Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bellmansdikten i Danmark. Föredrag i Göteborgs Kongl. Vet. o. Vitterhetssamhälle. Af Karl Warburg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
èö feeliraansdikten i banmark.
vara en talisman icke blott då det gäller att på Köpenhamns
vallar sjunga in en del slantar med ett mästerligt föredrag af
Bellman, utan också då han såsom styrman uppe i ishafsnäjderna håller
matroserna vid godt humör med Fredmans epistlar. Och Bellman
visar sig hela hans lif igenom såsom ett slags »skyddsande.»
I det hela taget är Bellmansentusiasmen något löst inklistrad
i den skäligen obetydliga novellen, men det har tydligen legat
Hauch — ästetikern, som i så många afseenden var Heibergs motpol
— om hjärtat att få uttala sin åsikt om Bellman och visa att äfven
han var hans beundrare. Så har han här och hvar i novellen lagt
sina personer yttranden om Bellman i munnen. Till exempel:
»Det er som man saa disse Karle, som Bellman viser os livslevende
for sine Øine; det maa have været en mærkværdig Person denne Bellman
og en forfløieu Fugl maa han have været og et underligt Liv maa han
have ført, men det kan være, at det hører med til, naar man skal blive
en rigtig god Poet, der kan digte slige morsomme Sange.»
»Naar Du kun ret kan synge Bellmans Viser saa har du deri en Skat
for Dit hele Liv, hvormed Du kan hjælpe Dig frem i Verden.»
»Naar jeg læste Bellmans Digte da var det ligesora Trylleriet halvt
var borte, og jeg förstod da ikke engång ret, hvorledes de saa stærkt
kunde henrive mig, naar de bleve spillede og siunge. — Det er just
Hemmeligheden ved Bellmans Digte. Poesi og Musik ere hos ham
und-fangne i samme Öieblik og kun i Fælleskab kan de udøve deres Virkning.
Heri staaer han ene i den nyere Tid og man maae gaae långt tilbage i
Oldtiden for at finde hans Lige.» — — — — — — — —
»Jeg lærte bedre at forstaae hans Folkescener der ere digtede med
saamegen Sandhed og hvori der midt i Forvildelsen kommer saa megen
Livsfriskhed og Humor frem. Her knytter ikke Sangen sig til blodlöse
Skygger eller blötte Djævlemasker saaledes som i saa månge moderne
Operaer. Som befriende Modsætning til den tränge Kreds, hvori hans
Personer bevæge sig staaer den uendelige romantiske Natur, hvori
Maane-lyset og Stjernehimlen kaste deres fjernere Glands ned över det snevre
Menneskeliv, medens de lette Havbølger lege dermed og alt dette bæres
nu frem igennem Musiken i deiligste Melodier. Mig förekommer det som
der hos enkelte af disse Mennesker (i sær hos Fredman selv) midt i
Forvildelsen af og til bryder en Længsel efter en bedre Tilværelse frem og at
det er derför, de söge Forglemmelse i den vilde Kjærlighed og i det fulde
Bæger.» — — — — — — — — — — — — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
