Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georg Christensen: Danskes rejser i Sverige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206 Georg Christensen
mel Tid har handiet ilde med Sveriges Land". Men han rejser i
det hele ikke for at opsøge minderne. Det er det levende Sverige
han har øje for. I Carolina dvæler han kun kort. "Ved den blötte
Skuen paa Bøgers Bind og Bøgers Navne bliver man ganske som
mølædt i Aanden" og længes ud i det fri. Han er den første Danske,
som helt har haft sans for Sveriges natur og har haft det vågne
blik for det karakteristiske, at han aldrig drager sammenligninger
med det hjemlige. Han nyder skovene, elvene, de blånende højder —
alt det målerisk skønne. Navnlig henrykker Dalarne ham til hel
dityrambisk begejstring. Det er hans opdagelse, og som bekendt
sendte han også maleren Marstrand derop for at male naturen og
folkelivet. "Det fattige Land er rigt paa Skjønhed og Poesie, rigest
dog ved Siljan-Søen". Han maler selv i ord det ene billed efter
det andet: en kirkefærd i Leksand med de næsten altför fantastisk
brogede drägter og hvor lugten af de lög, kirkegængerne tyggede
på, fordrev ham fra sel ve kirken1 — en midsommerfest — eller af
en klädstugas rigdomme — og af dalmålningarne, hvor han før
Karlfeldt har moret sig över "Propheten Elias paa sin Ildvogn, trukket
af Solheste, der i Tegningen see ud som Grise".
Som Andersens eventyr flere steder viser, var han også på den
made moderne, at han var stolt över at høre hjemme i opfindelsernes
tidsålder. Derför mente han ikke (som f. ex. Molbech, Rejsen 1842,
s. 65, og tusinde andre forresten), at rejselivets poesi var knyttet
til diligencen. Tværtimod: med jærnbaner og dampskibe begynder
først poesien at få fart. Han kan derför også lovsynge kanalanlægget,
kraftstationerne ved vandfaldene og særlig Motalafabrikkerne eller
grubeanlæggene i Dalarne. De er ikke for ham materiale til
sta-tistiske eller industrielie undersøgelser, men eventyr, der fortæller
om menneskeåndens kraft.
Der er et par digtere til, der har været i Sverige og haft evne
til at se med egne øjne. Den ene er Johs. V. Jensen, som har
en kort, men såre energisk skizze af en jærnbanefart op igennem
landet og et par skønne billeder af birkene i det svenske forar og
1 Han har næppe vidst, at denne løgspisning var en gammel skik for at
fremkalde de tårer, der ansas for nødvendige under en gudstjeneste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
