Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - kapitalisering ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Karelen
Karl
bøsse med låg og bund (spejlet), der er
fyldt med blykugler, k benyttes af ar-
tilleriet i nærkamp, f. eks. mod rytteri
(iii.);
2) (ital. cardare kæmme uld), en stiv
børste til renholdelse af heste o. a.
husdyr.
Ka’re’len, fi. Karjala, landskab i Sovj.
fra Vyborg (Viipuri) ved Den Finske Bugt
til Kandalaksja-bugten ved Hvidehavet.
Øst-K udgør størstedelen af Den
Ka-relsk-Finske Unionsrepublik; af Vest-K
hører Vyborg og Det Karelske Næs til
RSFSR, resten (egnen N f. Ladoga-søen)
til Den Karelsk-Finske Rep. K er et
granitområde, hvor isen i istiden har
udgravet talr. søbassiner, der mange steder
er blevet til moser, og har aflejret
moræne- og smeltevandslag. De største søer
er Ladoga og Onéga. - Historie. Som
overv. fi. befolket grænseområde var K
i middelalderen omstridt ml. Sv. og Rusl.;
v. grænselægn. 1323 kom vestl. K med
Viipuri til Sv., men overv. del af K
forblev russ. og ortodoks. 1721 afstod Sv.
vestl. K til Rusl. I det lidet udviklede
Øst-K levede gl. fi. folketradition
længere end i det sv. Fini., her optegnede
Lönnrot de kvad, som han udformede
til Kalevala. I øvr. påvirkedes Øst-K efth.
stærkt af russ. sprog og skik. Under
opgøret ml. Fini. og Sovj. 1917-20 opstod
fi. ønsker om at knytte K samlet til
Fini., men Dorpatfreden lagde Øst-K
under Sovj. I Mellemkrigstiden
betragtede nogle fi. nationalistkredse Øst-K
som irredenta. Moskvafreden marts 1940
lagde vestl. K med Viipuri under Sovj.,
hvilket bekræftedes efter krigen 1941-44
v. våbenstilst. 1944 og fred i Paris 1947.
ka’re’ler, fi.-ugrisk folk i Karelen; ca.
900 000.
ka’re’lsk, den østfi. dialekt, der tales i
Karelen.
Ka’re’lske Næs, landskabet ml. Ladoga
og Finske Bugt. Dorpatfreden 1920 lagde
fi.-sovj. grænse v. Systerbäck på K, der
havde været sv.-russ. grænse 1323-1617.
Denne fremskudte position nær
Leningrad kunne Fini. vanskeligt hævde, da
Sovj. blev mil. stormagt og efter
krigsudbruddet sept. 1939 søgte at revidere
sine V-grænser. Under Vinterkrigen nov.
1939-marts 1940 hævdede finnerne længe
landtangen, men stillingerne
gennembrødes febr.-marts, og v. Moskvafreden fik
Sovj. K. Efter krigsudbrud juni 1941
generobr. Fini. K, men sommer 1944
brød Sovj. i kortvarig offensiv igennem
den fi. linie. Derefter under RSFSR.
Karelsk-Finske Unionsrepublik,
Sovj., omfatter Øst-Karelen og den N f.
Ladoga-søen liggende del af
Vest-Kare-len; 178 500 km®; ca. 500 000 indb.
(1939), heraf ca. 40% karelere.
Hovedstad: Petrozavodsk. K minder med sit
istidsprægede, sø- og mose-fyldte
granit-terræn, der er dækket af nåleskov, meget
om Fini. Landbruget producerer byg,
havre og a. foderplanter til køer og svin.
Tømmerprod. er stor (70% af K-s areal
er skov), og Soroka og Kem ved
Hvidehavet er tømmereksporthavne. Industrien
fabrikerer cellulose og papir. K
gennemløbes af Murmansk-banen og dens
sidegren Soroka-Arhangelsk, samt af
Hvidehavs-Østersø-kanalen. - Historie. Grl.
30. 3. 1940 v. forening af den Karelske
Soc. Sovjetrepubl. (Fjern-Karelen,
Øst-Karelen, grl. 1923) og de af Fini. i Mosk
va-freden afståede områder. Ved Finl.s
fornyede afståelse 1944 tagdes dog Karelske
Næs under RSFSR.
Karen, da. kvindenavn, af Katarina.
ka’re’ner, siam.-kin. folkegruppe i det
sydl. Burma og vestl. Thailand; ca.
1 mill.
ka’ren’sforsikring (lat. carere mangle,
undvære), forsikr., hvor forsikr.ydelsen
helt ei. delvis først træder i kraft en vis
tid efter kontraktens indgåelse.
ka’ren’stid (lat. carere mangle, undvære),
2317
Karl 1. af Engl. Karl 2. af Engl.
den ventetid, der hengår fra indtræden
i en forsikring, til forsikringsydelsen kan
blive aktuel,
kåres ’se’re (fr. af lat. carus kær),
kærtegne.
Karesu’ando, den nordligste kirkeby i
Sv., NØ f. Kiruna,
ka’re’t (lat. carrus firhjulet vogn), lukket,
firhjulet gaiavogn.
Forgyldt firesædet karet fra / 778. (Den
Kgl. Staldetat).
ka’rette (malajisk) (Che’lonia imbri’cata),
havskildpadde, taglagte rygplader, der
anv. til fabrikation af kamme o. 1.
Udbredt i varmere have.
kar’fun’kel (lat. carbunculus lille
glødende kulstykke), gl. betegn, for røde
ædelsten, især granat.
’Ka’rien, oldtidslandskab i SV-Lilleasien,
hvis indfødte fyrster var halvt
uafhængige i persertiden. Berømteste konge:
Mausolos. 189 f. Kr. under Rhodos, 129
f. Kr. under Rom. I K lå de gr. kolonier
Halikarnassos og Knidos.
Kari’kal, lille fr. koloni på Forindiens
Ø-kyst S f. Madras; 135 km2; 64 000
indb. (1946).
karika’tu’r (ital. caricare belæsse,
overlæsse), en billedfremstilling, der ved
overdrivelse ei. forvrængning af enkelte
træk søger at fremhæve det
karakteristiske ei. latterlige ved en person, en
samfundsklasse ei. lign. k har været
kendt fra oldtiden og udfoldet sig rigest
i tegnekunsten.
Karin ’Månsdotter (1550-1612),
sv.dronning. Datter af soldat, knyttet til Erik
14., der 1567 ægtede K og 1568 gjorde
hende til dronning, men styrtedes s. å.;
K, der forgæves havde søgt at mildne
E.-s sindssyge, delte hans fængsel til
1573; pensioneredes med fi. kongsgård,
kari’o’l (fr.), ensædet eenspænder-køre-
tøj på to høje hjul.
Ka’rise, da. stationsby (Køge-Fakse);
949 indb. (1945).
’Karitz [-ts], Anders (f. 1881), sv. filosof.
Betoner i forsk. skr. modsætningernes
bet. for tænkningen og bevidsthedslivet
i det hele, men ser i kærlighed og
sand-hedsstræben en tendens til at realisere
fornuftmæssige ordninger.
Käriz [k3:’ri:z], pers. navn på Qanåt
(vandingstunnnel).
’Karjala, fi. navn på Karelen.
’Karkemish [-il], oldtidsby ved Eufrat
NØ f. Aleppo, nu Djerablus; fra gl. tid
vigtigt overgangssted. Talr. skulpturer
og indskrifter (hieroglyfiske) fra hittittisk
tid. Erobret af assyrerne 717 f. Kr. I
slag v. K 605 f. Kr. fordreves ægypterne
fra Syrien af babyionerne under ledelse
af Nebukadnezar.
karkryptogamer, d. s. s. karsporeplanter.
Karl, germ. og nord. mandsnavn; betyder
mand.
Karl, eng. Charles [tSa:lz], eng. konger.
Karl 1. (1600-49), reg. 1625-49, søn af
Jakob 1. Gik med Buckinghams støtte
2318
mod parlamentet og opkrævede ubevilget
told. 1629 medførte polit.-rel. modsætn.
parlamentets opløsning. Regerede nu med
Lauds og Straffords hjælp uden
parlament til 1640. Kravet om en ny
ikke-calvinsk liturgi bevirkede oprør i Skotl.
Pengemangel tvang da K til at indkalde
(det lange) parlament. Skønt i beg.
eftergivende brød K til sidst af; 1642 udbrød
borgerkrigen. Fl. gange besejret
flygtede K til Skotl., men udleveredes, og
efter nyt flugtforsøg var den sidste rest
af tillid til K udtømt. Efter proces for
overdomstol, nedsat af det af Cromwell
udrensede Underhus, henrettedes K 30. 1.
1649. Karl 2. (1630-85), reg. 1660-85,
søn af Karl 1. Flygtede 1646 til Frankr.
Søgte 1649-51 forgæves at vinde tronen,
men kaldtes 1660 tilbage. K-s reg. blev
Restaurationstidens »merry England«,
hvor puritanerne trængtes i baggrunden,
og kongens stilling atter befæstedes. K-s
mål var indførelse af katolicismen og
indskrænkn. af parlamentets myndighed;
hemmedes af pengemangel og søgte
Ludvig 14.s venskab. Til 1667 var Clarendon
ledende, 1667-74 et kabinetsråd
(kabalen). Allerede 1673 havde parlamentet
dog tvunget K bort fra den kat.’ polit,
(testakten), men striden fortsatte og
tilspidsedes på spørgsmålet om den kat.
Jakob (2.)s tronfølgeret. Fra 1681 regerede
K uden parlament. G. m. Katharina af
Bragança, men havde mange elskerinder.
Karl (1.) den Store, lat. Carolus Magnus
fr. Charlemagne (ca. 742-814),
frankerkonge 768-814, rom. kejser (800-814),
søn af Pipin den Lille. Erobrede
Lango-barderriget 773-74, Sachsen 772-83, den
Karl den Store (Hovedrelikvarium).
spanske mark, Balearerne, Sardinien og
Corsica fra araberne, afsatte 788 hertug
Tassilo af Bayern, slog avarerne 786-96.
Kronet til kejser i Rom 800 af Leo 3.,
anerkendt af Byzans 810. Dygtig admin.,
kontrol med lokalstyrelsen, opmuntring
af åndslivet (Alkuin, Einhard og Paulus
Diaconus). 806 delte K riget med sine
sønner Pipin, Karl og Ludvig. (Portræt).
Karl (fr. Charles [Jarl]), fr. konger. Karl
2. den Skaldede (823-77), reg. 840-77,
søn af Ludvig den Fromme; slog s. m.
broderen Ludvig deres broder kejser
Lothar ved Fontenay 841 og fik ved
forliget i Verdun 843 det vestfrankiske rige,
udvidet ved forliget i Meerssen 870.
Kejser 876. Svag regent. - Karl 3. den
Enfoldige (879-929), reg. 893-923, søn af
Ludvig 2.; modkonge mod Eudes. Afstod
911 Normandiet til Rollo, afsat af Robert
923. - Karl 4. den Smukke
(1294-1328), reg. 1322-28, søn af Fijip 4., hvis
politik han fulgte med mådehold.
-Karl 5. den Vise (1337-80), reg.
1364-80, søn af Johan den Gode,
tilbageerobrede det meste af faderens tab, genrejste
finanserne og kongemagten. - Karl 6.
(1368-1422), reg. 1380-1422, søn af K 5.
Styrede dygtigt fra sin myndighed 1388,
til han blev sindssyg 1392. Resten af tiden
hærgedes Fr. af borgerkrig ml.
Bourguig-nons og Armagnacs og fra 1415 af
englænderne. G. m. Isabeau af Bayern.
-Karl 7. (1403-61), reg. 1422-61, søn af
K 6. Ledede Armagnacs, trængtes hårdt
af burgundere og englændere, til Jeanne
d’Arc 1428 vendte krigslykken, og
englænderne 1453, da Hundredeårskrigen
sluttede, kun havde Calais igen. Bragte
orden i finanserne (Jacques Coeur),
oprettede 1439 en stående hær og hævdede
2319
Artikler, der savnes under K, bør søges itnder C.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
