Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - embede, det kirkelige ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
enchytræer
energi
planteart (værtstro) ei. udvikles på forsk,
(værtskiftende). Som eks. på værtstro
nævnes den økon. vigtige bederust (U.
betæ), der forårsager skade på sukker-og
foderroer. Af værtskiftende nævnes
ærterust (U. pisi), hvis æcidier udvikles på
cypres-vortemælk, mens de øvrige
sporeformer optræder på ærteplanter.
enchy’træ’er [æ^ky-], ganske små,
hvidlige, med regnormen beslægtede orme,
anv. som foder til akvariefisk.
Encina [æn’/>ina], Juan del (ca.
1469-1529), sp. digter; har forf. en del dram.
småstykker, især rel. småstykker
(églo-gas); undertiden kaldet »det sp. dramas
fader«.
’Enckell, Carl (i. 1876), fi. politiker. Russ.
officer til 1899; industrimand,
arbejdsgiverleder, udenrigsmin. 1918-19,
gesandt i Paris 1919-27. Deltog i forhandl,
i Moskva marts 1944; fi. udenrigsmin.
siden aug. 1944, underskrev
våbenstilstand 19. 9. 1944, deltog i
Paris-konferencen 1947. (Portræt sp. 1125).
■Enckell, Magnus (1870-1925), fi. maler;
tilhørte 1890ernes stilsøgende retning.
Dekorationer i univ.bibl. Helsinki.
’Enckell, Olof (f. 1900), fi. forfatter og
kritiker. Har udg. fl. psyk. romaner med
motiver fra Karelen.
’Enckell, Rabbe (f. 1901), fi. forfatter og
maler. Tilhørte tidl. den
ekspressionistiske gruppe omkr. E. Södergran; under
indtryk af moderne fi. litt. overgået til
spekulativ digter. Har udg. fl. digtsaml.
og prosaværker.
enclosure [in’klou3a] (eng: indhegning),
i Engl.s hist. indhegning af frit
henliggende ei. fælles ejet jord, som ved e kom
i privat besiddelse, hvorved de små
landbrug omtrent udryddedes i Engl. e
forekom især i to perioder: i Tudor-tiden
(15.-16. årh.), da arealer frigjordes til fåreavl
(klædeindustri), og i 18. årh., navnlig fra
Georg 3.s tid, da forudsætningen var den
voksende befolkn. og den begyndende
industrialisme, og formålet at skaffe
kornarealer til selvforsyning og eksport
(1740-88 nedlagdes ca. 50 000 brug).
en’cyklika [-sy-] (lat. af gr. enkyklikös
rundskrivelse), pavelig erklæring vedr.
aktuelle spørgsmål. Kendte e er Leo 13.s
»Rerum novarum« (om
arbejderspørgsmålet, 1891) og Pius 1 l.s »Mit brennender
Sorge« (om kirken i Tyskl. og nazismen,
1937).
encyklopae’di’ [-sy-] (gr. enkyklios
kreds-formet + paideia undervisning), et værk
hvori samtlige grene af menneskelig
viden ei. et fags samtlige discipliner
fremstilles i særskilte artikler. Stoffets ordning
kan være systematisk (således i oldtid og
middelalder) ei. alfabetisk. - Ældste
bevarede e er Plinius d. æ-s »Historia
Naturalis« (omkr. 70 e. Kr.) som i 2493
kapitler behandler ca. 20 000
natur-vidensk. emner. Middelalderens største
e var »bibliotheca mundi« 1-10
(1469-73) af dominikanermunken Vincenz fra
Beauvais (d. 1264). I 17. årh. trænger de
alfabetisk ordnede e igennem, berømt
er især Bayles »Dictionnaire«
1-2(1695-97) om hist. og filos. emner. Skelsættende
kulturhist. bet. fik udgivelsen af den fr.
»Encyclopédie ou Dictionnaire raisonné
des sciences« 1-35 (1751-80) under red.
af Diderot og d’Alembert med talr. af
tidens fremragende forf. og lærde som
medarb. Dette værks principper blev i
hovedsagen gennemført i alle nyere e,
således i den eng. »Encyclopædia
Britan-nica« 1-3 (1768-71; 14 udg.: 24 bd.,
1929), der har opretholdt de store,
almene artikler, medens flertallet af
moderne e med forbillede i Brockhaus’ ty.
»Conversations-Lexicon« (1796-1811; 15.
udg. »Der Grosse Brockhaus« 21 bd.,
1928-35) fordeler oplysningerne over fl.
spec. stikord og samtidig i rig
udstrækning illustrerer artiklerne, en ændring
der svarer til det gnm. 19. årh. stigende
behov for populær oplysning. Til denne
type hører den største da. e,
»Salmonsens Konversations Leksikon« 1-19
(1893-1911, 2 udg: 26 bd., 1915-30).
encyklopæ’disterne [-sy-],
medarbejderne ved den fr. encyklopædi (1751-80),
bl. a. Montesquieu, Voltaire og Rousseau.
1126
endarteri’itis (endo- + gr. artéria pulsåre
+ i/w), betændelse af pulsårernes
inderste hinde.
ende, søv., stk. tov; spinde en e, fortælle
en sømandshist.
Ende’lave [æna-], da. 0 ud for Horsens
Fjord; 13,2 km2; 510 indb. (1945).
ende’mi’ (gr. en i + demos folk), endemisk
sygdom, sygdom der, til forskel fra
epidemi, hölder sig til afgrænsede egne.
endemoræne ei. randmoræne, den ved
enden af en gletscher aflejrede moræne.
Enderby Land [’ændabi], kyststrækning
af Østantarktis ved sydl. polarkreds ml.
45° og 50° 0. 1.
en détail [arjda’taij] (fr.), i det enkelte, i
det små; i mindre partier,
endetarm (rectum), de nederste 20 cm,
af tyktarmen,
endetarmsbetændelse (proctitis), katarr
i endetarmen, ofte i forb. m. betændelse
af hele tyktarmen,
endetræ, den træflade, som fremkommer,
når man overskærer træ vinkelret på
længderetningen, e er særdeles
modstandsdygtigt mod stød og slag.
endevende, søv., vende op og ned på
noget, der er slidt, f. eks. taljeløber,
fald ei. lign.
Endicott Mountains [’ændikat [-’maun-tnz],-] {+’maun-
tnz],+} 2 km h. bjergkæde i Alaska, N f.
Yukonbækkenet.
en’di’vie (Ci’chorium en’divia),
kurvplante af slægten cikorie, dyrkes som
køkkenplante i fl. former. Spises som salat,
’endo- (gr. éndon, inde, indvendig), indre,
indre-.
endocar’ditis (endocardium + -itis),
betændelse af endocardiet, oftest lokaliseret
til hjerteklapperne,
endo’cardium (endo- + gr. kardia hjerte),
den tynde hinde, som beklæder hjertets
hulrum.
endo’dermis (endo- + gr. derma hud), i
bot. betegn, for et indre, enkelt cellelag i
rod- ei. stængelbarken,
endofle’bitis (endo- + gr. fléps åre),
betændelse af blodårernes inderste hinde,
endoga’mi’ (endo- + -garni), indgifte,
forbud mod ægteskab og mod kønslig
omgang ml. individer af forsk, sociale
grupper, f. eks. af forsk, racer (f. eks.
nazisternes forbud i Tyskl. mod ægteskab og
kønslig omgang ml. »arier« og jøder) ei.
af højere og lavere kaster,
endo’ge’n (endo- + -gen 2), som vokser
(frembringes) indefra. - Geol., betegn,
for de kræfter, der virker fra jordens
indre (bruddannelse, bjergkædedannelse,
magmafremtrængen o. a.). - I bot. et
organ, der anlægges af de indre cellelag,
f. eks. siderødder.
En’doios (gr. Endoios) (6. årh. f. Kr.), gr.
billedhugger. Virksom i Athen, på
Peloponnes og i gr. Lilleasien. Hans signatur
forekommer 3 gange i Athen, og han
tillægges desuden en siddende marmorfigur
af Athene på Akropolis. Hans kunst var
højt værdsat af eftertiden,
endokrinolo’gi’ (endo- + krinein
afsondre), læren om de endokrine kirtler og
hormonerne,
endo’kri’ne kirtler (endo- + krinein
afsondre), kirtler, der danner stoffer
(hormoner), som går direkte over i blodet.
Mangler udførselsgang.
endome’tritis (endo- + metritis),
betændelse af livmoderslimhinden,
endo’metrium (endo- + gr. metra
livmoder), livmoderens slimhinde,
endopara’sit (endo- + parasit), snylter,
som lever i det indre af værtsorganismen,
endo’plasma (endo- + plasma), en celles
indre flydende og altid i bevægelse
værende plasma. Ved at gå over i
gel-til-stand menes det udenom liggende
ekto-plasma at blive dannet.
’Endor, arab. Indür, hebr. Endör, landsby
S f. bjerget Tabor i Palæstina. If. 1. Sam.
28. søgte Saul her en dødemanerske.
endo’sko’p (endo- + -skop), samlebetegn.
for optiske rørformede instrumenter
forsynet med lyskilde til indvendig
undersøgelse af legemets hulheder, f. eks.
cystoskop til urinblæren, rectoskop til
endetarmen, gastroskop til mavesækken.
endo’sper’m (endo—bgr. sperma sæd),
frøhvide.
1127
endossement [arçdssa’mar;] (fr.),
overdragelse af veksel, check ei. a. værdipapir
ved at overdrageren (endos’sen’ten) på
dokumentets bagside (lat. in dorso)
anbringer sin navnetegning (blanko-e), evt.
desuden navnet på den, papiret
overdrages til (endossa’ta’ren; fuldstændigt e).
Fuldmagts- ei. prokura-e bemyndiger
kun til indkassering,
endossere [arçdo’se’rs] (fr.), forsyne m.
endossement,
endo’ter’m (endo- + term), kem. proces,
som foregår under varmeoptagelse, mods.
eksoterm.
endo’the’l (endo-+gr. thélé brystvorte), 1)
cellelag, som danner den indv.
beklædning af blodkar og lymfekar; 2)
enkeltlaget epithel.
endo’tro’f (endo- + -trof), som får næring
indefra.
endozoisk [-’so’-] (endo- 4- gr. zoön
levende væsen), betegnes en indvendig
snylter, en endoparasit.
En’dymion (gr. Endy’miön), i gr. rel. en
guddommelig yngling, månegudinden
Selenes elskede. Hver nat stiger hun ned
og besøger ham på bjerget Latmos, hvor
han hviler i evig søvn, udødelighed og
evig ungdom, gaver han ønskede sig af
Zeus.
ene (Ju’niperus), slægt af cypresfam.,
buske ei. træer, karakteriseret
ved, at kogleskællene ved
modningen bliver kødfulde og
vokser sammen til et oftest
fåfrøet bær, en bærkogle
(enebær). Blade nåle- ei.
skælformede. Særbo. 60 arter. I Danm.
kun alm. e (J. communis),
busk med 3 i krans stillede
nåle. Hanblomster og bærkogler i
bladhjørnerne. Alm. vildtvoksende på
sandede, skovbevoksede bakker, i heder og
moser, især Jyll., N-Sjæll., Bornholm og
Møns Klint. Bærkoglerne af de
mellem-og S-eur. arter anv. til fabrikation af
enebærolie. Fl. arter e leverer værdifuldt
træ, således blyantstræet (J. virginiana)
fra N-Amer., der giver ved til blyanter.
I haver er fl. arter prydplanter,
eneboer, da. betegn, for anakoret.
’Enebærodde, halvø ved indløbet til
Odense Fjord; fyr.
enebærolie, en æterisk olie, der fås ved
vanddampdestillation af enebær. Den
friske e lugter som terpentinolie og har
bitter eftersmag, er tyndflydende, men
taber sig og bliver harsk og harpiksagtig,
særlig under luftens indflydelse.
Benyttes i likører, genever og gin.
Enebær-træolie er mindre værdifuld.
Enebær-udtræk anvendes som smagsstof til øl,
lakrids og i marinader,
enebært jæreolie (pyroleum juniperi), fås
ved tørdestillation af veddet af Juniperus
oxycedrus L. og anvendes særlig i salver
mod hudlidelser, f. eks. eksem,
en effet [änæ’fæ] (fr.), virkelig, i
virkeligheden, faktisk.
’Enehøje, da. 0 i Nakskov Fjord; 99 ha;
9 indb. (1945).
enemærke, i jordfællesskabets tid et
område uden for fællesskabet, som ejeren
havde fri rådighed over.
ener’geia (gr.), hos Aristoteles en tings
virkelighed ei. det, som omformer den fra
mulighed til virkelighed,
energe’tik (gr. enérgeia energi), filos., den
lære, at energi er den fundamentale
realitet.
ener’gi’ (gr. enérgeia virkekraft) er
arbejdsevne og kendes i formerne mek. e,
varme-e, elektr. e, kem. e og strålings-e.
Mekanisk e, der måles i enheden kgm
ei. erg, kan enten være potentiel e ei.
kinetisk e. Potentiel e indehaves af et
legeme, der er påvirket af kræfter, som
kan udføre et arbejde, f. eks. en sten, der
er hævet over jordoverfladen; den er lig
med produktet af stenens vægt og den
hævede højde. Kinetisk e indehaves af et
legeme i bevægelse; den måles ved det
halve produkt af legemets masse og
kvadratet på dets hastighed. Varme-e
består ifølge den kinetiske teori af uordnet
kinetisk e af stoffets molekyler; den
måles i den særlige enhed kalorie. Elektr. e
findes hos en elektr. strøm og er lig med
1124 II25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
