Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ægyptens Ti Plager ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ækvinoktium
ært
aekvi’noktium (lat.), jævndøgn
(forårsjævndøgn og efterårsjævndøgn). Når et
himmellegemes rektascension og
deklination opgives til et bestemt ae, f. eks.
æ 1950.0, menes dermed, at disse
koordinater refererer sig til ækvators og
forårspunktets stilling til det pågæld.
tidspunkt.
ækvipotentialflade, fys., flade lagt gnm.
de punkter i et felt, der har samme
potential.
ækviva’len’s (cekvi- + lat. valere være
værd), samme værdi; ækviva’len’t, af
samme værdi, tilsvarende,
ækvivalensprincippet i den alm.
relativitetsteori udsiger, at et tyngdefelt er
ækvivalent med et accelerationsfelt.
Kendes f. eks. fra en elevator, der
accelereres opad, hvorved man føler sig tungere,
ækviva’len’tvægt, kern. Ved et stofs æ
forstås det antal gram af stoffet, der kan
erstatte ei. forbinde sig med 1 gramatom
brint. Således er ae for saltsyre (HCl) lige
så stor som molekylvægten, medens den
for svovlsyre (HsSOt) kun er halvt så stor.
æl, bot., anden stavemåde for ei.
ældning, tekn., 1) kvalitetsforringelse af
stål, der ikke er tilstrækkelig
desoksy-deret (afiltet) og har udskilt ilt i meget
små mængder i de indre glideflader;
stålet vil efter deformation i kold
tilstand blive skørt ved alm. temp. i løbet
af fl. måneder, men momentant ved
opvarmning til ca. 400° C (rødskørhed);
2) kvalitetsforringelse, som kautsjuk o. 1.
stoffer undergår med tiden under
indvirkning af lys, varme, ilt m. m.
(gummi bliver klæbrigt ei. sprødt og
skørt). Denne æ kan modvirkes ved
tilsætning af visse »antiældningsmidler«.
ældningshærdning, i metallurgien
spontan hærdning af visse legeringer ved
relativ lav temp. jfr. modning 2).
Ælfric [’älfrik] (ca. 1000), oldeng.
forfatter. Abbed. Skrev en eng. og lat.
grammatik og to prædikensamlinger.
’Ælgifu, Knud den Stores angelsaksiske
frille, moder til Harald Harefod og
Svend Alfifasøn, styrede Norge for den
sidste 1030-34.
ælm, bot., anden stavemåde for elm.
Ælnoth [’ælnoö], eng. munk i Odense St.
Knuds Kloster, skrev ca. 1120 Knud den
Helliges hist.
æltelegering, en metallegering, der kan
tåle æltningsbearbejdning, d. v. s.
smedning, valsning, bøjning, drivning,
trækning o. ’lign.
’Älvsborg [-bårj], tidl. Elfsborg, 1) sv.
fæstning ved Göta älvs munding, anlagt
ca. 1350, erobret af danskerne 1563 og
1612 (jfr. Elfsborgs lösen), sløjfet 1660;
2) Nya Ä, fæstning (1646-1869) nær
1); 3) fæstning over for 1), anlagt
1899-1907, delvis indsprængt i klipperne.
’Älvsborgs län, sv. län, omfatter
Dals-land og SV-Västergötland; 12 739 km2;
348 000 indb. (1948). Land- og skovbrug,
(18% agerland, 56% skov). Tekstil-,
papir- og trævareindustri,
-æ’mi’ (gr. haima blod), -blod(tilstand).
Æ’milius ’Paullus, rom. patricierfamilie;
bedst kendt er 1) konsul 216 f. Kr., faldt
v. Cannæ; 2) konsul 168 f. Kr., slog
Perseus v. Pydna.
ænder (Anatinae), gruppe af andefugle.
Lavbenede; bredt, fladt næb; ofte ret
brogede farver, navnlig hos hannen.
Knyttet til ferskvand ei. havet. Reden
som regel på jorden, hos enkelte dog i
træhuller ei. hule træer. Hertil gravand,
gråand o. a. svømmeænder samt
dykænder.
Æ’neas(gr. A ineias), sagnhist. trojaner, der
udvandrede til Latium og blev
romerfolkets stamfader. Hovedperson i Æneiden.
Æne’iden, epos i 12 bøger af Vergil om
Æneas.
æneo’litikum (lat. teneus kobber- +
-lit), kobberalder.
Ängel’holm, sv. købstad, NV-Skåne, ved
Rönneå; 7500 indb. (1949). Badested.
Grl. 1516.
’Ängsö, sv. herregård på ø i Målaren;
middelalderl. borg ombygget i 17. årh.,
forhøjet i 1740erne. Kunstsamlinger,
ænigma’tit (lat. ænigma gåde), sort
tri-klin amfibol, titan- og natriumholdig.
106*
5047
Forekommer i grønlandske
nefelin-syenitter.
æ’o’ler (gr. aio’leis), gr. stamme, i hist.
tid kun på Lesbos og på Lilleasiens
V-kyst (Aiolis).
æ’o’liske (af Æolus) kaldes sedimenter,
der er opstået ved vindens virkning
(ørkensand, klitsand, flyvesand, løss).
Æ’o’liske Øer (lat. Ae’oliæ ’lnsulte),
oldtidens navn for De Lipariske Øer.
æolisk toneart, kirketonearten på a, har
lighed med mol; en af de yngste
kirke-tonearter (fra 16. årh.).
’ æolsharpe (af Æolus), d. s. s. vindharpe.
’Æolus (gr.Aiolos), i gr. rel. vindenes gud.
æ’o’n’(gr. aiön), tidsrum, livstid, evighed,
ae’o’ner (gr.), gnostisk betegn, for ver-
denssfærerne.
’Äppelviken, vestlig villabydel af Sthlm.
æquer, anden stavemåde for ækver.
æ’r ei. æretræ, navn for valbirk ei. ahorn,
’æra (lat.), tidsalder.
æ’rarium (lat. af <rs kobber), det rom.
skatkammer. I kejsertiden trådte æ
tilbage for kejserens kasse (fiscus).
Ærbødigst, pseud. for Viggo Barfoed.
Æreboe [’ærabo’], Rasmus (1685-1744),
da. forfatter og embedsmand.
Kummerligt studenterliv og eventyrlige
Rusl.-rejser under Store Nord. Krig er
hovedindholdet i hans vederhæftige selvbiogr.
(udg. 1862 og 1889).
ærefornærmelse (injurie) er strafbar,
når den består i en sigtelse (fremsat over
for den påg. selv ei. over for en anden)
for et forhold, som er egnet til at
nedsætte den fornærmede i medborgeres
agtelse ei. når den består i ord ei.
handlinger, der er udtryk for ringeagt over
for vedk. Også udbredelse af tidl.
fremsat æ er strafbar. En sigtelse er dog
straffri, når dens sandhed bevises ei. når
den, der fremsætter den i god tro, har
været forpligtet til at udtale sig ei. har
handlet til berettiget varetagelse af
åbenbar almeninteresse ei. af eget ei.
andres tarv. Straffen for æ er bøde ei.
hæfte indtil 1 år, jfr. dog bagvaskelse.
Hvor der foreligger en strafbar æ, kan
den fornærmede tillige få tilkendt
erstatning for økon. skade, lidelse og tort m. m.
æreløshed (jur.) var i ældre tid knyttet
til udøvelsen af visse erhverv (bøddel,
natmand) ei. til domfældelsen for visse
forbrydelser, særlig for ærefornærmelser.
Virkningen af æ var dels, at den påg.
ikke måtte begraves i indviet jord, dels
at hans ord ikke stod til troende (f. eks.
i retssager), ligesom han var udelukket
fra borgerlige erhverv, æ ophævedes i
Danrn. ved straffeloven af 1866, men en
afsvækket form bestod som følge af
domme for i den off. mening vanærende
handlinger. Straffeloven af 1930
indførte frakendelse under eet af borgerlige
rettigheder, hvilket igen ophævedes 1939,
således at der kun i bestemte retsforhold
stilledes krav om uberygtethed e. 1. Ved
tillæggene af 1945 til straffeloven, ang.
forræderi o.a. landsskadelig virksomhed,
indførtes en frakendelse af almen tillid,
der i 1946 atter erstattedes med en
frakendelse af visse rettigheder,
’æ’ren er det fejreste træ i skoven,’
dog visner hun (det), et ofte mistydet
nord. ordsprog (ær = ahorn),
’ærenpri’s (Vexronica), slægt af
maske-blomstfam. Blomsten
4- ei. 5-tallig med 2
støvblade, de da.
arter med flad krave. I
Danm. 20 arter, alle
urter, enten eenårige,
f. eks. flerfarvet æ
(V. agrestis), ei.
flerårige, f. eks. t
ve-skægget æ (V.
cha-’maredrys). Fremmede arter dyrkes som
stauder ei.
stenhøjsplanter.
æresaccept, accept af
en veksel tegnet af
en nødsadressat, d. v. s. en person, der
i vekslen opfordres til at acceptere,
såfremt trassaten vægrer sig herved, ei. af
en intervenient, der ikke har fået en
sådan opfordring gnm. vekslen
5048
Lcege-æ renpris.
æresbetaling, betaling af en veksel,
foretaget af en nødsadressat ei. intervenient,
æresbolig, fribolig, der gives som
anerkendelse af fremragende fortjenester; f.
eks. Carlsbergfondets æ.
æresborger. Ved udnævnelse til ae i en
by opnår den påg. de rettigheder, som
tilkommer borgere i byen, uden de dertil
hørende forpligtelser. Indenrigsmin. skal
godkende udnævnelsen,
æresdoktor, lat. doctor ho’noris causa
(doktor for ærens skyld), den, der af en
højere læreanstalt har fået tildelt
doktorgraden som hædersbevisning. En æ
behøver ikke at være akademiker og
udnævnes uden doktordisputats,
æresdomstol ei. ceresret, myndighed
inden for en forening, institution ei.
lign., som træffer afgørelse om, hvorvidt
et medl. har gjort sig skyldig i et
forhold, som kan ei. bør medføre, at han
udelukkes fra foreningen ei. institutionen,
æresfølelse, individs følelse af egen værdi
i etisk ei. social henseende og trang til
andres anerkendelse af den.
æresgæld, gæld, som ikke er juridisk
gyldig og derfor ikke kan inddrives ad
rettens vej.
Æreslegionen, fr. legion d’honneur, fr.
orden, stiftet 1802 af
Napoleon 1. Trods skiftende
regeringsformer er Æ vedblevet
at bestå og er nu Frankrigs
fornemste orden. Æ har nu
4 klasser oqf kan tildeles
mænd og kvinder samt byer, <
mil. afd. o. I.
æresoprejsning. I ældre da.
ret kunne de virkn., der
knyttede sig til dom for en
i den off. mening vanærende
handling, ophæves ved en af admin.
meddelt æ. Herved
generhvervedesf.eks.valgretten, adgangen til at beklæde off.
hverv m. m. I 1939 afskaffedes det alm.
begreb »en i den off. mening vanærende
handling« og generhvervelsen af de
borgerl. rettigh. v. æ; men i lovgivn. er
det som betingelse for udøvelse af. en
vis ret jævnlig foreskrevet, at vedk.
ikke må være straffet for en handling,
der gør ham uskikket ei. uværdig til at
udøve ei. nyde den påg. ret. Virkn. af
en sådan dom er i reglen begrænset til
et vist åremål,
æresord, løfte, givet med æren som pant;
bruges tiest over for krigsfangne officerer,
der tilstås lempelser mod æ om ikke at
flygte m. m. Brud på æ straffes hårdt,
æressabel, sabel, givet en officer som
hæderstegn for godt forhold under krigen.
I Danm. gives æ i hær og flåde også, af
kongen, til den, der får officerseksamen
med udmærkelse,
æresstraf, straf, som rammer den
domfældtes ære, enten ved at han bliver æreløs
ei. ved at han dømmes til en
beskæmmende straf (gabestok, halsjern ei. lign.),
ærke- (gr. archi), første-, over-,
ærkebiskop, en kirkeprovins’ øverste
(primas). I middelalderen søgte æ at
hævde sig over for paven, som imidlertid
kuede dem ved deres underordnedes
hjælp. Nu kun admin. forskel på æ og
andre biskopper; æ har ret til bispevielse,
le-delse af provinssynoden, bærer
værdig-hedstegnosv. Nordens første æ var Asser
i Lund 1104; No. fik æ 1152, Sv. 1164.
I Sv., Fini. og Engl. er æ bevaret som
evang. betegn. Kbh.s biskop fungerer
som æ, men har ikke titlen,
ærkeengle, de øverste engle: Michael,
Gabriel, Rafael og Uriel; kun de to første
omtales i Bibelen,
ærkehertug, fra 1453 titlen for samtlige
prinser af det østrigske herskerhus.
ærkekansler, det ty.-rom. riges kansler,
1356-1803 ærkebispen af Mainz,
ærkestift, stift ei. kirkeprovins, som er
underlagt en ærkebiskop,
’ærmetaller (lat. tes kobber, erts), betegn,
for alle de metaller og legeringer, der ikke
har jern som hovedbestanddel,
ært (’Pisum), slægt af ærteblomstfam., i
reglen urter, hvis uligefinnede blade
ender med klatretråde; fodfligene store og
småbladlignende. Kronen er en rødlig ei.
hvid »ærtekrone«. Gl. kulturplanter fra
5049
[-Æreslegionen.-]
{+Æres-
legionen.+} ’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
