Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
etisk Moment indtil et saadant er fundet, paa bar Bund
maa begynde Opbygningen af en ny Kunst.
Grundspørgsmaalet maa da saa blive det simple, at man
i Modsætning til de forrige Kulturperioders Malerkunst,
der begyndte med et Indhold, nu tvunget skal begynde
med en ydre Form. Hvad Tiden og Udviklingen i Forening
har ført Kunsten hen imod som Slutsten paa sin endeløse
Støbning, er Opbydelsen af en Kraftanstrængelse, større
end nogen Kunstepoke maaske har set; vil Kunsten herefter
leve, maa den gøre sig værdig dertil. Der udbydes altsaa i
Stedet for de sædvanlige Bidrag til de vanlige stereotype
Foraars- og Efterårsudstillinger en Kamp for hver isærs
kunstneriske Overbevisning som aldrig før.
Tiden er altsaa uden etisk Ideal, det er ogsaa derfor,
den har styret hen mod en romantisk Kunstform, som
Expressionen jo faktisk var eller burde have været. Det
er akkurat det samme, som der skete efter den forrige
store Rystelse, den franske Revolution, der er blot den
Forskel, at det dengang gjaldt sociale Omvæltninger, nu
gælder det altsaa religiøse. Dette medfører igen, at Tiden
heller ikke har noget fast æstetisk Ideal, da et saadant
altid maa staa i Forhold til eller være afledt af en Værdi,
der ligger ud over det, nemlig det etiske. Det er ogsaa
derfor, Tiden har betjent og endnu betjener sig af
forskellige Ismer, fordi den ikke er i Stand til nogen
selvstændig æstetisk Vurdering.
Konklusionen af det her udviklede skulde altsaa være
den, at Kunsten i Virkeligheden stod uden Forbillede i
noget forudgaaende baade kunstnerisk og menneskeligt,
og saaledes uden Støtte. Ikke engang Renaissancekunsten
kunde tages til Forbillede paa Grund af den
artistiske Forms store Udvikling, siden Michelangelo malede sit
Loft i Vatikanet. Har man som den havt det etiske Stof,
har man manglet den fuldkomne artistiske Form af den
gode Grund der først er givet af de franske Kunstnere,
Impressionisterne, og har man som dem havt Formen, har
Tiden imedens forloret det etiske Stof.
Hvorledes det vil blive muligt for hver især at forbinde
det artistisk fuldkomne med det etisk værdifulde, bliver
en Privatsag. Det artistiske er det modsatte af det
pligtmæssige, det artistiske er at se bort fra det reelle, at
omforme alt til Æstetik, at lyve sig bort fra Virkeligheden.
Der er ogsaa den Vanskelighed, at det under stærk artistisk
Søgen er svært at bevare sin Naturfølelse ren og
uforfal–sket, da en saadan Søgen nemt slaar over i Experimentet.
Den sande og renlivede Naturfølelse blev saaledes forladt
med Cezanne og v. Gogh og slog over i Experimentet. Og
her staar man maaske ved Kærnen i hele den Bevægelse,
som nu er afsluttet, Kunstnerens Svejtsning i den
Skærsild, Gnidningen mellem de to Epoker har affødt, den
naturalistiske og den Nyromantiske.
Som Overgangsled til en saa fuldmoden Kunst som den
de foreliggende Muligheder aabner Udsigt til, vælger Tiden
efter sit Instinkt en romantisk Kunstform.
Det Expressionismen har villet, var jo netop at tilføre
Kunsten det Følelsesmoment, den trænger til, noget i
Retning af, hvad man kunde kalde en lyrisk musikalsk
Malerkunst, det som Munch har været en Forløber for. Expres-
sionismen forstod blot ikke, at det maatte blive en Kunst,
der stod langt over den i Kultur, og der som Emne satte sig
andre Maal end de paa en ofte banal literær Maade
behandlede Hændelser, der for det meste bundede i 80—90
Bohemeliv eller paa en drastisk Maade direkte
omhandlede dem.
Hvis en nyromantisk Bevægelse i Malerkunsten for
Alvor kunde tænkes rejst, som virkelig skulde betyde noget,
kunde den ikke i første Række komme til at betyde et
artistisk, æstetisk Smutten udenom, men en foreløbig
prøvende, overvejende Tillæmpning til en senere Tids mere
harmoniske Anelse om Tingenes Sammenhæng.
Der har jo allerede længe været ved at foregaa en
kunstnerisk Tilknytning mellem de forskellige europæiske
Nationer, for flere Tilfældes Vedkommende nu allerede
afsluttet, og i saa Henseende er det af særlig Interesse, hvad
der er foregaaet mellem Tyskland og Frankrig.
Allerede for Aar og Dag siden skrev Romain Rolland
en Bog med Titlen vor Tids Musik, hvori han gør
opmærksom paa, hvorledes det tyske musikalske Hegemoni
er ved at gaa over til Frankrig. Hvorledes den franske
stringente afklarede Form er ved at optage i sig det
oversentimentale hysteriske Følelsesoverskud, der med Wagner
og hans Efterlignere naaede sit Højdepunkt, luttre det,
rense det, og dermed skabe en ny Musikform. Resultatet
af denne Bevægelse er jo kendt nok, de moderne franske
Komponister d’Indy, Debussy og flere. Efter at den
franske Naturalisme har afblomstret, er der sket det, at
Frankrig ganske simpelt har forlagt sit Førerskab indenfor
Kunstens Omraade fra Maleriet over paa Musiken, dette bør
betænkes, thi dette vil reelt sige, at Frankrig hermed har
sluppet Taget i den, den er hermed uden Styr og Ror.
Om dette som ovenfor sagt paa samme Gang vil sige
dens Undergang, maa Tiden vise. Stille Forhaabninger kan
man ikke, saaledes som det hele arter sig. Dette er saa
meget mere mistrøstigt, som at det saa langt fra at betyde
dens Undergang, tværtimod kunde være Indledningen til
dens fuldstændige Fornyelse. Thi hvad der er sket, er kun
en Gentagelse af, hvad der engang før er gaaet for sig,
omend i omvendt Orden.
Det er nemlig værd at bemærke, at det Højdepunkt i
Kunsten, der opstaar med Renaissancen, ikke genopstaar
i den romantiske bildende Kunst, men i den romantiske
Musik, Mozart, Beethoven og Schubert turde være
Rafaels, Michelangelos og Leonardos sande Arvtagere.
Som Michelangelo staar som Formidleren af den
antikke Form og det kristne humane Syn og dermed
som Grundlægger af den subjektive kristne Kunst, der
fører Udviklingen frem til den nyere Tid, saaledes staar
Beethoven som Formidleren af den klassiske Form og
Revolutionens Frihedsideer og dermed som Grundlægger af
vor Tids emanciperede Kunstopfattelse. Kort sagt, der
synes at bestaa skæbnebestemt Vexelvirkning mellem
Maleri og Musik, hvorfor bliver Malerkunsten sig ikke
dette bevidst? Det vilde være rimeligt, om Maleriet lærte
af moderne Musik, der i de senere Aar i saa overvældende
Grad har laant af naturalistiske og impressionistiske
Stemninger i moderne Maleri og vendte sig, ikke mod moderne
Musik, der efter min Mening hverken indeholdt Saft eller
23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
