handel hævet p. gr. af
sælgers misligholdelse; sælger må betale
forskellen ml. den ved d betalte pris og
kontraktprisen; 2) indkøb af en vare,
man tidl. har solgt til senere levering
(især blanko-salg ved terminshandel).
dækningssignaler, hovedsignaler,
opstillet ved særl. farepunkter på en
jernbanelinie, f. eks. v. sidespor på fri bane,
sporskæringer, bevægelige broer o. 1.
dæksbåd, mindre sejlfartøj med dæk fra
for til agter,
dækslast, søv., ladning indladet på
dækket; visse skibe er spec. bygget til d,
der kan være træ, koks, stykgods osv.
dæksten, særligt modstandsdygtige sten
f. eks. af granit, der anbringes til
beskyttelse af murværk ei. lign.
dækstilling, enkeltmands bedst egnede
grundstilling til angreb og forsvar med
blankt våben,
dæksvæger, den del af træskibes
indenbords klædning, der ligger under
dækkene og understøtter dæksbjælkerne.
dæksæd, kornafgrøde, hvori der er sået
kløver og græs ei. forsk, frøafgrøder til
høst det flg. år. Kornet dækker de
indsåede afgrøder det første år.
dækvinger, hos visse insekter det
forreste, læderagtige vingepar. Særlig
udviklet hos biller,
dæmning, bygværk, der tjener til at
adskille to vandområder ei. et landområde
og et vandområde fra hinanden ei. til
at føre trafik over svært trafikable
arealer. Spærre-d opstemmer et vandløb og
danner derved et reservoir, f. eks. ved
vandkraftanlæg og vandforsyningsanlæg.
I så fald er d forsynet med en grundsluse
og ofte tillige udformet som
overfalds-dæmning. Stemmeværker udføres til at
regulere et vandløb af h. t. skibsfarten.
Færdselsd fører veje og jernbaner over
mosegrund (der frembyder store
vanskeligheder, da d er tilbøjelig til at synke i
mosen), over dalsænkninger, søer o. 1.
d hygges af jord, stampet i tynde lag,
murværk, beton, træ ei. jern.
’dæmon (gr. daimon) bet. opr. (ligesom
theos) gud i den ældste gr. kultus,
desuden i den ældste gr. psykologi d. s. s.
nord. fylgja og rom. genius, d. v. s. en
mands egen sjæl, som samtidig er mere
end ham, nemlig den slægtspersonlighed,
der ligger i ham, og derfor også kan
optræde ovf. ham, f. eks. advare ham. Den
senere bet. af ond ånd kom fra jøderne,
idet de ved d betegn, de onde væsener,
der er Guds modstandere, en forestilling,
der opr. stammer fra parsismen. I
moderne religionshist. anv. d om de
personificeringer af nedbrydende onde magter
i tilværelsen, som i de antikke kulturers
rel. er gudernes, de skabende
menneskelige magters, modstandere, som det er
kultens opgave at besejre.
dæ’mo’nisk (gr. daimon gud, ånd),
trolddomsagtig; besat; mystisk dragende.
dæmonola’tri’ (dæmon 4- -latri),
tilbedelse af dæmoner,
dæmonolo’gi’ (dæmon + -logi), læren
om dæmonerne,
dæmonoma’ni’ (dæmon + -mani),
hysterisk sindssygdom, hvorunder patienterne
mener sig besat af onde ånder,
dæmpe, i søv., 1) d et sejl, forhindre det i
at pose ud under arbejde med sejlet, 2)
d oprørt sø med olie, 3) d fyret, nedsætte
varmegraden under dampkedlen,
dæmpede svingninger, radiosvingninger
fra gnistsender, mods. kontinuerte
svingninger fra bue- ei. rørsender,
dæmpning af mek. ei. elektr. svingninger
forårsages af gnidnings-ei. luftmodstand,
ledningsmodstand ei. induktion og
bevirker, at udsvingene efterhånden
formindskes. d-s størrelse angives ved
forholdet ml. to på hinanden følgende
udsving til samme side ei. ved den
naturlige logaritme til dette forhold (det
logaritmiske dekrement).
dæmring, d. s. s. tusmørke.
Dänischwohld [’dæ:niIvo:lt]
(»Danskeskov«), halvøen ml. Eckernførde og Kiel.
døbefont (lat. fons kilde), kar til
dåbs-vandet, indført i kirkerne i den tidlige
middelalder. Materialet var oftest sten,
Romansk gran itfont m.dobbeltløver,
mands-hoveder m. m. Røgind kirke, Århus amt.
gotiske malm-d er dog ikke ualm. Da
man fra 16. årh. døbte v. overøsning i
st. for v. neddypning dækkedes d med
et metalfad, døbefadet.
’Döbeln, Georg Karl (1758-1820), sv.
officer. Sikrede hærens retræte ved sejr
over russ. ved Jutas 12. 9. 1808.
Generalløjtnant 1813; handlede mod Karl
Johans ordrer, dødsdømt, men benådet m.
V« års fængsel.
’Döblin, Alfred (f. 1878), ty.-jød. forfatter.
Nervelæge i Berlin, senere emigrant i
Palæstina, Frankrig og USA; efter 1945
atter i Tyskl. som fr. oberst og udgiver
af det litt. tidsskr. Das goldene Tor. Gav
i romanen Berlin Alexanderplatz (1929;
da. 1930) en omfattende og indtrængende
naturalist, skildring, men dyrkede
desuden den eksotiske roman, Die Fahrt ins
Land ohne Tod (1937) og Der blaue Tiger
(1938). Burger und Soldaten (1939)
behandler atter ty. samtid.
dødbrændt, (f. eks.) kalk ei. gips brændt
ved forkert temp. så den ikke kan læske
ei. optage vand.
dødebogen, saml. af hymner, liturgier,
trolddomsformler o. 1., som ægypterne
Domsscene i underverdenen. Dødebog fra
ca. 200 f. Kr. (Nationalmuseet, Kbh.).
fra ca. 1600 f. Kr. medgav de døde i
graven til vejledning og beskyttelse i
den anden verden,
dødedans, i malerkunsten forekommende
fremstilling af døden, der henter alle.
Berømt er Holbeins d-serie (træsnit) og
Dødedansen i Mariakirken i Lübeck
IO36
IO37
IO44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
