Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ægyptens Ti Plager ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ægyptens Ti Plager
ækvinoktialstorme
efter Bonapartes angreb. Den tyrk.
vicekonge Mehemed Al i (1804-49), knækkede
mamlukkernes magt og skabte v. eur.
reformer stærk hær, slog i 1830rneTyrk.
og erobrede Syrien, men måtte 1840 bøje
sig for stormagterne og opgive
erobringerne. Mehemed Alis slægt fortsatte som
vicekonger, fra 1867 med titel af khediver,
kom i finansiel afhængighed af Vesteur.,
der efter bygning af Suezkanalen greb
stærkt ind. Efter konflikt ml. eng.-fr.
kontrolmagt og fremmedfjendtl.
nationalistrejsning under Arabi Pasha besatte
Engl. 1882 Æ. Det eng. styre (Cromer
1884-1907, Kitchener 1911-14)
gennemførte storstilet udvidelse af erhvervslivet,
men blev som fremmedherredømme ikke
populært. Ved 1. Verdenskrigs udbrud
1914 afsattes den tysk venl. khediv Abbas
Hilmi; hans onkel Husain blev sultan,
og Tyrk.s overherredømme over Æ blev
formelt ophævet. Efter Husains død 1917
blev hans broder Fuad sultan. Under
krigsvanskelighederne voksede stærk
nationalistbevægelse frem, ledet bl. a. af
Zaghlul Pasha, der efter 1920
organiserede partiet Wafd. Kolonimin. Milner
gik da ind for oprettelse af uafh. Æ, og
1922 blev Fuad konge. Det eng.
protektorat ophævedes, men Engl. hævdede
retten til at beskytte sine interesser i Æ
og ved Suez, holdt tropper i £ og
beherskede tillige Sudan, som Æ.
betragtede som del af Æ. 1936 blev ved Fuads
død sønnen Farük konge; s. å. nåede
Wafd-lederen Nahås Pasha en ordn. m.
Engl., hvor Engl. lovede at rømme Æ,
senest 1944, og kapitulationerne
bortfaldt, men i stedet kom eng.-ægypt.
militæralliance, og Engl. forbeholdt sig
indflydelse over Sudan som eng.-ægypt.
condominium og over Suez. 1937 optoges
Æ som selvstændig ståt i Folkeforbundet;
men udgifterne ved at rejse egen hær og
admin. tyngede, og allerede 1937 kunne
Faruk styrte Wafd-reg. 1939-40 nøjedes
Æ m. at afbryde forbind, m. Aksen, men
en del af ørkenkrigen førtes ind på ægypt.
territorium; 1942—44 var Wafd ved
magten under Nahås Pasha. Febr. 1945
erklæredes krig mod Tyskl.-Japan (Wafd
imod); samtidig rejstes krav om eng.
rømning af Æ, forstærket efter
krigsafslutningen samt om overdragelse af
Sudan. Engl. rømmede 1947 Æ
undtagen Suezkanalområdet, men afslog at
udlevere Sudan, mens Æ fastholdt
grundtanken om Nildalens udelelighed.
Tilsluttet Arab. Liga, angreb maj 1948 Israel,
men uden resultat.
Ægyptens Ti Plager, if. 2. Mosebog,
kap. 7-11, ti straffedomme, som Gud
lod overgå Ægypten, da Farao ikke ville
lade jøderne drage til Kanaan. »Vand
til blod og frøers mængde, myg dernæst
Ægypten trængte, utøj, pest og bylders
nød, hagl, græshopper, mørke, død«.
Ægypterevangeliet, et noget kættersk
ev.skrift fra ml. 100 og 150, brugt i
Ægypten, nu næsten helt gået tabt.
ægyptisk gås, d. s. s. nilgås.
ægyptisk kunst kan følges fra beg. af 5.
årtus. f. Kr. til den nat. kulturs
sammenbrud i 3.-4. årh. e. Kr., da
kristendommen blev den herskende rel.; æ-s hist.
rækker langt ud over det faraonske riges
grundlæggelse; fra forhist. tids sidste
afsnit (yngre stenalder) foreligger kunstn.
frembringelser af høj værdi: formrig
keramik m. geometriske ei. stiliserede
naturalistiske ornamenter, elfenbensskæringer
og skiferpaletter til rivning af sminke og
farve; denne kunstperiode kulminerer og
afsluttes i beg. af hist. tid (ca. 2800 f. Kr.),
hvorfra samtidig de første store og grove,
monumentale billedhuggerværker
kendes. Først fra og med 3. dynasti spores en
udpræget formskabende evne;
gennembruddet sker i arkit. m.
pyramidebygningerne under 3. og 4. dynasti; i nær
sammenhæng m. arkit. udformes inden
for billedhuggerkunsten den særprægede
ægypt. stil, som ved midten af 3. årtus.
når sit foreløbige højdepunkt i udsmykn.
af mindetempler og stormandsgrave
(relief- og rundskulptur) og i majestætiske
portrætter af rigets herskere.
Sammenbruddet af pyramidetidens ståt medfører
et fald i æ og et brud med traditionen.
Først med 12. dyn. (omkr. 2000) nås en
ny kunstn. blomstring, især fremtrædende
i tidens kongebilleder, der - ved overlegen
stofbehandling og ihærdig stræben efter
gnm. stenen at skildre mennesket - er
blevet æ-s mest åndrige frembringelser og
normgivende for eftertidens fremstilling
af herskerportrætter. Traditionen fra
denne periode præger æ i flg. årh.; først
omkr. midten af 15. årh. opstår en ny
- stil, hvori fladerne brydes af spillende
linier, der bøjer sig i kurver og samles i
grupper; denne udvikling brydes, da
Amenhotep 4. i forb. m. sin kirkekamp
søger at fremtvinge en ny kunstform
uden forb. m. ægypt. kultur, men
genoptages efter Amenhoteps død og opnår i 13.
og 12. årh. en rig efterhøst. Ramses 2.s
forcerede byggeri indleder tilbagegangen
ved at fremkalde en håndværksmæssig
serieproduktion. I beg. af 1. årtus.
forsøges en fornyelse af æ med bevidst
forbillede i pyramidetiden; denne kunst
udartede snart til nærgående kopiering af
de gl., udført med blændende teknik,
men i en veg og indholdsløs stil. Med
Ægyptens indføjelse i den gr. kulturkreds
skyllede gr. kultur ind over landet; den
rel. kunst bevarede endnu nogen tid den
gl. æ-s særpræg, men stivnede snart i
grov efterlign, af de gl. Inden for den
profane kunst fandt æ i den så
væsens-forsk. græske en kilde til en sidste
foryngelse i en stille og nøgtern opgørelse af
arv og gæld fra fire årtus. (Hertil tavle),
ægyptisk matematik. Kendskab til æ
har man væsentlig fra to større papyri
stammende fra ca. 1700 f. Kr. De viser,
at man beherskede regnearterne for hele
tal og brøker, dog på en kompliceret
måde, der beror på en ejendommelig
reduktion af regningerne til additioner og
opspaltning af brøker i stambrøker
(brøker med tælleren 1). Desuden indeholder
teksterne opgaver; bl. a. areal- og
rumfangsberegninger delvis efter eksakte
formler. Alle opgaver synes at have haft
praktisk betydning,
ægyptisk religion i hist. tid havde tre
hovedformer: Sol-rel. og Osiris-rel., der
begge havde tradition i folket, og
Amon-dyrkelsen, som i nogle årh. var officiel
statskult i Theben; optaget i disse hist.
rel. er levn fra gamle bygde-rel. og
urtidens primitive rel., bl. a. dyredyrkelsen.
Sol-religion. Solen dyrkedes i Ægypt.
på mange steder under forsk, navne og
former. Tidligt fandt Sol-rel. et
midtpunkt i byen On (Heliopolis), hvor Solen
æredes under navn af Atum, som dog
endnu før hist. tid fortrængtes af den
udefra kommende Ra, hvis dyrkelse
organiseredes af et polit, indflydelsesrigt
præsteskab. Af andre Solguder er især
kendt: Horus, der senere inddroges i
Osiris-rel. og Aton, som af Amenhotep 4.
søgtes ophøjet til eneste anerkendte Gud.
Osiris-rel. trængte ved midten af 3.
årtus. fra sit hjemsted i deltaet frem mod
S og bredte sig i folkets masser. Den er
i sin oprindelse en naturmyte (kamp ml.
den yppige Nildal, Osiris, og den golde
ørken, Set), siden forbundet med
forestillingen om himlen (Isis) og udbygget til et
dogm. system; Osiris blev anset som
hersker i Dødsriget, hvortil adgangen var
betinget af dadelfrit liv på Jorden og en
prøvelse for Underverdenens domstol.
Amon-dyrkelsene rpolit. knyttet
tilstor-hedstiden i den senere halvdel af det 2.
årtus.; Amon blev da rigets skytsherre,
til hvem kongerne byggede prægtigt
udstyrede templer,
ægyptisk sprog, der er i slægt med de
semittiske, de hamittiske og de øst-afr.
sprog, taltes af befolkn. i nedre Nildal fra
(senest) 5. årtus. f. Kr. til 17. årh. e. Kr.,
da det afløstes af arabisk, æ fremtræder
som gammel-ægyptisk i pyramidetiden og
feudaltiden og ny-ægyptisk i storhedstiden
(fra ca. 1300 f. Kr.) med talrige
nydannelser i formlære (opløsning af det gl.
bøj-ningssystem) og ordforråd. Ny-ægypt.
udvikledes i 1. årtus. f. Kr. til demotisk,
som i 3.-4. årh. e. Kr. blev til hoptfsh, der
uddøde som talesprog ved midten af det
17. årh. e. Kr.
ægyptisk øjensygdom ei. trachom,
smitsom og farlig betændelse i
bindehinden; meget sjælden i Danm.
ægyptolo’gi’ (Ægypten + -logi),
videnskaben om det gl. Ægyptens kultur fra den
hist. tids beg. til arabernes erobring af
landet. Ægyptens kultur i gr.-rom. tid
behandles fortrinsvis af papyrologien;
det kristne Ægyptens kultur af teol. og
kirkehistorie.
Æ’gæ’iske Hav ei. Det Græske Øhav (gr.
Archipélagos), den del af Middelhavet,
der ligger ml. den gr. halvø og Lilleasien.
Største dybde (2524 m) NØ f. Kreta. Fra
en tærskel i ca. 500 m dybde hæver sig
øgrupperne Kykladerne og Sporaderne.
ægæisk kultur, den forhistoriske,
førgræske kultur i Grækenland og på øerne
i Ægæerhavet. Befolkningens e tniske rod
og sproget ikke klarlagt. Den æ-s forløb
deles i ældre og yngre ægæisk tid (I og II).
I, fra yngre stenalder (ingen spor af d.
ældre) indtil ca. 1700 f. Kr., består af to
kulturkomplekser: et nordligt, centraleur.
orienteret på det gr. fastland og et
sydligt på øerne, hvor Kreta efter
stenalderens slutn. fra ca. 2500 f. Kr. bliver
toneangivende; kretisk kultur forplantes t.
fastlandet, og d. gl. stenalderkultur
trænges tilb. til N-Grækenl.Civilisationen mod
periodens slutn. højtstående, især på
Kreta. Trods alm. overensstem. f. eks.
i gravskikke (jordfæstelse fremherskende)
udtalte modsætn. ml. kulturernes
keramik, grav- og hustyper (f. eks. Kreta:
åbne kongsgårde, fastlandet og
Kykladerne: befæstede borge). - II (ca.
1700-1200 f. Kr.). 1700-1550 kulminerer Kretas
kultur. Kulturen udslettes under Kretas
erobring og tyngdepunktet flyttes til
Peloponnes (Tiryns og Mykene).
1400-1200 ensrettet fælleskultur i store dele
af Middelhavs-området. Gr. stammer
indvandrer. De mykenske borge befæstes
stærkt, men forgæves, og den æ bukker
under (Hertil tavle Ægæisk Kunst).
Aehrenthal [’æ:r3nta:l], Aloys
(1854-1912), østr. diplomat. Udenrigsmin. 1906
-12, tilhænger af kraftig Balkanpolitik,
indlemmede 1908 Bosnien-Hercegovina
trods russ. modstand,
ækvationsdeling (lat. aequatio
ligedeling), biol., d. s. s. mitose,
æ’kvator (lat. æquare gøre lige store), på
Jorden den cirkel, hvis plan går gnm.
Jordcentret og er vinkelret på Jordens
omdrejningsakse. Himlens æ er den
storcirkel, hvori en plan gnm.
iagttagelses-stedet vinkelret på Verdensaksen (og
dermed på Jordens rotationsakse) skærer
himmelkuglen,
ækvatore’a’l opstilling (af ækvator), d.
s. s. parallaktisk opstilling (af et astron.
instrument),
ækvatorhøjde, astron., den vinkel,
himlens ækvator danner med horisontplanen,
komplementvinkel til polhøjden ei. den
geogr. bredde,
ækvatori’a’l, et astron. instrument
bestående af en sigtekikkert, der kan drejes
om verdensaksen og en derpå vinkelret
akse, samt inddelte kredse til måling af
drejningsvinklen om de nævnte akser.
Tidl. benyttet til målinger af timevinkel
og deklination, men instrumenttypen har
aldrig givet resultater, der kan måle sig
med de med meridiankreds opnåede,
ækvatorialzone, d. s. s. tropiske zone.
ækvatorkoordinater, astron.
koordinater defineret i forhold til himlens
ækvator som grundplan,
’æ’kver (lat. æqui), oskisk stamme i
Sabinerbjergene, der i 5. årh. f. Kr. ofte
angreb Rom, fra 304 f. Kr. under Rom.
ækvi- (lat. æquus lige, ens), lige.
ækvidi’stan’t (ækvi- + lat. distans fjern),
lige fjern, med samme afstand,
ækvinokti’a’lpunkter (lat.
æquinoctia-lis som hører til jævndøgn), astron., d.
s. s. jævndøgnspunkter (d. v. s.
forårs-punkt og efterårspunkt).
ækvinokti’a’lregn (jævndøgnsregn),
meteor., de voldsomme regnskyl, der falder
i de tropiske egne på de tider af året, da
dag og nat er lige lange.
ækvinokti’a’lstorme (jævndøgnsstorme),
meteor., de heftige storme, der indtræffer
samtidig med ækvinoktialregn.
5044
5045
5046
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
