- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
1159,1160,1161

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - epistasi ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

epistasi

Eratosthenes’ si

dannelse af anlægget til urinrøret,
hvorved dette udmunder ved roden af det
mandlige lems overside,
epista’si’ (ep i- + gr. stas is ståen),
betegner i arvelighedslæren det forhold, at en
given egenskab overskygger en anden,
såk. hypostatisk, egenskab, der bestemt
af et helt andet genpar ikke kan gøre sig
gældende,
epi’staxis (gr.), næseblødning,
e’pistel (gr.), brev. Den poet. e er sædv.
kun efter formen, ikke efter sin praktiske
bestemmelse, et brev. Hos Horats findes
f. eks. belærende og satiriske e, hos Ovid
jamrende e. Bl. da. forf. har Baggesen
og Hertz mestret den poet. e. Den litt.
e i prosa er nærmest et essay ei. causeri,
således Holbergs ca. 500 e. I kirk.
sprogbrug kaldes N. T.s breve e.
epistemolo’gi’ (gr. epistémé viden +
-logi), eng. betegn, for erkendelseslære.
Gren af filos., som undersøger
erkendelsens oprindelse, struktur, metoder og
gyldighed.

episto’la’r (gr. epistolé brev), håndbog

med kirkeårets episteltekster,
e’pistolæ obscu’rorum vi’rorum (lat:
mørkemændenes breve), en samling
anonyme, fingerede breve (1515-1517),
en strålende satire rettet mod
middelalderlig skolastisk lærdom. Vigtigste forf.
Crotus Rubeanus (1480-1539) og Ulrich
von Hutten (1488-1523).
epi’stropheus [-fe-] (lat. fra gr.),
om-drejeren, den næstøverste halshvirvel,
taphvirvlen. Har tapformet fremspring
til ledforb. med atlas,
epi’sty’l (gr. epistylion den på søjlen
hvilende bjælke), d. s. s. arkitrav.
episyllo’gisme (gr.), efterslutning;
bagleddene i en kæde af slutninger. Mods.
prosyllogisme.
epi’ta’f ei. epi’ta’fium (epi- + gr. tdfos
grav), 1) gravskrift, 2) gravmonument,
anbragt på kirkevæggen. Opstået i Ital.
bredte typen sig til N-Eur. e er i alm.
hugget i sten ei. skåret i træ, ofte med
portræt af den afdøde,
epi’tafios (gr. egl: ved graven), ligtale,
spec. en årlig mindetale over de athenere,
som var faldet i krig.
epi’the’l (epi- + gr. thélé brystvorte),
betegn. det væv, der
beklæder dyrenes
indre og ydre
overflader, f. eks.
tarmkanalens og hudens
overflader, e kan
være både en- og
flerlaget. e-cellerne
ligger tæt sammen,
således at
intercel-lulær substans kun
er til stede i ringe
mængde. Dæk-e
beklæder hud og
slimhinder; kirtel-e udgør kirtelorganernes
sekretproducerende masse (lever, nyre,
hudkirtler osv.). Efter cellernes form
skelner man inden for disse grupper ml.
plade-e, cylinder-e og overgangs-e.
epitheli’o’m (epithel + -om), kræft
udgået fra overhuden,
epithelo’ide celler, epithellign. celler,
epi’thema (gr: det pålagte), omslag, spec.

vandomslag,
e’pitheton (gr: tilføjelse; adjektiv),
karakteriserende tilnavn, e ’ornans er et
stereotypt e, som i det homeriske »den
rosenfingrede dagning«,
epi’tokke (gr. epitokos frugtbar) kalder
man hos havbørsteormene de i
forplant-ningstiden særlig omdannede former, der
ofte fører en fritsvømmende tilværelse.
Undertiden løsnes den del af den e form,
som indeholder kønsorganerne og lever
selvstændigt videre et stykke tid.
epitrachelion [-’ke’-] (epi- + gr.
traché-los hals), 1) arkit., søjlehals, stykket lige
under kapitælet; 2) i gr.-kat. kirke et
korssmykket bånd, der bæres om halsen,
svarende til den rom.-kat. stola,
epizoisk [-’so’-] (epi- -1- gr. zöon levende
væsen), kaldes en snylter, som lever helt
uden på værten,
epizoo’ti’ [-so-o-] (epi- + gr. zöon levende
væsen, dyr), vet., betegn, for
dyresygdomme. der med mellemrum får en større

Flerlaget
pladeepithel.

25"

II59

udbredelse i en egn ei. landsdel, f. eks.
mund- og klovesyge. Breder den påg.
sygdom sig til et helt land ei. fl. lande,
taler man om en panzootisk optræden.

ep’ode (gr. epödös eftersang), 1)
slutnings-strofe af gr. lyrisk digt (især tragediens
korsange); 2) digt, der består af
afvekslende korte og lange vers, i alm. i
jambisk metrum.

e’poke (gr. egl: tilbageholden; tidsafsnit),
1) i hist., tidspunkt, -afsnit, der ved
skelsættende begivenheder, opdagelser o. 1.
indleder en ny periode i hist., videnskab
o. 1.; 2) i astron. betegn, for et fast
tidspunkt, for hvilket foranderlige størrelsers
værdi angives.

ep’onymos (gr. af epi- + önyma navn),
i oldtidens Grækenl. betegn, f. den
embedsmand, efter hvem et år benævntes.
Også anv. om tilsv. embedsmand i
As-syrien.

epopé [-’pe’] (gr. epopoiia egl: digtning
af epos), epos, især af heroisk art.

’epos (gr. egl: ord; fortælling), fortællende
digtning, kendt hos inderne og perserne,
men inden for den eur. kulturkreds
tidligst kulminerende i de såk. homeriske
digte, »Iliaden« og »Odysseen« (9.-8.
årh. f. Kr.) og - mindre primitivt og
genialt - i Vergils »Æneiden«; senere
klassicistiske imitationer heraf (især i
Frankr.) faldet livløst ud.
Middelalderlige eper er bl. a. det angelsaksiske
»Beowulf« (ca. 700), det ty.
»Nibelungenlied« (12.-13. årh.), det fr.
»Rolands-kvad« (ca. 1100) og den fr.
Artus-digt-ning (12.-13. årh.); linien herfra
fortsættes, delvis med raffineret ironi, i ital.
renæssance-e (bl. a. Ariostos »Orlando
furioso« 1516); nævnes må også Tassos
»Det Befriede Jerusalem« (1580) og engl.
Spensers »Fairy Queen« (1590). I
forlængelse af Ariosto ligger ty. Wielands
»Oberon« (1780), medens ty. Voss og
Goethe i 1780erne og -90erne skaber
borgerlige heksameteridyller i homerisk
stil med bedre vers behandling, end
Klopstock præsterede i »Messias«
(1748-73). I 19. årh. skaber Byron, næppe uden
gæld til Ariosto, sit satiriske e »Don
Juan«, der tekn. får betydn. for
Paludan-Müllers »Adam Homo«. Det komiske e
i Danm. bedst kendt gnm. Holbergs
»Peder Paars«, der har fl. eur. paralleller.
Foruden de her omtalte store former af
e gives der mange mindre, men i øvrigt
er prosaromanen og -novellen blevet den
moderne afløser af det versificerede e.

Epp, Franz Xaver Ritter von (1868-1946),
ty. nationalsocialist. Kons. bayersk
officer, deltog i kolonikampe og 1.
Verdenskrig, derefter bayersk frikorpsleder i
kamp mod kommunisterne. Fra 1920
knyttet til Hitlers bevægelse som
militærspecialist og leder af kolonialpolit.
kontor. Rigsstatholder i Bayern 1933—45,
gav stærkt udtryk for ty. kolonikrav.
Forsøgte apr. 1945 at skabe bayersk
separa-tistbevæg. Interneret 1945.

Epping Forest [’æpiij ’fårist], eng.
skovstrækning NNØ f. London.

Epsom and Ewell [’æpsam and ’ju(:)il],
sydvestl. forstad til Londoo; 68 000 indb.
(1948). Berømt væddeløbsbane i Epsom,
hvor bl. a. det eng. Derby rides siden
1780 (hovedløb sidste uge i maj ei. første
uge i juni). Sindssygehospitaler.

epso’mit (efter den eng. by Epsom),
MgSOt, 7H20, farveløst, rombisk
mineral fra saltsøer.

’Epstein, Jacob (f. 1880), eng.
billedhugger, f. i New York. Påvirket af Gauguin,
van Gogh og negerskulpturen. Hans
skulpturer kan være groteske, ofte med
et’symbolsk ei. bibelsk indhold. I sine
buster lægger E vægt på det sjælelige.
(Portræt sp. 1161).

e’pur (eppur) si muove [’mwove] (ital:
den bevæger sig dog (nemlig Jorden)),
ord, som Galilei siges at have mumlet,
da han havde afsvoret det
Kopernikanske verdenssystem.

Ep worth-forbundet [’æpws:/>], eng.

Epworth League [li:g], stiftet 1889 i
metodistkirken (opkaldt efter J. Wesleys
fødested) til rel. og moralsk styrkelse, især
af ungdommen, og til
barmhjertigheds-arbejde. Stærkt repr. i Engl., Arner, og S v.

1160

Erasmus/. Rotterdam. Jacob Epstein.

equity [’ækwiti] (eng: billighed), den de’
af den eng. ret, som har sit udspring i
kanslerens domsmyndighed i middel
alderen. Medens de alm. domstole var
bundet af den gældende rets ofte
ufuldkomment udformede regler, kunne
kansleren i højere grad tage hensyn til
billighed. Opr. dømte kansleren under hensyn
til hvert enkelt tilf.s beskaffenhed; men
efterhånden udvikledes et fuldstændigt
retssystem, sideordnet med den alm. ret
(common law), og med fortrin fremfor
denne, hvor den førte til et andet
resultat. Forskellen ml. common law og e
består stadig.

Er, kem. tegn for erbium.

Era’grostis (gr. erån elske + agrostis
græs), slægt af græsfam. Prydplanter.

’Eran (E’ra’nske Højland), egl: ariernes
land; højlandet ml. Armenien og Indus
landet med staterne Iran, Afghanistan
og Baluchistan.

’eranos (gr. af erån elske), 1) i oldtidens
Grækenl. sammenskudsgilde; samfund
ei. klub m. selskabelige, polit.,
forsikrings- ei. forretningsmæssige formål, hvis
medl. indskød månedlige bidrag; 2) dette
bidrag; 3) i moderne tid festskrift m.
bidrag af fl. forf.

E’ranthis (gr. er forår + anthos blomst),
vinterblomme, slægt af
ranunkelfam., flerårige
urter med stængelknold.
Blomsterne gule, omgivet
af et løvbladagtigt svøb. ^
Kronbladene omdannet til
kræmmerhusformede
honninggemmer. 7 arter i
Middelhavslandene og Asien. I Danm.
dyrkes E hiemalis (lat. hiems vinter)
fra S-Eur. Den blomstrer i febr.

Érard [e’ra:r], Sébastien (1752-1831), fr.
instrumentmager, byggede 1777 sit
første klaver, oprettede 1786 en filial i
London, opfandt 1811 dobbeltpedalharpen
og 1823 repetitionsmekanikken (double
échappement) for klaveret.

Era’sistratos (3. årh. f. Kr.), gr. læge,
en af de berømte anatomer i Alexandria,
hvor studiet af anat. tog et vældigt
opsving, fordi man begyndte at dissekere
menneskelig.

E’rasmus, Desi’derius, fra Rotterdam
(Roterodamus) (1466-1536), holl.
humanistisk filosof. Satiriserede over
katolicismen og hævdede
menneskekærligheden som rel.s mål. Sympatiserede med
Reformationen, brød dog ikke med
pavekirken, men ville en reform indefra på
grundlag af Bibelen. Udgav 1516 Det Nye
Testamentes gr. tekst m. lat. kommentar.
(Portræt).

E’rasmus Mon’tanus (lat: Rasmus
B(j)erg), komedie af Holberg (skrevet ca.
1723, trykt 1731, premiere 1747) om den
lærdomsopblæste bondestudent Rasmus
Berg; E blev alm. betegn, for den
dumvigtige og goldt formalistiske
akademikertype.

E’rastus, Thomas (1524-83), ty. læge og
teolog, naturforsker. Fremsatte ud fra
zwinglisk påvirkning den opfattelse, at
kirken er staten underlagt
(erastia-’nisme).

’Erato (gr. Era’tö af erån elske), i gr. rel.
kærlighedslyrikkens muse.

Era’tosthenes (gr. Erato’sthénés) (ca.

276-194 f. Kr.), gr. matematiker (leder

af biblioteket i Alexandria), tilskrives
første opmåling af jordens omkreds;
bestemte ekliptikas hældning.

’Era’tosthenes’ si, en metode til at
udskille primtallene af talrækken 2, 3, 4,

H6l

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/0449.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free