Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
YNGRE DANSK KUNST
Samleren begynder en Række
Artikler, Selvbiografier og Interviews
af yngre Kunstnere, der uien at
tilhøre nogen bestemt Skole eller
Retning hver paa sin Vis er med
til at præge dansk Nutidskunst.
Som den førsle i Serien lægger vi
ud med den unge af det store
Publikum lidet kendte, men
mellem Kendere værdsatte Maler Carl
Fischer, der i det efterfølgende
fortæller om sig og sin Udvikling.
CARL FISCHER
(Originalen Hill. Magister Th. l-aaborg)
JEG er født i Vejle den 4. September 1887. Min Far var
Urmager. Min Mor havde i sine unge Aar som andre
Borgerdøtre lært at male og spille. — Jeg har fire
smaa Billeder, som min Mor har malet, og en hel Bog
fuld af Tegninger. De er alle baade fine og yndefulde,
og de smaa Billeder beviser, at Mor havde ikke lidt
Farvefornemmelse.
Hvorom alting er, var det Mor og Mors Farvelade, som
allerførst lokkede mig til at forsøge paa at tegne og male.
Jeg kan huske, hvordan Mor og jeg sad ved Vinduet og
saa de pyntede og smukke Heste blive ført gennem
Gaden til Markedet, og sammen prøvede paa at tegne og male
de Heste.
Jeg mistede min Mor, da jeg var ni Aar; og saa flyttede
Far til København.
Far vilde have, da jeg blev konfirmeret, at jeg skulde
se at komme ind i Postvæsnet, for saaledes at opnaa en
baade fast og anset Stilling; jeg vilde i Malerlære. Det
satte jeg igennem.
De allerfleste af os danske Malere har været i
Malerlære og er bleven Malersvende. Egentlig tror jeg ikke,
at det har haft nogen Værdi i alt Fald direkte for mit
Arbejde senere som Maler, men det var til Gavn for mig
dengang, fordi det gav min Tilværelse en Baggrund af
Virkelighed, som jeg tror, jeg trængte til. Det laa mig
med min Natur grumme nær at falde hen i Drømmerier
og Spekulationer. Og den Lære havde jeg selv ønsket at
komme i. — Men egentlig straks var jeg klar over, at jeg
vilde i Malerlære for at blive Kunstner. Dette Ønske
billigede Fader aldeles ikke, men det forsonede ham og var
ham til Behag, at jeg vilde lære noget rigtigt og virkeligt
først. — Fra jeg var lille Dreng havde jeg altsaa malet,
og min Læretid igennem malte jeg, naar jeg havde fri
og om Søndagen. Om Vinteren, de fire Aar, Læretiden
varede, gik jeg paa teknisk Skole, som Malersvende gør,
og havde Grønvold til Lærer. Han var en udmærket
Lærer, fordi han havde en enestaaende Evne til at aabne vore
Øjne for det væsentlige i og for sig og for Linjens og
Formens Skønhed.
I nitten hundrede og syv biev jeg Svend og arbejdede
nogle Somre som Forbundter og Malersvend.
Allerede forinden var jeg kommen ind paa Akademiet.
Min første Lærer der var Otto Bache. Han lærte os at
bestille noget og forlangte, vi skulde komme præcis. Jeg
kom nu i Reglen forsent, hvad der irriterede ham saa
meget, at han i lang Tid ikke saa til den Side, hvor jeg var.
Imidlertid tegnede jeg en Aften en gammel Mand, som
han syntes om. Med den Tegning vandt jeg hans Hjærte.
Takket være ham opnaaede jeg endda Flidspræmien. I
Malerskolen fik jeg Viggo Johansen til Lærer, hvem jeg er
megen Tak skyldig. Naa ja, saa forlod jeg Akademiet, for
Resten uden at tage Afgang.
Siden, det vil sige fra omkring nitten hundrede og tolv,
har jeg været Maler, det Aar udstillede jeg første Gang
paa Charlottenborg.
Jeg kan huske, at jeg følte mig helt ulykkelig ved at
gense mit Billede paa Udstillingen, saa ringe syntes jeg
det var, at jeg havde ganske ondt ved at tro paa, L. A.
Ring mente det, da han sagde til mig, at han syntes om det.
Senere er det ikke sjældent gaaet mig paa samme
Maade; det vil sige, der var nu et Portræt i nitten hundrede
og fjorten, som jeg var glad ved.
Saadan er jeg altsaa bleven Maler, det, som jeg har
ønsket at blive, fra jeg var Barn, og som det er min
Glæde at være. — Det er uhyre svært for mig at sige eller
skrive min Kunst Kathekismus, nu det er jo heller ikke
mine Metier hverken at skrive eller tale.
Men for mig er det, som om det kommer an paa
Linjernes og Farvernes Komposition og det psykologiske
Moment, den indgaaende Skildring af det menneskelige i
Mennesket. Jeg er vel nok fortrinsvis Menneskeskildrer.
Jeg synes, at den bedste Kunst er den sandfærdige, og
simple, maaske ikke fordi den er simpel og sandfærdig,
men fordi den er god og værdifuld, endskønt den er det.
^eo^C Q/ C*> QStusi^r
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
