- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Den nye Salmonsen (4. udgave, 1949) /
4852,4853,4854

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Weimar-forfatningen ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Vendel Venezuela

Luftfotografi af Markuspladsen i Venezia.

af en stærk stang af ask, forneden
omsluttet af en jernring med et øje, hvori
der sidder en jernkrog, som ender i en
skarp æg og er så stor, at den kan fatte
om stammen. Når stangen holdes på den
ene side af kævlen og krogen slås i på
den anden side, kan man rulle kævlen
ca. l/» omdrejning.
Vendel [’vændal], sogn i Uppland, Sv.
Ved kirken optoges i 1881 et gravfund,
der gav anledn. til udgravninger i 1882
og 1893, hvorved 14 bådgrave med rige
fund af hjelme, sværd, skjolde (forgyldte,
rigt ornamenterede og med
granatindlægninger) o. m. a. fremkom. Fra 7.-10.
årh. e. Kr. Har givet navn til V-stilen
(s. d.) og V-tiden, perioden fra
600-800 e. Kr.

Wendel [vä’dæl], fr. slægt af
industridrivende, opr. fra Koblenz. Grl. 1704
metalindustri i Lorraine, 1787 jernværker i Le
Creusot. I 19. årh. bl. Eur.s førende
metalind.-firmaer, fra 1872 »Les
Petits-Fils de François Wendel & Cie«; øget
indflydelse v. overtagelse af
Lorraineminer efter 1. Verdenskrig, ledet af
François de W (f. 1874), der tillige var
formand for Comité des Forges, bl. de
ledende i Banque de France og kons.
parlamentsmedlem.
Wendelboe Jensen [’væn’albo’-], Eigil
(1899-1940), da. maler af naturalistisk
skole; Larsen Stevns* medhj. ved
freskerne i H. C. Andersens mindehal i
Odense.

Vendel-stil (efter Vendel), dyrestil med
båndformede dyrefigurer med
ornamentalt udformede hoveder og lemmer, ofte
sammenstillede i symmetriske grupper,
vendémiaire [väde’mjæ:r] (fr:
vinhøstmåned), den fr. revolutionskalenders 1.
måned, slutn. sept.-okt.
vendepol, særlig magnetpol, der
anbringes på en elektr. maskine med det
formål at forbedre kommuteringen.
vendepunkt ei. i nfleks ions punkt. En plan

kurve har v i et punkt P, dersom dens
tangent i dette punkt skærer gnm.
kurven. Tangenten kaldes en
vendetangent.

vender [’væn’dar], slaverne i Ø-Tyskl.;
underlagdes Tyskland i 10.-12.
århundrede og germaniseredes
efterhånden. v-s fyrstehuse herskede i Pommern
til 1637, i Mecklenburg til 1918.
Sorberne i Lausitz er en rest af v.

venders, de (konge), del af den da.
kongetitel efter Knud 4.s sejr over hertug
Bogislaw 1. af Pommern 1184.

ven’detta (ital.), hævn, navnlig
blodhævn. Forekommer på Corsica indtil den
nyeste tid.

vendetå, hos fugle en tå, der kan drejes
både frem og tilbage. Findes bl. a. hos
ugler, fiskeørn, m. fl.
vending, med., fødselsoperation, hvorved
fosterets leje forandres, oftest til
underkropsstilling,
vendisk sprog, d. s. s. sorbisk.
Vendöme [vä’do:m], malerisk fr. by ved

Loir; 10 000 indb. (1946).
Vendöme [vä’do:m], fr. adelsslægt,
nedstammer fra uægte søn af Henrik 4.;
Louis Joseph, hertug afV (1654-1712),
general under Ludvig 14., afgjorde under
Sp. Arvefølgekrig kampene i Spanien ved
sejr ved Villaviciosa 1710. - V-slægten
uddøde 1727.
Vendöme-søjlen [v<J’do:m], en 43,5 m
h. sejrssøjle på Place Vendöme i Paris.
Rejst som monument over felttoget 1805.
Øverst en statue af Napoleon 1., hvortil
en indvendig trappe fører op. V blev
styrtet af kommunarderne 1871, senere
genrejst.

Vendryes [vädri’æ:s], Joseph (f. 1875), fr.
sprogforsker, prof. i sammenlign,
sprogvidenskab ved Sorbonne. Har bl. a.
skrevet Grammaire du vieil irlandais
(1908, 1921), Le tangage (1921) og s. m.
Meillet: Traité de grammaire comparée
des langues classiques (1924).
Vendsyssel, den østl. og største del af
den nørrejyske ø; 2981 km2; 189 431
indb. (1945), omfattede i oldtiden og tidl.
middelalder hele landet N f. Limfjorden.
Vendsyssel-gas, metanholdig naturgas.
Vendsyssel Tidende, da. dagblad
(Venstre), grl. 1873. Oplag 1948 : 27 000.
Wendt [væn’t], Frantz Wilhelm (f. 1905),
da. historiker. Fra 1943 direktør for
Foreningen Norden,
vene (lat. ’vena), blodåre med blodstrøm

i retning mod hjertet.
Ve’nedig, da. (ty.) navn på Venezia.
Venegrunde, grund i Smålandsfarvandet,

V. f. Knudshoved,
venepulskurve, med., grafisk
opskrivning af den bevægelse, som under
hjertets arbejde fremkaldes i venerne,
vene’ra’bel (lat.), ærværdig;
veneration, ærefrygt, ærbødighed,
vene’rabile (lat: ærefrygtindgydende),

betegn, for hostien i den kat. kirke,
ve’ne’riske sygdomme (af Venus kær-

lighedsgudinden), kønssygdomme,
venero- (lat. Venus kærlighedsgudinden),

kønssygdoms-,
venerolo’gi’, læren om kønssygdommene,
’vene’ter, 1) illyrisk oldtidsfolk omkr.

Venezia; 2) gallisk stamme om Vannes,
vene’tia’n (efter Venezia), satinvævet
bomuldsstof, en god lasting anv. til foer.
veneti’a’nsk, hvad der vedrører Venezia,
venetianske perler, perler af glas.
Venetianske Skitsebog, en række
tegninger i akad. i Venezia, tidl. tilskrevet

Raffael, rimeligvis kopier efter ældre ital.

mestre.

venetianske skole. Allerede i 15. årh.

havde den venetianske malerkunst en
blomstringsperiode. Særlig fremragende
er G. Bellini. Hans elev Giorgione
videreførte traditionen. Med Tizian og
Tinto-retto kulminerer v. Palma Vecchio og P.
Veronese bringer v-s særprægede festlige
og fyldige kolorit til fuld udfoldelse. 1
det 18. årh. er Tiepolo skolens
betydeligste kunstner. Guardi og Canaletto
skildrer Venezias maleriske arkitektur.

Veneto [’væ-], nordital. landsdel
omfattende den østl. del af Posletten og de ital.
Øs talper; 25 537 km2; 4 654 000 indb.
(1947).

Venezia [ve’nætsia], da. og ty. Venedig,
ital. by i Veneto; 309 000 indb. (1948).
V ligger i V-s Lagune (Laguna di V) på
120 tætbebyggede småøer, adskilte ved
smalle kanaler, over hvilke ca. 400 broer
(bl. a. Rialto-Broen, 1588-92) fører.
Vej-og jernbaneforbindelse med fastlandet.
Hovedkanalen, Canal Grande, slynger sig
som et S gnm. byen fra V mod 0,
flankeret af paladser i gotik, Renæssance,
barok og til dels byzantinsk stil. Den
ender mod 0 ved Markuspladsen foran
Dogepaladset (Palazzo Ducale) med
søjlefacade i broget marmor (1423-38),
forbundet med Markusfængslet ved
»Sukkenes Bro«. Ved dets side ligger
Markus-kirken (San Marco), påbeg. 828, med
fritstående klokketårn (campanile). Bl.
skulpturerne mærkes Colleonis
rytterstatue. I øvr. præges bybilledet næsten
overalt af paladser og kirker fra V-s
storhedstid i middelalderen. Forb. med det
nordital. banenet 1845, Suezkanalens
åbning 1869, samt udbygning af havnen
Marghera på fastlandet (1917-23) har
igen gjort V til en bet. handels- og
industriby. Også den hist. kunstindustri er
blomstret op: glas, mosaik, kniplinger og
guldsmedearbejder.

Historie. Grundlagt ved at en række
landsbyer på øerne i lagunen 697 valgte
en fælles doge. Stod længe nominelt
under Byzans. Voksede op som formidler
af handelen ml. 0 og V. Erobrede
Dalmatien i 11. årh., en række gr. øer (bl. a.
Kreta) og Peloponnes 1204. Kæmpede i
13.-14. årh. med rivalen Genova til V-s
sejr 1381, erobrede Treviso, Verona,
Padova, Friuli, Brescia, Bergamo, Ravenna
og Cremona 1389-1454, fik 1489 Kypern
ved testamente. Indadtil indskrænkedes
dogens magt gradvis i 11.-13. årh., til
al magt lå hos et adelsråd på 480 medl.
(oprettet 1172) og forsk, mindre råd.
Mistede 1463-1715 de oversøiske
besiddelser til tyrkerne, efter fr. erobring til
Østrig 1797; efter 1805 under fr.
overherredømme. Tilfaldt Østr. ved
Wienerkongressen 1815, erobret af Ital. 1866.
(Iü.).

Venezia Giulia e Zara [ve’nætsia
’d3ulja e ’dzara], tidl. den nordøstligste
ital. landsdel (provinserne Carnaro,
Go-rizia, Istria, Trieste samt Zara på Ø-siden
af Adriaterhavet). Størstedelen af V blev
1947 afstået til Jugoslavien ei. indgik i
det frie område Trieste.

Venezia Triden’tina [ve’nætsia-],
nordital. landsdel i Alperne, omtrent d. s. s.
S-Tirol; afstået af Østr. til Ital. 1919.
13 602 km2; 689 000 indb. (1947).

Venezuela (da. [-su’e:la], sp. [-[ßænæ’swæ-la])-] {+[ßænæ’swæ-
la])+} (sp: lille Venezia; efter indianernes
pælelandsbyer v. Maracaibo-Søen), off.
Estados Unidos de V, forbundsrep. (20
stater) i S-Amer.; 912 000 km’; 4 490 000
indb. (1948) = 4,9 pr. km’. Hovedstad:
Caracas. Vigtige havnebyer: La Guaira,
Puerto Cabello, Maracaibo og Ciudad
Bolivar. V begrænses af Brit. Guayana,
Brasilien, Colombia og Det Caraibiske
Hav. Kysten er overvejende en
klippekyst, mod 0 Pariagolfen og mod V
Maracaibo-Søen. V-s terrain deles i

1) Guayanas højland SØ f. Orinoco, et
bølgeformet, ret lavt plateau med
Roraima (2600 m) ved grænsen til Brit.
Guayana og Sien? Parima og Sierra
Pacaraima ved grænsen til Brasilien;

2) Llanos, sletterne N og V f. Orinoco;

3) fortsættelser af Colombias Østcordil-

lere (Sierra de Perijå V f. og Cordillera

de Mérida (4700 m) SØ f.
Maracaibo-Søen) og De Caraibiske Kystbjerge (2782

4852

4853

4854

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 20 00:09:48 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/4/1794.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free