Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
L. A. SCHOUS DØD
Maleren Y al dem ar Neiiendam har bevist Samleren den Velvilje at udlaane
nedenstaaende gribende Brev fra Otto Bache til L. A. Schous Moder. Brevet, der gengives med
Professor Otto Baches Tilladelse, ledsager Valdemar Neiiendam med en kort Indledning.
Ludvig Abelin Schou
NEDENSTAAENDE Brev af Maleren, Hr. Professor Otto Bache, beretter
om hans Ven, Maleren Ludvig Abelin Schou’s, sidste Dage. Det er
skrevet til dennes Moder, der i Hjemmet ude paa Vesterbro sad sorgnedbøjet
ved Tabet af en Søn, som hun elskede over alt andet i Verden. Den inderlige
Varme, hvormed hans Søskende og Venner altid har omtalt ham, lader forstaa
hendes store Sorg. Til Beundringen af hans sjældne, fantasirige
Kunstnerevner, knyttede de altid Vidnesbyrd om, at han var et usædvanligt kærligt
Menneske, uselvisk og god. Han døde 1867, 29 Aar gammel.
1855 blev han Elev af Akademiet; faa Aar blev det ham kun forundt at
virke, dog længe nok til at vise, hvad der boede i ham og hvorhen han stræbte.
Da han havde endt sin Akademitid, slog bristede Stipendiehaab ham en
Tid Penslen af Haanden. Men en Farbroder satte ham med en Pengegave
istand til at rejse til Italien, og herfra hjemsendte han udmærkede Billeder.
I .Foraaret 1867 hærgede Koleraen Rom, og af Frygt for den rejste han
nordpaa til Florents. Dog den indhentede ham der, og den 30. September døde han.
Af Smittefrygt blev hans Lig ført hemmeligt bort og jordet. Ingen Venner
fulgte ham, og hans Grav forblev ukendt til denne Dag.
AsCj^t^W" Cc^t^ A^c^tSX^
Pompeji, d. 28. Oktober 1867.
L
Kjære Frue!
DER er jo nu gaaet flere Uger siden den sørgelige
i Begivenhed, der saa uventet slog ned imellem
os, Deres elskværdige Søns Død. Jeg havde
troet, at der forestod ham en længere Virketid
for hans Talent, men det er jo underligt, hvorledes
Vorherre tit kalder dem tidligt, til hvem de største
Forventninger haves. Jeg kan tænke, at De gerne vil høre lidt om
hans Liv, om hans Sygdom og Død, jeg vilde allerede
tidligere have skrevet, men jeg ventede først at høre, at
den første Efterretning var naaet Dem. Da jeg kom til
Florents (først i August), slog det mig straks, at Schou
saae saa daarlig ud, men han sagde imidlertid, at han
befandt sig meget vel. Jeg troer dog, uagtet han aldrig
vilde lade sig mærke dermed, at han jævnlig led af sin
gamle Sygdom Leversyge, det ytrede sig ved, at han blev
ordknap, engang maatte han endog lægge sig, vi spurgte ham,
hvad eier fejlede ham, men han sagde stadig, at han
fejlede Intet. Han følte sig i Virkeligheden ikke stærk, og
jeg troer, at han for at hærde sig gjorde flere Ting, som
bekom ham ilde, f. Eks. at han ligesom de Indfødte laa
nøgen, kun svøbt i et Lagen om Natten,, at han gik saa
uendelig tyndt klædt o. s. v. Desuden havde han ignoreret
sit Legeme lidt, idet han havde spist saa daarligt, jeg
sagde til ham, da vi et Par Dage havde spist der, hvor
han tog sin Middag, at den Mad kunde jeg ikke holde ud,
og saa begyndte vi paa en kraftigere Levemaade; men
jeg troer, at disse forskjellige Ting, at han saaledes havde
tilsidesat Legemets Fordringer, havde svækket det ikke
saa lidt. Vi talte, oftere om det, og jeg bad ham om at
tage mere Hensyn til det, han mente at Legemet maatte
være Aanden aldeles underordnet, og maatte finde sig i
at blive negligeret. Men var hans Legeme blevet magrere,
saa var hans Aand blevet saa meget desto mere udviklet,
hans Begeistring for Kunsten endnu stærkere, hans
Begreber om det Skønne var sjældent udviklede, han elskede
de gamle italienske Mestere, det var hans Lyst og Glæde
at studere dem, men ved Siden af var der Intet af, hvad
der foregik omkring ham, der undgik hans skarpe, hans
klare Dom, og overalt vidste han at see det Smukke deri,
det Karakteristiske eller det Komiske. Naar vi gik paa
Gaden, var Schou enten forud eller bagefter, han gik
sjældent ved Siden af os, og saa stod han stille for at
sunde sig, naar han havde set et smukt Ansigt, eller for
at tage sig en ordentlig Latter af en komisk Figur, eller
han vendte sig pludselig om for at dunke os i Maven, det
var hans store Fornøjelse, og vi maatte tilsidst nedlægge
høitidelig Protest derimod. Undertiden var Schou
forsvundet, og naar vi skulde se os om, saa havde han indledet
Bekjendtskab med et lille Barn, en Hund eller en Kat, og
dem kunde han saa blive længe ved at lege med. Der var
et Par Ugler i et Bur i en Gade, vi daglig kom igennem,
han kunde aldrig gaae dem forbi uden at kjærtegne dem,
uagtet de stadigt hakkede ham. Der var noget saa
elskværdigt barnligt ved ham ved Siden af den Alvor,
hvormed han tænkte over Kunsten og Livet, han opfattede Alt
klart og Sandt, det var en Fornøjelse at høre ham
fortælle interessant og morsomt, hvad han havde læst og set,
Personers Karakter og Ydre kunde han give med et Par
Træk. — Hvorledes det kom, veed jeg ikke, men omtrent
samtidig kom vore Maver lidt i Uorden, mit Ildebefindende
97
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
