Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN GRAFISKE KUNST
I SIN HISTORISKE UDVIKLING
Kristus, som prædiker for de Fattige (La petit Tombe)
I SIDSTE Artikel endte vi med at sammenstille den
hollandske, proletarfødte Rembrandt med den italienske
Patricierkunstner Rafael. Hver for sig har disse Mænd
naaet Kunstens Himalayahøjder, men iøvrigt er de saa
forskellige som vel muligt. Mens Rafaels Omgivelser,
Italiens Natur og Folk gav ham Forudsættelsen for at kunne
indsmelte Antikens Skønhedsglæde i den italienske
Højrenæssances nye levende Former, gjorde Rembrandts tunge
af nederlandsk Drøjhed og Nøjsomhed prægede
Omgivelser det umuligt for ham at følge de samme Baner, men
tvang ham til at forlade Æstetikens hidtil gældende
Grundsætninger for at grave dybt i Menneskestudiets Skakter,
dybere vel nok end nogen anden Kunstner før ham. Ud
fra en vis Synsvinkel kunde de italienske Mestre vel
opfattes som Antikens Epigoner. Selv om dette Postulat er
uforsvarligt, maa det ihvertfald indrømmes, at Rembrandt i
langt højere Grad end Italienerne med Undtagelse af
Mi-chelangiolo var Opfinder, og hans pludselig undfangede
Impulser tvang ham ofte til — ligesom netop
Michelan-giolo — at arbejde med saa stor Hast, at det endelige
Resultat maa virke skødesløst i Behandlingen paa
pertentlige Sjæle. Hans Raderinger bærer Præget deraf, idet han
i Reglen tegnede med selve Radernaalen; undertiden finder
man halvudviskede Konturer under de senere Skraverin-
ger. Ogsaa som Maler var han hurtig og maatte under
Inspirationens Højtryk give sig ringe Tid; den brave tyske
Kunsthistoriker Nagler siger med pudsig Indignation, at
nogle af hans Selvportræter er »gjort med en Bredde, der
grænser til Frækhed«.
»En trodsig, dyster Republikaner med en i det stille
gærende Lidenskab«, — dette Citat giver en god
Karakteristik af Rembrandt. Og et Billede der, maaske mere end
noget andet, er typisk for ham, er det, som forestiller
»Gudsgesandten« Moses, knusende Stentavlerne, et
Billede, der efter Sigende hverken er malet med Pensel eller
Paletkniv, men med Fingrene.
— —For at kunne bedømme Rembrandt som Raderer,
har det været nødvendigt at dvæle et Øjeblik ved hans
omfattende Virksomhed som Maler; thi ogsaa som
Tegner er Rembrandts Malerevner fremherskende, og man
synes endog at fornemme den gyldne, hemmelighedsfuldt
forjættende Kolorit, naar man betragter hans herlige Blade.
Af disse eksisterer der 375. Rembrandt er Raderingens
første udprægede Mester og dertil den ubetinget
betydeligste indtil denne Dag. Hans Behandling af
Sammenspillet mellem Lysflader og Skyggeflader er præget af den
samme suveræne Kunnen i hans grafiske Blade som i hans
Malerier. Og det er en Misforstaaelse at kalde Rembrandt
120
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
