Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hakluyt ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hall
hals
Hall [hå:l], Radclyffe (1886-1943),eng.
forfatterinde. Beromt for romanen The Well
of Loneliness (1928, da. Ensomhedens
Brønd 1929) o. fl. om kærlighed ml.
kvinder.
Hall [hå:l], Stanley (1846-1924), amer.
psykolog og pædagog. Især kendt for
sit børne- og ungdomspsyk. værk
Adoles-cence (ungdomsalder) (1904).
hallali [ala’li], (fr.), et på parforcejagt
brugt hornsignal, der forkynder det
jagede dyrs død og blæses af jægeren, som
fører meuten.
Halland, sv. landskab langs Kattegat;
4922 km2; 155 000 indb. (1946). Mod N
Kungsbackafjorden og skærgårdskyst,
mod S Laholmsbukten og en jævn kyst,
langs denne frugtbare lersletter; det
indre er vestranden af det sydsv. højland.
Elve: Lagan, Nissan, Ätran og Viskan.
- Historie: Gl. da. landskab, blev af
Valdemar Sejr delt i et hertugdømme
mod N og et grevskab mod S, og kom
derved næsten bort fra Danm. til 1360.
Sv. fra 1645 (opr. sv. pant, definitivt
afstået 1658).
Hallands län, sv. lån, omfatter
landskabet Halland; 30% af arealet er
agerland, 43 % skov. Land-, skovbrug, fiskeri,
tekstil- og levnedsmiddelindustri.
Hallandsstuen i Frilandsmuseeet i
Lyngby, et udmærket eks. på ældre
byggeskik i d. opr. da. landskab Halland,
bestående af 3 i hinandens forlængelse
sammenbyggede huse, i midten en lav
opholdsstue, hvis eneste vindue sidder
i det ’ave åstag, ved hvis ende et noget
højere herberge. Væggene er af laftet
tømmer, taget af græstørv på birkebark.
Hallands Väderö {-lvæ:d3-j, sv. ø ud for
Hallandsåsen. 2,8 km2. Fyr.
Planteøkologisk station. Kendt trojaborg.
Hallands’ås, ca. 40 km 1. sv. højdedrag
(horst), 226 m h., adskillende
Laholmsbukten og Skälderviken på grænsen ml.
Skåne og Halland.
’Hallar, Søren (f. 1887), da. forfatter og
biblioteksmand. Har i en disp. om J. P.
Jacobsen (1921) og i fl. bøger om nyere
da. forf. anv. naturvidensk.-statistiske
metoder. Desuden flersidig skønlitt.
produktion.
Halldörsson [’haldoursån], Jon
(1665-1736), isl. præst og historiker.
Indsamlede et stort hist. stof, forfattede
Hirö-stjöra annäll (udg. 1886), Biskupasögur
1-2 (udg. 1903-15).
’Halle (an der Saale), ty. by,
hovedstad i Sachsen-Anhalt; 220 000 indb.
(1939). Stor og alsidig industri, i omegnen
brunkulsbrydning og saltværker. Univ.
(grl. 1694).
Halle, Sophus (1862-1924), da.
komponist og organist. Udg. Psalmebogens
Melodier (1904).
Halleby Å, 62 km 1. å på Sjælland, fra
Skjoldenæsholm gnm. Åmose og Tissø
til Store-Bælt.
Hall-effekt [hå:l-], opdaget 1880 af amer.
fysiker Edwin Herbert Hall (1855-1938),
består i, at en ledning, hvori der går en
elektr. strøm, og som er anbragt i et
magnetfelt, får eri spændingsforskel ml.
sine to sider. H er en følge af
elektronstrømmens afbøjning i magnetfeltet.
hal’leluja (hebr. hallélüjäh priser Gud),
lovet være Herren.
’Halle- og Hunneberg [’hünsbærj], to
sv. plateaubjerge, S f. Vänern, henh.
148 og 142 m h.
’Haller, Albrecht von (1708-77), schweiz.
læge og digter. Prof. i Göttingen 1737—
53. Næst efter Harvey
eksperimentalfysiologiens grundlægger. Opstillede 1752
læren om irritabilitet og sensibilitet.
Forf. til store værker om anat., fysiol.,
bot. og teoretisk kir. Som digter skrev
H tanketung lyrik, mest kendt er Die
Alpen (1729), rettet mod bykulturen.
’Haller, Hermann (f. 1880), schw.
billedhugger. Opr. arkitekt og maler, udd.
som billedhugger i Paris 1905-12,
påvirket af Maillol. H-s yndlingsmotiv er
det nøgne menneskelegeme.
’Hallesby, Ole (f. 1879), no. teolog og
vækkelsesprædikant, siden 1909 prof. i
syst. teol. ved Menighedsfakultetet i
Oslo, formand for no. Indre Mission;
Jonas HaHgrimsson. Per Hallström.
teol. ultra ortodoks og hovedmand i
kampen mod den liberale teol. Kendt
taler og forf. Under den ty. besættelse
en tid leder af kirkens kamp mod
nazismen, sad 2 år på Grini.
Halley [’håli], Edmund (1656-1742), eng.
astronom, en af sin tids betydeligste
naturvidenskabsmænd. H beregnede efter
Newtons metode banerne for et antal
kometer bl. a. for den efter ham opkaldte
H-ske komet. Han var den første, som
påviste fiksstjerners egenbevægelser.
Foretog to resultatrige vidensk.
ekspeditioner til den sydl. Jordhalvkugle.
Halley’s Komet, lysstærk komet med
en omløbstid på ca. 76 år, sidst
iagttaget 1909-11.
’Hallfreör ’Vandræöaskåld (oldisl: den
vanskelige skjald) (d. ca. 1007), isl.
skjald i Olav Tryggvasons hird. Digtede
bl. a. Ölafsdrdpa om kongens fald v.
Svolder. Særlig interesse knytter sig til
nogle lejlighedsvers, der giver indblik i
H-s omvendelse til kristendommen.
Hallgrimsson [’hadl-], Jonas (1807-45),
isl. digter. Medstifter af tidsskriftet
»Fjölnir«, der bragte de fleste af hans
værker; bidrog mere end nogen anden
t. at omplante romantikken til isl. grund
og dermed inspirere til nat. genrejsning.
H-s digte kendetegnes af en inderlig
samfølelse med naturen, af ren lyrisk
poesi og kærlighed t. Isl. (Portræt).
’Halli’gerne, ty. die Halligen [’haligan],
en gruppe nordfrisiske øer, S f. Før;
ca. 500 indb. Oversvømmes ved
stormflod.
’halling (vistnok efter Hallingdal), no.
folkedans i 2/4 takt, udføres af en mandl.
danser.
’Hallingdal [-da:l]y no. dal i Buskerud,
fra Hallingskarvet til Krøderen,
gennemstrømmet af Hallingdalselva, en af
Drams-elvas kildefloder. H er meget
afvekslende; bebyggelsen er sparsom, og før
anlæg, af Bergensbanen, der passerer H,
lidet besøgt. Befolkningen (16 000 i 1946),
hallingdølene, har bevaret en del af den
gl. bondekultur.
’Hallingskarvet, 40 km 1., 5 km br. no.
fjeldplateau i Langfjellene, øvre
Hallingdal; H begrænses af nøgne, stejle
bjergvægge og er delvis sneklædt; højeste
punkt, Folarskarnuten, 1933 m.
’Hallman, Adolf (f. 1893), sv. tegner og
forfatter; medarb. ved »Politiken« samt
sv. og no. blade; bogill.
’Hallr ’I>orsteinsson (f. ca. 950), første
kristne lovsigemand på Island (år 1000);
stamfader til Are Frode og Sæmund
Frode.
Hallstatt-kulturen [’haljtat], ældste
jernalder-k. i Mellem-Eur. (ca. 850-500
f. Kr.), opkaldt efter en gravplads med
over 1000 grave v. byen H. i
Salz-kammergut, Østrig. H-s indflydelse
dominerer yngre bronzealders slutn. i
norden og bliver bestemmende for den
ældste jernalder her.
’Hallstavik, sv. industriby, Ø-Uppland;
2800 indb. (1946). Papirfabr.
’Hallström [-strø:m], Erie (f. 1893), sv.
maler; navnlig billeder fra Sthlm.s
udkant i al slags vejr.
’Hallström [-strø:m], Per (f. 1866), sv.
forfatter. Ingeniør 1886; dr. phil. h. c.
1916. I sin alsidige produktion af lyrik,
dramer, romaner og noveller: Purpur
(1895); Briljantsmykket (1896), Thanatos
(1900) præget af 90ernes romantik, men
selvstændig ved etisk strenghed. Har
endv. overs. Shakespeares dramer 1922
-35. (Portræt).
hallucination (lat. hallucinatio
drømmeri), forestilinger med abnormt
forstærket livagtighed, der giver dem præg
af sansepåvirkning. Optræder på synets,
hørelsens, smagens, lugtens og følelsens
område, meget udtalte ved
sindssygdomme.
Hallwachs [’halvaks], Wilhelm
(1859-1922), ty. fysiker. Opdagede 1888
fotoelektriciteten,
halm, strå og blade af modent korn, hvor
kærnen er aftærsket og frarenset, h er
et træstofrigt og ret tungt fordøjeligt
fyldefoder. 4-5 kg = 1 F. E.
’halma (gr: spring, fordi brikkerne i alm.
flyttes i spring), ældgl. brætspil. Spilles
af 2-4 deltagere, med hver 19 ei. 13
brikker på et kvadratisk bræt m. 17 x 17
felter; i Danm. ofte på skakbræt (i alm.
9 brikker).
Halma’hera, ø bl. Molukkerne; 18 000
km2; 102 000 indb. (1930).
halmbrækkersvamp (Lepto’sphæria
her-potri’choides), en kernesvamp, hvis
sporehuse ofte findes ved grunden af
hvedestrå, der er angrebet af den såkaldte
knækkefodsyge.
halmcellulose (stråcellulose),
cellulosemasse, .der anv. til skrive- og trykpapir,
h kan fremst, ved kogning af halm i
autoklave med vand alene, idet der dannes
eddike- og myresyre, der sønderdeler og
opløser tilstedeværende fremmede stoffer.
Bedre h fås ved trykkogning med
kalkmælk, endnu bedre med natronlud og
natriumsulfid. Til hvidt papir behandles
massen yderligere med klor. Foruden
halm benyttes også espartogræs, bambus
og sukkerrør som råstof,
halmhveps (’Cephus pyg’maeus),
træhveps, hvis larve lever i stængler af
korn. Næppe synderlig skadelig,
halmplader, byggeplader af halm holdt
sammen enten ved syning ei. af asfalt,
lim ei. andet bindemiddel,
halmpresse, maskine, der anv. til
presning og binding af halm i knipper, så
det er lettere at flytte og behandle, h
anv. sædv. i direkte forb. med
tærskemaskinen.
halmprik, søv., sømærke i bagbords side
i småfarvande; hvid stage med en ei.
to halmviske på tværs,
halmryster anv. i forb. med
tærskemaskine med det formål at ryste de
aftær-skede kerner og avner fra halmen.
’Halmstad [-sta], sv. købstad (fra 1307),
hovedstad i Hallands län, ved Nissans
udløb i Laholmsbukten; 34 000 indb. (1949).
Nikolaikyrkan (15. årh.), slot (ca. 1600),
Norreport (1605), kulturhist. museum.
Jern- og stålindustri. Bet. handel. Lå
opr. højere oppe ved Nissan,
’halo (gr. halos kredsformet tærskeplads),
betegn, for små farvede ringe om
himmellegemerne, der kan fremkomme ved
lysets passage gnm. jordatmosfæren,
halo- (gr. hals salt), salt-, saltvands-,
halo’fytter (halo- + -fyt), bot. betegn,
for planter, der vokser på saltholdige
lokaliteter, h har ofte kødede stængler
og blade. Eks.: mælde-arter, sodaurt.
Saltvandsalgerne regnes dog sædv. ikke
med til h.
halo’ge’ner, grundstofferne fluor, klor,
brom og jod, som med aftagende
affinitet gnm. nævnte række direkte kan
forene sig med metaller til salte,
haloge’ni’d, forb. af et metal med et
halogen.
halokro’mi’ (halo- + gr. chröma farve)
kaldes det fænomen, at visse ufarvede
ei. svagt farvede org. stoffer kan forene
sig med syrer til farvede salte.
’Halonen, Pekka (1865-1933), fi. maler;
opr. realist, senere en mere forenklet
stil; skildr, af fi. natur og folkeliv,
halovirkning, fot., d. s. s. gloriedannelse.
Halper [’hätpar], Albert (f. 1904), amer.
forfatter. Sociale romaner fra Chicago
og New York: Union Square (1933),
The Foundry (1934, da. Fabrikken 1938).
hals, 1) med. (collum), den legemsdel, der
forbinder krop og hoved, h-hvirvelsøjlen
er den mest bevægelige del af
hvirvelsøjlen. h-s muskulatur er kraftig og
udspecificeret, så hovedets
bevægelsesmuligheder er talrige. Gnm. h passerer
1732 1723 1768
1
732
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
