- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
2278,2279,2280

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - K ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

kaktusskjoldlus

kalender

kun enkelte slægter i Afrika: de fleste
er ørkenplanter, en del er dog knyttet
til fugtigere klima og findes på klipper
ei. er epifytter; disse arter har da oftes
ingen torne, og stænglerne er flade
leddede og bladlign. I Danm. kan kun
arter af en enkelt slægt (O’puntia)
dyrkes på friland, men de fleste egner sig
til dyrkning i stue og væksthus,
kaktusskjoldlus, d. s. s. cochenille.
kakumi’na’ler (lat. cacumen top), d. s. s.
cerebraler.

’Kala (sanskrit: tiden), i ind. rel. tiden
personificeret som guddom, ofte i bet.
af skæbnegud, dødsgud, men også
opfattet som den universelle sjæl, mystikernes
verdensgud.
kalabalik [-’lik](tyrk :tummel). Udtrykket
bruges om Karl 12. af Sveriges kamp med
tyrkerne ved Benderi Bessarabien, hvor
han toges tilfange (1713).
kala’ba’rbønne (efter Calabar, distrikt i
South Nigeria) (Physo’stigma
vene’no-sum), frø af en art af ærteblomstfam. fra
trop. V-Afr. Frøene, der er store,
aflange og sorte, indeholder giftstoffer;
med. anv.

kala’bre’serhat, spidspuldet,
bredskygget hat brugt af befolkningen iCalabrien.
Kalahari [käla’ha :ri], ca. 300 000 km2
stor højslette (800-1100 m) i det indre
S-Afr., især i
Bechuanaland-protektora-tet. Ringe nedbør; busksteppe.
Indbyggerne er overvejende bechuanere. På
særlig øde strækninger lever et ringe
antal buskmænd,
kala’it, d. s. s. tyrkis.
Kalåmai [-’lamæ] (gr. folkesprog:
Kala-mdtä), gr. by; hovedstad i Messenien på
SV-Peloponnes; 29 000 indb. (1938).
Havne- og handelsby med eksport af
frugt.

Kalamazoo [kätama’zu:], industriby i

Michigan, USA; 54 000 indb. (1940).
’Kalamis (5. årh. f. Kr.), gr. billedhugger,
virksom i Athen, en af den strenge stils
største mestre,
kalami’te’t (lat. calamitas skade),
ulykkelig hændelse; ubehagelighed, uheld.
Kalanchoé [-’ko:a], slægt af tykbladfam.,
urter ei. halvbuske, med blomster i
endestillet kvast. 150 arter i Afrika og Asien,
k er prydplanter i haver,
ka’lande (lat. Kalendæ den 1. i måneden),
middelalderligt rel. broderskab; i Danm.
ophævet 1643.
ka’lan’der (fr.), maskine (valser) til
ka-landrering, d. v. s. presning af tøj ei.
papir ml. to ei. fl. valser, hvorved dette
får glans og kan påtrykkes mønstre. En k
kan have indtil 16 valser; af hvert
valsepar er den ene af hårdt materiale (metal),
den anden betrukket med stof ei. papir.
Metalvalserne kan være hule og kan da
opvarmes ved gennemstrømmende damp.
’Kalanos ei. Ka’lanus, ind. filosof, der
fulgte med Alexander den Store efter
togtet iil Indien; blev syg i Persien og
lod sig levende brænde på bål i kongens
og hærens påsyn. Titelfig. i Fr.
Paludan-Mullers drama »Kaianus« (1854).
ka’la’s (lat. collatio sammenskydning,
bidrag), gilde, festmåltid,
kalcedon [-sa’do’n], SiOt, fintrådet til
tæt mineral med kvartsens egenskaber;
halvgennemsigtig, grålig, stalaktitisk og
forekommende som mandler. Undertiden
smukt farvet og anv. da som smykkesten.
’Kalchas [-kas], mytol., gr. spåmand, der

deltog i toget mod Troja.
kalci’ne’ret (lat. calx kalk) kaldes et stof,
der har været underkastet en kalcinering.
kalci’ne’ring (lat. calx kalk), kalcination
ei. forkalkning, opr. udtryk for
forbrænding af metal til metaloksyd
(»metalkalk«) v. ophedning af metallet i luften.
Udtrykket anv. nu om en ophedning af
stoffer i den hensigt at fjerne flygtige ei.
ubestandige stoffer (vand, kulsyre, org.
stoffer).

kalcit [-’sit] (lat. calx kalk), d. s. s.
kalkspat.

kalcium [-s-], (lat. calx kalk), grundstof,
kem. tegnCa, atomnr. 20, atomvægt 40,08,
vf. 1,5, smp. 810, valens 2. Hvidt, i
luften ubestandigt metal, k forekommer ikke
frit i naturen, men er uhyre udbredt som
kem. forb. Udgør over 3 % af jordskorpen.

2278

k er vigtig for det org. liv (knogler,
tænder, skaller m. m.). Forekommer især som
k-karbonat, k-sulfat, k-fosfat og
k-fluor-id. k har som kem. forb. mange og
vigtige anv.

kalciumacetat, (CH,COO)2Ca,
eddikesyrens kalciumsalt (gråkalk). Optræder som
mellemprodukt ved udvinding af
eddikesyre af trædestillater,
kalciumcyanamid, CaNCN, fremstilles
syntetisk af kalciumkarbid og luftens
kvælstof. Bruges som kvælstofgødning
(jfr. kalkkvælstof), k er udgangsmateriale
for syntesen af urinstof og er dermed kilde
til en række formstoffer,
kalciumfluorid, CaFt, forekommer i
naturen som flusspat samt i organismerne
i ringe mængde sammen med
kalciumfosfat. Flusspat anv. til optiske
instrumenter (linser, prismer) samt i industrien
til emaille og opalglas og til fremstilling
af andre fluorforbindelser,
kalciumfosfat, oftest primært ei.
tertiært kalciumsalt af (orto) fosforsyre; 1)
surt (primært) k: Ca(H2POt)2 udgør
den væs. bestanddel af superfosfat; 2)
normalt (tertiært) -k: Ca,(P04)s
forekommer i naturen dels i kem. forb.,
dels i blandinger med andre stoffer i forsk,
mineraler (apatit, fosforit). Anv. bl. a.
til fremst, af fosforsyregødninger
(superfosfat). I dyreriget findes k i knogler m.m.
kalciumhydroksyd, Ca(OH)t, læsket
kalk, ætskalk, fremstilles af
kalcium-oksyd (brændt kalk) ved læskning, d. v. s.
ved behandling med vand, som af
reaktionsvarmen bringes i kog. k omdannes
efterhånden af luftens kuldioksyd til
kalciumkarbonat. Herpå beror kalkmørtlens
hærdning. Anv. til mørtel, til
desinfektion, til fremst, af andre
kalciumforbindelser xn. m.
kalciumhypoklorit, Ca(OCl)2,
bestanddel af klorkalk og bærer af dennes
oksy-derende, blegende og desinficerende evner,
idet k let udvikler fri ilt og klor.
kalciumkarbid, CaC2, forb. af kalcium
og kulstof fremst, ved stærk ophedning
af kalciumoksyd (brændt kalk) og kul.
Ved påvirkning af vand udvikler k
acetylen, anv. til fremstilling heraf,
kalciumkarbonat, CaCOt, kulsur kalk,
kulsyrens kalciumsalt. Den i naturen
hyppigst forekommende kalciumforb., f. eks.
kalksten, kalkspat, marmor og kridt,
findes i muslingeskaller, i koraller og i
hvirveldyrenes skelet,
kalciumklorid, CaCl2, forekommer i
enkelte mineraler, biprodukt fra fl.
industrier. Krystalliserer med krystalvand.
k er stærkt vandsugende, især i vandfri
tilstand. Anv. i kemien som
tørringsmiddel og til kuldeblandinger, i tekn. som
brandimprægneringsmiddel til træ,
støvdæmpning smiddel o. m. a.
kalciumnitrat, Ca(N03)20,
salpetersyrens kalciumsalt, kalksalpeter,
norgesalpeter. k dannes i naturen ved
forrådnelse af org. kvælstofholdige stofler i
nærværelse af kalciumforbindelser.
Fremstilles syntetisk. Vigtigt gødningsstof.
Handelsvaren indeholder 13-15%
kvælstof. 1947 indførtes 189 000 t k til Danm.
kalciumoksalat, (COO)2Ca, H20,
oksal-syrens kalciumsalt, findes undertiden
krystallinsk i planter, k er meget
tungtopløseligt i vand.
kalciumoksyd, CaO, brændt kalk, fremst,
ved glødning af kalciumkarbonat
(kalksten) i kalkovne. Omdannes af vand til
kalciumhydroksyd (læsket kalk),
kalciumpræparater, lægemidler,
såvel af opløselige som uopløselige
kalksalte.

kalciumsilikat, kiselsyrens kalciumsalt,
har vekslende sammensætning, k er
hovedbestanddelen af alm. glas og cement,
kalciumsulfat, CaSO,, svovlsyrens
kalciumsalt, findes i naturen
krystalvandholdig som gips og alabast og vandfri som
anhydrit. k er bestanddel af superfosfat,
kalciumsulfid, CaS, svovlbrintens
kalciumsalt, hydrolyseres af vand under
dannelse af surt k, som benyttes til
hår-fjerningsmidler.
kalciumsulfit, CaS03, svovlsyrlingens
kalciumsalt, fremstilles af
kalciumhydroksyd (læsket kalk) og svovldioksyd,

2279

med mere svovldioksyd fåes surt k:
Ca(HS03)2, som anv. ved udvinding af
cellulose af træ (sulfitcellulose, sulfitlud).
’Kalckreuth [-royt], Leopold von
(1855-1928), ty. maler. Havnebilleder og
portrætter. Virksom især i Hamburg,
kaldelse betegner 1) i dogmatikken Guds
frelsestilbud til menneskene (f. eks. Matt.
Ev. 22,14 og Rom 8,30; 2) udnævnelse til
gejstligt embede; 3) udnævnelse til prof.
kaldsret (lat. jus propo’nendiel. vo’candi),
ret til at besætte gejstl. embeder.
Kirketiendeejerne havde fra 16. årh. til 1809
normalt k, derefter, indtil 1849,
indstillingsret. 1849-1912 havde ministeriet
indstillingsret, derefter
menighedsrådene; men kirkeministeren beskikker i
kongens navn.
Kal’dæa, det sydligste Babylonien ved
Den Pers. Bugt, kaldt således efter en
derboende indvandret semit, stamme. Fl.
kaldæer opnåede kongemagten i Babylon,
bl. a. Merodak-Baladan, der fremtræder
som usurpator i de assyr. kongers
indskrifter, og Nabopalassar, der gav
kal-dæerne verdenshist. bet., idet han grl.
det nybabyl. rige. - G. T.s og klassiske
forf.s brug af ordet kal’dæ’ere =
astrologer, forklares af, at stjernetydning, hvad
indskrifterne tilfulde bekræfter, var et
fremtrædende træk i babyl. civilisation.
- Kal’dæ’isk betegnes undertiden den i
visse yngre dele af G. T. benyttede semit,
dialekt, bibelsk-aramæisk.
kale’bas (arab. qar’ah læderflaske til vin),

bot., d. s. s. flaskegræskar,
kaleche [ka’læja] (fr. caléche vogn med k;
af dech. koleska lille vogn), læderkappe
til at slå op over et vognsæde; også lille
rejsevogn.

kaleido’sko’p (gr. kalös smuk + eidos
billede + -skop), fys. legetøj, bestående
af to spejle, der danner en vinkel på 60°
med hinanden, og hvori man iagttager de
gentagne spejlbilleder af farvede
glasstumper, som derved danner smukke
symmetriske figurer,
kalendariogra’fi’ (kalender + -grafi),
læren om udarbejd, af kalendere,
kalen’darium (lat.), kirkelig kalender m.

helgendage og andre kirkelige fester,
ka’len’der, 1) bog = almanak; 2) metode
til tidsinddeling. Den ældste større
tidsenhed var sandsynligvis måneden. En ny
måned beg. når måneseglen blev synlig
efter nymåne. - Hist. Allerede
babylonierne havde en vidt udviklet k senest
omkr. 2000 f. Kr. De regnede med
måneder samt måneår (12 måneder) gnstl. 354
dage og skudmåneder, således at året til
stadighed beg. omkr. forårsjævndøgn
(bundet måneår). Den jød. k er beregnet
efter babyl. mønster (se også jødisk
tids-regn.). Ægypterne lagde solåret til grund
for deres k, idet Nilens oversvømmelser
gentog sig med perioden: et solår.
Grækerne regnede med bundne måneår,
romerne først med fri, senere med bundne
måneår, men uden faste
skudmåneds-regler. Julius Cæsar indførte, bistået af
ægypteren Sosigenes en k efter ægyptisk
mønster med et alm. år på 365 dage og
hvert 4. år et skudår med 366 dage. I
denne såk. julianske k er årets længde
således gnstl. 365,25, d. v. s. ca. 1/128
dag længere end solåret på 365,2422.
Den kristne tidsregning overtog den
julianske k. Efter forslag af abbed
Dionysius Exiguus indførtes tælling af
årene fra Kristi fødsel. Afvigelsen ml. det
julianske år og solåret bevirkede at
jævndøgn faldt på en stadig tidligere dato, 1
dag tidl. for hver periode på 128 år. Da
det i de af kirken vedtagne regler til
påskefestens beregning forudsattes, at
forårsjævndøgn faldt den 21. 3., var dette
en stor ulempe. Forholdet førte 1582 til
pave Gregor 13.s k-reform. Dagen efter
4. 10. 1582 dateredes 15. 10. 1582,
hvorved forårsjævndøgn igen kom til at falde
21. 3. og hvert fjerde år blev skudår
med undtagelse af sekularårene (1600,
1700 osv.), dog således at de med 400
delelige sekularår (1600, 2000 osv.) er
skudår. Det gregorianske k-år er gnstl.
365,2425 dage, for prakt. formål
tilstrækkelig nær overensstemmende med
solåret. Den gregorianske datering antoges

2280

Artikler, der savnes under K, bør søges itnder C.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/0856.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free