Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN GRAFISKE KUNST
I SIN HISTORISKE UDVIKLING
X. REMBRANDT
ET Fællestræk i Karakterpræget hos næsten alle
overordentlige Mennesker er dette, at de sætter
sig udenfor de Vedtægter, et snusfornuftigt
Samfund efterhaanden har dannet sig til Rettesnor
for en agtet Medborgers Færd, og til hvis fornemste
Maksimer dette Mundheld hører: »Sig mig, hvem du omgaas
— saa skal jeg sige dig, hvem du er.« Der kan nemlig
ikke anlægges den
samme Rettesnor for Stærke
som for Svage. For de
sidste vil dette Mundheld
være en ypperlig
Forskrift i alle Livets
Forhold, et Værn mod
skadelige Paavirkninger, en
Forholdsregel, der
umuliggør ondsindede Rygter
og afværger en daarlig
Placering fra Oven;
retter de sig ikke efter den,
mister de deres Kredit,
baade direkte og i
overført Forstand. Det hele
beror paa et Skøn over,
hvor meget man har
Raad til, og det er
selvsagt yderst farligt at
tiltro sig saameget Styrke,
at man har Raad til alt.
Mens Kristus kunde
omgaas baade med
»Toldere og Syndere«, og tillige
med Samfundets ringeste
Folk, maa de fleste
fornuftigvis nøjes med den
første Kategori og ikke
glemme at tage
Farisæerne med; thi det er
endnu den Dag i Dag »Farisæere og Toldere« der bestemmer
over denne Verden og som rimeligvis vedblivende vil gøre
det. — Medens selv en Mand af saa enestaaende
Genialitet som Goethe lød Samfundets Forskrifter (Undtagelsen
bekræfter Reglen) saa gjorde Rembrandt det ikke,
ligesaa lidt som Shakespeare gjorde det. Efter al
Sandsynlighed har Rembrandt ikke bevidst ræssoneret dybere over
den sociale Tilværelses mange optiske Bedrag; men
sikkert er det, og yderst forstaaeligt er det, at han har
fundet bedre Impulser for sin dybe og ægte personlige Kunst
blandt Outsidere og socialt lavt placerede end hos det
toneangivende Selskab. Rembrandt saa tilbunds i Tingenes
Væsen og fandt gediegnere Værdier hos de af Samfundet
forskudte end hos de fleste andre, og hans Velynder,
Borgmester Six, forsøgte forgæves at drage ham ud af hans
tarvelige Omgang.
Rembrandts Radering
Ogsaa i andre Retninger faldt det Rembrandt
vanskeligt at respektere den tidsgyldige, samfundsstemplede
Moralvaluta. Rembrandts Forretningsprincipper, hele det
Skema, hvorefter han havde indrettet sig, vilde ikke kunne
staa for en moderne Betragtningsmaades Kritik — og
kunde det heller ikke for Datidens. De sparsomme
biografiske Oplysninger vedrørende hans Liv, vi besidder,
mistydes derfor for mange
Biografers
Vedkommende saadan, at de kommer
til at kaste Skygge over
den store Kunstners
Karakter. Sandheden er
sikkert den, at det faldt
Rembrandt lige saa
umuligt at rette sig efter den
borgerlige Snusfornufts
overfladiske Love, som
det forhen havde været
for Sokrates, eller, for at
nævne den største af alle
disse med en tragisk
Skæbne tornekronede
Outsidere, Kristus.
Rembrandt endte ganske vist
ikke som hine paa
Skafottet, men er rimeligvis
blevet domfældt som
Menneske af sin Samtid
inden sin Død. Hans
Kunst nødsagedes de til
at lade staa, ligesom
Oldtidens Filistere
nødsagedes til at anerkende
Sokrates’ Visdom.
Det er typisk for den
pedantiske Bedømmelse
. af det, der ligger
ovenover dens Begrebsomraade og Fatteevne, at en af
Rembrandts Biografer har udtalt om ham, at »han havde en
plebejisk Foragt for alt højere eller idealt renset.« —
ligesaa typisk er det, at den samme Levnedsskildrer antyder,
at Rembrandts Bankerot var fingeret. Sikkerlig kan man
gaa udfra, at den store Kunstner havde opfattet Antiken og
nærede Beundring for dens Skønhed, men hans
revolutionære Aand kunde ikke lade sig lænkebinde af dens
æstetiske Skema og førtes maaske af Frygt for dette endnu
længere ud i oprørsk Higen. Rembrandt kæmpede sin Kamp i
sin egen Tid og genfandt ikke Antikens Skønhed her.
Indenfor Kredsen af hans egne Omgangsfæller valgte han
Modellerne til sine Heltinder og Helte, det er rigtig nok —
og disse Helte var dog i Almindelighed Antikens eller
Biblens mægtige Skikkelser. Men han maatte lade sig nøje
med og bruge det foreliggende Stof. Berthel Thorvald-
100
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
