Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Roland, Brèche de ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romains
romerretten
Romains [ro’mæ], Jules (pseud. for Louis
Farigoule) (f. 1885), fr. forfatter; grl.
»unanimismen«, hvis idé har inspireret
digte og romaner som Les copains (1913,
da. Duskammerater 1928) og trilogien
Psyche (1922-29), samt hans hovedværk,
den store cyklus Les hommes de bonne
volonté (1932-38; da. De Gode Viljer
1940 ff.), en genial reportage af Frankr.s
liv i alle samfundsklasser fra
førkrigstiden til mellemkrigstiden, også
indeholdende partier af stor poet. skønhed. Også
som dramatiker har han været bet.,
således i komedien Knock ou le triomphe
de la médecine (1923; da. 1941), Le
Dicta-teur (1926) og Le Roi Masque (1931).
(Portræt).
’Roma lo’cuta (est), ’causa fi’nita
(est) (lat.). Rom (d. v. s. paven) har talt,
sagen er endt; citat fra en prædiken af
Augustin.
’romametal, kobberlegering med 39%
zink og ca. 1 % tin.
ro’ma’n (fr., af lat. fabula Romanensis,
d. v. s. fortælling på det romanske
folkesprog). Den anførte etymologi antyder de
ældste middelalderromaners ringe litt.
anseelse; heller ikke de få
oldtidsroma-ner (2.-5. årh.) agtedes højt, og r-genren
var meget længe om at blive optaget i
den teoretiske poetik. Medens
ridderromanerne fra 15. og 16. årh. (Amadis-r)
nu kun er kendt som forudsætning for
Cervantes’ »Don Quijote« (1605-15),
ligesom forsk, tilløb inden for
hyrderomanen o. a. romanarter til en psyk. r ikke
blev til stort, udgår den mod. r især fra
eng. r i 18. årh. (Richardson, Fielding,
Smollett m. fl.); et ældre element heri er
det picareske, der undertiden kan grænse
nær op til det fantastiske i samfundskrit.
rejseromaner som Holbergs »Niels Klim«
(1741). Som udspring for nyere
dannelses- og udviklingsromaner nævnes
Goethes »Wilhelm Meister« (afsluttet 1829).
Først med naturalismen kom r æstetisk
på lige fod med andre genrer (Zola m. fl.);
ofte med reaktion på naturalismen
fremtræder de nyere og nyeste
eksperimentatorer, f. eks. James Joyce.
’Roman, Johan Helmich (1694-1758), sv.
komponist. 1729 hofkapelmester i Sthlm.
Har bl. a. komp. orkesterværker,
koncerter, kammermusik,
klaverstykker,festkantater og kirk. værker.
Ro’mana, Pedro, marki (1770-1811), sp.
general. Kommanderede sp. hjælpekorps,
der 1807 rykkede ind i Danm. som støtte
i krigen mod Sv.; da. span. 1808 rejste
sig mod det fr. herredømme, førte R sine
styrker hjem på eng. skibe og kæmpede
for Span.s befrielse.
romance [-’marçss] (oldfr. romanz
fortælling ei. digt på det romanske folkesprog),
opr. sp. episk-lyrisk genre, svarende (med
fl. afvigelser) til vest- og nordeur. ballade.
Nu: 1) vokal komposition i en enkel
stro-fisk form, oftest af lyrisk-dram. indhold;
2) et sangbart instrumentalstykke.
’roman-cement (eng. roman romersk),
bindemiddel, fremstillet ved brænding
under sintringstemp. af lerholdig
kalksten. r størkner overordentligt hurtigt
såvel i luft som i vand og bruges, hvor
denne egenskab er nyttig samt til muring
og pudsning.
romancero [roman’/>æro], sp.
romancesamling (portug. romanceiro).
Romanche-dybet [ro’mä:!-], 7370 m dyb
rende i midtatlantiske højderyg ved
ækvator.
Roman de la Rose [ro’mä dla’ro:z]
(rosen er symbol på den elskede), oldfr.
allegorisk digt, hvis første del er skrevet
af Guillaume de Lorris (omkr. 1225) i
en ridderlig-høvisk ånd, mens den sidste
del ved Jean de Meung (omkr. 1276) er
borgerlig-satirisk.
Roman de Renart [roma da r’na:r],
oldfr. digterværk, bestående af fl.
fortællinger på vers, der beretter om Renart
(ræven), Isengrin (ulven) og andre dyr,
men som i virkeligheden er en satire over
feudalvæsenet og en borgerl. parodi på
»Les chansons de geste«. Digtningen
stammer fra 12. og 13. årh. og svarer til
den ty. »Reineke Fuchs« og den da.
»Rævebog« (1555) (se disse).
3829
Romain Rolland. Jules Romains.
Romanée [-’ne], berømt vindistrikt i
Bourgogne, Frankr.
’romani {rom. mand, sigøjner), d. s. s,
sigøjnersprog.
Romånia [ro’minja], rum. navn på
Rumænien.
roma’nist (lat. romanus romersk), person,
der studerer romanske sprog.
Romano [ro’mano], Giulio (egl. Giulio
Pippi) (1492-1546), ital. maler og
arkitekt. Opf. Palazzo di Corte i Mantova.
Raffaels medarb. bl. a. ved
udsmykningen af Vatikanet; fuldendte dennes
efterladte arb. Forklarelsen på Bjerget
(Vatikanet).
Romanov [rå’manof], russ. herskerhus
1613-1762. Opkaldt efter Roman
Jur-jevitj, hvis sønnesøn, Fjodor Nikititj, blev
g. m. Ivan 4.s datter. Disses søn, Mihail
R, valgtes til tsar 1613. Mandslinien
uddød 1730 med Peter 2. Sidste regent
Elisabeth, d. 1762. Efterfulgtes
1762-1917 af huset R-Holsten-Gottorp
(stammer fra Karl Frederik af
Holsten-Gottorp, g. m. Peter d. St.s datter Anna).
Romanov [rå’manof], Pantelejmon
(1884-1938), sovj.russ. prosaforfatter, som i sine
romaner især behandlede de borgerlige
intellektuelles problem efter
Revolutionen; Det Nye Bud (da. 1934) og Tre Par
Silkestrømper (da. 1933).
ro’ma’nske folk (lat. romanus romersk),
latinske folk, de folk (italienere,
franskmænd osv.), hvis sprog nedstammer fra
latin.
ro’ma’nske sprog, de mod. sprog, der
har udviklet sig af lat. (d. v. s.
talesproget, vulgærlatin). Et enkelt sprog,
dal-matinsk, uddøde i 1898; de nu
eksisterende r er portug., sp., katalansk,
pro-vençalsk, fransk, sardisk, italiensk,
rhæ-toromansk og rumænsk,
ro’ma’nsk filologi, videnskaben om de
romanske sprog og de derpå skrevne litt.
Som en rationelt drevet videnskab blev
r grl. af tyskeren Fr. Diez (1794-1876)
(»Grammatik derromanischen Sprachen«,
1836-43). Hans arbejde blev fortsat af
franskmanden Gaston Paris og senere af
tyskeren Meyer-Lübke; men i øvr. har
faget haft en rivende udvikl, og har
lærestole ved de fl. univ. I Danm. er studiet
især blevet fremmet af Kr. Nyrop og
Kr. Sandfeld.
ro’ma’nsk stil, arkit., betegn, f. den
byggestil, der fra ca. 900 og indtil gotikken
dominerede i N- og V-Eur: en udklang
af senrom. byggeskik, især ved anv. af
rundbuen i konstruktion og dekoration,
roman’tik, flertydigt begreb, hvis
etymologi næppe er helt klar: dog synes navnet
at forholde sig til den ældre fantastiske
roman. I litt.hist. har ordet r vundet
hævd gnm. den ty. digter Novalis, i hvis
roman »Heinrich von Ofterdingen« (udg.
1802) heltens psyke er bestemt af en
livsfjern rel. længsel mod poesiens blå blomst.
Inden for ty. åndsliv udformes fra
1790-erne og fremefter, navnlig hos Schelling,
en enhedsfilosofi, if. hvilken naturen er
ubevidst ånd og ånden bevidst natur; til
denne filos. r svarer i det hele
Schleier-machers teol. r med en stærkt panteistisk
betoning og brødrene Schlegels æstet, r,
hvis program fremlagdes i tidsskr.
»Athenäum« (1798-1800) og har
forud-sætn. i lidt ældre retninger, bl. a.
Sturm-und-Drang og Winckelmanns nyantik.
Den romantiske poesi er i sin renhed en
tendensfri leg, hvis egl. element er
fantasien, og hvis opfattelse af det kunstn.
geni revolterer både mod æstet, og
moralsk konvention. Trods dette opr.
moment af oprør i r ender de fleste af dens
3830
skikkelser i rel. og polit, reaktion. Med
sit uendelighedsorgan, sin polemik mod
oplysningsrationalismen og sit sværmeri
for naiv middelalderpoesi og for regelløse,
antiklassiske genier som Shakespeare fik
den ty. r eur. indflydelse, i Danm. via
Steffens på Oehlenschläger, hvis r dog
var mindre dybtgående end Staffeldts og
Ingemanns,
roman’tisme, fr. betegn, for romantik;
på da. brugt om den senere romantik
(f. eks. Hertz, Winther, Aarestrup),
rombe [’rom-] (gr.), firkant, hvis sider alle
er lige lange,
’rombedodekae’der, krystalform af
regulære system,
bestående af 12 romber,
rombeporfyr, brun,
kvartsfri porfyr med
lyse rombeformede
strø-korn af alkalifeldspat.
Forekommer som
dækker og gange ved Oslo
og er den til syenitterne
svarende dagbjergart.
’Rombergs symptom
(efter den ty. neurolog
Moritz Heinrich Romberg (1795-1873)),
faldtendens hos en patient, når han står
med samlede ben og lukkede øjne;
symptom ved tabes, polyneuritis m. m.
Rom-Berlin-aksen, samarb. ml.
Aksemagterne, Mussolinis Ital. og Hitlers
Tyskl., efter 1936. Udtrykket fra tale af
Mussolini 1. 11. 1936.
’rom’bisk, af form som en rombe,
rombiske system, krystalsystem med 3
på hinanden vinkelrette, ulige lange akser,
rombo’e’der (gr. rhömbos rombe + -eder),
krystalform af romboedriske klasse;
består af 6 rombeformede flader,
rombo’e’driske klasse, mineral.,
hemi-edrisk klasse af det heksagonale system.
Vigtigste enkeltformer romboeder qg
Romdahl [’romda:l], Axel (f. 1880), sv.
kunsthistoriker, prof. og direktør for
Göteborgs museum.
’Romeleåsen, sv. ås, Skåne, SØ f. Lund;
17 km 1., 3-4 km br., indtil 175 m h.
’Romeo og ’ Ju’lie, de elskende i
Shakespeare’s tragedie »R. og J.« (eng. Romeo
and Juliet) (1594 ei. 95). Deres
forbindelse krydses af familiestridigheder, og
stykket ender med deres tragiske død.
Emnet var kendt især fra ital.
fortællinger. 1 musikken bl. a. benyttet iGounods
opera (Paris 1867), en symfoni af Berlioz
(1839) og fantasiouverture af Tjajkovskij
(1870).
Romerbrevet, skrift i N. T., skrevet af
Paulus fra Korinth ca. år 56 til
menigheden i Rom. Brevet, hvis ægthed er sikker,
fremsætter i næsten afhandlingsagtig stil,
men dog med stor lidenskab
hovedpunkterne i Paulus teol. Mennesket er til
grunden fordærvet, både jøder og hedninger.
Opfyldelsen af Moseloven kan ikke føre
til frelse; selv viljen er afmægtig. Der er
kun een mulighed for frelse: forløsningen
i Kristus. Ved troen på Kristus bliver
mennesket Guds barn, ved dåben
»begravet med Kristus«, og som han oprejst
til et nyt liv efter Guds vilje. -Mens man
en tid regnede Paulus rel. for en parallel
til tidens hellenistiske forløsningsrel., ser
den nyeste forskning den mere som en
fortolkning og videreførelse af Ev.s
forkyndelse om Jesus.
’Romerike, no. landskab, Akershus, NØ
f. Oslo, ml. Mjøsa og Øyeren; 4033 kms,
95 000 indb. (1946). R hører til No.s
frugtbareste egne.
romerkirken, alm. navn på den (romersk)
katolske kirke,
romerretten, den i Corpus juris civilis
(ca. 530 e. Kr.) indeholdte ret. r havde
gyldighed i hele det rom. rige, men gik
næsten helt af brug i den ves trom. del
i middelalderens første århundreder.
Omkr. 1100 beg. man imidlertid at
studere den ved universiteterne
(glossato-rerne og postglossatorerne), og ved den
vidensk. bearbejdelse blev den omdannet,
så at den kunne anv. som gældende ret
under datidens samfundsforhold. I Tyskl.
fortrængte den i slutn. af middelalderen
og beg. af den nyere tid i stor udstræk-
3831
[-Rombe-dodekaeder.-]
{+Rombe-
dodekaeder.+}
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
