Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sovjetunionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sovjetunionen
Sovjetunionen
Maria-kanalen (Volga-Leningrad),
Mos-kva-Volga-kanalen og
Østersø-Hvide-havskanalen. - Søgående trafik er af stor
bet. på Sorte- og Kaspihavet, men
mindre på Øs tersøen, Arktiske Ocean og
Stillehavet. Handelsflåden var 1948: 2,1 mill.
tons. Den søgående forbindelse’ V-0
går via Suez (21 200 km), Panama
(22 700 km) ei. ad den nordl. sørute N
om Asien (10 900 km). Den nordl. sørutes
bet. er stigende, og Sibirien eksporterer
en del tømmer o. a. denne vej. De største
havne i S er Leningrad, Murmansk,
Arh-angelsk, Riga (alle har tømmereksport),
Odessa, Rostov (korn), Batumi (olie) og
Vladivostok. Af disse er Murmansk og
Batumi altid isfri. - Lufttrafikken er i
stadig, stærk udvikling. -
Udenrigshandel. I årene før 2. Verdenskrig
importerede S maskiner, værktøj, kobber,
aluminium, materiel til olieboring og
olieledninger, råbomuld og gummi. Der
blev eksporteret tømmer, mangan, skind,
antracit, asbest, gødningsstoffer og noget
olie og hvede. Pr. indb. er
udenrigshandelen den mindste i noget civiliseret land (6
kr. pr. indb., mod USA 85 og Danm. 401).
Forfatning og forvaltning. Statsordn.
hviler på forfatn. af 1936 (m. senere
ændringer), if. hvilken S er en socialist.
ståt, hvis grundlag er sovjetterne, der er
opstået ved arbejdernes og bøndernes
overtagelse af den ubeskårede magt. S
dannedes 30. 12. 1922 som union af 4
sovj.rep. (den russ., ukrajnske,
hvide-russ. og transkaukasiske). Unionen
opdeles polit, efter nationaliteter og består
nu af 16 unionsrep. Den lovgivende magt
for hele S er hos S-s Øverste Sovjet,
bestående af 2 kamre: Unionssovj. (1
deputeret for hver 300 000 indb.; i 1946:
ca. 670 medl.) og Nationalitetssovj. (valgt
af unionens medlemsstater og -områder
med 25 deputerede fra hver unionsrep.,
11 fra hver autonom, rep., 5 fra hvert
autonomt område, 1 fra hver nat. kreds;
i 1946: ca. 630 medl.). Valgperioden er
4-årig, medl. samles et par uger 2 gange
årl. i Moskva. Begge kamre har
lovinitiativ; kan enighed ikke opnås,
udskrives valg. Valgretsalder: 18 år,
valg-barhedsalder 23 år. Valgene er alm., lige,
direkte og hemmelige (før 1936 havde
gejstlige, tidl. aristokrater, rige
købmænd, kulakker o. lign. ikke valgret),
valgdeltagelse 1945: 99,2%.
Kandidatopstilling foretages af »det arbejdende
folks almene organisationer«: Det
Kommunist. Parti, fagforen., kooperativer,
ungdomsorg., kulturelle foreninger. Det
cetitrale reg.sorgan er det af øverste
sovj. valgte præsidium (efttr marts
1946 32 medl.: 1 medl. f. hver af de 16
unionsrep., 15 andre og en sekretær).
Præsidiet er ansvarligt over for øverste
sovj., men har meget vidtgående
fuldmagter. Højeste eksekutive og admin.
organ er det af sovj.s øv. råd valgte
ministerråd (før marts 1946:
Folkekommissærernes Råd). Højesteret
vælges af øverste sovj. for 5-årig periode.
Unionsrep., autonome rep., autonome
områder og kredse har styre af lign.
form som hele unionen. Navnlig
unionsrep. har vidtgående selvstyre
(undervisning, soc. forsorg m. m., fra febr. 1944
også ret til egen hær og diplomat, repr.).
En særstilling ind tager Det Kommunist.
Parti, der har en lign. organisation som
selve unionen.
Hæren. Alm. værnepligt efter lov af
1. 9. 1939 fra 18. til 50. leveår (under 2.
Verdenskrig udstrakt til 16.-55. år).
Tjenestepligten omfatter en forberedende
uddannelse fra 15. til 18. leveår.
Varigheden af første uddannelse under fanerne
er: i hæren menige 2 år, underofficerer
3 år; i flyvevåbnet, kystartilleriet og
flåden for menige og underofficerer "henh.
3, 4 og 5 år. De fleste går derefter til
reservens 1. hold, de øvrige (fritagne ei.
uegnede til våbentjeneste) til dens 2.
hold, men begge står i reservens 1. klasse
til 35. leveår, i 2. klasse 36.-45. år og i
3. klasse 46.-55. år. I 1. klasse skal de to
hold møde til henh. 6 og 9
genindkaldelser å 2 måneder. Under 2. Verdenskrig
talte de væbnede styrker til 22 mill. mand.
Kirken. I 10. årh. indførtes ortodoks
kristendom til Rusl. gnm. de nord.
vikingefyrster i Kijev. 1589 oprettedes
det russ. patriarkat i Moskva. Under
Peter den St. afskaffedes patriarkatet
( 1721) og erstattede^ af Den Hellige
Synode under tsaren (repr. af en
over-prokurør). Kirken blev et redskab til
rel. og politisk undertrykkelse. Mange
sekter opstod. Ved revolutionen 1917
skiltes kirken fra staten, og patriarkatet
genoprettedes. Kirken mistede sin
ejendom, og en heftig antireligiøs agitation
satte ind. 1922-23, 1929-30 og 1937-38
skærpedes den antikirk. holdning, første
gang fordi kirken ikke ville sælge sine
skatte (deribl. hellige kar) til lindring af
hungersnøden, anden gang fordi den tog
stilling mod kollektiviseringen, og tredie
gang fordi præsterne opfattedes som
spioner. Under 2. Verdenskrig viste
kirken, der allerede 1923 og 1927 havde
erklæret sin loyalitet, sig helt at stå på
regeringens side, og 1944 valgtes den fra
Leningrads forsvar berømte Aleksij til
patriark. Mange klostre og inddraget
kirkegods er tilbagegivet, teol.
læreanstalter begyndt at fungere. Et stort
kirkemøde i Moskva 1945 overværedes af
re-præs. for de fleste ortodokse kirker og for
S-regeringen. - Skolevæsen. Fra 1930
skolepligt fra 7. til 11. år, fra 1938 i
byerne til 15. år. Statslig enhedsskole:
Børnehave (3.-7. år), grundskole (7.-11.-),
ufuldstændig mellemskole (-15.),
fuldstændig mellemskole (-18.). Desuden et
tæt net af faglige uddannelsesskoler.
Elevantallet i skolerne steg fra ca. 8 mill.
i 1914 til 32 mill. i 1939. Analfabetismen
faldt fra 76% i 1897 til 18,8% i 1939.
På landet fællessk., i større byer er kun
grundsk. fælles. Sovjetskolen præges af
opdragelse til samarbejde,
selvstændighed og disciplin. Fritidsarbejdet spiller
en stor rolle (børnebevægelsen: Unge
Pionerer), 782 højere læreanstalter, hvoraf
29 fuldstændige univ. Alle der opfylder
de stillede normer (ca. 90%) får
statsstipendier.
Historie. S-Rusl. har altid tiltrukket
indvandrere, især fra Asien. Efter
sky-therne, det kendteste af disse folk, fulgte
i 3. årh. f. Kr. sarmaterne. I den gr.
kolonitid slog også grækerne sig ned ved
Sortehavets S-kyst, især ved Krim, hvor
det bosporanske rige blomstrede ved
handels- og kulturforbindelser med Athen
i 5.-3. årh. f. Kr. I 3. årh. e. Kr. trængte
dernæst goterne ind i S-Rusl., senere
fortrængt af hunnerne, hvis kæmperige brød
sammen efter Attilas død 453. I de flg.
årh. trængte slaverne ind i S-Rusl. De sad
da formentlig allerede i V- ogMidt-Rusl.,
mens deres besiddelse af S-Rusl. i den flg.
tid anfægtedes først af avarerne, siden
af chazarerne, begge asiat. folk. Fra
9. årh.s midte trængte de overvejende
sv. varæger ind i S-Rusl., tog magten fra
slaverne, der gav dem navnet rus, og
dannede et rige fra Østersøen til
Sortehavet. Deres føfste fyrste, Rurik (i
Novgorod), døde 879, hans søn Oleg (Helge),
der gjorde Kijev til hovedstad, angreb
907 Byzans. Varægerne slaviseredes
efterhånden. Svjatoslav (d. 972) gjorde en
ende på chazarernes rige og erobrede
Krim, men led nederlag mod kejser
Johannes 1. af Byzans 971. Hans søn
Vladimir 1. (d. 1015) ægtede kejser Romanos
2. af Byzans’ datter Anna og indførte
989 kristendommen. 1019-54 regerede
hans søn Jaroslav 1., efter hvis død riget
opløstes ved delinger, og fyrsternes
livgardister, bojarerne, udviklede sig til en
dominerende godsejeradel. Allerede disse
varæger havde måttet kæmpe med de
asiat, petjeneger, i slutn. af 12. årh.
trådte kumanerne i deres sted, som atter
fulgtes af Djengis-Khans mongoler, der
1240 havde erobret hele Rusl. og
beherskede det til 1480 (Den Gyldne Horde ved
nedre Volga). De russ. fyrster blev
siddende som vasaller, imod V dog faktisk
uafhængige. En særlig metropolit for
næsten V-Rusl. flyttede i beg. af 14. årh. til
Moskva, et lille fyrstedømme, som just ved
denne tid begyndte en kraftig ekspansion,
som samtidig med Den Gyldne Hordes
gradvise forfald efterhånden samlede hele
Rusl. under sin ledelse. Allerede Dmitrij
4. Donskoj (1362-89) slog mongolerne ved
Don; Ivan 3. erobrede Novgorod 1478
og gjorde 1480 ende på mongolervældet.
- 1500-1613. Vasilij Ivanovic 1505-33,
Ivan 4. d. Skrækkelige -84, Fjodor 1.
(den sidste af Ruriks æt) -98, Boris
Go-dunov -1605. Ivan 4. fastslog ved sejre
over tatarerne i 1550erne Moskvas
hegemoni, tog 1547 tsartitel. Bojarerne
trængtes tilbage, der knyttedes forb. m. V-Eur.
Efter Ivans død lå magten hos Boris
Godunov, som 1589 gjorde den russ.
kirke uafhængig af Konstantinopel. I
hans sidste år beg.- opløsningstid, bl. a.
m. po. indfl. 1613-1796. Romanov:
Mihail 1613-45, Aleksej -76, Fjodor 3.
-82, Peter d. St. -1725, Katarina 1. -27,
Peter 2. -30, Anna -40, Ivan 6. -41,
Elisabeth -62, Peter 3. 1762, Katarina 2.
-96. Efter Romanovernes tronbestigelse
1613 genoprettedes indre ro, men
Ingermanland måtte afstås til Sv., Smolénsk
til Polen. Krigene fortsatte dog til 1667,
da Rusl. vandt Ukraine Øf. Dnjepr, Kijev
og Smolénsk. Med Peter d. St. kom efter
søsteren Sofies styre 1689 en stor
herskerpersonlighed til magten, V-eur. påvirkn.
førte til kollegiesystemet, hvorved
bojarerne svækkedes; tsaren gjorde sig til
kirkens herre. Livl., Estl. og Ingermani.
erhvervedes fra Sv. 1721 efter St. Nord.
Krig, der rystede Rusl. og krævede
mægtige ofre. Under de flg. herskere
havde indvandrede tyskere stor
indflydelse, men Peters politik videreførtes.
Tyskervældet styrtedes 1741 af en nat.
reaktion (Elisabeth). Rusl. deltog i preuss.
Syvårskrig til 1762, da Karl Peter Ulrik
af Romanov-Holsten-Gottorp sluttede
fred m. Preussen for at gå mod Danm.
Han styrtedes dog s. å. af Katarina 2.,
som svækkede Tyrk. (vandt landet ml.
Dnjepr og Djnestr) og Polen (delingerne).
Reformer i oplyst enevældes ånd fik ikke
stor bet. - 1796-1917. Paul 1796-1801,
Alexander 1. -25, Nikolaj 1. -55,
Alexander 2. -1881, Alexander 3. -94, Nikolaj 2.
-1917. - Paul vendte sig mod Frankr.,
men brød 1800 m. Engl.; myrdedes året
efter. Alexander 1. sluttede fred og
begyndte indre reformer (ministerier). Han
indblandedes i Napoleonskrigene, men
sluttede fred i Tilsit 1807 og gik med i
Fastlandsspærringen, hvorefter Fini.
(1809) og Bessarabien (1812) erobredes.
1812 afviste Rusl. Napoleons erobr.forsøg,
fortsatte krigen til indtog i Paris 1814,
vandt ved Wienerkongressen
størstedelen af Polen, som 1815 fik en forfatn.
Tsarens mysticisme førte til dannelse af
Den Hellige Alliance m. Preussen og
Østr., men hindrede forfatningsarb., og
revolut. bevægelser begyndte. Mod disse
(Dekabristerne) for Nikolaj 1. hårdt frem,
og reformforsøg bragte ikke større
resultater. Intervention til fordel for de
oprørske grækere fra 1827 betingedes af
ønsket om at besidde Donaumundingerne;
det po. oprør 1831 knustes, hvorefter
forfatn. ophævedes, og Nikolaj støttede
overalt det »legitime« (reaktionære) styre. 1841
lukkedes Dardanellerne for Rusl.,
hvorved det orientalske spørgsmål trådte i
forgrunden, samtidig med at økon.
mod-sætn. til Engl. og Frankr. på det tyrk.
marked skærpedes. Spændingen udløstes
ved Krimkrigen 1853-56, hvor Rusl.
opgav Donaumundingen; Sortehavet
neutraliseredes (til 1870). Russ. udenrigspolit.
vendte sig nu mod Asien, hvor der
knyttedes forbindelse m. Jap. og Kina;
Amur-landet og Sahalin erhvervedes; fremstød
i Turkestan medførte eng.-russ.
spænding (Indien). Indadtil gennemførtes
store reformer: Livegenskabet
ophævedes 1861 (for at skaffe industrien
arbejdere), lokalt selvstyre (zemstvoer)
oprettedes 18C4 og jernbaneanlæg beg. Po.
oprør 1863-64 bragte igen reaktionen frem,
hvorefter unge Liberale blev
revolutionære. Rusl. hindrede ikke Tyskl.s
samling 1864-71, men ty.-russ. forståelse
kølnedes ved Rusl.s panslavistiske polit, på
Balkan, der generede Østr.; Tyrkerkrigen
1877-78 bragte sejre, men intet større
udbytte. For at imødegå den voksende
4216
4217
4218
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
