Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ermanarik ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
eskimospove
essens
ring-øen (Østgrønl.); station for da.
vidensk. ekspeditioner; radiostation,
eskimospove (Nu’menius bore’alis), lille,
højarktisk, N-amer. regnspove. Nu
næsten udryddet. Af og til set på Grønt.
Eskiçe’hir
Jæ-J, by i Tyrkiet på banen
Istanbul-Ankara; 80 000 indb. (1945).
Handelsby og vigtigt jernbanecentrum.
’Eskola, Pentti (f. 1883), fi. geolog og
mineralog, prof. i Helsinki. Vigtige arb.
om krystallinske skifre og eruptiver [-(mi-neralfacies), granitmagmaet o. a.
e’skorte (fr. escorte af ital. scorta
ledsagelse), væbnet følge; sikringsvagt,
eskortejager, røv., (amer. destroyer
escort), jagertype, men med ringere fart
end jager og uden torpedoarmering. e
opstod under 2. Verdenskrig som flg. af
krav om hurtiggående, artilleriarmerede
fartøjer til eskortetjeneste ved
konvojering (III. se tavle Krigsskibe).
’Eskæ’r, hovedgård N f. Skive, i 14. og
15. årh. ejet af slægterne Gyldenstierne
og Høeg, senere bl. a. Lykke og Parsberg.
Trefløjet hovedbygn. fra 1761 med^rester
af sengotisk bygn. Fredet i kl. B.
Eslöv [’e:slø:v], sv. købstad (fra 1911),
Skåne, NØ f. Lund; 7100 indb. (1949).
Jernbaneknudepunkt.
’Esman’n, Gustav (1860-1904), da. forf. og
journalist. Fremragende stilistiske evner
præger de blaseret ironiske og dulgt
sentimentale novellesaml. Gammel Gæld
(1885) og / København (1891).
Skuespillet Den Kære Familie (1892).
’Esmarch [-ar*], Johann Friedrich August
von (1823-1908), ty. kirurg, især
krigski-rurg. Har angivet en metode til operationer
på lemmerne uden blødning. E-s bind,
et ca. 8 cm. bredt gummibind, kan
snøres stramt om ekstremiteterne,
således at blodtilførslen fuldstændig
standses, hvorved opnås udmærket oversigt
over operationsfeltet.
’Esmark, Jens (1763-1839), no. geolog, f.
i Jylland, prof. i Oslo. E opdagede
tilstedeværelsen af moræner i no. dale og
sluttede deraf, at gletscherne i fortiden
havde fyldt dalene. Disse spor af istid
henførte han imidlertid til arkæisk tid.
-Endv. miner, og petrografiske arbejder.
Esmun, fønikisk gud, af grækerne
opfattet som Asklepios.
eso’te’risk (gr. esöteros indre), hvad der
kun er bestemt for de indviede. Mods.
eksoterisk.
e’spada [æ’spaöa] (sp. kårde), tyrefægter,
der med sin kårde skal tilføje tyren det
dræbende stød i nakken; ubeskyttet, med
rødt klæde (muleta) over venstre arm.
espagnolette [æspanja’læt] (fr. espagnol
spansk), lukkemekanisme til vinduer
uden midtpost, som samtidig fastspænder
rammerne foroven og forneden,
espalier [-’lje] (fr. af ital. spalliera
rygstød), spalier ei. gitterværk, i havebrug
både den støttende flade selv og de
planter, der støttes af denne. Ved at
espaliere planterne, d. v. s. dyrke dem
ved e, kan de på de solvendte sider få
særlig meget lys og varme. Fersken, vin
og andre sydlandske planter trives
derved bedre.
Espana [æ’sponja], sp. navn på Spanien,
espar’sette ([Ono’brychis), slægt af
ærte-blomstfam. Urter ei.
små, tornede buske med
uligefinnede blade. I
Danm. har foder e
(O. viciifolia) tidl. været
dyrket som foderplante;
den har tætblomstrede
klaser af rosenrøde
blomster, bælgen
een-frøet. Kræver kalkrig
jord.
e’spartogræs (sp.), d.
s. s. alfagræs.
’Espe, hovedgård N f.
Skælskør. Fra 1810 i
slægten Moltkes eje.
Hovedbygn. helt ombygget 1848.
espe’ranto (sp. esperar håbe), det mest
udbredte internat, hjælpesprog,
konstrueret 1887 af L. Zamcnhof. Mange tusind
bøger overs, til e, og sproget anv. i
nogen udstrækning i privat
mellemfolkeligt samkvem.
Il8o
Espergærde [-’gæ:ra], sydvestl. forstad
til Helsingør; 2396 indb. (1945).
’Espersen, /ohan Christian (1812-59), da.
sprogforsker og skolemand. Udarbejdede
en Bornh. Ordbog, som udg. af
Videnskabernes Selskab (1908).
Espina de ’Serna [æ’spinja 3æ], Concha
(f. 1879), sp. forfatterinde, anset for sine
romaner.
Espinel [-’næl], Vicente (1551-1624), sp.
digter, især kendt for gavtyveromanen
Vida del escudero Marcos de Obregön
(1618).
espin’go’I (fr. espingole af ital. spingere
drive frem), 1) et gammeldags
håndskydevåben, d. s. s. blunderbøsse, 2) et
skydevåben, der kunne udskyde fl. kugler efter
hinanden, 3) en slags orgelskyts
sammensat af fl. e-løb, anbragt på samme lavet.
Espinhaço, Serra do [sær:a [-dwijpi’n-jasu]-] {+dwijpi’n-
jasu]+} (portug: rygrads-kæden), bjergryg
i Brasiliens højland, ca. 150 km ø f. Rio
Säo Francisco.
Espinouse, Montagne de 1’ [-[mä’tanjds-læspi’nu:z],-] {+[mä’tanjds-
læspi’nu:z],+} indtil 1126 m h. sydvestl.
udløber af Cevennerne.
espi’rando (ital.) mus., udåndende,
hendøende.
Espirito Santo [il’piritu ’s<?tu], ståt i
Brasilien, N f. Rio de Janeiro;. 44 810
km2; 843 000 indb. (1946). Hovedstad:
Vitöria.
E’spiritu ’Santo, største ø bl. Ny
Hebriderne; 4905 km2.
espla’nade (fr. af lat. explanare jævne),
det for frit skud nødige, åbne land ml.
citadel og fæstningsby.
Espölin fæsbouli:n], Jon (1769-1836), isl.
historiker; efter jur. embedseks. i Kbh.
sysselmand på Isl. 1792. Hovedværk:
År-bækur Islands (Islands Årbøger) 1-12
(udg. 1821-55), Isl.s hist. 1262-1832.
esponton [æspä’tä] (fr. af ital. spuntone
spyd), et kort spyd med bredt blad, som
Chr. 6. efter preuss, forbillede indførte
som fodfolksofficersvåben.
espres’sivo (ital.) mus., udtryksfuldt.
esprit [æ’spri] (fr. ånd, sprit-, essens),
1) ånd, åndfuldhed, vid; 2) fjerbusk som
hattepynt; 3) betegn, for visse parfumer;
opr. alkoholiske opløsninger af
duftstoffer (eau de Cologne), e de Valdemar
da. fabrikat, der startedes i 1836 i
Vordingborg på basis af den vilde
valdemars-rose, hvis blomster indsamledes.
Eksporteres bl. a. til USA.
Espronceda [öæ æspr3n’/>æöa], José de
(1808-42), sp. romantisk digter. Påvirket
af Byron og Hugo.
Esq., fork. f. eng. Esquire.
Esqui’li’n [-kvi-], lat. Esquilinus mons,
en af Roms 7 høje, 0 f. Forum Romanum.
esquire [i’skwaia] (eng., opr. skjold- ei.
våbenbærer), titel i den eng. lavadel med
rang under knight; erhverves ved fødslen
af ældste søn af en knight og dennes
ældste søn, og af ældste søn af en peers
yngste søn og dennes ældste søn. Tildeles
desuden ofte dommere, officerer o. lign.
Kan bruges som høflighedstitel i breve,
sat bagefter navnet, fork. Esq.
Esquirol [æskqi’rel], Jean Étienne
Dominique (1772-1840), fr. sindssygelæge.
Banebrydende arbejder om
sindssygdomme, reformerede behandl, af de
sindssyge gnm. oprettelse af særl.
anstalter.
Esra, se Ezra.
Esrum’går’d, V f. Helsingør, opr. Esrum
Klosters ladegård, senere kgl. stutteri
og schæferi, nu i privateje.
’Esrum Kloster, ved Esrum Søs
NV-hjørne, grl. ca. 1145 af Eskil som
benediktinerkloster; fra 1153 cistercienserkl,
og befolket af munke fra Clairvaux; fl.
da. og vendiske datterklostre (Vitskøl,
Sorø, Kolbaz). E blev af største bet. for
da. kultur (landbrug, havebrug,
teglbrænding osv.). Nedlagt 1559; nu kun
få rester.
Esrum Sø, da. sø, NØ f. Hillerød; 17,4
km2. Afløb gnm. Esrum Kanal til
Hornbæk Bugt.
Es-’sachra [-fra] (arab: klippen), en
firkantet klippe på Jerusalems tempelplads.
Efter jød. tradition var det Allerhelligste
her, snarere dog brændofferalteret.
Muhamedanerne mener, at Muhamed
Il8l
Klippemoskeen over Es-sachra.
foer til himmels fra E. Kalifen
Abd-el-Melik opførte 691 en helligdom over
klippen, den såkaldte »klippemoske« ei.
»Omarmoske«.
Es(s)ar’haddon (hebr.), d. s. s.
Assar-haddon.
essay [’æsæ] (eng. af fr. essai egl: forsøg);
kort afh. af ræsonnerende ei. kritisk
indhold i almenfattelig form og subjektivt
præget. Genren og betegn, skabt af
Montaigne ca. 1580, delvis ud fra
antikke forudsætninger. Gnm. tidsskr.
bragte Steele og Addison ca. 1710
e-genren ud til et større pubjikum og gjorde
den til en opinionsdannende faktor. Bl.
da. forf. har Chr. Falster leveret friske
lat. e en 15-20 år før Holbergs
grundlæggelse af det da. e med »Moralske
Tanker« og »Epistler«. Af 19. årh.s
essayister kan nævnes Macaulay og
Emerson samt som repr. for det
litt.-kritiske og biogr. e Sainte-Beuve og
Georg Brandes.
ess-bouquet [æsbu’kæ] (af fr. essence de
bouquet), parfume med blomsterduft
(naturlig ei. syntetisk).
esse, herd ei. ildsted, der anv. v. smedning.
Blæsten tilføres gnm. et mundstykke,
formen, som sideblæst (fig.) ei. under-
Esse. A kulrum, B brandmur, F ildgruben,
L essetruget, a brandplade, d formen,
e skorsten, g røgfang, m slaggerum.
blæst fra bunden af ildgruben. Brændslet
er bagende stenkul, smedekul. Feltesser
er transportable e til nitte- og
rør-arbejde o. 1.
’esse (lat.), at være; ’esse non vi’deri
(lat.), at være og ikke (bare) synes (at
være).
’esse est ’percipi (lat: at eksistere er at
blive iagttaget), grundlæggende sætning
i Berkeleys filos.
Esseg [’æsæk], ty. navn på byen Osijek
i Jugoslavien.
’Esselte, A/B Sveriges Litografiska
7rycke-rier, sv. industrialiseret trykkerikoncern,
grl. 1913.
’Essen, ty. by i Ruhr-området; 521 000
indb. (1946). Hovedsæde for den ruhrske
kulminedrift og for stålindustrien (Krupp);
trafikknudepunkt. 1800 havde E kun
5000 indb. Ca. 60% ødelagt i 2.
Verdenskrig.
Essén [-’se:n], Rütger (f. 1890), sv.
historiker og journalist. Har efter rejser i
Eur. og Asien udg. udenrigs polit. skr.
Europa och världen (1926), Bakom Asiens
portar (1931), Illusionernas årtionde (1940).
’Essenbæk Kloster (i
Randersfjord-dalen), benediktinerkl. grl. før 1150,
nedlagt 1529.
es’sen’s (lat. essentia det væsentlige),
uddrag, ekstrakt; det væsentlige,
hovedsagen. - Smag- og lugtgivende
plante-udtræk ei. kemikalier.
II82
Foder esparsette.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
