Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rimeligvis fordi Emnet var lidt for »galant« til at kunne
gouteres af københavnske Gennemsnitstilskuere paa den
rette Maade. Der var ogsaa Billeder af Tintoretto, Jan
Steen, Snyders og Schalcken •— kort sagt, næsten hele vor
»gamle Samling« forefandtes allerede for hundrede Aar
tilbage og er ikke blevet suppleret synderligt siden.
Overhofmarskal Hauch, der betegnes af den skikkelige
Spengler som en lige saa ivrig Ven af Kunsten som
udmærket Dyrker af Videnskaben, har næppe været nogen
betydelig Kapacitet paa det Omraade, der for ham kun
betød et af hans mange hædrende og forholdsvis ligegyldige
Tillidshverv. Denne trænede Hofmand og videnskabelige
Dilettant, som
iøvrigt ogsaa var
Teaterchef og
altsaa gjorde Positur
som en Slags
Apollo for alle
Muserne,
interesserede sig sikkert
kun periferisk for
Malerkunsten, og
hans Opfattelse
har rimeligvis
væ-ret bygget af
obligate Vedtægter;
men han skal dog
mindes med den
Hæder, der
tilkommer ham som
den, der gav
Stødet til at
Kjøbenhavn fik sin
offentlige Kunstsamling.
Efterat have
afbrændt dette lille
beskedne
Røgelse-baal for
Hundred-aarets første
Navne, bliver det nødvendigt at gøre et rask Spring over i vor
egen Tid. Det vilde blive en uoverkommelig Opgave i en
Jubilæumsartikel at skildre Kunstmuseets Historie gennem
de forløbne hundrede Aar. Dette vilde jo til en vis Grad
være det samme som at give et Udblik over dansk
Malerkunst i dens Vækst fra Lærlingestandpunkt, gennem den
vaagnende nationale Følelse, ind i vor egen Tids
komplicerede og kosmopolitiske Epokes Eksperimenteren og
Famlen. Selv et Forsøg paa en nok saa summarisk og tør
Redegørelse maatte strande paa Pladshensynene.
Netop indtil Begyndelsen af den Epoke, der betegner
Kunstsamlingens Levetid, havde vi her i Landet ikke ejet
nogen Kunsthistoriker; Spengler kan kun betragtes som
Dilettant uden nogen virkelig end sige indtrængende
Op-fatteevne; — og alene af den Grund er det vanskeligt at
faa et klart Overblik over Malerkunstens Kaar. Det
Aarhundrede, som nu afsluttes med Jubilæumsdagen, har
fostret Mænd som N. L. Høyen, Julius Lange og Karl
Madsen, og hvis disse personligt fremragende Kunsthistorikere
og Vejledere skulde have deres Virke biograferet selv i de
mest lapidare Vendinger, vilde Stoffet svulme op og
sprænge alle Rammer. Disse Mænd har med deres dybtgaaende
Kærlighed til Kunsten og deres kraftige Genialitet givet og
bevaret Muligheden for, at en bevidst national Kunst har
kunnet udvikle sig og hævde sig, og denne Kendsgernings
Betydning for en national Kunstsamling er umiddelbart
indlysende. Forudsætningerne for deres Arbejders Værdi
netop for denne Samling har imidlertid været yderst
forskellige. Høyen, der var »Inspektør ved det kgl.
Malerigalleri paa Christiansborg«, havde daarlige og snævre
Rumforhold at kæmpe mod og hans egen Naturs stædige
Ensidighed og Intolerance har ogsaa i nogen Grad virket
hæmmende. Julius
Lange, en af de
oprindeligste og
kæmefuldeste
Skribenter, dansk
Sprog har fostret,
beskæftigede sig
ikke meget med
Samlingen. Han
paavirkede
Udviklingen i den
skabende Kunst ved
sine glimrende, til
Tider geniale
Afhandlinger, der
maaske for en stor
Del, foruden at
bære Præg af
hans egen
gedigne og storladne
Natur, er
befrugtede af hans
Tilknytning til
Vennen Georg
Brandes, den store,
altomspændende
og utrættelige
Oplyser og Vækker
paa en Tid, da saa at sige alle aandelige Værdier var
svinebundne af Fordom, Bigotteri og Snæversyn i alle
mulige Retninger. I en Epoke, hvor Kunst og Literatur
stod under Protektorat af Kultusministre som den
forbenede Fischer eller den uinteresserede Jacob Scavenius,
kan man sige sig selv, at det saa sørgeligt ud, og vilde
have set endnu sørgeligere ud, om vi ikke havde haft en
Mand som Julius Lange, en Kunsthistoriker i mægtigt
Format.
I vore Museeumsforhold har en lodret bureaukratisk
Stædighed og Vankundighed staaet paa tværs af den
voksende kunstneriske Kultur og Opfattelse, indtil
Direk’-tørpladsen paa Kunstmuseet omsider blev besat med en
saa fremragende vital Kraft, en saa energisk og
uforfærdet Revolutionær som Karl Madsen, — en af de store
Autodidakter, som desværre i Reglen efterfølges af
fag-udlærte, snusfornuftige Pedanter. Men at denne Mand,
der forener Praktikerens faste og resolute Haandelag
med Teoretikerens Kundskabsfylde og Divinationsevne,
Marstrand: Frierens Besøg. Skitse til ,Bitlede fra Hverdagslivet"
83
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
