Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANGREB OG PARADE
KARL MADSEN OG DEN ZEUTHENSKE SAMLING
Højestereisagfører Johs. Stein polemiserer mod Direktør Karl Madsen i Anledning af dennes Omtale af den
Zeuthenske Samling. Skønt det ikke er Redaktionens Anskuelse at den store Kunst altid er ensbetydende
med de store Formater, har vi dog aabnet vore Spalter for denne Røst, der efterlyser Carl Bloch og de andre
Genremalere fra 70-erne og 80-erne, som ikke hænger paa Ærespladserne under den nuværende Ledelse.
Hr. Redaktør!
JEG er kun en menig Soldat i de kunstinteresseredes
store Hær, men som alle menige Soldater holder jeg
meget af at gaa paa Musæer. Nu har jeg læst i
»Samleren«, at Statens Musæum for Kunst efter en afdød
Overretssagfører har modtaget som Gave en Samling
Malerier og Tegninger, om hvilke Musæets Direktør Hr. Karl
Madsen udtaler, at det er »en af de rigeste Gaver, Musæet
nogensinde har modtaget.« Det maa du se, tænkte jeg.
Naar Karl Madsen gaar i Borgen for, at det er en af de
rigeste Gaver, Musæet nogensinde har modtaget, maa det
være noget ekstra, noget i Lighed med
Nivaagaardsamlin-gen, som Musæet jo engang vil faa, thi Karl Madsen
forstaar sig paa det. Jeg gik altsaa derop, men hvad fik jeg
at se? En af Musæets smukkeste Sale var ryddet for de
Potentat-Portrætter, der tidligere hang der i pompøse
Rammer, ryddet for en Række Billeder af berømte
Englændere, Italienere og Franskmænd, og i Stedet for var
ophængt en Masse smaa underlig snuskede Billeder og
Tegninger, smaa Malerier og løse Blyantsrids, meget
nydelige, men ganske ubetydelige for de allerflestes
Vedkommende og ikke et af virkelig Værdi for et Musæum.
Hvad er nu det, tænkte jeg. Du maa jo være gaaet galt.
Det er jo en Samling Billeder, som en Mand med Interesse
for Kunst, men ganske uden Midler til at fyldestgøre denne
Interesse, har samlet sammen til sin Dagligstue, takket
været heldige Erhvervelser paa smaa ubemærkede
Auktioner eller underhaanden, men »en af de rigeste Gaver,
Statens Musæum nogensinde har modtaget« •— umuligt!
Jeg tilstaar, jeg var noget forbavset og forvirret. Saa mødte
jeg heldigvis en anden menig Soldat deroppe, og han
forklarede mig Sammenhængen. Du har ganske Ret, sagde
han. Alt dette duer ikke stort. Hvis det i Stilhed var blevet
fordelt i Salene og puttet ind i Mapperne, saa lad gaa,
men du glemmer, at dette Land er et Eldorado for
Klikerne og Koterierne, hvad Kunst angaar, og selv om Karl
Madsen længes inderligt efter gode italienske Malerier og
venter dem af sin Ven, saa roser han dog gerne mindre
gode danske Malerier, naar Vennen ikke har andet i sin
Pose. Naar Kliken skal betjenes, maa Ypperstepræsten
svinge Røgelseskarret, selv om Litaniet egentlig burde være
de Wesselske Strofer: »Naar Dig nogen Karper byder og
Du faar kun tørre Jyder, bliver Du lidt flov derved.« Der
gives jo mange Mennesker, der altid selv betragter og
forlanger, at ogsaa andre skal betragte de Kort, de har paa
Haanden, som høje Trumfer, selv om det kun er Toere og
Treere, og der er næppe Tvivl om, at Giveren selv har
sat sin Samling overmaade højt. Ja, men Musæets
Direktør, sagde jeg. Hvor kan han lade en af dette overfyldte
Musæums allersmukkeste Sale i maanedsvis være
okkuperet af disse Ubetydeligheder. Ja, sagde min Ven, det er
fordi Du ikke forstaar noget af det hele. Se, dette Musæum
kaldes Statens Musæum for Kunst, det staar over Døren
— men det er Karl Madsens Musæum for Kunst. Ser Du
ikke, hvorledes han ganske suverænt udrangerer og
magasinerer alt, hvad han ikke synes om. Hvor er alle de
Billeder, de forskellige Gallerikommissioner har indkøbt i
Midten og Slutningen af forrige Aarhundrede af de dalevende
Kunstnere. Væk! Vi faar aldeles ikke Lov ti! at se dem.
Det er vel Pladsmangelen, sagde jeg. Vrøvl, sagde han.
Pladsmangel, naar Musæet har Plads til i Aarevis at afse
en stor Sal til Udstilling af en Privatmands
Spekulations-køb i Hammershøjs Malerier — en Samling, som Musæet
aldeles ikke ejer — og en lignende Sal til Udstilling af
Hr. Giersings to Damer og lignende Rædsler, som alle vi,
der nu er bleven saa store Drenge, at vi ikke mere er bange
for, at der bliver raabt »Ignorant« efter os, virkelig vil
have Lov til at døbe med deres rette Navn. Det er ikke
Pladsmangelen, der er værst, men det gale er, at de
skiftende Direktører ikke forstaar, at det er Statens Samling,
de staar i Spidsen for og ikke deres egen private.
Meningen med Statens Samling for Kunst skulde være, at her
skulde man kunne studere alle de Kunstværker, som
skiftende Tider havde indkøbt for Statens Penge, og
derigennem studere ikke alene disse Kunstnere selv, men ogsaa
den Kunstforstand, det kunstneriske Ideal, som de
skiftende Indkøbskommissioner har haft, altsaa gennem
Indkøbene kunne aflæse Landets kunstneriske Kultur gennem
Tiderne, men nu faar vi stakkels menige Soldater slet ikke
Lov til at se de Billeder, Direktøren ikke selv synes om,
og de stakkels Kunstnere, som er i Unaade hos Direktøren,
forvises til Magasinerne eller maa drage i Landflygtighed
til Provinsmuseerne. Det er akkurat, som da en mægtig
og fornem Dame for kort Tid siden fra sin Friplads
betragtede sig som Vært for sine betalende Gæster og
resolut bestemte, at de ikke havde godt at at høre en
almen-yndet Sang, som ganske vist er Nationens Eje, men som
hun syntes var uartig. Vi og vore Forfædre har dog alle
betalt de Billeder, som vi nu ikke maa faa at se. Det maa
da forandres, sagde jeg. Ingenlunde, sagde han, men efter
Sigende vil man forandre Museets Navn fra »Statens
Museum for Kunst« til »Karl Madsens Museum for Kunst«,
og da han jo ikke lever evigt, skal Navnet ved hver ny
Direktørs Tiltrædelse forandres saaledes, at vi successivt
faar Hansens, Jensens og Petersens Museum for Kunst.
Naar man saa bare kender vedkommende Direktørs Smag
og ved, hvad Klike han hører til, saa vil man altid vide,
hvilke Billeder af Statens Samling, man vil træffe ophængte
og hvilke der er i Forvisning. Farvel, Kammerat, sagde
jeg. Farvel, sagde han, og saa gik jeg. Nu spørger jeg
Dem, Hr. Redaktør, skulde mill Kammerat virkelig have
Ret? ’ 1 jl Deres ærbødige
Stein.
12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
