- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
2146,2147,2148

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Islandi ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

isotropt

Istanbul

samme grundstof har samme antal
protoner, men forsk, antal neutroner. Et
stofs kem. atomvægt opstår som et
middeltal af i-s vægte, afhængig af
blandingsforholdet. F. eks. er klor (atomvægt
35,46) en blanding af to i med vægtene
35,00 og 37,00 i blandingsforholdet 3:1.
(Se også isotopadskillelse).

iso’tro’pt (iso- + -trop) kaldes et stof, hvis
fys. egenskaber er ens i alle retninger, mods.
anisotrope stoffer, hvis indre bygning
(krystalstruktur) medfører forsk,
egenskaber i forsk, retninger. F. eks. er glas
i, men mange krystaller anisotrope
(dobbeltbrydning).

Ispahan, urigtig stavemåde for Isfahån i
Iran.

ispapir ei. alabastpapir, papir, hvis
overflade minder om is; fås ved at lade f. eks.
blyacetat udkrystallisere på papir.

isplante (Mesembri’anthemum
crystal’li-num), art nær salturtfam.; i er dækket af
store, blæreformede, lysreflekterende, og
derfor funklende, saftfyldte hår, som
giver planten udseende af at være dækket
med et rimlag. Prydplante i da. haver.
Fra Kaplandet og Middelhavslandene.

’Israel. 1) jødefolket, iG.T. betragtet som
Guds udvalgte folk, som han har ført efter
en bestemt plan lige fra urtiden. Folkets
stamfader var Abraham, som fik befaling
til at drage ud fra Mesopotamien til
Kanaan, for at hans afkom skulle få det
evigt i eje. Hans sønnesøn Jakob måtte
flygte for broderen Esau og en tid
opholde sig i slægtens hjemland. Ved
tilbagekomsten fik han navnet I (1. Mos.
32, 28). Opholdet i Kanaan var dog
endnu ikke fast. Folket boede p. gr. af en
hungersnød i længere tid i Ægypten,
hvorfra det førtes ud af Moses og sluttede
pagt med Jahve ved Sinai. Erobringen af
Kanaan indledtes af Moses’ efterfølger
Josva og fortsattes i dommertiden, som
var en stadig kamp med landets beboere
og naboer. Vore kilder til denne ældste
hist. er sparsomme, idet G. T.s
fortællinger ikke er hist. i egl. forstand. De nyere
udgravninger har dog kastet lys over I-s
ældste tid og på mange punkter bekræftet
G. T.-s fremstilling. Gennem
Amärna-brevene og Ras Shamrafundene er vor
viden om kanaanæerne blevet stærkt
forøget. Ægyptiske kilder peger i retning
af, at kun en del af I var i Ægypten, mens
resten opholdt sig i Kanaan. - Til
kongetiden er G. T.-s skildringer omtrent
samtidige med begivenhederne. Den
første konge var Saul af Benjamins stamme.
Hans efterfølger David (ca. 1000 f. Kr.)
af Juda stamme gjorde Jerusalem til
hovedstad og opnåede en magt over
nabofolkene, som ikke siden blev overtruffet.
Hans søn Salomo byggede Templet og
omgav sig med stor pragt, men
tilbagegangen var umiskendelig under ham, og
ved hans død (931 f. Kr.) spaltedes riget
på landdagen i de to dele Juda rige, også
kaldet Sydriget, og Israels rige ei.
Nordriget. Politisk lå tyngdepunktet afgjort i
det større og mægtigere Nordrige, om end
det efterhånden svækkedes ved de
vekslende dynastier, der tiltvang sig magten
ved vold og mord. I rel. henseende var
forholdet ikke bedre. Folkets dyrkelse af
Jahve var i vid udstrækning påvirket af
den kanaanæiske Baalkult til trods for
Jahveprofeternes ivrige modstand (Elias,
Elisa, Amos, Hoseas o. a.). 722 f. Kr. gik
Nordriget under for assyrernes angreb.
I Sydriget udviklede forholdene sig i
mange måder diametralt modsat. Det var
if. sin beliggenhed mindre udsat for
fremmed påvirkning. Jahvereligionen holdt
sig da også renere her, selv om den
kanaanæiske rel.s indflydelse også var
mærkbar og fik profeterne til at revse
folket og forkynde dets undergang; dog
bevarede de håbet om en lykkeligere
fremtid efter straffens udståelse (Esajas,
Mika, Jeremias o. a.). Af stor betydning
blev det, at Davids slægt aldrig stødtes
fra tronen. Kongemord fandt ganske vist
sted også her, men efterfølgeren blev altid
en ny efterkommer af David. 622 f. Kr.
forsøgte Kong Josias en reform mod alt
fremmed væsen og en centralisation af

kulten. Virkningerne var dog ikke
gennemgribende. Samtidig indvikledes
Sydriget i kampen ml. stormagterne, og
Jerusalem erobredes af babyionerne 597 og
586. Begge gange deporteredes en del af
befolkningen, men takket være den rel.
og moralske kraft i Sydrigets befolkning
holdt folket fast ved den fædrene tro og
bevarede sit særpræg i de fremmede
omgivelser, så at folket kunne leve videre i
hjemlandet, da befrielsens time slog med
perserkongen Kyros* edikt om
jødefolkets hjemvandring (538 f. Kr.). Om
folkets videre hist. se jødernes hist. og
Palæstina;

2) (hebr. Erez Jisräél) uafhængig jød.
republik i Palæstina, proklameret 14. 5.
1948 (dagen før det brit. mandats ophør).
Præsident blev Chaim Weizmann,
første-min. David Ben Gurion, udenrigsmin.
Möshe Shertök (Sharet).- Den Arab.
Liga nægtede at anerkende I og
indledede krig fra 14. 5.; USA anerkendte
straks I de facto, Sovj. m. fl. stater
de jure, mens Engl. fastholdt sin
forståelse m. de arab. stater og stillede
sig forholdsvis køligt mod I. Det arab.
angreb mod I gav ikke resultat, sommer

1948 standsedes krigen i det væs. ved
Folke Bernadottes mægling. Bernadottes
delingsplan forringede I-s vilkår,
sammenlignet m. FNs plan af 29. 11. 1947,
idet I skulle miste Negev-området; I
protesterede. Efter Bernadottes mord,
der skadede I i denoffentl. mening i andre
lande, fortsattes konflikten m. lokale
kampe, indtil I jan. 1949 i det væs.
beherskede det af FN fastlagte område;
Den Arab. Liga svækkedes ved indre
konflikt (kong Abdullåh af
Transjorda-nien lod sig hylde som konge over
Palæstina, mod ægypt. og syrisk ønske). Det
lykkedes da FNs mægler Bunche at
gennemføre våbenstilstand (I-Ægypt. 24. 2.
1949). I beherskede da Galilæa,
kystlandet til N f. Gaza, det meste af Negev og
en korridor til Jerusalem, der planlagdes
som hovedstad (opr. Tel Avlv). Jan. 1949
anerkendtes I de jure af USA; samtidig
anerkendtes I de facto af Vestunionens
lande, efterfulgt af Danm. (2. 2.), No. og
Sv. - 12. 5. optoges I i FN.

Efter folketællingen nov. 1948 havde
I 782 000 indb. (713 000 jøder). 300 000
arab. mentes flygtet fra I; 130 000 jød.
indvandrere kom til I i 1948. Valg 25. 1.

1949 gav det moderate arbejderparti,
MAPAI, ledet af Ben Gurion, 155 000
stemmer (36%), mens et mere
yderligtgående, USA-fjendtligt arbejderparti,
MAPAM, fik 64 000, kommunisterne
15 000; de religiøse partiers blok fik
53 000 og det nationalistiske Frihedsparti
(Irgun Zwai L’umis folk) 50 000 stemmer.
Ben Gurion dannede koalitionsreg. s. m.
moderate grupper. - Forfatning. Den jan.
1949 valgte nationalforsaml. vedtog febr.
s. å. en fri forfatn., der erklærer I for
uafh., demokratisk republik, det jød.
folks nationale hjem; det off. sprog er
hebraisk; flaget er hvidt med 2
vandrette blå striber og davidsstjernen i
midten. Personlig sikkerhed, religionsfrihed,
ligestill, uden hensyn til race, sprog ei.
rel. Lovgivende magt hos
deputeretkammer, valgt hemmeligt v. lige og alm.
valgret; valgretsalder 21 år; valgperiode 4 år.
Præsidenten vælges for 5 år af
deputeretkamret, genvalg kun tilladt een gang.
Præsidentens beslutn. skal kontrasigneres
af førstemin.; ministrene skal være medl.
af deputeretkamret og må ikke deltage i
ledelsen af private
forretningsforetagender. Præsidenten kan opløse
deputeretkamret, hvis ministeriet går af og der
ikke kan skaffes parlamentarisk basis for
nyt ministerium.

Israels [’israals], Jozef (1824-1911), holl.
maler. Efter bosættelse i Haag den
førende inden for malerkredsen i denne by.
Har malet folkelivsbilleder med lyrisk
anstrøg og stemningsfuld belysning, især
af fiskernes liv.

Israels-missionen, bevægelse udgået fra
Engl. for at forkynde kristendom blandt
jøder; den da. I, grl. 1885, har især
virket i Kbh. og i Polen (Lwow).

israndslinie, linie ei. zone langs hvilken
indlandsisens rand i istiden i længere tid
har opholdt sig; karakteriseres ved
forekomsten af morænebakkeland,
randmoræner, rækker af dødishuller og stærkt
skiftende jordbund.
’Issakar, israelit, stamme, boede på den

frugtbare Jizreelslette.
isse, hovedets øverste punkt, dannet af de

to sammenstødende isseben.
Issefjord, ældre stavemåde for Isefjord.
issefødsel, fødsel, hvor fosterets isse er

forliggende,
issehuller, rester af de forreste
gællespalter, der som fine kanaler fører fra
hovedets overside til mundhulen, hos hajer,
rokker o. a. primitive fisk.
issepunkt, højeste punkt på undersiden

af bue ei. hvælving,
isseøje, d. s. s. parietaløje.
issignaler, sov., signaler fra visse fyr om
fyrskibes og lystønders fraværelse fra
station på grund af is.
isskab, skab m. varmeisolerende vægge,

afkølet v. hj. af en beholder m. is.
isskruning, sammenpakning af is, der af
storm og højvande er sønderbrudt fra et
sammenhængende isdække,
isslag ei. islag, lag af klar is, som afsætter
sig på jordoverfladen, mure, grene osv.
i kan skyldes underafkølet regn, dvs. regn,
hvis temp. er under 0° uden at dråberne
dog er frosset. Ved anslaget mod
jordoverfladen vil da en del af vandet fryse,
i kan også indtræde ved pludselig
omslag fra langvarig frost til tøvejr.
’Issos, oldtidsby i Kilikien, hvor
Alexander den Store 333 f. Kr. slog Dareios 3.
isstopning ei. isspærring,
sammenhob-ninger (isskruninger) af de ved isgang
frembragte flager, der af strømmen i
floderne er sat i drift og har mødt
forhindringer (broer, en skarp krumning af
floden o. 1.).
isstormfugl (’Fulmarus glaci’alis),
måge-lign. stormfugl, yngler i stort antal på

fuglefjelde ved nordl. Atlanterhav og
Grønl. Lever af blæksprutter o. a.
pelagiske organismer, følger ofte skibe på det
åbne hav.

Is’syk Kul [-sfk], 5890 km2 stor saltsø i
Kirgisistan, Sovj.

Issy - les -Moulineaux [i’si-le-muli’no],
sydvestl. forstad til Paris; 42 000 indb.
(1947). Havn. Industri.

issø, isdæmmet sø.

-ist (gr. -istés), substantivendelse ved
personbetegnelser; svarer i alm. til
endelsen -isme.

Istanbul [(i)stam’bul] (af gr. eis ten pölin
til byen) (antikkens Byzans, fra 330
Konstantinopel, fra 1453 I; ældre gengivelser
(omskrivninger): Istambul og Stambul),

Sultan Ahmeds moské.

Tyrkiets største handels- og havneby;
845 000 indb. (1945). I ligger på begge
sider af Bosporus. Den eur. side er todelt
af bugten Det Gyldne Horn, hvis yderste
del fungerer som havn. S f. denne bugt
ligger det orientalsk prægede egl. I med

2146

2147

2148

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/0808.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free