Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Roland, Brèche de ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
romerriget
romerriget
Romerriget i oldtiden.
Maalestok 1 : 36 000 000
ning den ældre ty. ret og har haft
afgørende indflydelse på den i Bürgerliches
Gesetzbuch af 1896 udformede ret. Den
fr. Code civil af 1804 har den også
påvirket stærkt. De nord. landes ret samt
eng.-amer. ret er derimod i det hele
upåvirkede af r.
romerriget opstod, da bystaten Rom ved
latinerkrigen 340-38 f. Kr. indlemmede
autonome bystater i sit borgerområde.
340-266 f. Kr. samledes hele Ital. S f. en
linie fra Pisa til Rimini i et forbund under
Roms ledelse, og Rom blev dermed
Middelhavs-verdenens stærkeste ståt, der
264-168 besejrede de andre stormagter
(Kar-thago 264-41 og 218-01, Makedonien
200-196 og 171-168, Seleukideriget
191-189)og erobrede Sicilien (241),
Sardinien-Corsica (238), Spanien (201-19 f. Kr.) og
Posletten (200-180). Fra da af var
Middelhavs-området i realiteten prisgivet
Rom, og ekspansionen fortsatte
(Kar-thago, Makedonien, Grækenl. 146,
Per-gamon 133, Provence 121, Kilikien
102-64, Kyrene 95, Kreta 66, Bithynien,
Syrien 64, Pontos 63, Kypern 57,
Nu-midien 46, Ægypten 30 f. Kr.,
Mauretanien 42 og Thrakien 46 e. Kr.). Mod N
havde Cæsar 58-51 erobret hele Gallien,
Augustus føjede hertil et bælte af
bol-værksprovinser op til Donau (Rhætien,
Noricum, Pannonien og Møsien 15 f.-8
e. Kr.) og Claudius beg. 43 Britanniens
erobring, mens endelig Trajan erobrede
Dacien 107. Alle disse erobringer
organiseredes som militært styrede provinser
under konsuler, prætorer og proprætorer,
idet dog fra Augustus alle militært
vigtige provinser stod under kejserlige
legater. - Indadtil afsluttedes plebejernes
kamp for borgerlig ligeberettigelse med
patricierne i 286, da plebisciterne fik
lovkraft. En ny overklasse, nobiliteten,
opstod af patricierne og efterkommerne
af de plebejiske konsuler, og fra 230
beherskede denne nobilitet stort set
valgene og blev dermed Roms regerende
klasse til Cæsars sejr 48 f. Kr. Skellet ml.
fattige og rige voksede ved krigene, der
på den ene side skabte en talrig
kapitaliststand, ridderne, og på den anden side
forarmede bønderne, der i stigende grad
blev besiddelsesløse proletarer. Tiberius
Gracchus forsøg på at genrejse
bondestanden 133 f. Kr. indledte en
revolutionær periode, der var præget af de store
generalers overmagt over for nobiliteten
og den republikanske forfatn. (Marius,
Sulla, Pompejus, Cæsar).
Ved borgerkrigene 49-31 f. Kr. brød
republikken og nobilitetsvældet endeligt
sammen og afløstes af kejserdømmet, der
betød en regering af rigets øverste
feltherre, støttet til en stærk hvervet hær og
til byernes romaniserede overklasse, og
som skabte to århundreders relative fred
og velstand (pax Romana). Den romerske
borgerret var efter et oprør af
forbundsfællerne i Ital. 90-88 blevet udstrakt til
alle frie indbyggere S f. Po. I kejsertiden
udvidedes borgertallet i voksende tempo,
til Caracalla i 212 gav alle frie indb.
borgerret. Rom og Ital. træder efterh. tilbage
som hovedlandet, i 1. årh. e. Kr. er det
navnlig de romaniserede sp. og galliske
provinser, der vinder bet., og i 2. årh.
beg. det gr. Østen at gøre sig stadigt
stærkere gældende. De første kejsere (Augustus
31 f.-14 e. Kr., Tiberius -37, Caligula
-41, Claudius -54, Nero -68 og Galba
-69) tilhørte alle den gl. nobilitet, de
næste (Otho -69, Vitellius -69,
Vespa-sian -79, Titus -81, Domitian -96 og
Nerva -98) var alle af ital. slægter, der
havde gjort karriere i den første
kejsertid, mens det 2. årh.s kejsere (Trajan
-117, Hadrian-138, Antoninus Pius-161,
Marcus Aurelius -180 og Commodus
-192) alle var spaniere eller gallere. Rom
havde i kejsertidens 1. årh. gradvis
opgivet ekspansionen og nøjedes med at
sikre det vundne ved stærkt
grænseforsvar. Fra midten af 2. årh. beg.
imidlertid stadige angreb på grænserne, først fra
germanerne ved Rhinen og Donau, fra
226 også af Sassanidernes Persien ved
Eufrat. Angrebene krævede forøget
forsvar og forøgede hærens bevidsthed om
sin magt. Og da soldaterne efterh.
rekrutteredes fra de kulturelt tilbageblevne
provinsers bondebefolkning, kom den i
fjendtligt forhold til byernes overklasse,
der hidtil havde været dominerende.
Fra 192 er det hæren, der indsætter
kejserne, som ofte er mænd, der har tjent
sig op fra geleddet, og tiden fra 192-284
er i virkeligheden en stor social
revolution, overfladisk kendetegnet af kampe
ml. sådanne soldaterkejsere (Pertinax -193
Didius Julianus -193, Septimius Severus
-211, Caracalla -217, Macrinus -218,
Heliogabal -222, Alexander Severus
-235, Maximinus Thrax -238, Gordian
3. -244, Filip -249, Decius -251,
Vale-rian 253-57 og Gallienus 254-68,
Claudius Gothicus -270, Aurelian -275,
Tacitus -276, Probus -282, Carus -283 og
Carinus -284 foruden flere, der kun
regerede ganske kort ei. i begrænsede dele
af riget). I lang tid truede riget med at
bryde sammen, da fjenderne under de
stadige revolutioner ikke mødte
tilstrækkelig modstand, men 268-82 afværgede
en række kraftige kejsere de værste
angreb, og resultatet blev et stramt
em-beds- og soldatervælde under en nu helt
enevældig kejser.
Den nye ordning fæstnedes under
kejserne Diokletian (284-305) og
Konstantin 1. d. Store (306-37), idet der indtil
324 var adsk. medkejsere og 306-24 ofte
borgerkrig. Kristendommen, der navnlig
i 3. årh. havde bredt sig stærkt, krævede
nu anerkendt plads i staten, Diocletian
prøvede endnu at forfølge de kristne, men
Konstantin bøjede sig og gjorde faktisk
kristendommen til statens religion. Dette
kristne bureaukratiske kejserdømme holdt
endnu riget sammen indtil 395
(Konstantins sønner Konstantin 2., Constans 1.
-350 og Constantinus 2. -361), Julian
3833
3834
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
