Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Har de lagt merke te korleis den danske
diktarpre-sten Vilhelm Birkedal voks upp med frelsaren sin? Han
fortel det sjølv:
„Jeg saa ham som barn med det solrike øie
i regnbue-glans paa de hjemlige høie:
Han kysset min kind, og vi lekte med stjerne,
mens korset stod skjult mellem løv i det fjerne.
Jeg saa ham som ungdom i livskraftens morgen,
da aanden fløi høit imot herlighetsborgen:
Han vinket min sjæl og jeg glemte det lave,
hans ild kastet glans paa forkrænkelsens grave.
Jeg saa ham som mand i den modnere sommer,
da synderen skalv for den hellige dommer,
da hjertet slog tungt, og min isse var sænket,
og dødstanken strengt hadde livsmodet lænket —
Først da fik jeg kjende hans salige naade,
først da løstes korsets, forargelsens gaade,
først da lærte hjertet at favne den byrde
som han har mig rakt, den forbarmende hyrde."
Denne frelsarhøvdingen veks for Birkedal, etter som
han sjølv veks og fær sjaa meir og meir ned i sin eigen
fatigdom og stakkarsdom og djupare og djupare inn i
hans herlegdom.
Dette er voksteren som fører te det evige livet.
Vi biir aldri ferdige med Jesus Kristus:
„Og engang jeg ser ham naar lyset nedbrænder —
da rækker jeg mot ham de segnende hænder:
naar hjertet staar stille og øiet vil briste,
da hilser jeg ham med et smil, med det sidste —“
segjer songaren her til slutt.
Ingen har faatt so mange lovsongar som denne man-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
