- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
1702,1703,1704

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - græsblærefod ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

græsblærefod

grøft

dinger af græsser og klover ei. a.
bælgplanter. g har en heldig indflydelse på
såvel dyrenes sundhed som produkternes
kvalitet og vitaminindhold. Alt efter
kval. er 5-8 kg g = 1 F. E. -
Græsmarker dyrkes dels som 1-3 årige
marker i sædskiftet og dels som
vedvarende græsmarker,
græsblærefod (Ap’tinotlirips ’rufus), rod
blærefod, vingelos, suger på græsser;
skadelig i fromarker,
græsenke (overs, af ty. Graswitwe), opr.
vistnok pige, forfort i det fri og derefter
forladt, nu spogende betegn, for en
kvinde, hvis mand er (midlertidig)
bortrejst. Dertil er dannet græsenkemand,
græsfamilien (Gra’mineæ), enkimbladede
planter. Mest urter (bambus har dog
for-veddede stængler), har trævlerod og en
stængel (»strået«), der er forsynet med
knæ. Bladene sidder toradet og består
af knæ, skede, skedehinde og en
bladplade, der er linieformet.
Blomsterstanden en top, dusk ei. et aks,
sammensat af småaks. Et sådant består af en
ei. fl. blomster, og hver blomst har som
regel 3 støvbærere og 2 fjerformede
støvfang. Vind- ei. selvbestøvning. Frugten
er en nød med et kimblad og en stor
frøhvide, g er en stor plantefam. med
ca. 5800 arter udbredt over hele Jorden,
i Danm. ca. 130 arter, g er sikkert den
plantefam., der har størst bet. for
mennesket; danner grundlaget for agerbrug og
kvægavl. Til g hører vore vigtigste
kornarter, samt majs, ris m. m.
græsfinker (Po’éphila), austr., små,
græsgrønne finker,
græsfluer (Opo’myza), 4-5 mm lange
fluer. Larverne i spæde græs- ei.
kornplanter, i aks o. 1.; muligvis ansvarlig
for en del af den skade, der tilskrives
fritfluen.

græsgedder, unge, grønne, i maj legende
gedder.

Græsholm, en af 1) Ertholmene, 2)
Hirsholmene.

græshopper (Salta’toria), orden af
retvingede insekter m. kraftige springben,
bidende munddele; kan som regel
frembringe og opfatte lyd. Hertil
fårekyllinger, jordkrebs, Iøv-g og mark-g, til
hvilke de bekendte vandre-g hører,
græshoppesanger (Locu’siella ’naevia),
med rørsanger beslægtet lille sangfugl.
Sangen minder om græshoppens. Sjælden
i Danm. Trækfugl,
græskar (Cu’curbita), slægt af g-fam.,
urter med grenede klatretråde og fligede
blade. Enbo. Blomsterne enkeltvis,
kronen gul, klokkeformet, støvbærerne
sammenvoksede til et rør; frugten et stort
bær med flade frø. 10 arter i trop. Arner.,
i Danm. dyrkes alm. g (C. pepo), der
fordrer næringsrig jord.
græsk arkæologi omfatter forhist. (I)
og hist. tid (II). Efter alm. arkæol.
principper inddeles I i 1: yngre stenalder
(indtil 3000/2500), 2: kobberalder
(2500-2000), 3: bronzealder (2000-1200), 4.
jernalder (1200-700). Perioderne I, 1-3
svarer til den før-gr., ægæiske kultur og
den dermed samtidige, men
væsensforskellige kultur i N- og Ml.-Grækenland;
kronologisk deles den v. 1700 i ældre
og yngre ægæisk tid, efter
kulturområderne i helladisk (gr. fastland), minoisk
(Kreta) og kykladisk (gr. øer) kultur.
Periode I, 4 deles i eftermykensk (1200
-950) og geometrisk stils tid (950-700).
- II deles i 1: arkaisk (ca. 700-480),
2: klassisk (480-330), 3: hellenistisk tid
(330-30 f. Kr.),
græsk billedhuggerkunst, se antik

billedhuggerkunst.
Græske Frihedskrig, Den, udbrød 1821
ved nationale rejsninger i det meste af
Grækenland mod tyrkerne, der med hjælp
fra Ægypten syntes at kunne kue
rejsningen efter 1825. Så greb Rusl. ind,
Vestmagterne fulgte efter, 1827
tilintetgjordes ægypt.-tyrk. flåde ved
Navari-no; 1829 opnåede Rusl. udvidelser v.
Donau og i Kaukasus, hvorpå græsk ståt
oprettedes 1830 af Mellemgrækenland,
Peloponnes, Eubøa og Kykladerne.
Græske Kejserdømme, andet navn på
Det Byzantinske Rige.

Græske Øhav, Det, andet navn på Det

Ægæiske Hav.
græsk-katolske kirke, 1) d. s. s. de

unerede; 2) populær betegn, for den
ortodokse kirke,
græsk litteratur. Klassisk periode. Af
en rig, mundtligt overleveret eposlitt. er
bevaret »Iliaden« og »Odysseen« under
Homers navn. Den første kendte
digterperson er Hesiod(os) (ca. 600 f. Kr.).
I løbet af 7.-6. årh. opstår en lyrisk
digtning (Archilochos, Tyrtaios, Solon,
Theognis, Anakreon, Sapfo), og samtidig
begynderen filos.-rel. digtn. (Pythagoras,
Xenofanes, Parmenides, Empedokles).
Korlyrikken (Alkman, Pindar) bliver
oprindelsen t. tragedien (Aischylos,
Sofokles, Euripides) og komedien
(Aristofanes). Prosaen begynder i Ionien
(He-rodot(os)) og når sin højeste udvikl, i
Attika m. historikerne Thukydid(es) og
Xenofon, filosofferne Platon og
Aristoteles, talerne Lysias, Isokrates og
De-mosthenes. I den hellenistiske periode
(323-31 f. Kr.) blomstrer videnskaben
m. Alexandria som centrum
(Ari-starch(os), Euklid, Archimedes,
Hip-parch(os), Polyb(ios)). Digtningen, der
ofte får et lærd præg, repr. af Theokrit(os),
Kallimachos, Apollonios. Den romerske
periode (31 f. Kr.-527). Strabon skriver
en verdensgeografi, i 1. årh. optegnes
Ny Test., og Plutarch(os) skriver
biografier 03 populærfilosofi. Lukian(os)
repr. satiren, Epiktet(os), Marcus Aurelius
og Plotin(os) er forf. t. filos. skrifter.
Kristendommens fornemste skribent er
Ori-genes. Den byzantinske periode (527-1453)
er en lærd periode, som vogter
traditionen og udgiver oldtidens skrifter.
Historikere er Prokopios (6. årh.) og Anna
Komnena (12. årh.). Kommentatorer af
oldtidsforf. er brødrene Tzetzes samt
Eustathios (12. årh.). Tekstudgivere er
Arethas (ca. 900), Konstantinos Kefalas
(ca. 900), Planudes (ca. 1300),
Deme-trios Triklinos (14. årh.). Leksikografer:
Fotios (9. årh.), Suidas (10. årh.)
Nygræsk periode. Ved Konstantinopels fald
1453 spredtes mange grækere ud over Den
Gl. Verden. De bibragte Renæssancens
mænd kendskaben t. gr. litt. De
betydeligste formidlere af gr. kultur er
Theo-doros Gazis (d. 1478), Ioannes
Argyrö-pulos og dennes elev Konstantinos
Låskaris (d. 1500). I midten af 18. årh. sker
der en åndelig rejsning. Adamantios
Korais (1748-1833) vækker
nationalitetsfølelsen. Selvstændighedstrangen, der
fører til frihedskrigen 1821-29, opstår.
1880 træder folkesproget ind i
litteraturen og samtidens gr. liv og mennesker
skildres; det moderne Grækenl. har en
alsidig, europæisk påvirket litteratur. Ved
siden af denne eksistereren rig folkepoesi,
græsk religion og mytologi tilhører de
antikke kulturer. Den bygger på to
elementer: ariske kvægavlerstammer, som
indvandrede i d. 2. årtusind f. Kr., og et _
urindfødt, uarisk bondefolk, den såkaldte
kretisk-my kenske kultur. Den hist.
kendte gr. rel. omfattede begge elementer
uden modsætning, afspejlet f. eks. i
kulten for Demeter i Eleusis, en typisk
bondefest, hvor det dram. motiv er naturens
liv og død, og i Athens panathenæerfest,
en typisk arisk fest, hvor motivet er
gudens kamp med og sejr over de onde
magter, dæmonerne. Opr. var g af lokal
karakter, kultene var slægtseje, og myterne
genfortællinger af handlingsforløbet i
slægternes kultdramaer. Udviklingen
gik i retning af sammensmeltning, så der
skabtes en fælles gr. kultus og (delvis
rent litt.) en fælles gr. mytol., væsentlig
ved at guderne sattes »i familie« med
hverandre. Af afgørende bet. blev
forholdet til Orienten. Allerede tidligt forelå
spor af orient, indflydelse, f. eks. Afrodite
og Artemis. Senere blev den stærkere,
f. eks. i den ekstatiske bevægelse, der
kom fra Thrakien i Dionysos’ navn, og
endelig af dybtgående virkning i orfismen,
en rel. vækkelsesbevægelse, der blev
ind-ledn. til en ny epoke, hellenismen, hvor
rel. ikke mere var formet over
æts-helheden, men over det enkelte menneskes
skæbne før og efter døden, svarende til

den sociale individualisme, der var brudt
igennem.

græsk sprog. Inden for de indoeur. sprog
danner de gr. dialekter en særskilt gruppe,
der bevarer mange opr. træk. Det gr.
alfabet er af semitisk opr. (fønikerne).
De gr. dialekter kendes gnm. indskr. og
litt. Dorisk taltes i Lakonien, Argolis,
Korinth og på Kreta; som litt. sprog
anv. i den antikke tragedies korsange.
Nordvestgræsk taltes i Lokris, Fokis, Elis.
Æolisk taltes i Bøotien, Thessalien, på
Lesbos; anv. som litt. sprog af Sapfo
og Alkaios. Arkadisk, kyprisk og
pamfy-lisk i Arkadien, på Kypern og i
Pamfy-lien. lonisk på Kykladerne og i
Lilleasiens ioniske byer; som litt. sprog anv.
det af Homer, Herodot, Hippokrates,
i det meste af den gr. lyrik. Attisk i
Attika, anv. i det attiske drama
(Aischylos, Sofokles, Euripides, Aristofanes),
af de attiske talere (Demosthenes),
filosoffer (Platon, Aristoteles), historikere
(Thukydid, Xenofon). Athens førende
stilling gjorde attisk til den mest
betydende dialekt. Det blev grundlaget for
koi’ne (det fælles, alm. sprog), som efter
år 300 f. Kr. var det fremherskende
sprog i de østl. Middelhavslande og i
litt. anv. af Polybios. Det Ny
Testamente, Septuaginta. Moderne gr. er en
videreudvikling af koine. I det moderne
Grækenl. findes der et målstræb ml. gr.
folkesprog og et af den klass. gr. litt.
påvirket skriftsprog,
græsmøl (’Crambus), sommerfugle af
py-ralidernes gruppe, længdestribede vinger;
larverne i jorden, gnaver i græsrødder
og stængler; skadelig,
græsrust ei. sortrust (Puc’cinia
’grami-nis), art af rustsvampene, kan træffes
på alle da. kornarter og de fleste
vildtvoksende græsser, g er værtskiftende,
idet den danner hobe af rustrøde
sommer-og kulsorte vintersporer i striber på
bladskeder og strå, mens skålrusten træffes
på berberisblade,
græssangere (Ci’sticola), artsrig slægt af

små, bredvingede trop. sangfugle,
græssmutter (Cistico’linæ), underfam. af
sangere. Spidst, lidt buet næb, kraftige
fødder. Middelhavslandene, Afr., S-Asien,
græssmør, gl. betegn, for det kraftigt
farvede smør, der produceredes om
foråret, når køerne kom ud på det unge græs.
græsspinder (Cosmo’triche pota’toria),
sommerfugl af spindernes gruppe; larven
på græs.

græsstråuglen (Ha’detta ’strigilis),
sommerfugl af uglernes fam. Larven
overbider græsstrå ved øverste ei.
næstøverste knæ.
Græsted [’græ.-], da. stationsby i
Nordsjælland (Hillerød-Gilleleje); 850 indb.
(1945).

græstorsk, småtorsk fra
bændeltangs-området.

græstræ (Xanthorrhea), australsk
planteslægt af liljefamilien (nær aloe), er
træagtig. En harpiks fås fra bladene. Betegn, g
er også anv. om andre australske træer
m. græslignende blade,
græsuglen (Cha’raeas ’graminis),
natsommerfugl af uglernes fam. Larven på
græs på enge; meget skadelig,
grævling (’Meles ’meles), rovdyr af
mår-fam. Plump, ca. 3/t m, oversiden grå,
undersiden hvid, sort stribe på hver side

af hovedet, sålegænger. Alm. i Danm.
Natdyr, lever af rødder, orme osv.
Kindtændernes knudedel stærkt udviklet;
graver huler; ungerne fødes sidst på
vinteren.

grævlingehund, d. s. s. gravhund,
grøft, gravet rende i jorden, g kan tjene

I702

1703

1704

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/0650.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free