Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paa Ruysdaels Billede, som købtes fra Sverige 1918, Nr.
426, forsvandt saaledes en Hyrde og hele hans Faarehjord,
de var komne ind i Billedet en Gang i det 18de
Aarhundrede og gjorde for saa vidt god Virkning, som de var Skyld
i at Museet købte det. Sælgeren havde nemlig forevist
Billedet i Holland, og paa hans Spørgsmaal om det kunde
anses for at være et ægte Billede af J. Ruysdael, havde
Kunsthandler Gaudsticker (Sælgeren havde ikke truffet nogen
af Museets Embedsmænd) svaret, med at pege paa
Hyrden og sige: »den Mand er malet mindst 100 Aar efter
Ruysdaels Død, hvad der jo ogsaa var rigtig nok, men
Sælgeren tog Billedet med hjem til Kjøbenhavn og solgte det
forholdsvis billigt til Museet, som ikke paa Forhaand
kunde vide hvordan det vilde blive, naar Overmalingerne blev
fjernede. I dette Tilfælde var Resultatet over al Forventning.
Hyrden og Faarene maatte vi give Afkald paa og fik til
Gengæld kun nogle smaa fjerne Figurer, Signaturen
forsvandt ogsaa, men en anden blev funden under
Overmalingerne omtrent midt i Billedet, Luften var noget beskadiget
i venstre Hjørne, men ellers var alt i den skønneste Orden,
man havde altsaa kun søgt at gøre Billedet finere ved at
tilsætte Figurerne, og sligt er gjort mange Gange. Alt for
nedringede Damer faar ret ofte i en senere mere
anstændig Tid højhalsede Kjoler med lange Ærmer paa, og hvad
der er meget almindeligt, er at ogsaa Portrætter nyder
samme Ære, som den de forestiller, at blive udnævnte til
højere Ordener, Riddere, Kommandører eller Storkors m. m.
At der males Navne og Vaabenskjolde paa Portrætter er
heller ikke ualmindeligt, og var navnlig i gamle Dage meget
brugt, det var jo lidt kedeligt, naar man tog fejl af
Portrætterne, saa de fik forkerte Navne og Vaabenskjolde, og
sligt kunde vel dog hænde.
Rensningen af de gamle Malerier interesserer
naturligvis mest, men det er dog den mindste Del af Arbejdet med
Restaureringen. Malerierne maa først have en ordentlig fast
og ikke sugende Overflade, ligesom denne naturligvis helst
maa være saa egal som muligt. Private Folk, som har
overværet Rensningen af et Billede, tænker da tidt som
Drengen, der sagde, at han kunde spille Violin, han havde
ganske vidst ikke prøvet det, men han havde set en Mand
spille, og det kunde da ikke være saa svært at trække Buen
hen over Strengene. De køber de nødvendige Rensemidler,
og saa gaar det løs, det er jo ikke svært at køre rundt paa
et Billede med en lille Tampon, men som oftest gaar det
galt, det lykkes maaske en Gang, men næste Gang! og
saa kommer de med Billedet og skal have det gjort helt
igen, det hænder uafladeligt. Restauratoren gør det istand,
men kort Tid efter har man glemt hvorledes Sagen
forholdt sig, og Restauratoren faar Skylden for det hele. Ja
vel er det en fornøjelig Gerning at være Konservator, men
Skyggesider har det alligevel, og her er en af de værste, den
Konservator, der sidst har behandlet et Billede, faar tit
Skylden for alt, hvad der i Tidernes Løb er hændt Billedet
af ondt, selv om det har en nok saa ærværdig Alder.
Kunsthistorikere er ofte meget haarde i den Henseende, og da de
formodentlig ikke kan vide, hvem der i Løbet af tre, fire
Aarhundreder, kan have gjort sin Indsats, med forkert
Rensning, Overmaling, ja endog ved at skyde Øjnene ud
paa Personerne, flænge Lærredet o. m. a., saa er det den
Konservator, der sidst har restaureret Billedet, den ene-
ste de har at holde sig til, og det gør de ofte, uden at tænke
paa, hvad der er sket, før han fik Billedet til Behandling.
Billeder, der bliver restaurerede, bliver det dog
almindeligvis, fordi der er noget i Vejen med dem. Dette ynder
Museer saa vel som private Ejere ikke rigtigt at tale om,; det
er jo heller ikke saa morsomt, har Billedet været lidt eller
meget beskadiget? ja, hvad er meget? meget kan være
ganske lidt, det er bedst ikke at omtale denne Sag, og
hvorfor saa gøre det? Konservatoren gør bedst i at holde sig
lidt i Baggrunden, herfra kan han da glæde sig ved den
store Interesse, som Arbejdet i sig selv byder paa.
Vanskeligheder, Uheld, eller andre Ærgrelser undgaar
Konservatoren lige saa lidt som andre Mennesker. Malerier
er yderst forskellige, mærkeligt nok er de sværere at have
med at gøre, jo yngre de er. De nyere Stoffer er blødere
og kan under Arbejdet gøre mange Vanskeligheder. For
Restauratoren er, som før sagt, Kendskabet til Billedet og
dets Ejendommeligheder saavel i teknisk som i kunstnerisk
Henseende det aller vigtigste, og denne Erfaring kan man
ikke faa for meget af. Man kan ret hurtigt sætte sig ind i
de gængse Arbejdsmetoder og forholdsvis hurtigt faa den
manuelle Færdighed. Jeg ønsker her at betone, at det ikke
er nogle hemmelige Kneb og Recepter paa mystiske
Blandinger, der klebt alles, kettet alles og heilt alles, som gør
Indehaveren til en god Restaurator, ligesaalidt som man
bliver en god Maler ved at bruge gode Materialer, og naar
Malerirestauratorer ikke ynder at have Elever og Lærlinge,
ligger det mest deri, at en Elev helst vil være hurtig
færdig med Læretiden og i Løbet af nogle Maaneder paa et
Konservatorieatelier mener de sig fuldt uddannede, og saa
gaar de ud i Verden og laver Dumheder paa deres
Læremesters Bekostning, mindre fordi de ikke handler efter det
tillærte, end fordi de ikke kender noget til det Billede, de
skal restaurere, de kender ikke Skolen, Lærredet,
Farvelaget, og navnlig ikke det Malemiddel, der er anvendt. Er
de derimod heldige med et Stykke Arbejde, glemmer
sikkert de fleste hvilken Andel Mester har deri. Forøvrigt er
der kun faa, som fortsætter i længere Tid, udelukkende
som Malerirestauratorer, hvor interessant end Arbejdet
synes at være, og blandt de faa, som fortsætter, tror jeg, at
endnu færre finder Arbejdet saa særlig interessant. Man
skal nemlig være udstyret med en meget betydelig
Taal-modighed og Udholdenhed for at kunne opnaa det bedste
Resultat, og man maa ikke tro, at godt og omhyggeligt
Arbejde heller paa dette Omraade giver nogen overvættes
stor Fortjeneste. Da tjener Kunstneren forhaabentlig sit
Brød paa en mindre besværlig Maade.
Men Konservatorens Arbejde bliver først og fremmest
at bevare: konservere det oprindelige Kunstværk og
behandle det saaledes, at Resultatet af Kunstnerens
Gerning ydes den, Retfærdighed, at det saa vidt muligt
fremtræder, som han har tænkt sig det, og som han har
udført det. — Hans Gerning bliver! da en Kamp mod en saa
værdig Modstander som selve Tiden, og ved han end, at
han taber i den ulige Strid, saa opnaar han dog som en
tro Tjener i Kunstens Tempel at udføre en gavnlig
Gerning for Sandhedens retfærdige Sag i den korte Stund,
der forundes ham at glide paa Tidens ustandselige Strøm.
Svend Rønne.
147
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
