Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FRIE UDSTILLING 1925
EN GENNEMGANG
DET Tidspunkt, hvor »den fri«* IT ’üing« var fri,
fortaber sig snart saa L, i den graa
Fortid, at kun de ælds.e ibla, f os kan huske
det; skal man karakterisere U Istillingen i Aar,
maa det blive som udpræget borgerlig. Ganske vist fandt
der for en Del Aar siclen en Sprængning Sted, da hele den
yngre Fløj med vajende Faner, klingende Spil og utilfredse
Miner drog ud, men en Del er jo allerede i Aar vendt
tilbage og næste Aar indfinder
ogsaa nok Resten sig med
Fanen sammenrullet og
trukket i det for en saadan
Lejlighed obligate sorte
Voksdugshylster.
Det være fjernt fra mig
ikke fuldtud at anerkende,
hvad »den frie Udstilling« i
sin Tid har betydet. Det var
her Kunstens unge Ørne
slog sig ned og hvor et
undrende Publikum Aar efter
Aar kunde betragte det
Bytte, som deres skarpe Kløer
fattede. Her øvede
Zahrtmann, Hammershøi,
Willumsen, Skovgaardene,
Philipsen og Poul Christiansen
deres Ungdoms- og
Mand-domsværk. En virkelig
Indsats i dansk Kunst! Og vel
sidder en Del af de gamle
Ørne endnu paa Reden; men
Blikket er mindre hvast,
Suset i Vingen mindre vældigt,
Kloen mindre skarp, Alderen
begynder desværre at gøre
sin Ret gældende, det er
umuligt at faa et andet
Indtryk, naar man i Aar staar
foran Poul Christiansens Portræt af Henrik Pontoppidan
og naar man sammenligner Joakim Skovgaards iøvrigt
nydelige Smaalandskaber med de Mesterværker, han skabte i
Halland og Italien i 70erne og 80erne. Willumsen er i Aar
udeblevet, man sender ham en venlig og beundrende
Tanke naar man staar foran Peter Hansens »Badende Drenge«,
her har Ørnens Klo nemlig forfejlet Grebet, til Gengæld
fornemmer man den i det smukke »Malerdrengen paa
Stenten« og i det store pasteltegnede Udkast til »Grevens
Fejde«, det er Historiemaleri fra en ny, menneskeligere og
mere sanddru realistisk Side end vi herhjemme er vant til.
Niels Bjerre, som i sin Tid saa fyndigt skildrede de
indremissionske Harboørefiskere, fører nu en i bogstavelig
Forstand højst ulden malerisk Tale, og det er svært at
forsone sig med Larsen Stevns Landskaber i Olie, naar man
husker hans fortrinlige Akvareller fra tidligere Aar.
Hverken Møhl-Hansen eller Johan Rohde giver i Aar nye Bi-
Poul Christiansen: Henrik Pontoppidan
drag til deres Karakteristik som hæderlige, men noget
tungt arbejdende Kunstnere. Og hermed er den runde Sals
Kreds sluttet.
Med Gudmund Hentze.s Illustrationer til 1001 Nat er vi
inde paa det Omraade, hvor der vil være divergerende
Meninger om Begrebet Kunst eller ikke Kunst, men de
honorere antagelig de Fordringer en forretningsklog Forlægger
stiller til sin Illustrator. Samme Kunstners Portrætter skal
jeg lade være uomtalte.
De Arbejder, Johannes
Glob udstiller, henleder
uvilkaarligt Tanken paa en
Udstilling i Karlsruhe eller
München, selv i Skildringen
af et saa dansk Motiv som
H. C. Andersens »Den lille
Pige med Svovlstikkerne«,
undgaar man ikke at
fornemme et fremmed Element
og endnu tydeligere udtalt
er det i det macabre Billede
af en Dreng i et
Efteraars-landskab med Døden
gnidende sin Fiol bag en
Træstamme, det, der greb i
hvert Fald mig ved
Betragtningen af dette Maleri, var
ikke saa meget den
formodentlig tilsigtede Gru som
Forundringen over, at en
dansk Maler i 1925 tager et
saadant Emne op til
Behandling og paa en saadan
Maade. Globs Begreb om
Farve falder vist ogsaa
noget udenfor Tidens
Opfattelse af det maleriske.
Saafremt Erick
Struck-manns Billeder ikke netop
forestillede et Portræt og et Landskab, kunde de passende
henhøre under Udstillingens Afdeling for Arkitektur. Hans
Fødselsdagsportræt af Bundgaard er det vanskeligt at
ønske nogen af Parterne til Lykke med.
Andreas Friis udstiller en Række Billeder, hvoraf de
italienske har Rod i god gammel dansk Kunst, blot
forekommer Farven mere tør og Behandlingen mindre
aandfuld end hos de gamle danske Mestre, men det er ikke til
at undres over, naar man tænker paa deres gode, faste
Skole og saa Modsætningen, de moderne Maleres Skiften
Manér og Teknik hvert andet Aar. Dette gælder netop
Andreas Friis.
Kræsten Iversen søger i sine Landskaber og
Figurbilleder øjensynlig at arbejde sig op til et malerisk Syn, der
nærmer sig afdøde Karl Isaksons, men det lykkes ham dog
heller ikke af den Grund at fastholde Beskuerens Interesse
for sit Billede af den fiskebærende Tobias med Englen.
17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
