- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
1831,1832,1833

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - havkat ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

hebraisk skrift

Hedeby

i israel. ånd. Det meste af det
fortællende stof i »Loven« har sikkert været
overleveret mundtligt i fl. årh. inden
nedskrivningen. Mange forskere mener,
at der eksisterede fl. sideordnede skrevne
kilder (J, E, D og P), som
sammenarbejdedes efter eksilet til
Mosebøgernes nuv. skikkelse. - I første
halvdel af »Profeterne« (de hist. skrifter
Jos., Dom., Samuels- og Kongebøgerne)
fortsættes med skildringen af landets
erobring, dommertiden og kongetiden
indtil eksilet. Det ledende synspunkt er
religiøst som i »Loven«, men skildringen
er tillige ypperlig fortællekunst. Kilderne
til store dele er førstehånds, nedskrevet
samtidig med ei. kort efter
begivenhederne (det gælder f. eks. Davidshist.).
Sidste del af »Profeterne« (Es., Jer., Ez.
og de 12 små profeter) indeholder
samlinger af profetiske ord og syner, hvormed
profeterne forkyndte straf ei. forjættelse
alt efter folkets holdning over for Jahve.
I regelen er de overleveret af profeternes
disciple, først mundtligt og derefter
nedskrevet i deres nuv. form. De
spænder over et tidsrum fra midt. af 8. årh.
til efter eksilet. - Sidste del af kanon
er af stærkt blandet indhold og rækker
fra det føreksilske tempels samlinger af
kultiske digte (Salmerne) til det
apokalyptiske skrift Daniels Bog, som er blevet
til under Makkabæeropstanden (ca. 165
f. Kr.). Jobs Bog og Prædikeren tumler
med de rel. problemer om menneskets
skyld og Guds indgriben i verden, mens
Ordsprogene giver praktiske leveregler.
Digtning af en i G.T. enestående art
findes i Højsangen, der er en samling
af bryllups- og kærlighedssange. Den
eftereksilske historieskrivning er
overvejende dogmatisk præget, idet man anv.
et menneskes livslængde som målestok
for hans indre værd, så at en konge, der
lever længe, må have været from og
omvendt. Ud fra dette synspunkt er
Krønikebøgerne skrevet; de behandler
delvis den samme periode som
Kongebøgerne, men er af langt ringere hist.
værdi.

hebraisk skrift. De ældste hebr.
ind-skr. (Geserkalenderen, de samaritanske
ostraka, ca. 850 f. Kr., og Siloah-indskr.,
ca. 700 f. Kr.) er skrevet med det gl.
nordvest-semit, alfabet, som også kendes
fra Mesastenen (ca. 850 f. Kr.) og de
aramæiske indskr. fra Syrien (9. og 8.
årh. f. Kr.). De viser alle tilbage til den
type, som findes på Ahiramsarkofagen
(ca. 1200 f. Kr.), den ældste
alfabetind-skr. overhovedet i Syrien og Palæstina.
I tiden efter fangenskabet i Babylon
overtog jøderne den såk. aram. skrift,
også kaldet kvadratskr. efter
bogstavernes form. Opr. har den været en ren
konsonantskr. (skrevet fra højre til
venstre), men af massoreterne blev der i
6.-9. årh. e. Kr. udarbejdet forsk,
voka-lisationssystemer til at sikre de bibelske
skr.s rette udtale. Moderne hebr. skrives
ofte med en særlig skrift. (Alfabetet se
under skrift).

hebraisk sprog udgør sammen med
Ras Shamra-dialekten, fønikisk og
moa-bitisk den kanaanæiske del af den
semitiske sprogæt. Ved indvandringen i
Kanaan overtog israeliterne landets sprog
(jfr. Jes. 19,18). I den ældre tid kaldte
de selv sproget »judæisk« (2. Kg. 18,26).
I fortalen til Siraks bog (ca. 130 f. Kr.)
bruges første gang benævnelsen h.
Uden for G. T. kendes h i den gl. tid
kun i enkelte indskr. (9. og 8. årh. f.
Kr.) og i Lakishbrevene (ca. 600 f. Kr.).
Efter eksilet blev h fortrængt af
aramæisk, der var det off. sprog i den vestl.
del af perserriget. Skønt G. T.s skr.
spænder over næsten 1000 år, kan der
ikke spores nogen betydelig sproghist.
udvikling fra de ældste til de yngste skr.;
kun er sætningsbygn. og anv. af
verbal-formerne påvirket af aram. i de senere
skr. (f. eks. i Prædikerens Bog). Dele af
Daniels og Esras Bog er endog skrevet
på aram. I ældre h er sætningsforbind.
præget af de »konsekutive« former (især
imperfektum med foranstillet »og«). Om
udtalen af h i ældre tid har vi ingen

sikre vidnesbyrd, da den massoretiske
vokalisation først er opstået i 6.-9. årh.
e. Kr. Spredte brudstykker af hebr.
tekster fra G. T. med gr. transskription
er bevaret fra Origenes’ Hexapla (3. årh.
e. Kr.). På Jesu tid forstodes og
benyttedes h kun af de skriftkloge. Herved
udformedes «yh, navnlig kendt fra den ca.
200 e. Kr. afsluttede Mishna. Også i
middelalderen blev h anv. af rabbinerne.
I Palæstina bruges h på ny i vore dage
som skrift-og talesprog, tilsat en mængde
moderne ord.

He’bri’derne, eng. Hebrides [’hæbridi:z],
ei. Western Islands [’wæstan ’ailandzj,
oldn. Sudreyar, gruppe af indtil 1000 m
h. klippeøer ud for Skotl.s NV-kyst,
omfatter over 500 øer (hvoraf 100
beboede), 7555 km2. Ydre H består bl. a.
af Lewis-with-Harris (H. er den sydl.del),
North Uist og South Uist, indre H af
Skye, Mull, Islay, Jura, lona og den lille
ø StafTa med Fingalshulen. Erhverv:
fiskeri og kvægavl. Hovedby: Stornoway
på Lewis. Fra 9. årh. behersket af no.
nybyggere, under No. til 1266; derefter
skotske.

’Hebron, by i S-Palæstina ved vejen fra
Jerusalem til Beersjeba. Abraham boede
iMamre Lund ved H og købte Makpelas
Hule til familiegravsted. H var
residensstad for David inden erobringen af
Jerusalem. Hellig for både jøder og
muhamedanere. 26 000 indb. (1946).

he’bræ’er (hebr. ’Ibhri, aramæisk ’Ebrai gr.
form hebraios). G.T.s betegn, for
israelitterne i fremmedes mund ei. selvbetegn.
af israelitterne over for fremmede. Hvis
ordets rod betyder »gå over«, kan h
opr. være kanaanæernes betegn, for
israelitterne som dem, der var gået over
Jordan. Muligvis er h identiske med de
i Amärna-brevene (fra ca. 1400 f. Kr.)
omtalte chabiru ei. beslægtede med disse
omstrejfende friskarefolk. I N.T. er h de
aramæisktalende jøder i mods. til de
græsktalende.

He’bræ’erbrevet, skr. i N. T., en
teol.-opbyggelig afh., stilistisk i smag med
den i Alexandria blomstrende jødiske
teol. med allegoriske udlægninger af
G. T. - H-s hovedtema er: Kristus som
den sande ypperstepræst, men netop
derved også modsætningen til G. T.s
ypperstepræstedømme, idet han
frembærer sit eget blod som offer for de
troendes synder. - H må anses for en
afhandling, sendt til en os ubekendt
menighed og skrevet af en os ubekendt
alexandrinsk jødekristen i 80-erne.

He’bræ’erevangeliet, oldkirkeligt skrift
uden for N. T. Eksisterer nu kun i
citater hos kirkefædrene; antages at have
været lidt mindre end Matth. og at have
mindet om dette; antagelig fra 1.
halvdel af 2. årh.

Hecht [hækt], Ben (f. 1894), arner,
forfatter og journalist af den hårdkogte
type. Har skrevet adskillige romaner,
noveller, skuespil og filmmanuskripter.
Erie Dorn (1921), 1001 Afternoons in
Chicago (1922), Front Page (1928, da.
Sensation 1929).

Heckel [’hækslj, Erich (f. 1883), ty. maler.
Tilh. gruppen »Die Brücke«. Landskaber
og figurbilleder.

heckel’fo’n [hækal-], barytonobo, klinger
ml. engelsk horn og fagot, en oktav
dybere end obo. Opfundet 1904 af
tyskeren W. Heckel.

Heckscher [’hækjar], Eli F. (f. 1879), sv.
økon. historiker; prof. v.
Handelshög-skolan i Sthlm. 1909-29, v. Sthlm.s
högskola fra 1937; liberalist.
Hovedværker: Merkantilismen (1931), Sveriges
ekonomiska historia från Gustav Vasa
(1935-36) og Svenska arbete och liv. Från
medeltiden till nutiden (1941).

hecto’cotylus (gr. hekaton 100 + kotylé
hulning), en i parringens tjeneste
omdannet arm hos hanblæksprutter; hos
visse former løsrives den og forbliver
levende en tid i hunnens kappehule.
Opr. beskrevet som en snylteorm under
navnet h, den rigtige tydning skyldes
Jap. Steenstrup.

’Heda, Willem Claesz (1594-ca. 1680),
holl. maler; især nature-morte motiver.

Hedberg t’he:dbærj], Frans (1828-1908),
sv. forfatter. Foruden komedier og hist.
skuespil (bl. a. det populære BröUopet
på Ulfåsa (1865)) talr. overs, og
bearbejdelser. Endv. noveller og teaterhist. arb.

Hedberg [’he:dbærjj, Olle (egl. Olaf) (f.
1899), sv. forfatter. Har udg. talr.
romaner; debut m. Rymmare och fasttagare
(1930); særlig kendt er serierne om
Karsten Kirsewetter 1-3 (1937-39, da. 1941)
og Bo Svenningsson 1-5 (1941-43, da.
1944-46), hvori skarpe psykol.
iagttagelser, især af det merkantile borgerskab,
og en bagatelagtig handling meddeles m.
kølig virtuositet.

Hedberg [’he:dbærj], Tor (1862-1931),
sv. forfatter. Begyndte som tendensfri,
psyk. orienteret realist med en række
betydelige romaner: Johannes Karr
(1885), På Torpa gård (1888), men gik i
1890erne hovedsagelig over til at skrive
dramer, Johan Ulfstjerna (1907), og lyrik.

Hedborn [’he:dbårn], Samuel (1783-1849),
sv. digter og præst. Især kendt for sine
salmer (2 bd. 1812-13) og sin selvbiogr.
Minne och poesi (1835).

Heddal [’hædda:l] (tidl. Hitterdal), no.
stavkirke fra ca. 1250 i Telemark, ved
nordenden af Heddalsvatn.

hede, landstrækning med sandet,
næringsfattig jordbund. Øverst ligger et
humus-rigt lag, lyngskjolden, derunder det
hvidlige blegsand, hvis næringsstoffer er
udvasket og aflejret i det underliggende
mere ei. mindre hårde, brunlige al-lag.
Vegetationen er kendetegnet ved
hårdføre, langsomtvoksende busk- ei.
halv-buskagtige planter, først og fremmest
hedelyng; ml. disse findes en bundflora
af mos- og lavplanter og spredte urter.
Heden forekommer i Danm. næsten kun
i Vestjylland og på Bornholm. Nogle
steder antages h at gå tilbage til
dryas-tiden, andre områder menes opr. at have
været skovland. Sin største udbredelse
havde den omkr. år 1800. h er nu stærkt
indskrænket ved opdyrkning og
plantageanlæg (se hedekultur), h bestående af
hedelyng findes kun i det vestligste Eur.

’Hedebol, Peder (f. 1874), soc.dem.
kommunalpolitiker. Anlægsgartner, 1893-97
i USA. 1913-24 sekr. i De Samvirk.
Fagforbund, 1914-24 medl. af Kbh.s
borger-repræs.; 1924-38 borgmester i Kbh.
(finanserne).

hedebosyning, hvid almuesyning
udført på Heden (egnen ml.
Kbh.-Roskilde-Køge) fra slutn. af 18. til slutn. af 19.
årh. Typerne er: dragværk, tællesyning,
udskår, hvidsøm, baldyring, udklipsyning
og syede blonder.

Hedebruget, et selskab (grl. 1906), der
med statsstøtte virker for hedernes
opdyrkning ved at yde økon. støtte til
hededyrkere samt ved konsultatorisk
vejledning og medvirken til udstykning
af hedearealer m. m.

hedebrænding af lyng på roden må i
alm. ikke ske 1. 7.-15. 9. og i øvr. kun
under brandfogedens tilsyn og med
iagttagelse af nærmere lovforskrifter.

Hedeby, en af nordens betydeligste
handelsbyer i vikingetiden, lå S f. Slesvig
ved Haddeby Nor, omsluttet af en halv-

kredsvold (ill.), der indgår i
Danevirke-systemet. Areal: 14 ha; opdeltesi to
halvdele af et inddæmmet bækløb.
Herredømmet over H skiftede fl. gange ml.
danskere og svenskere. Omkr. år 1000
udspilles dens rolle, delvis som følge
af handelsvejenes omlægning, og Slesvig
bliver den dominerende by ved Slien.
Omfattende udgravninger af huse og
grave i 1930erne.

39*

1831

X832

1833

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/0697.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free