Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georg Christensen: Danskes rejser i Sverige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danskes rejser i Sverige 205
og henrykkelse över alt hvad han ser, og derför også omstrålet af
en poetisk glans og skønhed.
Diarieformen er helt forladt. Det sagligt oplysende og
instru-erende er der kun lidt af. Han håner — som før berørt — dem
der rejser efter ftHandbok för Resande i Sverige" som autoritet.
Han træffer en månd i Dannemora, som så rædsomt nødig vil ned
i gruberne. "Men man maa jo, naar man først er her", sagde han.
"Det er det Kjedelige ved at reise, at man skal see Alting; man
kan jo ikke være Andet bekjendt! Det er jo en Skam for En,
naar man kommer hjem, og da ikke har seet Alting, hvad de Andre
spørge om!"
Selv rejser Andersen som turist for at se noget og opleve noget,
og han ser og oplever som en poet. Naturligvis har han været på
månge af de berømte steder: Trollhättan, Kinnekulle, Vadstena,
Stockholm, Uppsala, Dalarne, Falun, Dalälven, Dannemora. Men
månge gånge er det blot maleriske, stemningsfyldte og poetiske
billeder han giver — ikke knyttet til noget berømt navn — af et
par legende børn, en gammel bedstemoder, en gæstgivergårds
in-teriør o. 1.
På de historiske steder bevæges han ikke af nogen romantisk
fortidsdyrkelse eller af d. 18.s årh. forgængelighedsmelankoli og
heller ikke af samtidens skandinavisme. Mens Johs. Jørgensen ud
fra sine katolske sympatier med andagt kalder Vadstena "Nordens
Assisi", så tænker Andersen kun på visernes og sagnenes beretninger
om menneskelykke, som den religiøse fordom har knust: ung Agda
og Olaf Tyste, Ingrid og Axel Nielson — om Katarina Stenbock
og ridder Gustav, Cecilia og Grev Johan. Da han tåler om Uppsala
slöt forlader han kun med gysen landshøvdingens modtagelse og
Wennerbergs sange for at berette om Erik XIV. og Sturerne: "hun
Tid, som Mængden endnu kalder poetisk, den romantiske
Middel-alder; Skjalde besang dens Glandspunkter, og dækkedemed Straalerne
fra disse de blodige Svælg, hirn Tids Raahed og Övertro". Når han
eliers strejfer det historiske, gør han det let, omsætter det i
levende-gørende fortælling og uddrager dets stemningsindhold. Det gælder
særlig Dalarnas og Gustav Vasas kämpe med Dansken, som "i gam-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
