Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
müne, hvad de med større eller mindre Midler og Indsigt
har bragt sammen, ofte paa den Betingelse, at Samlingen
skal bevares sluttet, den maa ikke deles og gaa op i andre
Samlinger. Før i Tiden, da vore Museer var faa og fattige,
modtog man alt og med Tak, men ogsaa her har Tiden
ændret Forholdene. Nu har man ikke blot Lov, men ogsaa
Pligt til at være varsom med at tage og takke •— og
navnlig skal man ikke tage til Takke. Men her støder man
straks paa Vanskeligheder med vor nuværende hovedløse
Museumsordning, thi den Gave, som det ene Museum med
fuld Ret afviser, vil hos et andet Museum falde paa et
saakaldt tørt Sted. Det Centralorgan, som kan foretage
denne Placering, mangler. Nu ikke blot bryder den ene
Museumsdirektør sig ikke om den andens Museum, men
der hersker ofte en alt andet end klædelig Jalousi imellem
dem.
Jeg ved godt, at der har været et vist Samarbejde
mellem Statens Museum for Kunst og vore Provinsmuseer, og
ogsaa det førstnævnte Museum og Glyptoteket har anvist
den rette Vej — men det er kun spredte Tilfælde, dette
Samarbejde er ikke rationelt udbygget og ofte gaar det
direkte i den gale Retning. Det hændte f. Eks., at en
kjøbenhavnsk Museumsdirektør besøgte et sydjydsk
Provinsmuseum og til sin provinsielle Kollega udtalte han sin
Tvivl om Ægtheden af et stort, gammelt Metalfad, en
Døbefont, og denne skyndte sig da straks at skille sit
Museum af med den odiøse Genstand. Den Handlende,
som købte det, tilbød omgaaende Fadet til Nationalmuseet,
som erklærede det for at være et fortrinligt Stykke, og
som ogsaa erhvervede det. Altsaa vandrede Fadet fra det
ene Museum til det andet, idet det noget formaalsløst
bundfældede en sikkert smuk Fortjeneste i
Antikvitetshandlerens Kasse. Mon dette ikke havde været undgaaet, om der
havde været en Centralledelse, der kontrollerede eventuelle
Udskydelser. Det kan ikke være undgaaet
Opmærksomheden hos interesserede, at der under den nuværende
Ordning i visse Museumskredse hersker ganske forkerte
Forestillinger om den Maade, hvorpaa disse Udskydelser bør
finde Sted, idet man ved stadig at købe, sælge eller
bortbytte søger at omdanne Samlingen. Dette vidner ganske
paa Mangel paa museumsmæssig Begreb. Et Museum er
netop en stiv Institution med fuldkommen faste Rammer,
som ikke virker for i Dag eller i Morgen, men som skal
bestaa med sit Indhold Tiderne igennem. Smagen skifter
ganske vist med disse, og hvad har ikke
Museumsdirektører i første Halvdel af forrige Aarhundrede forbrudt, naar
de efter bedste Overbevisning solgte løs af hollandske
Malere, Rembrandt og andre, som den Gang var lidet agtede.
Beviset herfor er jo, at Karl Madsen fra Tjenerværelser
paa Slottene har kunnet hente Skatte frem. Man maa ikke
se Sagen paa Hovedet, der bør ikke alene vises den yderste
Varsomhed med, hvad der skilles ud, men ogsaa med,
hvad der ved Gave og ved Køb kommer inden for
Museets Mure, thi ogsaa her har et Museum Forpligtelser.
Den uafladelige Marsch af Ting ud og ind af et Museum,
hører ingen Steder hjemme og vil blive fordømt af
enhver kyndig. Hvordan man andre Steder ser paa dette
Forhold, fremgaar af Statutterne for de tidligere kongelige
Museer i Berlin. Skal en Ting der udskilles, maa
Direktøren forelægge det for en Kommission af sagkyndige, der
130
som Regel ikke maa være Museumsmænd, med Undtagelse
dog af Generaldirektøren, som er fast Medlem. Er der ikke
Enstemmighed, kan hans Forslag overhovedet ikke nyde
Fremme, derefter er Ministeriets Sanktion nødvendig og
en Række andre Bestemmelser maa iagttages som et
Fore-byggelsesmiddel mod, at der ved Vilkaarlighed kan ske
Ulykker, som det senere vil være svært eller umuligt at
bøde paa.
Det Centralpunkt, som nu mangler i Administrationen,
er altsaa en Generaldirektør, som kunde kontrollere de her
paapegede Tilfælde og være Bindeledet mellem det
usagkyndige Ministerium og Museernes Embedsmænd, som i
deres Forhandlinger med dette altid taler for det, som de
personlig helst vil have gennemført, og Ministeriet vil uden
en sagkyndig Generaldirektørs Støtte være prisgivet disse,
som jo er Fagfolk og vil ikke kunne bedømme Sagen med
den rette Kritik. At Ministeriet under den nuværende
Ordning let kan. komme paa den gale Side, saa man i Oktober
1921, da Nationalmuseet solgte Dubletter fra
Møntsamlingen, — men kun inden for en privat Kreds af Samlere.
Det skulde ske i største Hemmelighed, men Pressen fik
Nys om Sagen og nedlagde en skarp Protest mod Museets
Fremgangsmaade og betegnede den som ganske utilstedelig,
men til almindelig Forbavselse kunde dette henvise til, at
hvad der skete, skete med Kultusministeriets Sanktion.
Sagen var oven i Købet endnu mere graverende, end det
den Gang kom frem, idet det for en stor Del var Danefæ,
der solgtes, — Mønter, som Landets Befolkning havde
fundet i sin egen Jord og ofte med Sorg i Sind efter Loven
maattet aflevere til Museet, som saa solgte sit Danefæ til
en sluttet Kreds af Samlere. Man skulde synes, at ethvert
fornuftigt Menneske kunde se det forkastelige heri. Her
havde en Overledelse, som stod uafhængig, sagt
Ministeriet, at det ikke gik an, selv om det var belejligt for den
paagældende Direktør at fylde sit Museums Pengekasse,
i Stedet for at lade Dubletterne komme Provinsmuseerne
tilgode. En anden vigtig Gren af Overledelsens Virksomhed
vil være Ansættelsen af Museernes Embedsmænd, de
højeste ved disse, Direktørerne, i Samraad med Ministeriet
og de lavere Embedsmænd i Samraad med de paagældende
Museers Direktører og Bestyrelse. Som det nu er, kan
Ansættelserne ofte bære Præg af Vilkaarlighed eller, hvad
værre er, bevidst Partiskhed. Museumsdirektører er jo
nemlig ogsaa kun Mennesker, og det ligger jo ganske nær at
omgive sig med dem, der passer en selv bedst, selv om
dette ikke altid er det, der baader Museet som saadant
bedst. Hvad er naturligere end at en ung og uerfaren
Direktør helst omgiver sig med endnu yngre og endnu mere
uprøvede Kræfter for derigennem at skabe den Autoritet,
som han foreløbig maa mangle, — noget saadant siges
netop at være sket for nylig, idet Pladsen som Bibliotekar
ved et af vore Museer er blevet besat med en purung Dame
uden synderlig forudgaaende Uddannelse; hendes berømte
og udmærkede Fader beklædte, da Biblioteket var af et
betydelig mindre Omfang, denne Post, indtil han som
42-aarig Mand tog Plads i Museets Direktørstol. Trods al
mulig Sympati for den omtalte unge Dame og hendes
Direktør, vil der i en saadan Besættelse være det Stof til
Eftertanke, som gør en virkelig sagkyndig Overledelse
ønskelig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
