- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
1204,1205,1206

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Eyck ... - F ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Eyck

Fabre d’Églantine

billeder, bl. a. Gud Fader. I øvrigt kendes
ingen sikre arbejder af hani.

Eyck [æik], Jan van (ca. 1390-1441),
nederl. maler. Elev af sin ældre broder
H. v. E. Hans hovedværk og et af
malerkunstens storværker er Gent-alteret, der
opstilledes i Sint-Baafs kirken i Gent
1432, hvor det efter 1. Verdenskrig atter
blev samlet til en helhed (hovedparten
tidl. i Berlin). Det påbegyndtes af
Hubert v. E, men fuldførtes af E. Andre
værker: Arnolfini og hans Hustru, Manden
med Nelliken og Forkyndelsen. De to
brødre E har i høj grad forbedret
oliemaleriets teknik, således at de formåede
at gengive lys og luft på virkelighedstro
måde. Deres bet. for udviklingen har
været skelsættende og af stor
rækkevidde. (111. se sp. 1205 samt tavle Gotik).

Eyde [’æida], Sam (uel) (1866-1940), no.
kemiker og ingeniør. Berømt for sin s. m.
O. C. B. Birkeland udarb. metode til
udvinding af salpetersyre af luftens ilt
og kvælstof, en metode, der dog nu er
forladt til fordel for oksydationen af
ammoniak. E var en førende skikkelse
inden for no. industri og stærkt interesseret
i landbrugets udvikling. Stifter af Norsk
Hydro (1905) og Notoddens salpeterværk
(1911). 1920-23 var E No.s gesandt i
Polen.

Eyjafjalla jökull [’æijafjadla’jö:gødl],
1666 m h. isdækket vulkan i Island V f.
Myrdalsjökull. Udbrud 1612 og 1821.

Eyjafjöröur [’æijafjöröør], fjord på
Islands N-kyst.

Eylau [’ailau] (po. Hawka), by i
Øst-preussen (1945 po.), hvor Napoleon 7.-8.
2. 1807 kæmpede mod russ. (Bennigsen)
uden afgørende sejr.

eyra [’ai-] (’Felis ’eira), lille S- og
ml.-amer. vildkat.

Eyrarbakki [’æirarbahgje], isl.
handelsplads, 0 f. ölfusås munding; 600 indb.
(1946).

’Eyre-halvøen, eng. Eyre’s Peninsula
[’æaz ps’ninsjula], på Austr.s S-kyst.

’Eyre Søen, eng. Lake Eyre [læik ’æs],
saltsump, 12 m under havet, S-Austr.
Omdannes ved tilløb fra Cooper Creek,
Eyre Creek o. a. i regntiden til en 12 000
km" stor sø. Opdaget af den eng. Austra-

Jan van Eyck: Den Musicerende Engel.
Detaille af Gent-alteret.

liensforsker Edward John Eyre
(1815-1901). efter hvem den opkaldtes.

eyrir [’æirer] (flertal: aurar) (isl.), øre.

Eyrrbyggja saga f’öir-], islændingesaga
om beboerne af gården Eyrr og deres
modstander, Snorri goöi; skrevet i 1.
halvdel af 13. årh. E hviler på stærk
hist. tradition og indeholder udførlige
oplysninger om fortidig kultur og rel.

Eystein [’öistæin], ældre stavemåde for
Øystein.

Eysturoy [’æsturåi], da. Østerø, den
næststørste af Færøerne; 286,3 km2; 6811

indb. (1945). Mod N ligger Færøernes
højeste punkt Slættaratindur (882 m).

Eyvindr ’Finnsson ’skåldaspillir [’öi-J
(old-no: skjaldefordærveren) (ca.
910-90), no. skjald. Beslægtet m. Håkon
Adelsteinsfostre, efter hvis fald han
digtede arvekvadet Håkonarmdl, en skildr,
af H-s modtagelse i valhal (forbillede:
Eiriksmål).

Eze’kias (Hizkija), judæisk konge (ca.
715-697 f. Kr.), reformerede kulten og
afskaffede »kobberslangen« (2. Kg. 18,
4). 701 belejredes Jerusalem af
assyrer-kongen Sankerib, men belejringen
hævedes, som forudsagt af profeten Esajas.

E’zekiel (Hezechiel), profet, som virkede
bl. de deporterede jøder i Babylonien fra
ca. 593-71 f. Kr. Han havde
sandsynligvis været præst ved templet i
Jerusalem og var derfor interesseret i at
indskærpe jøderne i eksilet forskellen ml.
rent og urent samt udarbejde kultuslove
for Israel efter hjemkomsten. Han står
derved som den eftereksilske jødedoms
fader. E-s Bog, som er den 3. af de »store«
profeter, er af stærkt sammensat
karakter med både digteriske partier og
prosastykker af vidt forsk. art. Som helhed
gengiver den sikkert nok E-s tanker.

’Ezida (bestandighedens hus), Nabus
tempel i Borsippa. Dets sikkurrat ligger
endnu som en mægtig ruin.

’Ezra, jød. skriftlærd bl. de deporterede!
Babylonien, fik i Artaxerxes’ 7. år (458
f. Kr.) kgl. fuldmagt til at foretage et
eftersyn i Jerusalem og Judæa. Ved en
folkeforsamling indførte han en lov, hvis
indhold er omstridt, efter nogle hele
Moseloven, efter andre kun en del deraf.
Om hans virke fortæller Esr. 7-10 og
Neh. 8-10. Under E-s navn går desuden
den gr. E-bog, også kaldet 3. Esr., der
meddeler begivenhederne fra den
kanoniske E-bog i en noget afvigende form
og er benyttet af Josefus. Endv. findes
bl. pseudepigraferne 4. Esr., en
apokalypse, som stammer fra tiden efter
Jerusalems ødelæggelse 70 e. Kr. og behandler
jødefolkets skæbne.

Ezze’lino 3. da Ro’mano [æd:ze-]
(1194-1259), podestå i Verona 1226,
tyran 1230, erobrede Vicenza, Padova og
Treviso i Fred. 2.s tjeneste, til slut fanget.

F

F, f, 6. bogstav i det lat. alfabet, stammer
med lat. som mellemled fra det gr.
di-gamma (F), der betegnede lyden [w].
F, kem. tegn for fluor.
F, autom.-kendingsmærke f. Frankrig.
F., fork. for Fahrenheit og Farad.
F,, F2, Fj osv. F fork. for filialgeneration.
I arvelighedslæren 1., 2., 3. generation
osv. efter en foretagen krydsning,
f, mat., fork. f. funktion,
f, mus., 4. tone i C-dur. F-dur har et jp, f-

mol har 4 j?.
f., mus., fork. f. forte,
f., på recepter fork. f. lat. fac gør, tilbered;

fiat, fiant, må (skal) tilberedes,
fa, i de romanske sprog betegn, for tonen f,

stammende fra solmisationsmetoden.
’fa’bel (lat. fabula fortælling), betegn, for
stoffet (indholdet), især handlingen, i
episk og dram. digtn. I snævrere bet.
fabeldigtning.
fabeldigtning, en meget gl. art af episk
digtning; personerne er dyr, som handler
ud fra menneskelige motiver, hvorfor f
naturligt bliver en satire på
menneskelivet og får en moral, f-s hist. viser
stigende interesse for satire og moral på
det naive episke indholds bekostning.
Den Æsop tillagte oldgr. f (6. årh. f. Kr.)
er endnu overvejende episk, hvorimod
romeren Fædrus’ f (1. årh. e. Kr.) er
udpræget didaktisk.

fabeldyr, fantasidyr som basilisk,
drage-grif osv., der er særligt kendte i den
gr.-rom. litt.; herfra overført til
middelalderens nordeur. folkebøger,
fabeltest (eng. test prøve), et dybdepsyk.
hjælpemiddel til at undersøge børns
følelsesliv ved at lade dem fuldende en
lille fabel, hvis personer de ofte
identificerer sig med. i
’Fa’ber, Harald (1856-1943), da.
statskonsulent i London 1888-1931, hvor han
med stor dygtighed varetog landbrugets
interesser på det brit. fødevaremarked.
■Faber, Johann Lothar (1817-96), ty.
fabrikant. Overtog 1839 ledelsen af A. W.
Fabers blyantsfabrik i Stein nær
Nürnberg (grl. 1761 af oldefaderen) og
arbejdede den op til et internat, kendt firma.
■Fa’ber, Knud (f. 1862), da. læge.
1896-1932 prof. i klinisk med. ved Kbh.s Univ.
Især kendt for sine arbejder over
mave-tarmsygdommene. (Portræt sp. 1207).
’Fa’ber, Peter (1810-77), da. forfatter og
telegrafdirektør. Revuagtig farce
Stegekælderen (skrevet 1844, udg. 1883). Visen
Dengang jeg drog afsted gjorde ham
berømt. Andre viser Igår jeg fik min trøje,
Sikken voldsom trængsel og alarm og Højt
fra træets grønne top.
Fabian Society [’fæibjan sa’saisti], eng.
forening grl. 1884 under ledelse bl. a.
af Sidney og Beatrice Webb, H. G. Wells,

Bernard Shaw. Formål at gennemføre
socialistisk samfund v.
ikke-revolutio-nære midler (nølende taktik som romeren
Fabius Maximus); bet. indflydelse i eng.
polit, diskussion fra 1890erne.

’Fabius, rom. patricierslægt; kendtest er:
F Rullianus, konsul 5 gange 322-295
f. Kr., slog samnitter, etrusker og galler.
-F Maximus (d. 203 f. Kr.), sønnesøn
af F R., konsul 5 gange 233-()9,
udmærkede sig under krigen med Hannibal,
hvor hans forsigtige undgåelse af
hovedslag skaffede ham tilnavnet Cunctator
(nøleren). Generobrede Tarent 209.
-F Allobrogius, konsul 121 f. Kr.,
erobrede Provence.

fabliau [fab’ljo] (fr. af fable fabel), kort
fortælling på vers i 12.-13. årh., oftest
af en grovkornet komik med satire over
munke, præster og borgerskab; dens
emner lever videre i »le conte« og i
farcen.

Fabre [fabr], Ferdinand (1827-98), fr.
romanforfatter, anset skildrer af
præstelivet og af bønderne i Cevennerne.

Fabre [fabr], Jean Henri (1823-1915), fr.
entomolog. Forf. til en række kendte
insektbiol. værker.

Fabre d’Églantine t’fabrs deglä’tin],
Philippe (1750-94), fr. lystspildigter, Le
Philinte de Moliére (1791). Guillotineret
p. gr. af sin reaktion mod jakobinerne.

1204

1205

1206

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/0468.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free