- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
1432,1433,1434

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - franktirør ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

franktirør

fransk musik

stærkt tilbage, ligeledes v. valg til
Republikkens Råd 1948; men trods dette og
stærk uro bl. arbejderne hævdede »den
3. styrke« (Soc., Radikale, MRP) magten
(min. Schumann 1947-48 og fra 1948
Queuille). 1948 tilsluttedes FVestunionen,
1949 Nordatlant. Traktat,
frankti’rø’r, da. stavemåde for
franc-tireur.

Frans (lat. Franciscus), mandsnavn.
Opkaldelse efter Frans af Assisi.
Frans (fr. François), fr. konger. Frans 1.
(1494-1547), reg. 1515-47. Tog Milano
efter sejr v. Marignano 1515, øgede 1516
sin magt over fr. kirke v. konkordat m.
Leo 10. Led nederlag over for Karl 5.
af Habsburg i krig efter 1521, fanget
1525 v. Pavia, kunne ikke genoprette fr.
magt i Ital., men hævdede
stormagts-stilling. Renæssance-hof (Blois,
Fontainebleau); støttede humanismen, forfulgte
efth.protestanternehårdt.(Portr.sp,1436).
Frans 2. 1544-60), reg. 1559-60. Søn af
Henrik 2., g. m. Marie Stuart af Skotl.;
uselvstændig, ledet af Guiserne.
Frans 2. (ital. Francesco) (1836-94), konge
af Begge Sicilier 1859-61, søn af
Ferdinand 2., styrede reaktionært. Styrtet 1860
ved Garibaldis rejsning, forsvarede sig i
fæstningen Gaeta til feb. 1861.
Frans (ty. Franz), ty. kejsere. Frans 1.
Stefan (1708-65), reg. 1745-65. Hertug
af Lorraine 1729-35; ægtede 1736 Marie
Theresia af Østrig, kejserkronet under
Østr. Arvefølgekrig 1745. - Frans 2.
(1768-1835), reg. 1792-1806, kejser af
Østr. som Frans 1. 1804-35. Søn af
Leopold 2. Gang på gang slået af
Napoleon, måtte 1806 nedlægge ty.
kejser-krone og se ty.-rom. rige opløst, havde
på forh. sikret sig østr. kejsertitel. Efter
Østr.s genrejsning som stormagt 1813-14
gik F skarpt mod frihedsideerne.
Frans af As’sisi, opr. Giovanni
Bernar-’done (1182-1226), ordensstifter og helgen
(helgendag 4.10.). Udgik fra et velstående
borgerhjem. Virkede som omvandrende
prædikant og missionær; stiftede
franciskanerordenen. Trak sig efter dennes
stadfæstelse (som han kun delvis billigede)
tilbage; blev stigmatiseret. Helgen 1228.
Af F-s produktion er især Solsangen kendt.
(Portræt sp. 1436).
Frans af Sales (1567-1622), biskop i
Geneve fra 1602, medstifter af
salesianer-indernes orden; virkede for en forening
af humanisme og kristendom; hans
værker (prædikener, foredrag og breve) anses
for klassisk fr. litt. Helgenkåret 1665;
1922 erklæret lor kat. presses og forf.s
patron. Helgendag: 29. 1.
Frans Ferdinand, se Franz Ferdinand.
Frans Josef, se Franz Joseph,
franskbenet kaldes en hest, når
afstanden ml. forbenenes hove er for stor; giver
i trav en svingende bevægelse udad.
Hesten er som regel kalveknæet; fejlen
kan rettes i følalderen,
franskbind, dybfalsede bogbind med ryg

og hjørner af ædlere skindsorter,
fransk broderi, tværliggende
overkastning af underriet flade ei. linie, f står
derved i svagt relief. Samtidig m. engl.
broderi, anv. nu fortrinsvis t. monogramsyn.
franskbrød, brød af sigtet hvedemel,
fransk dør, dobbelt dpr med glasruder
helt ned; anv. bl. a. i st. f. vinduer i
etagehuse og er da indadgående og
forsynet med jernrækværk i murens yderflugt.
Fransk Gui’nea [gi-] (fr. Guine’e
Fran-çaise), koloni (okkuperet 1890) i Fr.
V-Afr.; 251 000 km2; 2 125 000 indb. (1946),
deraf 4000 eur. Hovedstad: Konakry.

Versailles-parken.

fransk havestil, arkitektonisk,
symmetrisk haveform, først anv. i 17. årh. af
Lenötre, bl. a. i Versailles. I Danm. bl. a.
anv. i Frederiksborg Slotspark. (111.).

Fransk Indien, da. navn for
Etablissements de l’Inde.

Fransk Indokina, fr. Indochine
Fran-çaise [ædojin fr<J’sæ:z], 1888-1946 off.
betegn, for de fr. kolonier og
protektorater i Indokina (fr: Federation
lndo-chinoise).

franske kartofler (fr. pommes frites),
itu-skårne, klaretkogte kartofler med let
saltdrysning.

fransk klassicisme, epoke i fr. litt.
(17. årh.) præget af sans for streng logik,
naturlighed parret med værdighed i
formen, og interesse for almengyldige ideer.
Teoretiker: Boileau, typisk repr. Racine.

fransk kunst har i to perioder været
normgivende for eur. kunst, i
højmiddelalderen (11.-12. årh.) og i hele den nyere
tid efter 1700. - I Merovingertiden
frembragtes ornamentale bogudsmykninger,
de ældste prøver på fr. malerkunst. I
8. årh. fremkommer miniaturer med
figurbilleder; senantikke, irske og frankiske
elementer findes blandede i denne stil.
En selvstændig fr. kunst udvikler sig først
efter Karl. d Stores riges sammenbrud
ca. 900. 1 11. årh. produceredes originale
vægmalerier, mens bogmaleriet stadig
stod under fremmed (sp.) indflydelse.
Med beg. af den gotiske stilperiode
indledes en blomstring for bog- og glasmaleri.
115. årh. florerer ved siden af de nævnte
kunstarter staffelibilledet og det malede
alter. Flamsk og fr. kunst befrugter
hinanden indbyrdes. I 16. årh. gør indflydelse
fra ital. renæssance sig gældende. I 17.
årh. bevarer Ludvig 14.S Frankr. sin
selvstændighed over for ital. barok. I
malerkunsten dyrkes en »barok
klassicisme« (N. Poussin,Cl. Lorrain (landskab),
P. de Champaigne (portræt), Ch. Lebrun
(dekorationsmaleri ved hoffet)). Det 18.
årh.s rokokomaleri med dets dekorative
værdier og enestående graciøse letsind
erobrer hele Eur. (Watteau, Fragonard,
Låneret; mere »borgerlig«: Chardin,
Greuze). I 19. årh., der beg. med heroisk,
kølig klassicisme (David, Ingres) og dens
modsætning, den patetiske romantik
(Delacroix), kæmper kunsten sig frem til
stadig voksende virkelighedssans(Courbet,
Daubigny, Rousseau, Millet) og senere til
impressionismen(Manet, Monet, Pissarro,
Renoir, Degas, Toulouse-Lautrec).
Overgangen til et helt nyt forhold til naturen
frembringes af så forsk, kunstnere som
Gauguin, van Gogh, Cézanne. Nutidens
uafklarede, af utallige retninger
myldrende kunst repr. af navne som: Derain,
Utrillo, Matisse, Gromaire, den ofte
stilskiftende Picasso og mange andre. - På
skulpturens område oplevede Frankr.
blomstringstider i romansk tid (kirkerne
i Moissac, Toulouse, Poitiers), i gotikken
(Chartres, Reims), i Renæssancen (.Jean
Goujon). og i den nyere tid (Rodin,
Meunier, Maillol). - Bygningskunsten
begyndte efter landets kristning omkr. 300;
ældste bevarede bygninger stammer fra
5. årh. Der kendes kun lidt af
Merovin-ger- og Karolingertidens arkit. I romansk
stil skabtes efter år 1000 mange rigt
dekorerede kirker, men storhedstiden kom
med den gotiske stil: katedralerne i
Beauvais, St.-Denis, Noyon, Paris, Laon,
Amiens, Reims, Chartres, Soissons m. fl.
Efter en kort overgangstid under
indflydelse af ital. renæssance skabtes fr.
barokstil (Louis-quatorze) af mestre som
Le-mercier, Mansart, Lebrun og
havekunstneren Le Nötre. Levau byggede slottet
i Versailles og Tuilerierne, Perrault den
store Louvrefacade. Den flg. udvikling
mod lettere, mere raffinerede former fører
til dannelsen af rokokostilen
(Louis-quinze), den intime dekorations epoke,
som igen afløstes af en strengere,
klassicistisk periode (Louis-seize),
forudsætningen for Napoleonstidens empirestil.
I 20. årh. udvikles en funktionalistisk
stil under indflydelse af det abstrakte
maleri og den tekn. materialisme,
ligesom der findes interessante forsøg med
mod. monumen talbygninger (brdr. Perret).

Fransk lilje.

fransk lilje, alm. betegn, for den herald,
lilje, som er mest
kendt fra
Bourbonernes våben.

fransk litteratur (d.
v. s. den på fr.
skrevne litt.; se
også provençalsk litt.),
f begynder i 9. årh.
med rel. tekster, når
sit første toppunkt
i 11.-12. årh. med
den storslåede episke
digtn. (les Chansons
de geste); det samtidige modstykke (især
i 13. årh.) er en borgerlig litt. af satirisk
og didaktisk art (henh. fabliau’en, Roman
de Renart og Roman de la Rose).
Dramaet var knyttet til kirken (mirakler,
mysterier); prosaen er væsentlig repr.
ved hist.skrivere (Joinville, Froissart).
-Renæssancetiden (ca. 1450-1600).
Over-gangsskikkelser er lyrikerne Villon og
Marot; først med »Piejaden«
gennemføres det afgørende brud med
middelalderen og overgang til digtn. med
antikt og ital. forbillede. Prosaen
gennemgår en alsidig udvikl. (Rabelais,
Montaigne, Calvin). - Klassicismen (17. årh.)
anses for højdepunktet i fr. litt.
Periodens litt. teoretikere var Malherbe og
Boileau; denne sidste formede kravene
om respekt for fornuften, sandhed og
naturlighed, regelbunden form, der i
tragedien realiseredes af Corneille og Racine,
i komedien af Moliére og i fablen af La
Fontaine. Bl. tidens prosaister må
fremhæves moralisterne La Bruyéreog
Rochefoucauld, de gejstl. forf. Bossuet og
Fénelon og især den store
kristendomsforkæm-per Pascal. - Oplysningstiden (18. årh.)
var, i modsætn. til foregående periode,
autoritetsnedbrydende på polit., rel. og
intellektuelt område (Montesquieu,
Voltaire, encyklopædisterne). En særstilling
indtager Rousseau ved sin kamp for
følelsens frigørelse. Bl. dramatikerne
fremhæves Marivaux og Beaumarchais, bl.
lyrikerne André Chénier. - Efter 1800.
Den nye tid indvarsles af Mme de Stael
og især af Chateaubriand, der ved sin
reaktion mod fornuftdyrkelsen og ved
sin natursans blev en forløber for
romantikken (1800-50); retningens fører var
Victor Hugo, øvrige store digtere
Lamartine, de Vigny og Musset. Overgangen
til realismen gennemføres af romanforf.
Stendhal og Balzac og af novelleforf.
Mérimée; inden for lyrikken reageres mod
romantikken af formskolen Les
Parnassiens. Den realistiske roman
(Flaubert) videreføres af den af Taines
determinisme inspirerede naturalistiske skole
(Zola, A. Daudet, Maupassant).
Symbolismen i slutn. af årh. (Mallarmé) vendte
sig mod de forudgående retninger,
inspireret af Baudelaire. Op mod vor tid
fulgte en del ekstreme retninger (dadaisme,
surrealisme); den eksklusive P. Valéry
nærmer sig klassiske traditioner. Den fr.
roman indtager vedvarende en
fremtrædende plads i verdenslitt. (A. France,
R. Rolland, R. Martin du Gard, Proust,
Gide, Mauriac, J. Romains) og moderne
fr. dramatik har bidraget til fornyelsen
af eur. teater (Claudel, Giraudoux, Sartre,
Anouilh). Bekendte modstandsdigtere er,
foruden Sartre, Paul Eluard (f. 1895) og
Aragon.

Fransk Marokko, fr. Maroc Français,
omfatter ca. ’/„ af hele Marokko; 400 000
km2; 8 993 000 indb. (1946).

fransk musik. Den fr. middelalders
kunstpoesi fandt sit mus. udtryk hos
troubadourerne og trouvérerne. I 13.-14.
årh. var Nötre Dame i Paris det mus.
centrum for rel. musik i Frankr. I
tilknytning til hoffet grl. i midten af 17.
årh. den fr. opera, hvor førende navne
i 17. og 18. årh. er Lully, Rameau, Gluck
og Cherubini. En spec. fr. pendant til
operaen er det fr. syngespil (opéra
comique), der indlededes med en
opførelse af Pergolesi’s »La Serva Padrona«
(1752), som banede vej for Moiisigny,
Grétry, Philidor og Dalayrac. I 19. årh.
førtes operatraditionen videre af Adam,
Auber, Meyerbeer, Spontini, Gounod

1432

1433

1434

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/0558.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free