Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Franck ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frankrig
Frankrig
land 1337-1453, der dog endte med, at
England kun bevarede Calais af sine
erobringer. Også Burgund var til Karl
den Dristiges død 1477 en farlig rival,
men det fr. monarkis styrke fremtrådte
med Italienstogene, der begyndte under
Karl 8. 1494-95.
Valois-sidelinier 1498 -1589: Ludvig 12.
(Valois-Orléans) -1515, Frans 1.
(Valois-Angouléme) —47, Henrik 2. -59, Frans 2.
-60, Karl 9. -74, Henrik 3. -89.
Praktisk talt enevælde, solide skatter, fast
admin. og stærkt militær, sidste store len
inddraget (Bretagne 1532). Erobringer i
Ital. (Milano) opgaves efter kamp med
Habsburg (1521-29, 36-38, 42^14, 51-59;
Paviaslaget 1525), men F fik
1559(Cateau-Cambrésis-freden) Calais og Metz, Toul,
Verdun. Svækkedes fra 1562 af
religionskrige ml. katolikker og calvinister
(hu-guenotter). Svag kongemagt (Katarina
af Medicis formynderstyre), svingende
ml. huguenotforfølgelser
(Bartholomæus-natten 1572) og toleranceforsøg.
Huset Bourbon 1589-1792. Henrik 4.
1589-1610, Ludvig 13. -43, Ludvig 14.
-1715, Ludvig 15. -74, Ludvig 16. -92.
Da Valois uddøde 1589, arvede
huguenotternes leder Henrik af
Bourbon (Navarra) tronen, skabte fred ved
at antage katolicismen 1593 og sikre
hug.s stilling (Nantes-Ediktet 1598).
Atter stærk kongemagt; svækket under
Ludvig 13.S mindreårighed (Marie af
Medici formynder, generalstænderne 1614),
derpå fast enevælde under Richelieu 1624
-42. 1635 greb F ind i 30-årskrigen, fik
1648 v. D. Westfalske Fred det meste af
Alsace, 1659 v. Pyrenæerfreden Artois og
Roussillon. Indadtil måtte Mazarin,
1642-61, kæmpe m. Frondeoprøret. Fra
1661 tog Ludvig 14. selv magten;
enevælden kulminerede. Colbert reformerede
finanserne, søgte v. hårde statsindgreb at
fremme storhandel, kolonimagt og
industri, mens Louvois gjorde hæren til Eur.s
stærkeste. Versailles-hoffet blev et
strålende centrum for L. 14.s magt, men
svækkede finanserne. Aggressiv politik
skaffede F Franche-Comté (1678), dele
af Belgien (1668, 78), Strasbourg (1681),
men krigene (m. Span. 1667-68, holl.
krig 1672-79, pfalziske arvefølgekrig
1688-97, sp. arvefølgekrig 1702-14) endte
i nederlag og finansruin. Forsøg på at
udrydde protestantismen i F førte ikke til
målet, men svækkede ved udvandringer
F. I 18. årh. forbedredes styrelsen,
byerhvervene blomstrede, en stor del af
bønderne var efter 1500 blevet selvejere; men
finanserne stod slet p. gr. af hofudgifter
og krige (1733-35, 40-48, 55-63, 77-83).
F fik Lorraine (1766) og Corsica (1769),
men mistede 1763 sin kolonimagt i
N-Amer. og Indien. Oplysningstidens
forfattere kritiserede styret og
adelsprivile-gierne. 1789 sammenkaldte reg.
generalstænderne p. gr. af finansnøden.
Revolutionen og Napoleon 1. 1789-1815.
5. 5. 1789 mødtes stænderne;
borgerstanden gennemtvang 24. 6., at forsaml, som
repræs. f. det fr. folk skulde give fri
forfatning; modstand fra hoffet førte til
rejsning i Paris (Bastillens fald 14. 7.),
bonderejsninger, privilegiernes
afskaffelse og vedtagelse af
menneskerettighederne sept. 1789. Ved forfatn. 1791
indførtes lovgivende forsamling, valgt v.
begrænset valgret, og svag kongemagt;
kirkegodserne inddroges, der kom ensartet
admin. 1792 udbrød krig m.
Preussen-Østrig, 10. 8. styrtedes Ludvig 16. for
landsforræderisk forbindelse m. fjenden
(stormen på Tuilerierne); F blev republik;
grundlovgivende nationalkonvent, valgt
v. alm. valgret, dødsdømte kongen
(henrettet 1793). Under krig m. Engl. og
oprør i Vest-F (Vendée) tog de
yderligtgående jakobinere (Bjerget) under
Danton og Robespierre magten fra de mere
moderate girondinere, slog med
diktatorisk hårdhed oprørerne ned; alm.
værnepligt; massehenrettelser, Robespierre
eneherskende apr. 94, styrtet juli s. å. Efter
»Rædselsperioden« blev stemningen
moderat, monarkistisk; den af konventet
vedtagne »Direktorieforfatning« 1795 mislyk-
1429
kedes (inflation, ydre skuffelser,
korruption). 1799 tog general Napoleon Bonaparte
magten ved statskup. Han slog Østrig
(Marengo 1800), sluttede fred m. Engl.
(1802), fik magten over kirken i F
(konkordat m. paven 1801); ordnede
finanserne og centraliserede forvaltningen
(præfektsystem). Fra 1804 kejser som
Napoleon 1. I krig m. Engl. fra 1803; slog
Østr. (Austerlitz 1805), Preussen (Jena
1806), Rusl. (Friedland 1807), enedes m.
Rusl. i Tilsit 1807; søgte at kue Engl. v.
»Fastlandsspærringen« fra 1806, syntes
at beherske fastlandet, men kunne ikke
bøje Spanien, led 1812 nederlag mod
Rusl., tabte v. Leipzig 1813, styrtedes
1814; genkomstforsøg 1815, »De 100
Dage«, endte med nederlaget v. Waterloo
1815. Bourbonerne vendte tilbage og
reddede det egl. F ubeskåret ud af katastrofen.
1815-70. Bourbon: Ludvig 18. 1814
(15) -24, Karl 10.-30; Orléans: Ludvig
Filip 1830-48. Republik -52, Napoleon
3. kejser -70. - Ludvig 18. gav forfatn.
m. yderst begrænset valgret, Karl 10.
forsøgte absolutisme og styrtedes af
bourgeoisiet ved Julirevolutionen 1830.
Ludvig Filip søgte som
revolutionsmo-nark at støtte sig til bourgeoisiet. Med
industrialismen voksede socialistisk
arbejderbevægelse frem, og da
middelstandens krav om valgret afvistes, faldt
kongedømmet ved Februarrevolutionen
1848. Der kom republik og alm. valgret,
men efter blodig kamp ml. arbejderne og
borgerskabet (Juniopstanden 1848)
enedes de konserv. elementer om Napoleons
brodersøn Ludvig Napoleon som
præsident (dec. 1848). Efter statskup 1851 tog
han 1852 kejsertitel som Napoleon 3.
Trods indre fremgang vandt han ikke de
frisindede kredse og arbejderklassen for
sig, og trods seire over Rusl. (Krimkrigen)
og Østr. (Ital. 1859) kunde Nap. 3. ikke
hævde F som ledende militærmagt. Efter
krigserklæring mod Preussen 1870 fulgte
1.-2. 9. 1870 nederlag og kapitulation ved
Sedan, hvorpå republikken 4. 9. udråbtes
i Paris.
3. Republik 1870-1940. Præsidenter:
Thiers 1871-73, Mac Mahon -1879,
Grévy -1887, Carnot -1894,
Casimir-Périer -1895, Faure -1899, Loubet -1906,
Falliéres -1913, Poincaré -1920, Deschanel
1920, Millerand -1924, Doumergue -1931,
Doumer -1932, Lebrun -1940 (formelt til
1944). Efter vedtagelse af forfatn. Auriol
1947-. Trods hård modstand måtte F
1871 afstå Alsace og N-Lorraine til Tyskl.
Da monarkisterne, der opr. havde flertal
i den grundlovgivende nationalforsaml.,
ikke kunne enes, vandt republikanerne
overhånd, og 1875 fastlagdes den republ.
forfatning. Præsidentens magt blev svag.
Parlamentarismen sejrede fra 1877, og
moderate republikanere
(»opportunisterne«, bl. a. Ferry) blev ledende. Til
Algier, erobret 1830, føjedes Tunis (1881)
og Marokko (1911-12), F fik Madagascar
(1896) og Indokina (fra 60erne), mens
udvidelser i Sudan førte til konflikt m.
Engl. (Fashoda 98). Kirken og hæren,
opr. monarkistiske, fik forståelse m. de
moderate i 90erne; til gengæld vandt de
Radikale frem, støttet bl. a. af
Dreyfus-affæren, og fik overtaget fra 1899 (min.
Waldeck-Rousseau 1899-1902, Combes
02-05, Clemenceau 06-09). Ståt og kirke
skiltes 1905, socialistisk
arbejderbevægelse (Jaurés) vandt frem,
strejkeuroligheder. Opr. isoleret efter 1870 sluttede F
fra 1891 venskab m. Rusl., tilknyttede
1904 Engl. i »entente«, beredte sig på
revanchekrig. Angrebet af Tyskl. gnm.
Belgien aug. 1914 lykkedes det F at
standse d. ty. offensiv og holde
vestfronten m. allieret hjælp til det ty.
sammenbrud okt.-nov. 1918; 1917-20 var
Clemenceau førstemin., nåede ved freden
1919-20 i det hele at svække Tyskl.
afgørende ved erstatningskrav og
beskæringer, nedrustning og
Rhinlandsbesæt-telse, foruden at F fik Alsace-Lorraine
tilbage og mandat over Syrien. Da Tyskl.
søgte at vige uden om erstatningerne,
besatte Poincaré 1923 Ruhr-området; men
da det førte til konflikt m. Engl. og
I430
franc-kursens sammenbrud, søgte F
under Herriot (1924) og Briand
(udenrigsmin. 1925-32) at vinde sikkerhed ved
international garanti (Locarno 1925),
forsonlighed mod Tyskl. uden opgivelse af
sit militære forspring, samt udbygning af
alliancer m. Polen og Cechoslov. Med sit
låve folketal og lidet udbyggede
produktionsapparat kunne F vanskeligt hævde
en førerstilling o ver for et genrejst Tyskl.;
indadtil svækkedes det ved stadige
ministerkriser, især efter 1929. Radikale havde
nøglestillingen som centrumsgruppe ml.
de moderate og socialisterne, men måtte
1926 og 34 lade Konservative tage
magten. Efter valgsejr 1936 dannede
Socialisterne under Blum en
folkefrontsrege-ring i samarbejde m. Radikale og
kommunister, men 1938 tog Daladier magten,
støttet til radikale og konservative
stemmer. Udadtil led F nederlag, idet Tyskl.
fra 1933 strøg punkt efter punkt af
Ver-sailles-freden, og Ital., som Laval 1935
søgte at vinde ved at støtte dets
Abes-sinien-politik, gik 1936 ind i
Aksesamarbejdet og rejste kolonikrav. F blev stadig
mere indstillet på defensiv politik, støttet
til Maginot-linien mod 0, gik 38 med til
München-aftalerne i erkendelse af sin
underlegenhed i luften, men sluttede
1939 op om Engl.s politik og erklærede
Tyskl. krig. Efter ty. gennembrud og
Flandern-kat,astrofen maj 1940 brød den
fr. militære modstand sammen. - Efter
1940. Juni 1940 sluttede F
våbenstilstand, efter at marskal Pétain havde
fået magten; Tyskland besatte N- og
V-F og tog Alsace-Lorraine. Juli fik
Pétain som »statschef« i praksis
diktatorisk magt af parlamentet, søgte som
»Vichy-regeringen«s leder at fastlægge
absolutistisk styre og forståelsespolitik
m. Tyskl., støttet til kons. og fascistiske
elementer; fra 1942 blev Laval
enerådende i Vichy-regeringen. F deltes ml.
attentister, der ville afvente krigens
gang, påvirket af uvilje over Engl.s
svigten, og voksende modstandsbevægelse,
der så hen til de Gaulle, der fra juni 1940
organiserede fr. kamp mod tyskerne fra
Engl. og kolonierne. Juni 1943 oprettedes
fr. national befrielseskomité, der fra nov.
s. å. lededes af de Gaulle alene. Efth.
som tilslutn. til Vichy-reg. svigtede,
øgedes dens afhængighed af Tyskl. Nov.
1942, da amerikanerne gik i land i N-Afr.,
blev hele F besat af tyskerne, hæren
opløst, flåden sænkede sig selv i Toulon, og
soldater og de unge, der truedes m.
ar-bejdstjeneste, sluttede sig til den
voksende »maquis«, der før og under
invasionen fra 6. 6. 1944 ydede afgørende
hjælp til de allierede. Aug. 1944 var F
befriet, undt. nogle Atlanterhavshavne
og en del af Alsace-Lorraine, der blev
taget i 1945. De Gaulle og
modstandsbevægelsen tog ledelsen (Bidault udenrigsmin.)
og arb. på at genrejse F som stormagt,
men led adsk. skuffelser. Valg til
grundlovgivende nationalforsaml. 1945 viste
samling om 3 hovedpartier:
Kommunisterne, Socialisterne, der v. flg. valg gik
tilbage og Bidaults Katolske Folkeparti
(MRP). De Socialradikale og det gl.
Højre var svækket. Trods de Gaulles
krav om stærk regeringsmagt og
demonstrative afgang 1946 gennemførtes
parlamentarisk forfatn. med lovgivende
na-tionalforsml." som afgørende magtfaktor
(okt. 1946), efter at et
socialistisk-kom-munistisk flertalsforslag var forkastet v.
folkeafstemning. Inflation og varemangel
medførte skarp social krise (strejker).
Efter samlingsmin. Gouin og Bidault 1946
fulgte kort socialistisk reg. under Blum
1946-47 og derpå min. Ramadier 1947,
der tog afstand fra kommunisterne. Efter
vedtagelsen af forfatn. valgtes socialisten
Vincent Auriol til præsident. Udad søgte
F nøje tilknytn. t. Engl. (venskabspagt
og alliance 1947), men kæmpede f. at
hindre eng.-amer. genrejsning af ty.
industri. Fred m. Italien 1947 gav
småændringer v. Alpegrænsen (Tenda og Briga,
LI. St. Bernhard m. m.) til fr. fordel. Ved
kommunalvalg okt. 1947 fik de Gaulle
ca. 40% af stemmerne, mens MRP gik
143 I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
