Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - pudendum muliebri ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
pungrovdyr
Pusjkin
rottelign. pungdyr; 8 fortænder i
undermunden, mange har snohale. Lever af
insekter, småpattedyr o. 1. S- og
Ml.-Amer., en enkelt i det sydl. N-Amer.
Hertil opossum, dværgp og svømmep.
pungrovdyr, d. s. s. pungmårer,
pungræve, d. s. s. kusuer.
pungspidsmus (Sminth’opsis),
spidsmuse-lign. austr. pungdyr af pungmårernes
fam.
pungspringmus (Ante’chinomys), austr.
pungdyr af pungmårernes fam.
Bagbene forlængede til springben,
pungulv (Thyla’cinus cyno’cephalus), stor
hundelign. pungdyrart, tandsættet
rovdyragtigt. Kan tage får og fjerkræ.
Tas-manien.
pungvæsler (Phas’cogale), små,
insekt-ædende, væselagtige pungdyr af
pungmårernes fam. Austr.
’pu’nisk, en udløber af fønikisk, som det
taltes i Karthago og andre fønikiske
kolonier i N-Afrika. Kendes fra indskr.
(5. årh. f. Kr.-6. årh. e. Kr.) og fra
Plautus’ komedie »Poenulus«, hvori en
af personerne taler punisk.
Puniske Krige, de tre krige ml. Rom og
Karthago: 1. P (264-41 f. Kr.), hvor
Rom skabte en krigsflåde, der gentagne
gange slog karthagerne (ved Mylæ (ved
Messina) 260 og ved De Ægatiske Øer
242). Endte med Roms erobring af
karthagisk Sicilien. - 2. P (218-01),
hvor Hannibal 218-03 kæmpede med
romerne i Italien og vandt navnkundige
sejre (Trebia 218, Trasimenersøen 217,
Cannæ 216), men tilsidst måtte vende
tilbage til Karthago, hvor han 202 blev
besejret af Scipio ved Zama. Krigen
endte med Roms anneksion af karthagisk
Spanien. - 3. P (149-46), hvor Rom
erobrede og ødelagde Karthago.
Punjab [pån’d3a:b], indisk Panjäb (san^
skrit panca fem 4- äpas vand) ei.
Femflodlandet, indisk landskab v. Indus’
bifloder, siden 1947 delt i prov. Ø-P i
Hindustän og prov. V-P i Pakistan, tils.
384 900 km2; 35,01 mill. indb. (1941)
(heraf faldt 128 300 km2 med 6,60 mill.
indb. på fyrstestater). Hovedstad i Ø-P :
Amritsar; hovedstad i V-P: Lahore.
-Brit. 1849.
punkah [’pärjks] (hind. pankhä vifte), i
Ostindien en vifte, der ophænges under
loftet, bevæges med snore.
’Punkaharju, naturskøn, fi. højderyg
(rullestensås) ml. søerne Puruvesi og
Kokonselkä, SØ f. Savonlinna.
Nationalpark.
punkt (lat. punctum, af pungere stikke),
1) mat., geometrisk grundbegreb, sted i
rummet; tænkes uden udstrækning. Når
et koordinatsystem er valgt, kan et p
angives ved koordinater. 2) mus., tegn i
nodeskriften. Anbragt til højre for en
node ei. en pause forlænger p dennes
værdi med halvdelen af den opr., føjes
endnu et p til, forlænges varigheden
yderligere med halvdelen af det første
p-s værdi, p anbragt over ei. under en
node er tegn for udførelsesmåden staccato.
3) typografisk måleenhed for
skriftstørrelser; 1 p =: 0.376 mm, 2660 p = 1 m.
punk’ta’lglas, konkavkonvekse ei.
konvekskonkave brilleglas, der giver
punkt-formig afbildning også ved skrå
strålegang.
punk’te’ring, 1) teknik benyttet af
billedhuggere under udførelse af
gipsmodellen i sten ei. marmor. Ved hj. af
et p-apparat med tre faste og en bevægelig
arm overføres punkter fra modellen til
blokken. 2) en utæthed på en bil- ei.
cyklering, der medfører, at luften
strømmer ud.
punk’te’rkunst ei. geomantik (gr.),
spå-domskunst ud fra tilfældigt anbragte
punkter i sandet,
punk’te’rmane’r anv. i
kobberstikkunsten. Billedet dannes af punkter,
punktskrift, blindeskrift, indført af
Braille. ’
’punktum (lat: prik), interpunktionstegn
(.), der afslutter en taleperiode,
punk’tu’r (lat. punctura stik), indstik
med en kanyle for at udtømme pus ei.
vædske.
punktøjne, hos leddyrene små, usammen-
3670
satte øjne (i modsætn. til de sammensatte
facetøjne), sidder ofte øverst på hovedet.
Antallet er som regel ringe, 3-4.
’pun’sel (ital. punzello), hærdet stålstempel
m. præg, der indslås i arbejdsstykket.
’Punta A’renas (1928-40: Magallanes
[-ga’ja-]), chilensk by ved Magallanes
Strædet; 33 000 indb. (1940). Eksport
af uld og fårekød. Jordens sydligste by.
pu’parium (lat.), hos fluerne den sidste,
ofte tøndeformede, larvehud, der
omslutter puppen.
Pupi’enus, modkejser s. m. Balbinus
mod Maximinus Thrax 238, myrdet af
soldaterne.
pu’pil’ (lat: øjesten), næsten cirkulær
åbning i regnbuehinden, hvorigennem lyset
trænger ind i øjet.
pu’pil’autoritet (lat. pupillus myndling),
myndighed, som fører tilsyn med
værgens udøvelse af værgemålet
(Overformynderiet, skifteretten, overøvrigheden
og i sidste instans Justitsmin.).
Pupin [pju’pi:n], Michael (1858-1935),
serb.-amer. elektrotekniker. Opfandt i
1899 en metode (pupinisering) til
forbedring af talegodheden i kabler ved
indskydelse af spoler,
puppe (lat. pupa lille pige, dukke), hos
insekter m. fuldstændig forvandling
hvilestadiet ml. larve og fuldvoksen,
pupperøver (Calo’soma syco’phanta),
stor løbebilleart, der lever af
sommerfuglelarver o. 1.
puppesnegle (Pu’pillidae), små, få mm
lange, ægformede landsnegle. En del
arter i Danm.
pu’r (lat. purus), ublandet, ren.
Pu’räna (sanskrit: ældgammel), ind.
betegn. for en række tekster fra omkr.
6-700 e. Kr. Indhold: hinduismens mytol.
Purcell [pa:sl], Henry (1758-95), eng.
komponist. 1679 organist ved
West-minster Abbey. Den eng. baroks største
komp. og grl. af det nat. eng.
musikdrama. Komp. bl. a. 54 operaer,
herimellem Dido and Aeneas, kirkemusik og
triosonater,
puré [py’re] (fr., afvulgærlat. purare rense),
stærkt findelt, som regel passeret frugt,
grønsager ei. kartofler,
pur’ga, stedlig betegn, for en meget
hård snestorm i det nordl. Sibirien,
purga’ti’v (lat. purgare rense), rensende
middel, afføringsmiddel,
purga’torium (lat: renselsessted),
skærsilden.
pur’ge’re (lat. purgare rense), fremkalde
rigelig afføring,
puri- (lat. purus ren), renheds-, renselses-,
’purim (hebr. pür lod), jød. fest d. 14.-15.
adar (marts) til minde om jødernes
redning under perserkongen Ahasverus
(hebr. form f. Xerxes), hvorom Esters
Bog fortæller. Tidspunktet berammedes
ved lodkastning,
pu’ri’n (lat. purum ren 4- nylat. uricum
urinsyre), C5//4.V4, heterocyklisk forb.
indeholdende en 6- og en 5-leddet ring.
p-derivater findes udbredt i naturen,
f. eks. urinsyre og koffein,
pu’risme (lat. purus ren), bestræbelsen
for at erstatte fremmedord med ord af
hjemlig oprindelse,
pu’rist (lat.), sprogrenser, talsmand for
overvejende brug af hjemlige ord på
bekostning af fremmedordene,
puri’ta’nere (lat. purus ren), tilhængere
af en kirk. retning i Engl. efter
Reformationen, i opposition til den
anglikanske kirkes liturgi og (siden) forfatning;
p ville begrunde al kirkens praksis udfra
Bibelen. Mange p blev i 17. årh.
pres-byterianere ei. independenter. Siden
mærkes de i mange dissentersamfund,
men mange forblev også i Church of
Engl. som en »evangelisk«, lavkirkelig
retn.
’Purkinje, Jan Evangelista (6ech.
Pur-kyné) (1787-1869), cech. fysiolog og
histolog, prof. i Breslau 1823-50,
derefter i Praha. Beskrev det entoptiske bil
lede af nethindens kar (P-s årefigur),
opdagede kimblæren i ægget, beskrev
fimreepitelet, indførte betegn,
akse-cylinder i nervehistologien. Gav 1823
grundlaget for måling af fingeraftryk.
’Purkinje-effekt (efter J. Purkinje), for-
3671
skydning af øjets normale
følsomheds-maximum (i grønt) mod violet, når
belysningen bliver mindre. P findes også
f. fot. emulsioner,
purløg (’Allium schoe’noprasum),
løgplante, dyrkes i haver for bladenes
skyld, flerårig,
’purpur (lat. purpura, af gr. porfyra
purpursnegl, purpur), opr. et
pragtfuldt rødviolet kypefarvestof, i oldtiden
fremst, af kirtelsekret af
purpursneglen (Murex brandaris), først kendt hos
fønikerne; nu betegnes med p en del
forsk, rødviolette farvestoffer. Cassius’
p er en kolloid form af tinoksyd med
adsorberet guld, der anv. til fremst, af
rubinglas og rød porcelænsemaille.
’purpura (lat., af gr. porfyra purpurfarve),
blodudtrædninger i huden, symptom v.
en række vidtforsk. sygdomme,
’purpura rheu’matica (Schönleinii),
[röu-] d. s. s. peliosis rheumatica.
purpurhejre (’Ardea pur’purea),
rød-brunl., grå og sort hejre. Reden i
rørskove. Sydl. art; i Danm. tilfældig gæst.
purpurhøne (Por’phyrio por’phyrio), lys,
blålig vandhøne. Middelhavslandene,
purpu’ri’n (af purpur), 1, 2,
4-trioksy-antrakinon,skarlagenrødt bejdsefarvestof,
findes i naturen i krapplanten; fremst,
kunstigt ved oksydation af alizarin,
purpursnegle (’Purpura), tykskallede
forgællesnegle. Kan udskille purpur. En
art (P. lapillus) på vesteur.
brændings-kyster, sjælden på jyske vestkyst,
purre (mnty. purren stikke i noget med
et spidst redskab), søi\, vække,
purree [’pa:ri:] (eng., af hindustani piüri,
af sanskrit pita gul), d. s. s. indiskgult.
purser [’pa:s3] (eng. purse pung), om bord
på større skibe officer, der forestår
regnskabs- og kassevæsen,
puru-, vedr. pus (materie),
puru’len’t (lat.), hvad der afsondrer ei.
indeholder pus (materie).
Purus [pu’ruj], 3100 km 1. sejlbar biflod
til Amazonas, fra Acre-territoriet,
pus (lat.), med., materie.
Pusan [busun], jap. Fusan, havneby i
SØ-Korea; 400 000 indb. (1946).
Endestation for Koreas længdebane;
skibs-rute til Japan.
Pus’cariu, Sextil (f. 1877), rum.
sprogforsker; prof. v. univ. iCzernowitz 1906,
i Cluj 1919. Grl. af det sprogvidensk.
tidsskr. Dacoromania (1920).
Pusey [’pju:zi], Edward Bouverie
(1800-82), eng. teolog; blev efter Newmans og
Mannings konversion anglokatolicismens
fører.
Püshan [’pu:lan], i ind.-vedisk rel.
guddom for kvæget, især småkvæget, og
vejene, idet P leder kvæget frem til
gode græsgange, i overført bet. også de
rejsendes værneguddom,
pushball [’pujbå:!] (amer: skubbebold),
amer. fodboldlign. spil, opfundet 1894;
spilles af 2 11-mandshold med en bold,
der vejer ca. 25 kg og har en diameter
på ca. 180 cm. Spilles i Engl. og Amer.,
af militæret undertiden også til hest.
push-pull [’pujput] (eng: skubbe-trække),
forbindelsesmåde for forstærkerrør,
hvorved to rør arbejder i modsat fase
(modtakt). Anv. bl. a. ved forstærkere og
radiosendere,
pushtu [’päjto], sproget i Afghanistan.
’Pusjkin [’pulkin], opr. Tsarskoje Selo
(russ: tsar-landsbyen), 1919-37
D(j)et-skoje Selo (børne-landsbyen), lille by nær
Leningrad i Sovj. med tsarernes tidl.
sommerpalads (18. årh.), ødelagt under
2. Verdenskrig.
Pusjkin [’pulkin], Aleksandr (1799-1837),
russ. digter, grundlægger af den moderne
russ. litt. Var som lyriker og poetisk
epiker på trods af sin klassisk
disciplinerede form stærkt præget af eur.
romantik, især af Byron, medens han som
dramatiker med Boris Godunov (1825)
bevidst gik i skole hos Shakespeare.
Overvandt i sin store versificerede roman
Eugen Onegin (1831, da. 1930; v. V.
Rørdam 1938) det poetiske sprog som
fornemste udtryksmiddel og lagde i sine
prosaromaner og prosanoveller grunden
til den store russ. realisme. Døde efter
en duel. (Portræt sp. 3665).
3672
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
