Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gudbrandsdalslågen ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
guldsmedekunst
gulspidssyge
ges i vandet, larverne er langsomt
krybende vanddyr, hvis underlæbe er
omdannet til en fremskydelig tang. hvormed
den griber smådyr. Ufuldstændig
forvandling; før sidste hudskifte kravler
larven op på vandplanter, hvorefter den
voksne g bryder frem af larvehuden.
Adsk. arter i Danm.
guldsmedekunst. Guld har altid været
et af kunsthåndværkets mest
eftertragtede materialer, både til smykker og
kostbare brugsgenstande, med ei. uden
anv. af ædle stene og emaille. (III. se
tavle Ægæisk Kunst, fig. 5). I Norden
kendes indførte guldsmykker fra
stenalderen, i Norden forarbejdede fra ældre
Alterkalk af guld med ornamenter i
flerfarvet emaille. Udført til Chr. 4. ca. 1620.
(Rosenborg).
bronzealder. De ældste guldmønter,
blandet med sølv, prægedes i Lilleasien, ellers
anv. guld i g i rgl. legeret m. kobber. Ved
kold hamring driver man de ønskede
former. Ved stansning benytter man en
fordybet og en i denne passende ophøjet
form. Ved prægning drives metallet ned
i en hulform (stampe). Således fremst,
mønter, gafler og skeer. Når guld støbes,
fjernes de opstående uregelmæssigheder
v. ciselering. Guld støbes sjældent,
guldsmedemærker indførtes i Norden
1445, hvor de skånske guldsmede fik
påbud om at mærke deres arbejder. I 1491
krævedes ved en forordning af kong
Hans, at guldsmedene i Kbh. foruden
med bystemplet skulle mærke deres arb.
med deres mesterstempel. Kbh.s mærke
var til 1608 et kronet K, derefter de
endnu gældende tre tårne. 1778 indførtes
lødighedsstempler f. guld under 18 karat.
Guldsnorene, statstjenestemændenes
centralorganisation II.
guldstandard, den mængde guld, der if.
møntlovgivn. udgør landets møntenhed,
guldstjerne (’Gagea) (efter den eng.
botaniker Th. Gage, d.
1820), slægt af liljefam.
g har løg, smalle,
grundstillede blade og gule
blomster. 35 arter, i
Danm. 5, der fortrinsvis
vokser i skove,
guldstol, sæde, der
dannes af to personers
sammenflettede hænder,
guldstøv, de ved
vaskning udvundne
guldpartikler,
guldsuder, gul form af
suder.
guldsvovl, d. s. s. antirronpentasulfid.
guldsæbe, guldholdigt sand og mudder,
hvoraf guld udvaskes.
Guldtop, i nord. rel. guden Heimdals hest.
guldtrækning, fremstilling af tråde af
ægte ei. uægte guldmetaller. I Byzans og
Orienten anv. g til guldindvirkede tøjer,
senere i vægtapeter, kniplinger, broderier
og luksusklæder; nu kun i uniformer og
messehagler.
,7 1729
guldvekselfod, indirekte guldfod, hvor
centralbankens indløsning af sedler sker
ved veksling efter fast kurs til en udenl.
guldvaluta (f. eks. til USA-$).
guldvurdering, i middelald. i Danm.
anv. vurdering af ejendommene, hvorved
disses værdi angaves i mark guld.
guld-yüan, kin. møntenhed, indført 19. 8.
1948; afløste d. kin. dollar. 1 g sattes =
3 mill. kin. dollars = 1/4 USA-S.
guldøjer (Chrys’opidae), fam. af
netvingede insektfer, 2 par klare, grønlige
vinger og guldskinnende øjne. Larverne,
bladlusløver, lever af bladlus; ofte
brogede.
gule fare, den, slagord fra slutn. af 19.
årh., udtryk for frygt f. japanernes og
kinesernes fremvækst på de hvides
bekostning. Særlig kendt fra tale af
Vilhelm 2. 1895.
Gule Flod, Den, da. navn på Hwang-ho
i N-Kina.
Gule Hav, Det, kin. Hwang-hai [-[fwar;-fai],-] {+[fwar;-
fai],+} den del af Det Østkin. Hav, der
ligger ml. Korea og N-Kina; indtil 100 m
dybt. G-s gule farve skyldes slam fra
Hwang-ho.
gule jord, den, kin. betegn, for den gule
løss, der aflejres på Den Gule Slette i
NØ-Kina.
gule legeme, det, d. s. s. corpus luteum.
gule plet, den (macula lutea), det sted
på øjets nethinde, hvor det skarpeste syn
findes.
gule race, den, d. s. s. den mongolide
racegruppe,
gulerod (’Daucus), slægt af
skærmblomst-fam., een- ei. toårige urter m. hvide
blomster. Frugter med hagekrummede
børster. 60 arter. I Danm. er alm. g
(D. carota) vildtvoksende langs veje;
den har store kamdelte storsvøbblade og
de midterste blomster i skærmen er ofte
røde. (111. se tavle Grøftekantens Flora).
Den dyrkede form har en tyk, rødgul og
saftig pælerod, mens den vilde har en
hvid, ret tynd rod. g har været dyrket i
over 2000 år; nu findes mange
kulturformer. Dyrkningen af g indtager kun
ca. 1 % af Danm.-s samlede rodfrugtareal;
g hører navnlig hjemme på lettere jord og
egner sig godt til opfodring med rod og
top i efterårstiden. g er rige på
karotino-ider.
gulerodsbladloppe (Tri’oza vi’ridula),
grønlig bladloppe; både larven og den
voksne suger på gulerodsblade, hvorved
disse krølles og væksten standser.
Særdeles skadelig,
gulerodsflue (’Psila ’rosae), ganske lille,
sort, glinsende flue, hvis larve borer i
gulerødder, som herved ødelægges. Gør
ofte stor skade,
gulerodsgalmyg (Asphon’dylia
umbella-’tarum), galmyg, der frembringer galler
på gulerodsfrugter, hvorved
frugtsætningen hindres. Spiller ikke nogen større
rolle som skadedyr,
gulerodssnudebille (Ceutorrhyn’chidius
termi’natus), lille, sort snudebille, larven
gnaver i bladstilke af gulerødder.
Gule Slette, Den, den 325 000 km2 store
lavslette i NØ-Kina, hvis gule jord er
aflejret af floderne (bl. a. Hwang-ho) og
vinden. Sletten er tætbefolket (80 mill.
indb.), og der dyrkes især hvede, hirse
og soyabonner, men også bomuld, majs
og ris. Slettens østl. del todeles af
Shantung Halvøens bjerge,
gule ærter er sorter af skalærter. De
forekommer i handelen enten med skallen på
ei. befriet for skallen under navn af
flækkede ærter,
gulf [gälf] (eng.), havbugt.
gul feber (febris flava), infektionssygdom
fremkaldt af et filtrerbart virus, som
findes i visse tropeegne, særlig i Brasilien.
Den overføres ved myg. Symptomerne er
pludselig feber, blødning fra
slimhinderne og gulsot. Farlig sygdom.
Forebygges ved vaccination,
gulfilter, fot. farvefilter. Anv. bl. a. v.
skyfotografering, da det dæmper de
violette og blå lysstråler,
gul grib, d. s. s. gåsegrib.
gulirisk (Se’rinus ca’naria), en i
Middelhavslandene forekommende race af den
vilde kanariefugl. Har i de senere år
1732
bredt sig over Mellem-Eur. En enkelt
gang fundet i Danm.
Gullager (Gulager), Christian
(I759(?)-1823), da.-arner, maler. Rejste 1783 til
USA, hvor han blev en søgt
portrætmaler, malede bl. a. G. Washington.
Udformede USA-s skjoldmærke (ørnen).
Gulland, ældre da. navn på Gotland.
gullandske fliser, slebne gulvfliser af
ølandsk kalksten, opr. sejlet til Danm.
af gullandske (gotlandske) skibe.
’gullasch [-af] (ung.gulyds hyrdens mad), 1)
stuveStegt, stærkt krydret ret af
kødterninger; 2) d.s.s. g-baron, smædenavn
for udannede personer som under I.
Verdenskrig tjente store penge på eksport
af 1), o. 1.
’Gullberg [-bærj], Hjalmar (f. 1898), sv.
lyriker. Chef f. Radiotjänsts dram. afd.
Forener i sine eksklusiye, allusionsrige
digte, der ofte er bygget over bibelske
motiver, en rel. farvet pessimisme med
elegant, pointeret vid; Andliga övningar
(1933), Att övervinna världen (1937), Fem
kornbröd och två ftikar (1942); fil. dr.
h. c. i Lund 1944. (Portræt sp. 1725).
Gullfoss [’gødlfos], 27 m h. isl. vandfald,
dannet af Hvitå, 5 km 0 f. Geysir.
’Gullivers Rejser (eng. [’gäliva-]),
satirisk og fantastisk rejseberetning af J.
Swift; udg. 1726; da. overs. 1768 og 1943.
Gullmarsfjorden [’gül-], 30 km 1. fjord
- fra Skagerrak ind i Bohusians kyst ml.
Fiskebäckskil og Lysekil. Havbiolog,
station (Kristineberg).
Gullstrand [’gulstrand], Allvar
(1862-1930), sv. læge. Nobelprisen 1911 for sine
fysiol.-optiske undersøgelser.
’Gulman’n, Christian (1869-1934), da.
journalist, 1891 v. »København«, senere
v. »Nat. Tid.« og »Berl. Tid.«; fra 1913
red. af »Berl. Tid.«. Bøger: Skiftende
Horisonter (1909) og Det Brogede Europa
(1927).
gul presse (amer: yeUow press), øgenavn
for sensationspresse. Udtrykket første
gang anv. i 1896 om de amer. blade »The
World« og »Journal«, som bragte en
delvis i gult trykt tegneserie »Yellow
Kid«.
gulrust (Puc’cinia glu’marum), en
rustsvamp, der navnlig angriber hvede, i
mindre grad byg og rug, aldrig havre,
g kan volde stor skade, regnes nu for
hvedens farligste rustsygdom. Værtskifte
og skålruststadium ikke påvist. Der
findes intet direkte middel mod g, men
forsk, sorter viser meget forsk,
modtagelighed.
gulsiskener (Se’rinus), slægt af små,
gullige ei. grønlige finker. Hertil bl. a.
kanariefuglen og gulirisken.
gulskive, d.s.s. gulfilter.
gulsot (icterus), den gulfarvning, som
fremkommer i vævene, særlig huden og
øjets senehinde, når galdefarvestoffet
ikke udskilles på normal måde gnm.
leveren, men ophobes i blodet. Denne
ophobning kan helt ei. delvis optræde
ved mek. tillukning af galdevejen som
ved galdesten, svulster ei. betændelse i
galdevejen. Ligeledes ved lidelse af
levervævet, således ved hepatitis epidemica
(icterus catarrhalis), en smitsom lidelse
fremkaldt af filtrerbart virus, og ved den
akute gule leveratrofi, ved levercirrhose
og ved svulster i leveren. Endelig kan g
opstå, hvor der er et for stort henfald
af røde blodlegemer, således ved den
hæmolytiske icterus, ved ondartet anæmi
(anæmia perniciosa). Ved g udskilles der
ofte store mængder galdefarvestof i
urinen, denne bliver derved mørk, ølfarvet.
(Populært betegnes med g hepatitis
epidemica).
gulsot hos roer skyldes især en med
bladlus overført virussygdom, men også
jern-el. kvælstofmangel; mest fremtrædende
ved tørke.
gulspidssyge (kobbermangel) er en sygdom,
der især optræder på byg og havre og
viser sig ved, at bladspidserne bliver
gullige, slappe og indrullede. Nyere
undersøgelser viser, at årsagen til g er
kobber-mangel. En anv. af 50-150 kg blåsten
pr. ha modvirker g. g er en udpræget
opdyrkningssyge, der særl. forekommer
på opdyrket hede og mose i Jylland.
1723 173 1732
Til tryk juni 1949.
Guldstjerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
