Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Til Uplysning om et Par ældre svenske Digte. Af J. Paludan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 j. Paludan,
IL
I den Florn af Hyrdepoesi, som med Renaissancesmagens
Ind-trængen i det 17:de Aarhundrede Syd fra oversvömmede Tyskland
og Norden, läder der sig skjelne mellem to Strömninger. Den ene
er den erotisk-galante, der stämmer fra Spanien och Italien. I
Dramer, Romaner og Lyrik fandt Tidens Aristokrati en raffineret
Morskab i at kaste Hyrdedragten som en koket Forklædning över
sine Elskovseventyr og sin fmeste Hoftone. Disse Salonhyrder og
Marcipan-Hyrdinder, der sukke og gantes i en evig Vaar og Sommer,
ere i og for sig lidet naturlige, og bleve navnlig aldrig
akklimati-serede under vore Bredegrader, hvor Hyrderne ere Rögtere og
Hyr-dinderne Mælkepiger. Den Art Digtning kjendes hos os kun som
Oversættelse eller plump Efterligning af de fremmede Mönstre, og
blev aldrig nationalt tilegnet.
Men ved Siden af den forlorent idealiserende Hof-Hyrdepoesi
gaar ogsaa en mere realistisk Bondedigtning, især i den folkeligere
Viseform. Det er dog ikke den hjemlige Del af denne, de egentlige
Bondeviser, som höre Folkedigtningen til, vi her skulle beskjæftige
os med, men derimod den Side af den fremmede Kunstpoesi, der
stod Virkeligheden og Naturen nær nok til at kunne tillempes^paa
vore egne Forhold og slaa Rod hos os. Det oprindelige Forbillede
er her Oldtidens idylliske og bukoliske Digtning. Ligesom Höjsangen
en Tid var det foretrukne Mönster for den religiöse Poesi, blev især
Virgils Ekloger og Georgica översatte og mangfoldigt efterdigtede af
verdslige Poeter. Men ogsaa över Holland og Tyskland indvandrede
denne jævnere og fordringslösere Idyl, som i Modsætning til den
romanske Hyrdedigtning bærer et bestemt demokratisk Præg i sin
Besyngelse af Landlivets Fred överfor Byens Uro og Tummel, af
den nöjsomme og tilfredse Tilværelse i Naturens Skjöd överfor
Ær-gjerrighedens og den höje Stånds Farer. Idyllen blev saaledes et
Udtryk for den lidt filiströse og lavloftede Middelvejsmoral, som i
Adelsvældens og Absolutismens Tider særtegnede de lavere Stænders
fra alle offentlige Interesser bortvendte Liv. Men paa den anden
Side stiller denne Digtning ogsaa paa en ret selvbevidst, undertiden
næsten trodsig Maade Bondens nyttige og naturmæssige Virksomhed
i Modsætning til de aristokratiske Vandbiers, der foragte ham
samtidig med, at de leve af hans Sved. Man kunde næsten sige, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
