- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
2152,2153,2154

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italien

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Italien

Italien

vægt: Metersystemet. - Erhverv.
Landbrug er det vigtigste erhverv (mod N mest
mellemstore brug, mod S godser), ca. 9
mill. har det som hovederhverv. Driften
præges af et stort antal kulturplanter.
Alm. udbredt er hvede (1/3 af
agerjorden), vin, fersken, abrikos, kirsebær og
grønsager, navnlig bønner.
Hovedområde på Posletten har majs, ris,
sukkerroer, hamp og morbærtræ (silkeavl).
Oliven dyrkes i næsten alle subtropiske egne.
Kastanje vokser i de lavere bjergskove.
S-I m. Sicilien frembringer en mængde
frugt som appelsiner og citroner,
mandler, figen og granatæble, samt tobak.
Talrige steder bruges vanding, der navnlig er
påkrævet for appelsiner og citroner.
Høstudbyttet er reduceret stærkt under krigen:
I mill. t 1937 1947

Hvede.................. 8,1 4,7

Majs................... 3,4 1,9

Kartofler................ 3,2 2,8

Sukkerroer.............. 3,3 2,3

I mill. hektoliter

Vin.................... 34,0 33,7

Olivenolie............... 3,0 1,3

Kvægavlen er på Posletten nøje knyttet til
landbruget, men drives i øvrigt mest i
bjergegne o. a. steder, der ikke egner sig
til opdyrkning. Husdyrbestanden viser
nogen tilbagegang under krigen:

I mill. stk. 1937 1947

Hornkvæg.............. 7,3 7,2

Svin.................... 2,8 ’ 3,1

Får.................... 9,1 8,0

Geder.................. 1,8 1,4

Heste................... 0,8 0,6

Æsler og mulæsler....... 0,8 0,8

Skovbruget og Fiskeriet er af mindre
betydning. - Minedrift. Mineralrigdommen
er mangeartet, men begrænset. I 1942
var produktionen:
I mill. t

Jernmalm (Elba, Sardinien)... 1,1

Bauxit....................... 0,5

Zink-, bly-, sølvmalm (Sardinien) 0,2
Svovlkis, kobberkis (Toscana,

Ligurien)................... 1,0

Stensalt (Sicilien)............. 0,7

Brunkul o. 1. (Toscana m. fl.

steder)..................... 5,0

Råolie (Emilia)............... 0,0014

Svovl (Sicilien)
Marmor (Carrara)
Granit, kalk osv. (Alm. udbredt).
Industri og handel. I kan hverken forsyne
sig selv med fødevarer, råstoffer eller
drivkraft, hvorfor de vigtigste
importvarer er brødkorn, råbomuld, uld, jern
og stål, kul og brændselsolie. Importen
søges opvejet gennem eksport af frugt og
industrivarer, f. eks. bomulds- og
uld-stoffer, kunstsilke, silke og automobiler.
Vigtigst er tekstilindustrien, især i
Po-slettens byer, hvortil Alpefloderne leverer
energi. Jern- og metalindustrien drives
dels i kystbyerne, specielt Genova, hvor
adgangen til jern og kul er let, dels i
indlandet, således automobiler i Torino,
lokomotiver i Milano. Før 1940 tilførtes
betydelige summer ved turistbesøg.
Industriproduktionens indeks var 1948 95
(1937 = 100). - Transport.
Handelsflåden blev under 2. Verdenskrig reduceret
til 1/2 mill. t, men var 1948 nået op på
2,1 mill. t mod 3 1/4 mill. t før krigen.
1942 fandtes der 23 262 km jernbane.

Forfatning. If. grundlov dec. 1947
tilhører lovgiv, magt i Den Ital. Republik
et parlament, bestående af
deputeretkammer (valgt på 5 år direkte af alle myndige
borgere, 1 medl. pr. 80 000 indb.,
valg-barhedsalder 25 år) og republikkens senat
(valgt direkte fra hver af I tal.s regioner,
for 6 år, 1 senator pr. 200 000 indb.,
valgretsalder 25, valgbarhedsalder 40;
5 medl. valgt af præsidenten; ved første
valg indtrådte et antal tidl.
parlaments-medl. som belønning for modstand mod
fascismen). Kamrene er i fredstid kun
opløselige ved lov; ligestillede; regeringen
skal have begge kamres tillid.
Præsidenten vælges for 1 år af parlamentet pius
repræsentanter for regionerne;
præsidenten er ansvarsfri; kan sende vedtagne

love til fornyet overvejelse, men har ikke
veto. Forfatn. sikrer privat ejendomsret;
ret til arbejde, til at danne fagforeninger;
alm. menneskerettigheder; pavens forhold
til staten reguleredes efter
Laterantrak-taten 1929. Sicilien, Sardinien,
Friuli.Vene-ziaGiuliaogTrentino-AltoAdigehar videregående selvstyre. - Hær og flåde. Alm.
værnepligt. Efter fredstraktat af 1947 er
værnets størrelse: Hæren 250 000 mand.
Flyvevåbnet 25 000 mand med 350 fly.
Flåden 22 500 mand med 67 000 t
tonnage foruden 2 slagskibe. - Kirken.
Næsten 99% af befolkn. er kat., ca. 100 000
protestanter og 50000 jøder. -Skolevæsen.
Siden 1924 tvungen folkeskole fra 6 til
14 år. Siden 1945 reorganiseres
skolevæsenet fuldstændigt under ledelse af
Washburne. 20 univ.

Historie: 476 afsatte Odoaker den
sidste vestrom. kejser og regerede
derefter med anerkendelse- af kejseren i
Byzans som Patricius i I, til han 488-93
blev styrtet af østgoterne under
Theode-rik. Denne lod sine østgoter få jord i I og
behandlede dem som en særlig
kriger-kaste, afsondret fra den øvrige
befolkning, mens han respekterede I-s
verdslige og gejstlige institutioner og søgte at
genrejse det økonomisk og kulturelt.
Hans residens var Ravenna. Efter hans
død (526) erobrede kejser Justinian af
Byzans I 534-54. Allerede 568
indvandrede dog et nyt germansk folk,
langobarderne, som efterhånden fratog Byzans
I til og med Benevento. Deres konger
residerede i Pavia, og langobarderne gik
efterhånden over til katolicismen, især
da Grimoald 664 blev konge. Forholdet
til paverne var dog fortsat slet, da
kongerne Liutprand, Aistulf og Desiderius
søgte at få den verdslige magt i Rom.
Paverne appellerede til frankerkongerne, og
774 afsatte Karl den Store Desiderius og
tog selv langobardernes krone. Karl blev
800 kronet som kejser, efterfulgt af sine
efterkommere Ludvig den Fromme
(814-40), Lothar (-855) og Ludvig 2. (-875),
under hvem kejserdømmet ved talrige
delinger efterhånden indskrænkedes til
I. Efter Ludvigs død var I uden legitim
regering, delt ml. talrige fyrster, hvoraf
de største søgte at vinde
langobarder-kronen i Pavia og kejserkronen i Rom i
konkurrence med de vest- og østfrankiske
konger. Nogenlunde orden i virvaret kom
først, da Otto 1. af Tyskland 951 vandt
langobarderkronen og 962 kejserkronen.
Fra da af bevarede de tyske konger et
krav på kejserkronen og forsøgte at
regere I, men gnm. lange perioder var de
på grund af hjemlandets krav forhindret
i at varetage deres ital. interesser, og ikke
blot fyrsterne, men også de på ny
fremvoksende byer bekæmpede på det
kraftigste kejsernes aspirationer; fra 1056
fandt de en fører i pavedømmet, der nu
følte sig stærkt nok til at undvære
kejserens beskyttelse. Paverne støttedes også
af de i beg. af 11. årh. indvandrede
normanner, der 1071 havde erobret Byzans’
sidste besiddelser i S-I og snart også
fratog araberne Sicilien.Med Hohenstauferne
tilspidsedes kampen, idet de tyske
kongers magt i hjemlandet var blevet så
begrænset, at de måtte søge
kompensation i I, der derved blev hovedlandet for
dem; men deres forsøg (1154-1268) endte
med nederlag, og dermed var I-s splittelse
for lange tider indledet. I middelalderens
sidste årh.r var I splittet ml. en række
mindre og nogle få større stater, Milano
og Venezia på Posletten, Firenze og
Pavestaten i Midt-1 og Neapel mod S. Pavernes
krav om overhøjhed førte til deres
»babyloniske« fangenskab i Avignon 1309-78.
-1494 erobrede Karl 8. af Frankr. Neapel;
Span. indblandedes, fra 1500 beherskede
Frankr. Milano, Span. Neapel; paverne
Alexander 6. (1492-1503) og Julius 2.
(1503-13) søgte at styrke Kirkestaten.
Mens de halvt uafh. ital. småstater
balancerede, kæmpede Span. under Karl 5. og
Frankr. under Frans 1. om I, indtil
de sp. Habsburgere 1529, 1544 og
definitivt 1559 tog magten over
Neapel-Sicilien og Lombardiet. De store handelsveje

gik efter opdagelserne uden om I. Det
hårde sp. overherredømme afløstes 1713
af et østr.; 1735 kom Neapel-Sicilien
under sidegren at sp. Bourboner, mens
Østr. hævdede Milano, Toscana’m. m.;
det opvoksende kongerige Sardinien
beherskende NV-I, balancerede ml. Frankr.
og Østr. 1796-97 tog Frankr. magten i
Nordital. ved Bonapartes sejre, skabte en
»cisalpinsk republik«, der senere under
Napoleon 1805 blev »Kongeriget I«,
men store dele af I indlemmedes i Frankr.
Ved Frankr.s nederlag 1814-15
genindsattes de gl. fyrsteslægter; Østr. tog
Lombardiet-Venezia. Der rejstes en
nationalbevægelse, især støttet til akademikere
og borgerstand, der krævede enhed og
frihed for I og så de tyske østrigere som
I-s fjende, mens fyrster, godsejere og
embedsstand ønskede splittelse og enevælde
bevaret. Revolutioner 1820-21 i
Sardinien og Neapel blev knust af Østr.,
ligesom rejsninger 1830. Jan. 1848 brød
revolution ud, voksende efter
Febr.-Revolutionen; Karl Albert af Sardinien
støttede Lombardiets og Venezias
rejsning mod Østr., men tabte (Custozza
1848, NovaTa 1849), svigtet af ital.
fyrster. Mazzinis forsøg på at skabe en
romersk republik brød sammen 1849. I
Sardinien bevarede Viktor Emanuel 2.
(1849-78) fri forfatn., tog 1852 Cavour
til ledende min.; Cavour fik samarb. m.
Napoleon 3., fremkaldte 1859 krig m.
Østr., der s. å. blev slået af fr.-sard. hær
ved Magenta og Solferino. Napoleon ville
nøjes med at give Sardinien Lombardiet,
men befolkningen i Nord- og Mellem-I
gennemtvang ved afstemninger tilslutn.
til Sardinien, hvorefter Napoleon
krævede og fik Savoyen og Nizza 1860. S. å.
erobrede Garibaldi Begge Sicilier, der
forbandtes med øvr. I ved erobring af
østl. Kirkestat. I fik Venezia ved Østr.s
nederlag 1866. De fr. tropper, der
beskyttede paven, rømmede området 1870,
hvorefter Rom blev hovedstad. Pave Pius 9.
afslog forlig og blev »fange i Vatikanet«.

1870-1922. Viktor Emanuel 2. -1878,
Umberto 1. -1900, Viktor Emanuel 3.
-1946. I fik øgede økon. muligheder ved
åbningen af Suez-kanalen 1869,
industrialiseredes hurtigt, men var overbefolket og
savnede råstoffer og fødevarer. Da
Frankrig 1881 tog Tunis, gik I 1882 i forbund
m. Tyskl.-Østr. (Triplealliancen), søgte
under Crispi at erobre Abessinien, men
blev slået 1896. Efter 1900 søgte I
forståelse m.’ Vestmagterne, tog 1911-12
Libyen og Dodekanesiske Øer fra Tyrkiet.
Fik 1915 store løfter fra de Allierede og
angreb Østr., men led svære nederlag
1917. Ved fredsforhandlingerne 1919 fik
I Sydtirol til Brenner (med stort
tysksindet mindretal), Triest og Venezia Giulia
(med stort slovensk mindretal), men ikke
det omstridte Fiume, heller ikke fl.
kolonier. Arbejderklassen vandt frem og
organiserede under inflation og alm.
nødstilstand store strejker, mens
nationalistiske kredse og arbejdsgivere efter
1920 sluttede sig til det af Mussolini 1919
stiftede Fascistiske Parti, der 1921 slog
arbejderbevægelsen ned med terror og
okt. 1922 tog magten.

Fascismen (1922-43). Efter
overgangsperiode, hvor Mussolini samarbejdede med
borgerligt kons. og mødtes af socialistisk
opposition i Deputeretkamret,
gennemførtes 1927 diktatur med fascistisk
kontrolleret folkerepræsentation. Ved censur
og hensynsløs forfølgelse af
anderledestænkende, ensretning af administration
og presse blev Fase. Parti enerådende.
1929 sluttedes Laterantraktaten med
paven, hvorved Vatikanstaten oprettedes;
en del praktiske reformer gennemførtes,
og I nåede selvforsyning m.
levnedsmidler gennem opdyrkning. Udadtil førte
Mussolini svingende politik, ydmygede
Grækenl. v. Korfu-affæren 1923, gjorde
Albanien til ital. vasal, modarbejdede
Jugoslavien og Frankrig
(flådekaprust-ning), støttede Ungarns krav om
grænserevision. Efter at have sikret sig
forståelse m. Frankr. (Laval) jan. 1935
gennemførte Mussolini 1935-36 Abes-

2152

2153

2154

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/0810.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free