Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - optiske instrumenter ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
orgel
ordsprog, korte, vægtige ytringer, som,
ofte billedligt, udtrykker en almen
erfaring, leveregel ei. lign. Stundom slår
digterord så godt an, at de bliver til ordsprog;
men ophavsmændene til de fleste o er
ukendte, ofte vel almuesfolk. Tidlige
litt. o-værker er det jødiske »Salomos
o« og det norrøne »Håvamål«. Den ældste
da. o-samler er Peder Låle; af andre da.
o-samlinger mærkes Peder Syvs (1682-88)
og C. Molbechs (1850).
Ordsprogenes Bog, en samling af
fyndord og prakt. leveregler, som hører til
visdomslitt. i G. T. Bogen henføres i
overskriften til Salomo (jfr. traditionen om
den vise Salomo 1. Kg. 3, 16 ff; 4, 32),
men overskrifterne til de enkelte afsnit,
hvoraf bogen består, anfører også andre
ophavsmænd til ordsprogene.
Sandsynligvis er de fleste af dem først optegnet
efter det babyl. fangenskab.
ordstilling, ordenes rækkefølge i
sætningen. På da., som på mange andre
sprog, er der en tendens til at sætte
subjektet foran verbet (hun kommer for
sent); ved omvendt o forstås spec.
ordstillingen: verbum - subjekt, alm. ved
spørgsmål (kommer hun for sent?).
ordtone, musikalsk toneleje ei.
tonebevægelse, der i visse sprog (f. eks. svensk,
norsk og kinesisk) er en fast bestanddel
af hvert enkelt ord, medens den på andre
sprog (f. eks. dansk) er underordnet
sætnings tonen.
Ordzjonikidze [ard3ani’kidze], tidl. navn
på. de sovj. byer Jenakijevo og
Dzau-dzjikau.
Ordzjonikidze [ard3ani’kidze], Crigorij K.
(1886-1937), sovj. politiker. Gennemførte
sovjetstyre i Armenien og Georgien
1920-21. Medl. af politbureau, 1930 form. f.
det øverste økon. råd (en af lederne i
Femårsplanen). 1932-37 folkekommissær
for sværindustrien.
Ordzjonikidzegrad [ard3anikidze’grat],
1936—44 navn på Bjezjitsa.
Oreby’går’d,hovedgård NVf.Sakskøbing;
tilh. fra 1774 slægten (Rosenørn-) Lehn
(Baroni 1784-1922). Hovedbygn. fra
1872-74 med få rester af bygn. fra 1587.
oredrev (ore stenet, udyrket), den
korrekte betegn, for overdrev.
Oreg., o ff. fork. f. Oregon, USA.
Oregon [’årigan] (fork. Oreg.), ståt i USA
ved Stillehavet; 251 171 km2: 1 090 000
indb. (1940); 4,3 pr. km2; 1947: 1 545000;
2600 var negre; 48,8% boede i byerne.
Hovedstad: Salem, største by: Portland.
Kysten er en havnefattig længdekyst;
indgangsporten er Columbia River.
Inden for kysten ligger den låve Coast
Range, derpå den frugtbare Willamette
Dal og 0 f. den Cascade Mountains med
udslukte vulkantoppe (Mt. Hood 3420
m). Østligste halvdel af O er en del af det
lavadækkede Columbia Plateau, hvis
højeste del kaldes Blue Mountains.
Bjerglandet dækkes af nåleskove,
Willamette Dalen er tempereret græssteppe og
Columbia-plateauet temp. busksteppe
med bynke. - Erhverv. I floddalene
drives agerbrug (især hvede og hø) og
kvægavl (1947 1 067 000 stk. kvæg og 803 000
får). Vigtigste erhverv er skovbrug. Næst
Washington er O den vigtigste
tømmerproducent i USA. Stort laksefiskeri i
Co-lumbias munding. - Historie. Ved
grænseforlig m. Fngl. 1846 tilfaldt
området USA; territorium 1849: ståt 1859.
(Kort se Nordamerika og USA).
’Oregon ’pine [pain], veddet af den indtil
90 m høje Douglasgran (Pseutdotsuga
mucronata), som stammer fraV-Amer. Fra
1851 dyrket som skovtræ i Danm. Bruges
til master, skibsdæk, gulve og møbler.
Ore’hoved, stationsby på N-Falster; 355
indb. (1945). 1884-1937 færgeforbind.
med Masnedø.
Orehovo-Zujevo [ä’rjæfavs-’zujevo], by
i Sovj. 0 f. Moskva: 99 000 indb. (1939).
Tekstilindustri: jernbanecentrum.
Orei’basios (325-403), byzantinsk læge.
Forf. til et stort værk, Collec’tanea
medici1 nalia, der hviler på Galén og andre
oldtidslæger og er en vigtig kilde til
oldtidens medicinalhistorie.
Orekhovo-Zujevo, anden stavemåde for
Orehovo-Zujevo.
3376
Orel [a’rjol], anden stavemåde for Oriol i
Sovj.
Orellana [oræ’ljwnfl], Francisco de (ca.
1500-49), sp. opdagelsesrejsende. Rejste
1531 s. m. Pizarro til Peru, opdagede og
udforskede Amazonflodens løb 1541.
Oremands’går’d, hovedgård S f. Præstø;
tilh. fra 1861 slægten Hage. Hovedbygn.
fra 1933 (arkit. M. Clemmensen),
o’remus (lat: lad os bede), indledning til
bøn i kat. gudstjeneste; siden brugt som
en særlig bøn i offertoriet.
Orenburg [aren’burk], til 1939 navn på
Tjkalov i Sovj.
o’renda, hos irokeser og huroner et udtryk
for »kraft«, i lighed med.det melanesiske
mana.
O’rense, 1) prov. i NV-Spanien.
Produktion af wolfram; 2) hovedstad i 1) ved
Mino 35 km fra den portug. grænse;
28 000 indb. (1940).
O’restes, gr. sagnhelt. Hævnede sin fader
Agamemnons mord ved at dræbe
Aigi-sthos og Klytaimnestra. Forfulgtes af
erinyerne, men frigjordes, da Apollon
rensede ham for blodskyld i Delfi.
Hovedperson i tragedier af Aischylos,
Euripides og Sofokles,
oret, fordærvet af mider (om korn og mel).
’Orfeus (gr. Or’feüs), i gr. rel. orfismens
stifter. En myte fortæller, at da O-s
hustru, Eurydike døde, betvang O ved sit
spil Underverdenen, steg derned og
hentede hende op, men Hades tog det løfte
af ham, at han ikke måtte vende sig om,
og da han gjorde det, måtte Eurydike
vende tilbage til dødsriget.
Orfeus i Underverdenen, burlesk
operette af J. Offenbach. Tekst af bl. a. L.
Halévy (1858, Kbh. 1860).
Orfeus og Eurydike, opera af Gluck m.
libretto af Raniero da Calzabigi
(1714-95) opført første gang i Wien 1762; en fr.
version Orphée m. libretto af Moline
(1774).
or’fismen (efter Orfeus), en rel. pietistisk
vækkelsesbevægelse, der fra Thrakien
gik gnm. de gr. lande omkr. 700 f. Kr.
nært knyttet til den ekstatiske
dionys-rel. Som stifter nævnes den legendariske,
guddommelige sanger Orfeus, o var i sin
art en teol. rel., der drejede sig om
verdens, guders og menneskers tilblivelse,
om det hinsidige og om livet efter døden.
Det ny var dualismen, at mennesket
forener i sig to principper, der står hinanden
imod, det gode og det onde, det ideale og
det låve, sjæl og legeme. Frelsen er at
udløse sjælen på legemets bekostning, og
dette virkedes gnm. en
frelsesgudstjene-ste, de orfiske mysterier,
or’ga’n (gr. örganon redskab), 1) biol.,
afgrænset del af en levende organisme, der
tjener en bestemt funktion (øje, øre, lunse,
milt; blad, rod, blomst), o udgør også
udviklingsmæssigt et hele, der
embryologisk har sit eget centrum, o opbygges af
cellevæv, som former sig efter o-s indre
»krav«. 2) mus., røst, sangstemme. 3
journal., dagblad ei. tidsskr., som giver
udtryk for bestemte faglige ei. polit,
sammenslutningers anskuelser,
or’gandi [-ndi] (fr.), 1) et ret åbent, tyndt
bomuldsstof, vævet i lærredsbinding,
undertiden med striber i satinbinding;
anv. til sommerkjoler og besætning; 2)
silke o er et chiffonlign., noget stift stof.
orga’nel’ler (diminutiv til organ), hos
encellede dyr de dele af cellen, der har
funktioner svarende til de forsk, organer
hos flercellede dyr.
organ-fornemmelser er sanseindtryk
fra legemet selv. De kan deles i
proprio-ceptive (egl. selvmodtagende), der
omfatter fornemmelser af lemmernes og
legemets stilling i rummet,
muskelfornemmelser og visceroceptive (lat:
indvolds-modtagende), omfattende følelse af sult,
tørst, seksualtrang o. a.
organicisme [-’sisma], mod. betegn, for
den naturfilos. opfattelse, at organismerne
er dannelser med spec. helhedskarakter.
Mods. mekanicisme og vitalisme,
organisation (fr., af gr. örganon redskab),
samordning af forsk, dele (evt.
mennesker) til en fungerende helhed; en sådan
helhed, spec. forening,
organi’se’re (af organ), forme; ordne på
3377
hensigtsmæssig måde (samfund, hær,
virksomhed o. a.); danne organisation;
(naturvid.) gøre organisk,
organiseret arbejder (ei. funktionær),
arbejder (ei. funktionær), som er medl. af
en egl. fagforening,
or’ga’nisk (af organ), 1) som vedrører
organer ei. organismer; (om sygdom) som
er betinget af en påviselig forandring i
vedk. organ; 2) levende, harmonisk
samvirkende.
organiske stoffer, opr. stoffer dannet i
levende organismer. Indtil beg. af d. 19.
årh. antog man, at deres dannelse var
betinget af en særlig »livskraft«, en
antagelse, som opgaves, efter at Wöhler i
1824 fremst, oksalsyre og i 1828 urinstof
udfra uorg. stoffer. Efter forslag fra
Kekule 1861 betegner o nu blot
kulstofholdige forb. Enkelte sådanne, f. eks.
kulsyre, dens salte og anhydrid
(kuldiok-syd) regnes dog i alm. ikke med til o.
organisk kemi, del af kemien, omfatter
de organiske stoffer,
orga’nisme (af; organ), egl. betegn, for de
forenede, i hinanden gribende organer,
hvoraf et levende væsen består, nu alm.
betegn, for individet selv. o kan være
en-el. flercellet, i udvikling lavt- ei.
højtstående. o er som sådan autonom, dens
dele og disses celler hos de flercellede har
mistet denne selvstændighed, idet de
former sig efter det størres krav.
orga’nist (af organum), musiker, der
spiller orgel.
orga’nister, en gruppe stærkt brogede,
små spurvefugle af tangarernes familie;
opkaldt efter deres sang. Frugtædere;
mangler egl. mavesæk. S-Amerika,
organneurose, form for nervesvækkelse,
hvor sygelige fornemmelser er knyttet til
organer, der ikke lider af nogen påviselig
sygdom.
organo- (gr. örganon redskab), vedrørende
organer ei. organismer; organisk,
organo’ge’ne (organo- + -gen1)) kaldes
bjergarter, dannet af dyre- og
planterester ei. ved organismers virksomhed,
organogra’fi’ (gr.), læren om organernes
bygning og indbyrdes beliggenhed,
organotera’pi’, anv. af organer fra dyr ei.
mennesker som lægemidler, opr. en
tros-mæssigt begrundet behandl. Efter
hormonernes udforskning hviler o på et
rationelt grundlag, som eks. kan nævnes
behandlingen af myxødem med
præparater af skjoldbruskkirtel og behandl, af
blodmangel med leverekstrakter,
’organum (mlat., af gr. örganon redskab),
mus., 1) orgel; 2) den ældste nedskrevne
form for flerstemmighed. Bestod af to
stemmer, der førtes i parallelle kvarter
ei. kvinter," ca. år 900-1200.
or’gasme (gr. organ svulme),
kønsorganernes svulmen ved stærk
blodtilstrømning og de til kønsaktens afslutning
knyttede reflekser samt den dermed
forbundne vellyst,
orgel (mnty., af organum), et
musikinstrument, hovedsagelig til kirkeligt brug. Et
Frederiksberg kirkes orgel. (Facaden
fra 1750; 32 stemmer; færdigbygget
1947 af Marcussen & Søn, Åbenrå).
3378
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
